»Enhver grupperejse til Burma er direkte støtte til det herskende diktatur«, skriver Københavns domprovst, Anders Gadegaard, i forbindelse med den aktuelle debat om Politikens læserrejse. Domprovsten har selv besøgt landet. Kan man forsvare at rejse til Burma, klodens nok værste militærdiktatur? Kan turisme gøre en forskel for den hårdt plagede befolkning? Når nødhjælpsarbejderne ud til de rigtige grupper? Spørgsmålene trænger sig atter på i Politikens spalter og dermed i den danske debat om den demokratiske verdens relationer med diktaturer. For få uger siden besøgte jeg Burma, dette smukke og kulturrige land med så grum en skæbne. Jeg var inviteret til Rangoon af Det Burmesiske Kirkeråd, en sammenslutning af alle større kristne kirker i Burma på nær den romerskkatolske, som helst ikke anerkender andre kirker. Svarene på ovenstående spørgsmål vil jeg overlade til en af de burmesiske kirkeledere, jeg mødte. Han sagde: »Der er lang vej, til vi er i en situation, hvor man kan gavne befolkningen ved at være til stede i landet, hvad enten det er som turist, som hjælpeorganisation eller som handelspartner«. »Vi glæder os til den dag, for vi er gæstfrie folk«, siger de burmesiske kristne. »For tiden bør I blive hjemme. Hvis I vil hjælpe os, så skal I arbejde politisk for at øge opmærksomheden på de vilkår, militæret byder os at leve under, og sørge for, at der stilles krav til dem om, at en demokratisk udvikling kommer i gang, før I handler med dem eller lukker generalerne ind på den internationale scene«. I Burma udgør de kristne ca. seks procent eller godt tre millioner mennesker. De fleste tilhører mindretalsstammer som karen-, chin- og shanfolkene. Netop de grupper, som i årtier har ligget i væbnet kamp med den burmesiske militære overmagt. Derfor udgør de kristne i Burma en dobbelt minoritet: dels på grund af det etniske tilhørsforhold, dels på grund af det religiøse. 85 procent af befolkningen er buddhister, og templerne med titusindvis af organiserede munke nyder en høj grad af særbehandling fra juntaens side. Ideologien bag er en nationalchauvinistisk sammenkædning af den hinduistisk-buddhistiske kastelære om en gudgiven rangorden mellem alle mennesker, hvor den øverste rang, brahmankasten, sættes lig med den burmesiske stamme. Dermed hævdes buddhismen som nationalreligion at give det burmesiske folk en gudgiven ret til at herske over alle andre etniske grupper. Med religionen i ryggen legitimeres den burmesiske stammes ret til med alle til rådighed værende midler at holde alle andre etniske grupper nede. De kristne (og muslimerne, som udgør andre knap to millioner) er dog tålt i Burma, for det ligger også i buddhismens væsen at acceptere andre gamle skriftreligioner som ægte udtryk for en relation til det guddommelige. Derfor har det kristne kirkeråd tilladelse til i begrænset omfang at drive mission, og det benytter de til at udføre et regulært uddannelses- og udviklingsarbejde blandt de fattigste, også ude i de fjerneste landområder blandt de mange stammegrupper. Dette vigtige arbejde, som i høj grad kan betragtes som uddannelse til demokrati blandt de fattigste, understøttes økonomisk af en række kirkelige hjælpeorganisationer, heriblandt Folkekirkens Nødhjælp. I Burma er fattigdommen kolossal. En gennemsnitlig indtægt for en universitetslærer ligger på 20.000 kyats, hvilket på gaden svarer til 17 dollar - om måneden! Altså betragteligt under fattigdomsgrænsen på en dollar om dagen. De fleste højtuddannede burmesere, jeg kender, overlever kun i kraft af de jordstykker, deres familier dyrker hjemme i den landsby, familien stammer fra. Burma er et frodigt land, rigt på ressourcer. Engang kaldet Asiens 'risskål'. I dag er det især ædelstene, træ, gas og olie, der udgør grundlaget for en mulig omfattende eksport. Men handelen med udlandet befinder sig på et absolut minimum på grund af den langvarige internationale handelsboykot. Den manglende indtjening er med til at presse militærdiktaturet til at imødekomme udlandets krav om at stoppe krænkelserne af menneskerettighederne og påbegynde en demokratiseringsproces. Senest har juntaen løsnet grebet en anelse om lederen af Burmas demokratibevægelse, Aung San Suu Kyis husarrest. Hun har nu mulighed for fra tid til anden at forlade sit hus og besøge partikontorerne og sine mange fængslede partifæller rundt omkring i landet. Men der er langtfra tale om en frigivelse eller løsladelse, som det ofte bliver påstået i medierne. Oppositionslederen, som er den valgte og derfor retmæssige politiske leder af landet, holdes stadig i overvåget forvaring. University Avenue, hvor hendes villa ligger, er afspærret, og ingen kommer i nærheden af hende uden godkendelse fra militæret. Alligevel er det lykkedes juntaen at få givet omverdenen det indtryk, at en proces med opblødning og dialog er sat i gang med deraf følgende fornyede initiativer til handelssamkvem med