Hvor videnskabelig er den danske debat om prostitution, kriminalisering og frihed? Den engelske forsker og kvindesagskvinde Julie Bindel, ansat ved University of North London, smækker viden på bordet. Jeg er tilknyttet 'Child and Woman Abuse Studies Unit', en forskergruppe, som beskæftiger sig med vold mod kvinder og børn, og som længe har erkendt sammenhængen mellem alle former for seksuelle overgreb og ulighed mellem kønnene. Jeg vil hævde, at prostitution ikke alene er særdeles farligt og krænkende for dem, der er så uheldige at være direkte berørt af den, men at den både understreger og viderefører alle kvinders stilling i samfundet. Det er ikke kun de talrige, frygtelige tilfælde af vold, prostituerede kvinder udsættes for, der gør prostitution til et overgreb, det er selve det forhold, at kvinders kroppe købes og sælges af mænd, der understøtter kvinders og børns underlegne rolle på globalt plan. Tilsvarende er det chokerende, at tanken om, at prostitution i sig selv er et overgreb, møder så megen modstand, når de implicerede kvinder og børn oplever så mange tilfælde af deciderede seksuelle overgreb, at en lang række enkeltpersoner og regeringer forsøger at bekæmpe seksuelle overgreb mod børn, hustruvold, bortførelse af kvinder, voldtægt og sexchikane, for bare at nævne nogle stykker. Det er en kendt sag, at mange kvinder kommer ud i prostitution, inden de bliver 18. I Storbritannien og andre lande anerkender politiet, de sociale myndigheder og brede dele af offentligheden, efter feministers og børneforsorgens årelange kampagner, at 'børneprostitution' er et seksuelt overgreb. Faktisk blev en lang række kvinder, der i dag er involveret i gadeprostitution, bogstavelig talt misbrugt ud i det som børn. Undersøgelser har påvist, at et meget højt antal prostituerede kvinder har været udsat for voldtægt. For nylig viste en undersøgelse gennemført af en statslig engelsk tv-kanal, at syv ud af ti prostituerede var blevet voldtaget, mange gentagne gange, af kunder og alfonser, og at 17 procent af dem var blevet bortført - trukket ind i en bil mod deres vilje. Enhver kvinde, der ligger under for en alfons, vil blive udsat for daglige voldelige overgreb, og det er bogstavelig talt en del af hendes daglige arbejde, at hun udsættes for seksuelle overgreb - hendes 'arbejde' består netop i at lade sig udsætte for seksuelle overgreb af sine kunder. Og hvordan bidrager prostitution så til at forstærke og videreføre ulighed mellem kønnene? Kønnet er en social konvention om forskelle mellem mænd og kvinder og ikke et udtryk for et menneskes biologiske køn. For at opnå ligestilling mellem kønnene må vi først forstå, at der er tale om en social, og ikke en biologisk, skelnen. Vi må overveje, hvordan vi kan sætte ind på forskellige måder for at ændre og udfordre disse tydelige forskelle. Intet sted er denne ulighed mere udtalt og tydelig end på prostitutionsområdet, hvor mænds og kvinders roller defineres grundlæggende forskelligt og på en måde, der understøtter og viderefører uligheden mellem kønnene. For eksempel som modstillingerne: Køber/købt, Erhverver/vare, Seksuel drift/mål for seksuelle drifter, Jæger/bytte. Desuden er prostitution - ligesom andre former for overgreb mod kvinder - omgivet af gamle og nye myter, der tjener til at retfærdiggøre den, og vi har været mindre dygtige til at afkræfte disse myter end i tilfældene voldtægt, hustruvold og seksuelle overgreb mod børn. Her er de kendteste: Det er det ældste erhverv. Der er ikke tale om et erhverv, men om undertrykkelse, og landbrug er ældre. Prostitution forhindrer voldtægt af 'andre' kvinder. De fleste kvinder i sexindustrien bliver voldtaget - og det samme gælder millioner af ikkeprostituerede kvinder. I 1827 erklærede Napoleon, at prostituerede