»Vi har akut brug for at genopfinde ideen om, at vi er iboende og levende værdier«, skriver amanuensis Mikkel Bruun Zangenberg i denne opsang til stupiditeten. Ja, han opfordrer ligefrem til revolution. 1789: Den blodbesudlede Franske Revolution havde som sin bærende idé forestillingen om, at ethvert menneske på forhånd og iboende er værdifuldt og værdigt. Uafhængigt af køn, race, klasse og religiøst tilhørsforhold. Alle mennesker er noget og nogen, og det tilkommer derfor ethvert individ at være omfattet af visse basale rettigheder, f.eks. retten til ikke at blive forfulgt og diskrimineret eller retten til frit at ytre sig. Det centrale er imidlertid, at alle i sig selv 'er' noget, at alle mennesker er inkarnerede, små bærere af værdi. 2002: Optagelsesprøver til programmet 'Popstars' på TV2. Tusindvis af håbefulde, bævende og bøvede unge i skøn blanding står opmarcheret foran Cirkusbygningen. De defilerer ind i en lang, bugtet slange, og enkelte er så heldige at blive interviewet om deres drømme, håb og ambitioner - eller så uheldige, at deres brægende tonefalske forsøg og spastiske gestik vises på nationalt tv. Hvad er egentlig drømmen for disse talløse deltagere? Måske er svaret i al sin svævende enkelhed 'at blive til noget'. Alle disse rystende almindelige ynglinge og møer har en gennemgribende, hemmelig fornemmelse af ikke at være noget, at være nuller, ukendte, anonyme, halvfattige, hverdagslige nuller. Det gælder om at gå fra nul til en, at gå fra at være et rundt, tomt nul til at blive en stor, skinnende og synlig ener. Jon Nørgaard er en kloning af Peter Sellers' Mr. Chance fra filmen 'Welcome Mr. Chance': Den kopi af en stjerne, som ikke er til at skelne fra den ægte vare, fordi alle peger på ham og siger, han er virkelig. I det sekund Jon træder ind på scenen i Pumpehuset, sitrer de små pigekroppe på forhånd af begejstring, for en stjerne 'er født', som det hedder. Havde det nu været René eller Benny eller Julie eller Tina, havde begejstringen i princippet været nøjagtig den samme. Det engelske 'chance' udstiller denne dobbelthed. 'Chance' betyder selvfølgelig 'chance', som det også hedder på dansk, men det betyder desuden 'tilfældighed', 'vilkårlighed'. Og det er en del af pointen i 'Popstars': Der er et uudryddeligt element af tilfældighed over, hvem der i sidste ende ender som udråbt ener. Programmet er forklædt som et ur- darwinistisk drama: 'survival of the fittest', men er i realiteten et dukkeshow for folket, der i alt for vidt omfang er baseret på lottospillets rene chance. Hvad viser dette? At 'Popstars' er det absolutte og uigendrivelige bevis på, at vi lever i en verden, hvor den revolutionære drøm om menneskerettighederne endnu ikke for alvor er begyndt at virke. Frihed, lighed og broderskab er en køn trio, men også en utopisk fantasi, et flimrende fatamorgana, ikke grunden under de moderne, vestlige demokratier. Man vil indvende, at det er en forvrøvlet sammenblanding. En kulturel misere er ikke ensbetydende med, at vi ikke lever i et repræsentativt demokrati og i en basalt sikker retsstat, der vitterlig er et resultat af det tankegods, Den Franske Revolution var næret af. Individet er tilsikret en række basale rettigheder, men det kan selvfølgelig ikke beskyttes mod den diffuse følelse af at være kedelig og ordinær, ligesom staten hverken kan eller bør sikre individet mod halsløst at drømme om berømmelse og rigdom. Men det udtømmer langtfra problemet. For ét er, at individet er sikret mod en række overgreb. Noget ganske andet, at revolutionens idégrundlag fordrer af os, at vi ikke stopper op, men konstant