Burma. Handelsboykotten og den manglende internationale anerkendelse betragtes af alle dem, jeg talte med i Burma, som hovedårsagen til, at der overhovedet er sket den mindste tilnærmelse mellem juntaen og oppositionspartiet National League for Democracy, NLD. Aung San Suu Kyis udgangstilladelser og løftet om topartsforhandlinger med NLD om landets politiske fremtid med senere inddragelse af den tredje nødvendige part: United Nationalities Alliance, den nyligt formede sammenslutning af de etniske mindretals politiske partier, blev offentliggjort for ca. et halvt år siden under stor international bevågenhed. Det medførte omgående vækst i landets udenrigshandel, som juntaen er så desperat afhængig af. Den eksisterende handel med partnerne i Sydøstasien rækker langtfra. Hovedindkomsten for militæret er stadig illegal narkotikaproduktion og udsmugling via bl.a. Kina. (Burma har en af verdens største hære med en halv million soldater - og med et hemmeligt politi af en lignende størrelse). Planerne for en industriel udvikling til gavn for militæret og de erhvervsfolk, som har knyttet sig til militæret, er udviklet og sat i værk i særlige industrizoner lige uden for hovedstaden Rangoon. Jeg besøgte et par af disse industrizoner: Enorme landstrækninger ligger med fine, brede boulevarder, og store fabriksbygninger er hist og her skudt op, beregnet bl.a. til tøjproduktion. Men områderne ligger øde, så langt øjet rækker, og alle de fabrikker, jeg så, stod gabende tomme. I titusindvis af småbønder og deres fattige familier er blevet deporteret fra disse arealer og må leve i slumlignende ghettoer udenfor, uden arbejde og uden den jord, de levede af før. For 10-15 år siden var ca. 14 millioner i Burma beskæftiget med landbrug, primært risdyrkning. I dag er der ni millioner tilbage. Folk er blevet tvunget væk fra deres jorder på grund af deporteringer, tvangsarbejde og brandbeskatning på afgrøderne, en af militærets måder at skaffe sig føde på. I disse nye slumbyer uden for Rangoon arbejder Kirkerådet med at uddanne og støtte de dybt fattige mennesker. Kirkerådet har bl.a. sundhedsprogrammer - aids er i hastig vækst - hjælper med at organisere befolkningen og lærer dem om deres retskrav, så de kan stille krav til de lokale myndigheder. Uden menneskerettighederne som universelt anerkendt grundlag var det en umulig opgave. Det er både rystende og gribende at besøge disse steder. Fattigdommen og elendigheden er ubeskrivelig. Alligevel er viljen til at gøre noget og troen på en fremtid fremherskende. Kirkerådet kalder arbejdet Urban Rural Mission, for, som sagt, missionsarbejde er tilladt, men dets karakter af politisk bevidstgørelses- og organiseringsarbejde går man stille med. Siden juntaens løfter om fornyede samtaler om indførelse af demokrati er intet sket. Kirkerådet siger, at der end ikke har vist sig det mindste tegn på, at juntaen agter at sætte handling bag ordene om forhandlinger. Senest har FN's særlige udsending, en malaysisk diplomat, givet op i forsøget på at formå juntaen til en tilnærmelse til NLD. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at det udenlandske pres på juntaen netop nu opretholdes, ja helst forstærkes. Derfor skal handelsboykotten fortsætte, indtil juntaen viser reel politisk vilje til samarbejde med NLD og repræsentanterne for de etniske grupper. Dette synspunkt er ikke bare mit, men er også oppositionens og deles nu også af et mere og mere politisk modigt kristent kirkeråd. »Et land, hvor alle medier er fuldstændig under juntaens kontrol med konsekvente restriktioner på at udtrykke sig offentligt, er det ikke mærkeligt, at vi kristne som en lille minoritet ikke er vant til at dele vore synspunkter med andre åbent og offentligt. Men tiden er kommet, hvor også vi må lade vor røst høre for landets fremtids skyld«. Sådan slutter Kirkerådet et afslørende dokument om landets situation, som er stærkt kritisk mod juntaens regime. Det er nyt og bestemt ikke ufarligt, at Kirkerådet udtrykker sig så politisk. Et prominent medlem af en af kirkernes ledelse, tidligere professor og aktiv under studenteropstanden i 1990, har netop fået syv års fængsel for lignende udtalelser og holdes indespærret under koncentrationslejrlignende forhold. Men omverdenens begyndende accept af juntaen, bl.a. i kraft af den stigende samhandel, har fået Kirkerådet til at vove en offentlig politisk holdning. Men offentlige udtalelser inden for landet er ellers stadig en umulighed. Juntaen regerer fortsat i kraft af den rene voldsanvendelse, og man kan derfor vente sig alt. Kirkerådet formulerer sig sådan: »Enhver bevægelse fra befolkningen i retning af demokratiske reformer og enhver bevægelse blandt de etniske grupper i retning af lighed og selvbestemmelse undertrykkes brutalt af militæret med ethvert til rådighed stående middel«. Der er således bred enighed blandt almindelige burmesere om, at sanktionspolitikken