var en nødvendighed, fordi »uden dem ville mænd overfalde respektable kvinder på gaden«. Hans ord opsummerer en holdning, der stadig findes i visse kredse, nemlig at mænd er uskyldige ofre for deres seksuelle lyster, og at kvinder er til for at tilfredsstille dem. Mænd skal have sex. Ingen mand er endnu død af at have erektion eller af sexmangel. Kvinder vælger prostitution. Det er et valg betinget af manglende valgmuligheder. Et betydeligt antal kvinder, der arbejder som gadeprostituerede, begyndte som børn. Ifølge en amerikansk undersøgelse ville 90 procent af de berørte kvinder holde op, hvis de kunne. Kvinder nyder det. Spørg enhver kvinde, der har været prostitueret. Det er muligt at beskytte kvinderne. Både alfonser og kunder er farlige, det er ikke kun et spørgsmål om kønssygdomme. Et iøjnefaldende træk ved prostitutionens forstørrelse af uligheden mellem kønnene er det faktum, at mænd langt overdøver kvinder i den offentlige debat om emnet. Tag nu disse udtalelser fra kvinder, der har været prostituerede: »Jeg var nødt til at smøre glidecreme i min skede, der var tør og gjorde ondt. Det kunne gøre nogle af mændene aggressive, især hvis de var fulde. Det var på en eller anden måde en trussel mod deres mandighed«. »Det var altid forfærdeligt at have sex med mændene, det værste var, at jeg skulle foregive, at jeg nød det, det bedste var, at det gennemsnitlig tog dem to et halvt minut!«. Sammenlign nu med disse udtalelser fra kunder: »Pigerne får mere ud af det, end jeg gør! De bliver betalt for det, og så får de oven i købet en ordentlig omgang«. »Om de nyder det? Selvfølgelig gør de det, de ville da ikke gøre det, hvis de ikke selv fik noget ud af det«. Vi ved, at yderligere seksuelle overgreb, og hermed mener jeg ud over den sex, der er en del af selve prostitutionen, og som mange kvinder beskriver som 'beslægtet med voldtægt', er en almindelig, hvis ikke dagligt forekommende hændelse blandt prostituerede. Men hvad med den sociale udstødelse? Barndommen, det offentlige bistandssystem, etnisk betinget diskrimination og sygdom er faktorer, der kan føre til social udstødelse. Men når vi ser på prostitution og social udstødelse, er der to ting, vi er nødt til at lægge mærke til: Mange af de berørte kvinder ville under ingen omstændigheder være blevet socialt accepteret alligevel, og mange kvinder og børn, der lever i prostitution, står over for mere end én faktor, der forårsager social udstødelse. Boligproblemer, helbredsproblemer, herunder også psykiske, økonomiske problemer (hvis kvinderne ikke har en egentlig alfons, går deres penge sandsynligvis til stoffer eller alkohol, der tjener til at holde tilværelsen ud), børn under fremmed varetægt og en kriminel løbebane. De vil af andre blive opfattet som beskidte, promiskuøse og uduelige, man vil hævde, at deres skæbne er selv- valgt, og at de derfor ikke kan betragtes som 'ofre'. Det indebærer, at de på forhånd fratages muligheden for at blive betragtet som overlevende, hvis de mod alle odds skulle slippe ud af overgrebene. Man siger, at prostitution er et 'valg', men at enkelte kvinder kan handle under tvang. Dette afstedkommer en skelnen mellem 'værdigt trængende' og 'ikke værdigt trængende' ofre, der kan minde om visse politifolks attitude til kvinder, der har været udsat for hustruvold og måske vælger at tage hjem og ikke anmelde et voldeligt overgreb. En særlig tragisk form for social udstødelse, som mange prostituerede kvinder oplever, er den systematiske ødelæggelse af kvindens tiltro til andre mennesker og til sig selv, der skaber barrierer, som gør det vanskeligt for hende at etablere følelsesmæssige relationer - selv til hendes egne børn. En kvinde, som jeg mødte, Anna, der desperat forsøgte at komme ud af gadeprostitution, beskrev en