søger at skubbe dens tankeprogram videre, at forbedre og perfektionere demokratiet som utopisk projekt. Hvad er da hovedfjenden? Er der virkelig bare tale om en klynkende og skinger gentagelse af 70'ernes oppiskede had mod kapitalens tingsliggørelse af det fremmedgjorte individ, om at individet er reduceret til at være en tom værdi, der alene kan prissættes på et globalt marked. Hvad enten det er job- markedet, mediemarkedet eller, som det meget præcist hedder, kødmarkedet. Ja, der er her tale om en gentagelse. Ikke klynkende eller bevidstløs, men polemisk og aktivistisk. Der er brug for at erindre om den sindsoprivende banalitet, at vi alle på forhånd 'er' noget, er noget værd, er værdifulde og besidder en iboende værdighed. Banaliteten skal konstant beskyttes og forsvares, nøjagtigt fordi den undsiger det uimodsigeligt sande. Og replikken vil altid kunne lyde, i dette tilfælde fra pladeselskabet, at man da selvfølgelig på ingen måde hævder, at alle pop-aspiranter er værdiløse nuller. Man ønsker blot at tilbyde dem en mulighed for et pikant lille eventyr i nogle år. Popstjernen realiserer sig selv, selskabet tjener penge, og alle er glade. Og de vragede? Herregud da, de finder sig nok noget fornuftigt at lave, uden at verden af den grund bryder sammen. Men det er en løgn i deres mund. Pladeselskabet er en passiv og i sig selv ubetydelig aktør på en langt større scene, der systematisk producerer følelsen af nullitet hos subjektet. Danmark er i dag hjemsted for en pandekagekultur, der viser sig som den universelle realisering af Kierkegaards frygteligste fantasier om nivelleringen og dumheden. I dag er hele den velbjærgede middelklasse - alle djøf'erne, alle journalisterne (undtagen dem på Politiken selvfølgelig), alle tandlægerne - helt åbent stolte af på samme tid at være uvidende og vellønnede. Reolerne er lige akkurat fyldt med det mest nødtørftige, men det er mest til pynt og underholdning, eventuelt en art forloren prestige i form af halvdyre kunstbøger. Alt er som det symptomatisk populære 'Nikolaj og Julie' (alene navnene!): det glittede, billedbladsbillede af det intime parforholds op- og nedture, privatlivets narcissistiske og uendeligt dekorative falbelader, karrierens velsmurte lille tandhjul i harmløs pryd og prunk. Dannelse anses for at være en tåbelig og overflødig byrde. Skal man rejse til toppen af et bjerg, er det jo også lidt dumt at medbringe en stor tung rygsæk, fyldt med alskens genstande, man ikke umiddelbart skal bruge på vej op. Man skal kun medbringe det nødvendigste til dagen og vejen, så er man også mere omstillingsparat og får ikke for mange fluer i hovedet. Hvad har denne svada nu med sagen at gøre? Betyder det ikke netop, at vi befinder os i nullernes paradis? Er Danmark ikke dermed enhver magelig middelmådigheds drøm om et Eden på Jorden? Vores helt særlige kombination af socialdemokratismens sejr og dens seneste apoteose: Den pseudo-liberalistiske småborgerlighed (det er Venstre, ikke Dansk Folkeparti, der er den sande arving til det socialdemokratiske bo) siger da fra morgen til aften, at du er noget og kan blive til noget - måske især hvis du gerne vil starte ny virksomhed eller opnå ansættelse som informationskonsulent i erhvervslivet. For så kan du nemlig bidrage til bruttonationalproduktet, og så er du alligevel en slags værdi. Men det er hele humlen. Denne det jævnes selvfede og brovtende pralen af sin egen konforme glathed er det, der før alt andet i dag producerer den giftige trang til at være 'noget andet - og mere'. Denne for så vidt noble aspiration er nemlig forsynet med et pauvert spektrum