er et af de vigtigste midler til at opnå forbedrede politiske vilkår. Juntaens magtbase kan svækkes ved fortsatte sanktioner. Befolkningen ofres ikke ved denne politik. De er ofre i forvejen og er villige til fortsat lide for at bekæmpe diktaturet. Al udenrigshandel gavner udelukkende militæret og dets forretningsforbindelser, ikke befolkningen. Der er ingen nedsivningseffekt af en øget eksport. Det samme gælder al organiseret turisme. Samtlige bureauer og hoteller, som modtager grupperejser, kontrolleres af regeringen og ejes af juntaen eller deres forretningspartnere. Enhver grupperejse til Burma er derfor en direkte støtte til det herskende diktatur. Penge ned i lommen på generalerne og ikke på befolkningen, så enkelt kan det udtrykkes. Det var jo ikke for ingenting, juntaen for to år siden forsøgte at lancere Burma som det store turistmål, brugte millioner på at forgylde de største pagoder, rensede Rangoon for slum i selve byen og satte de største boulevarder fint i stand med blomsterbede m.m. En poleret overflade af imødekommenhed, fordi en øget turistindtægt kunne gavne juntaens betrængte økonomi. Det kan dog - stadig i følge de burmesere, jeg drøftede sagen med - lade sig gøre at besøge Burma uden at støtte regimet, men så må man rejse på egen hånd og have et par kontakter i landet, som hjælper én med at finde de små, uafhængige rejsebureauer og hoteller, som har tilladelse til at operere inden for landet, men uden ret til at organisere grupperejser internationalt. Væk fra de store hovedveje, der forbinder Rangoon med Mandalay i nord og Moulmein i syd, skal man imidlertid ikke regne med at komme og slet ikke på en grupperejse. Derfor vil man stort set ingen kontakt få med befolkningen som sådan, og man vil intet indtryk få af undertrykkelsens omfang. For det er i randområderne, de alvorligste overgreb finder sted. Alene langs grænsen til Thailand er hundredtusinder af stammefolk blevet deporteret for at destabilisere forsyningsgrundlaget for de etniske oprørshære og for at oprette relokeringslejre i områder, hvor militæret har brug for tvangsarbejde til vejbyggeri, skovrydning, konstruktion af gasledninger og lignende. Mange flygter for at undgå denne skæbne. Nogle lever i registrerede flygtningelejre i Thailand, andre opholder sig illegalt i Thailand, andre igen lever skjult i junglen i Burma. Det antages, at mere end en million lever på denne måde enten som registrerede flygtninge eller som fordrevne. For dem alle gælder, at levevilkårene er katastrofalt dårlige. De, som klarer sig bedst, er de ca. 130.000, som er blevet registreret i en af de 11 flygtningelejre i Thailand. Jeg besøgte en af dem nær grænsebyen Mae Sot. Her bor 45.000 mennesker på et par stærkt kuperede kvadratkilometer uden jord at dyrke, uden arbejde, uden ret til at forlade lejren. På 14. år er lejren totalt afhængig af international hjælp. Folkekirkens Nødhjælp bidrager med flere millioner kr. årligt (fra Danida) til at holde disse flygtninge i live. Det var imponerende at se, hvorledes flygtningene selv er i stand til at administrere fordelingen af fødevarer, tøj, kul, tæpper, bambus osv. Flygtningene er, trods mangel på noget som helst fornuftigt at tage sig til, glade for at bo i lejren. »Her er fredeligt, og vi får noget spise, men vi glæder os til en dag at kunne vende hjem til vore landsbyer«, sagde de flygtninge, jeg talte med. De ringest stillede er de internt fordrevne, som lever i skjul i de uvejsomme skove i bjergene på grænsen mellem Thailand og Burma. De lever på sultegrænsen og mangler alt: ris, tøj, tæpper, medicin. Der er heldigvis grupper, som forsøger illegalt at nå frem til dem med lidt fornødenheder. Disse grupper organiseres bl.a. af kirkerne. Jeg mødte flere personer fra et netværk af lokale grupper, som organiserer små hold på to-tre personer, der er villige til at risikere livet for at nå ud til disse mennesker. Ofte er der tale om slægtninge, som sætter alt ind på at finde og hjælpe deres familier. Også dette arbejde er afhængigt af ressourcer udefra. Men grundlæggende er det burmeserne selv, der tilrettelægger, udfører og står for hjælpearbejdet. Det kan ikke lade sig gøre for udenlandske organisationer at operere i Burma uden tilladelse fra juntaen og med en skriftlig aftale om udelukkende at yde hjælp der, hvor militæret ønsker det, og til dem, de ønsker. Enkelte store hjælpeorganisationer som Care International og Red Barnet har valgt at samarbejde med juntaen, men prisen er høj: Generalerne lader sig fotografere som mæcener for projekterne sammen med især de børn, som drager fordel af projekterne, hvorved disse organisationer kommer til at fremstå som garanter for militærjuntaens 'humane' hensigter. Der er lang vej, til landet er i en situation, hvor man kan gavne befolkningen ved at være til stede i landet, hvad enten det er som turist, som hjælpeorganisation eller som handelspartner.