oplevelse, som hun havde, efter at hun var blevet overfaldet af en kunde og måtte tilbringe en uge på hospitalet: »Jeg kan ikke engang nærme mig mine børn længere - jeg tænker hele tiden: 'Hvad skal det gøre godt for?' Jeg kan være død om en uge. Jeg er mere og mere isoleret fra min familie. Jeg ved ikke, hvad de mener om mig, nu da de ved, at jeg er prostitueret, og under alle omstændigheder kan jeg ikke vide mig sikker på, at min far aldrig har været sammen med en«. Kan man forestille sig en større grad af social udstødelse - at komme så langt ud, at man ikke kan danne eller opretholde nogen forhold, ikke engang til sine egne børn? At tro at størstedelen af menneskeheden er ond og ikke turde komme tæt på andre mennesker af frygt for at dø af det? Nogle af de organisationer, der beskæftiger sig med seksuel udnyttelse af børn eller salg af kvinder til sexindustrien, forsøger at adskille disse ofre fra voksne kvinder, der arbejder som prostituerede, med det argument, at det er 'strategisk klogt' først at skabe sympati for den første gruppe uden at 'gøre tingene mudrede' for den anden. Det er da også rigtigt, at det er nemmere at overbevise folk om, at børn og kvinder, der bliver solgt tværs over landegrænser og holdt som gældsslaver, fortjener offerstatus og derfor også støtte og sympati, men denne opdeling af de seksuelt udnyttede kvinder er ikke til megen nytte. Hvis vi antager, at de lokale prostituerede kvinder, der ikke har en alfons, dermed har taget et bevidst valg, overser vi de virkelige problemer. Jeg tvivler ikke på, at der faktisk findes kvinder, som siger, at de selv har valgt deres levevej, især ved offentlige arrangementer, som sexindustrien står bag. Det er det samme, som når nogle mennesker vælger at indtage farlige stoffer som for eksempel heroin under forhold, de ikke oprindeligt havde valgt at havne i, og som de ikke ville opsøge nu, hvis de fik chancen for at vælge noget andet. Selvom nogle mennesker vælger at tage farlige stoffer, anerkender man stadig, at stoffet er skadeligt. I dén situation er det den skade, personen lider, der er sagens kerne, ikke om vedkommende har givet sit samtykke. Hvis vi vælger den nemmeste vej, når vi laver love og tager forholdsregler over for seksuelle overgreb, og først og fremmest fokuserer på børn og handel med kvinder, kan vi - uden at ville det - komme til at gøre de voksne kvindelige prostituerede i lokalområderne til syndebukke. Der bliver kort sagt argumenteret for, at disse kvinder har foretaget et bevidst valg om at være i sexbranchen, og at man skal støtte dem for at 'afstigmatisere' prostitution. Organisationer som COYOTE i USA og Det Internationale Forbund af Sexarbejdere i England hævder, at sprog og lovgivning er det væsentligste her - at anvendelsen af ordet 'sexarbejder' giver kvinden en vis værdighed, og at ordene 'manager' og 'klient' i stedet for alfons og kunde ophøjer prostitution til en 'profession' som enhver anden. Forsøgene på at organisere og legitimere prostituerede kvinder for at sikre deres 'rettigheder' er grotesk i betragtning af følgende: De fleste kvinder ønsker ikke at blive registreret som 'sexarbejdere', fordi det kan stemple dem yderligere, at der laves en permanent registrering af deres aktiviteter, og hvilken alfons er villig til at betale skat? Hvilken udøver af seksuelle krænkelser mod børn vil give afkald på sin forretning med salg af mindreårige? Hvilken bordelejer, der er vant til at tjene i tusindvis af kroner på kvinder, der bogstaveligt ligger på ryggen for pengene, er villig til at give kvinderne den almindelige arbejders rettigheder? Hvilken menneskesmugler ville opgive at sælge kvinder, der er billigere og mere føjelige end de lokale kvinder? Og hvordan kan man beskytte kvinder i sexindustrien mod