af muligheder. Dannelse og lærdom er jo latterlig og overflødig - det viser enhver realpolitisk ageren bag alle skåltalerne - så tilbage resterer kun som frirum for tilværelsen som kontorassistent eller pædagogmedhjælper at melde sig til sådan noget som 'Popstars'. Her loves individet, at det forholdsvis nemt og kvit og frit kan 'blive til noget'. Altså vel at mærke til andet og mere end underdirektør i Hafnia eller partisekretær for Kristeligt Folkeparti. Eller for så vidt minister i en borgerlig regering: Kun sjældent har dette land haft en så vidunderlig parade af fuldkommen ideale, gennemførte gennemsnitligheder på pinden, hvis vi helt obligatorisk ser bort fra Per Stig Møller. Det er rent ud sagt imponerende, at en minister ikke længere i mindste henseende er til at skelne fra (med al tilbørlig respekt) en kontorassistent fra HK eller i bedste fald en flink lille fuldmægtig i ministeriet. Venstres og de konservatives ministre er den sublime inkarnation af Socialdemokratiets fuldendte sejr, den endegyldige triumf for Ritt Bjerregaards gamle program, der sagde, at alle skulle være lige og ens. Men hvad er nu kravene til popstjernen? At han/hun skal være smidig og lydig og disciplineret - ud over konformt køn og nogenlunde velsyngende. Det indebærer, at popstjernen er en præcis fordobling af dagens billede af det gennemsnitlige, middelklasse-karrieremenneske, hvad enten det er en minister eller konsulent. Medarbejderen skal ikke vide for meget og frem for alt ikke spekulere for meget over tingene - undtagen da lige hvis det vedrører noget, der kan forøge omsætningen. Medarbejderen skal fungere, ikke kontemplere. Alt hvad Jon Nørgaard nu skal til, er det samme. Der er ingen tid tilovers til overflødigt spild og tidsspilde, maskinen skal køre som en velsmurt, glat anordning. Den eneste forskel på Jon og juristen er, at Jon oftere kommer i ugebladene og måske, hvis han er rigtig, rigtig heldig, tjener flere penge. Det er det hele. Og det er jo umådeligt, trøstesløst lidt. Det er det, der med et flovt og sigende udtryk hedder 'glamour'. Glamour er glasur: Glasuren skal tildække den omstændighed, at individet aldrig er noget værd andet end som midlertidig bytteværdi. Når Jon har tjent sin tid ud, skrottes han til fordel for en ny, produktiv erstatning, en ny Mr. Chance. Når journalisten er forældet, får han et prik på skulderen ude i Gladsaxe. Forskellen er atter en gang den samme. Forskelsløsheden peger på den globale nullitet. Vi er alle udpeget til at være midlertidige pseudo-enere. Men alle tilgængelige undersøgelser dokumenterer, at det arbejdsløse og familieløse individ lider svært under sin erkendte og nu følbare nullitet. Arbejdets, vennernes og familiens identitet er det, der skrøbeligt og for en stund camouflerer vores eksistens som absolutte nuller. Derfor er Den Franske Revolutions program og idealer - hinsides de støvede og kluntede partiskel - mere aktuelle og mere magtpåliggende at søge at realisere end nogensinde før. Vi har akut brug for at genopfinde ideen om, at vi er iboende og levende værdier. Ikke alene som en abstrakt selvfølgelighed, men som en konkret, levet erfaring. Man kan sige først i det øjeblik, ingen arbejdsløse og ensomme mennesker ville være i stand til at føle sig uelskede og værdiløse. Først i den stund, hvor ingen anonym bagerjomfru eller butiksekspedient ville kunne føle den hemmelige og magtfulde trang til at 'blive til noget' - først da ville Revolutionens ideal være realiseret. Vel at mærke ikke som passivitetens og selvgodhedens stivnede utopi. Det ville være et vrangbillede af en verden, hvor