voldelige mænd ved blot at registrere arbejdsstederne? Hvordan kan man beskytte dem mod seksuelle krænkelser, når det bogstaveligt talt er deres job? Og hvad med de kvinder, der er helt klar over, at deres 'job' er misbrug, og som er desperate for at komme ud af miljøet? Hvordan har de kvinder det, når læger, politiet og andre siger til dem, at de arbejder i en lovlig, ikkevoldelig industri? Det får dem til at føle, at de ikke har ret til at sige sandheden. Et eksempel illustrerer dette: Efter et foredrag på en konference om sexindustrien spurgte en deltager, der kaldte sig selv 'trækkerdreng', foredragsholderen, hvorfor hun ikke havde talt om de psykiske problemer, når nu man ved, at »sexarbejdere godt ved, hvordan man bruger et kondom, men har store problemer med at komme af med dæmonerne inde i hovedet«. Hun svarede, at »hun ikke ønskede at bidrage yderligere til stigmatiseringen af sexarbejdere ved at antyde, at de var psykisk syge«. Sammen med tiltagene for at organisere de seksuelle ydelser kan denne holdning gøre de prostituerede en bjørnetjeneste. Tag bare dette citat fra en kvinde, der blev interviewet til et projekt om post-traumatisk stresslidelse i USA: »Jeg undrer mig over, at jeg kan blive ved med at gå til forskellige terapeuter og sige til dem, at jeg ikke kan sove, og at jeg har mareridt. De går let hen over den kendsgerning at jeg har været prostitueret, og at jeg blev gennembanket med lange brædder. Min alfons brækkede mine fingre og tæer, og jeg blev voldtaget over 30 gange. Hvorfor ignorerer de alt det?«. Mange feminister og andre grupper er fristede til at 'lytte' til kvinder, der er involverede i prostitution og deres forkæmpere (der især optræder i forbindelse med projekter, der skal forebygge spredning af kønssygdomme), som siger, at lovgivning kan reducere de risici, kvinderne udsættes for. Jeg går ind for at afkriminalisere de seksuelle lovovertrædelser, de prostituerede udfører, men vender mig fuldstændig mod, at det samme kommer til at gælde for kunderne, alfonserne og andre, der udnytter kvinderne, for eksempel bordelejere. Jeg mener, at vejen frem er den svenske model. At tolerere eller, endnu værre, at legalisere prostitution er det samme som at blåstemple ulighed mellem kønnene. Det betyder ikke, at der ikke skal laves planer for, hvordan man støtter og beskytter kvindelige prostituerede på kort sigt, men disse skal være dele af et langsigtet projekt, der har til formål at sætte en stopper for prostitutionen for at opnå lighed mellem kvinder og mænd. De, der påstår, at prostitution altid har eksisteret og aldrig kan udryddes, bør tænke over, hvordan de ville reagere, hvis man håndterede problemet med seksuelt misbrug af børn på samme måde. Hvis regeringer sagde »ja, vi kan aldrig stoppe det, så vi må sørge for, at vi kan tage os af børnene, når skaden er sket.« Det ville - helt forståeligt - fremkalde et ramaskrig. Forebyggelse kan kun blive effektiv, hvis vi helt oprigtigt tror på, at vi kan udrydde prostitution og alle former for seksuelt misbrug. Vi må stoppe kriminaliseringen af prostituerede kvinder og opfordre vores regeringer til at annullere de domme, som kvinder, der er kommet ind i miljøet som børn, har modtaget. Vi skal ikke længere betragte kvinderne som problemet, men derimod koncentrere os om mændene , der efterspørger kvinderne. Indtil vi får flyttet prostitutionens skam og stigmatisering væk fra kvinderne og over på alfonserne og kunderne, vil det stadig være uoverskueligt svært for kvinderne at bryde ud af miljøet. Selvom de prostituerede kvinder har brug for sundhedspleje og beskyttelse, mens de stadig arbejder i branchen, må vi bruge al vores energi og alle ressourcer på at hjælpe kvinder ud af den og straffe de mænd, der skaber efterspørgslen.