ingen behøvede gøre sig umage, fordi alle var gennemsyret af følelsen af, at det ikke var nødvendigt at anstrenge sig. Alle ville være enere, ikke nuller. Eller rettere: Alle ville da være 0,75, ikke 1,0. Det ville være den blævrende budding, en kopi af den samfundstilstand vi i øjeblikket er tæt på at have, i det mindste i store dele af middelklassen. Men som en stor, broget flok stærke og svage, beske og sødmefulde individer, der ikke kan spilde deres tid med at synge falsk eller rent i TV 2, fordi de har alt for travlt med at være fysikere eller domptører, blikkenslagere eller departementschefer, mødre eller brødre eller fætre, venner eller andre hæderkronede enere. På overfladen ville alt næsten være det samme som i dag. Men hvilken enorm, mental revolution og forskel underneden. Og ikke kun det. Undervisningssystemet måtte hjertens gerne opfostre elever, der ikke blev kvalt i misforstået og socialt skævvredet venlighed. Seminarierne skulle dramatisk reformeres. Arbejdspladserne måtte gerne opdyrke medarbejdere, der spildte tiden på de mest kvalificerede måder. Alt måtte gerne blive sværere og stille betydeligt større krav til fantasi og ildhu, intellekt og erindring. For vi kan selvfølgelig alle, er alle egentlige, sublime enere, på trods af de sytten milliarder små forskelle, der altid vil bestå mellem os. Frem for alt skulle litterater og intellektuelle holdes i højeste ære og synges til og lovprises fra morgen til aften! Det sidste er selvsagt en tyk, selvironisk spøg. Men den peger hen mod det, som senest idéhistorikeren Dorthe Jørgensen har fremført med stor kraft: Vi skylder, at Danmark og verden revolutioneres. At vi ikke bare satser på det stupide og tomme mantra, der hedder 'viden' eller 'læring', men også langt mere intenst og krævende og morsomt og livligt og energisk end i dag opdyrker Jørgensens 'visdom'. Evnen til at sætte viden ind i større, mere omfattende sammenhænge, evnen til at kritisere og tænke, som andet end skyttegravenes og fordommenes gængse, debile spasmer, alt det fyldstof aviserne og særlig fjernsynet dagligt svømmer over med. Det kræver stor ydmyghed og respekt. For virkelig viden og dannelse, ikke bare den olierede omstillingsparathed, det kræver virkelig, ægte respekt og agtelse for det grænseløse potentiale, hvert enkelt individ rummer i sig, ikke bare flade floskler om at sætte individet i centrum. Det kræver, at vi alle hver dag begår revolution, en lille, men umiskendelig revolution. Det fordrer menneskets selvforskyldte udgang af umyndigheden, for nu at citere den gamle, oplyste Kant. Vi må med nidkær ihærdighed afvise alle de massive og meget ofte skjulte antydninger af, at vi er nuller, at vores plads er i køen foran Cirkusbygningen. Afvise, at der er den mindste forskel på djøf'eren og Jon. Hælde saltsyre ned over visse politikeres forløjede og flommefede almindeligheder. Og hjælpe og opmuntre, kræve og forlange, opdyrke og stimulere alle de små og store tegn på individets ukrænkelige og kolossale værdi og mulighedsfelt. 1789 - det er stadig kun en halvkvædet vise og et hengemt fallitbo. Revolutionens program skal realiseres, ikke med terrorismens perfide midler, men ved den bette, daglige, omhyggelige hverdagsrevolution, der på langt sigt ville underminere medieindustrien kun for at lade den genopstå i en ny og uendeligt bedre form. Det gælder om at prikke hul på nullets nederdrægtige ballon, så verden kan befolkes med alle de enere, der allerede suser forklædt rundt på gader og stræder. Det gælder om at oversvømme verden med de gigantiske værdier, den allerede rummer i kim. Til Bastillen!