Litteraturen må ikke pakkes ned i et underudvalg, når det nye Kunstråd etableres. Litteraturrådets formand forklarer hvorfor. Teksten er skrevet i anledning af Litteraturrådets konference om bogkultur i mandags. »En af de vigtigste dimensioner ved litteratur er, at den er et middel til at holde en samtale gående med verden«, sagde forfatteren Salman Rushdie for nylig ved et møde i London. Det lyder næsten for selvindlysende. Floskler ligger tit lige for, når nogen kaster sig ud i de store armbevægelser om livet og kunsten. De fine ord bliver let utålelige, når man som forfatter, læser, kritiker, forlægger, bibliotekar, lærer eller boghandler har fået litteraturen ind under huden. Når det alligevel lykkes for Rushdie at få sagt noget væsentligt, hænger det sammen med, at han løfter blikket fra forfatterens ellers så interessante person og ser litteraturen som en kunstart, der lever af udvekslinger mellem den skrivende, den læsende og verden. Selv om ordene proces og relation er så fortærskede, kan de bruges, når man prøver at sige, at bogkultur både handler om varen i boghandlen og supermarkedet og om bøger som noget andet og mere ubestemmeligt. Litteraturrådet diskuterer begge disse dimensioner: Bogkultur handler både om bøger som varer på hylderne, varer, som kan og skal sælges - og i debatten om bøger skal vi ikke være så kulturelt højbarmede, at vi ikke kan tale helt konkret om denne side af bogkulturen. Varen - det er den ene side af sagen. Den anden side er ubestemmelig og svær: bogen som litteratur. På dansk er vi så heldige at kunne sige, at litteratur kan være levende ord. Da Holberg, Sneedorff og senere Charlotta Biehl i 1700-tallet forsøgte at skabe en moderne bogkultur måtte de først opfinde læseren. Der var simpelthen utrolig få af den slags i Danmark, og for at få nogen til at blive læsere, gav man sig til at portrættere den slags folk. Læsning kunne være en god ting, men den kunne også blive farlig. Der skulle i al fald helst være flere til stede, når man læste, ellers kunne det gå gruelig galt. Man frygtede, at læserne gav sig til - som man sagde - at sværme, og måske forvildede de sig ligefrem. Holbergs Erasmus Montanus er jo en læser, der er gået helt i selvsving, og flokke af sværmende læsere driver om i Charlotta Biehls moralske fortællinger. Den moderne bogkultur har fornuft som sit formål og lyst og følelse som sine store sidegevinster. Litteraturen får en ganske klart defineret opgave, nemlig den at styrke det fælles bedste. Med romantikken flytter fokus fra det fælles bedste og den fælles fornuft til det individuelle og det nationale, og dannelsesforestillinger træder i stedet for fornuftstænkningen. Samtidig bliver den borgerlige families kvinder det store kulturbærende læserpublikum - og det er kvinderne for den sags skyld stadig. Dannelsesidealerne præger os fortsat i form af forestillingerne om, at litteraturen egner sig til at få os til at udvikle en kritisk sans og blive gode til at leve vores eget liv. Den nationale tænkning er passé, men en anden side af romantikken, nemlig ideen om de forskellige folkekulturer og sprog, er stadig vigtig. I dag er det ikke kun litteraturen, der har en dannelsesfunktion - for unge er det i lige så høj grad computerspil, film og tv-serier, der mere - eller måske ofte især mindre begavet - udfylder den personlighedsdannende rolle. Samspillet mellem flere medier, herunder bogen, er en vigtig pointe i nutidens bogkultur. På tærsklen til et nyt årtusind står vi bogfolk ikke i samme situation som Holberg og Sneedorff: Vi skal ikke til at opfinde et læserpublikum. Og hvis nogen ikke skulle have set en læser for nylig, kan man i en læserundersøgelse i Politiken træffe knap 900 læsende mænd og kvinder. Det interessante resultat var, at hver anden dansker i første uge af november havde været i gang med en skønlitterær bog, en biografi eller en erindringsbog. Når litteraturens funktioner i dag knytter sig så stærkt til samtalen, hænger det sammen med bogens særlige muligheder i forhold til andre medier. Lars Qvortrup har i Litteraturrådets skrift 'Bogens levetid' (2002) defineret bogen som et stabilt og fælles medie i modsætning til flertallet af de andre medier. »Ingen kan med et tryk på en knap forandre denne tekstmasse«, siger han. Mens tanken om det fælleskulturelle i forbindelse med litteraturen før var knyttet til en national enhedskultur, relaterer det fælles sig i dag til bogen som en bestemt medieform. Med bogmediet har læsere et bestemt stykke kunst at forholde sig til. Det er og bliver den samme Rifbjergroman, vi har læst, selv om vi udlægger den meget forskelligt. Den nyere litteraturs billede af læseren viser et menneske, der har lyst til at bruge sin fantasi, sin trang til at være medskabende, lade sig provokere, underholde, samle sin familie, søge trøst og blive sendt ud på de helt store flyveture imellem tilværelsens mange dimensioner. Og litteraturens funktion som stabilt medie er både at være samfundets hukommelse, kritiske refleksionsform og dets vilde showtime for ordenes skønhed og al sprogets lir og gøgl. I begyndelsen af det 21. århundrede løber programmerne og dagsordenerne ind mange steder fra, og ingen har patent på at formulere dem. Det gamle skel mellem populærkultur og finkultur er ved at være nedbrudt. Mette Moestrup understregede dette perspektiv i Information i forbindelse med udgivelsen af 'Golden Delicious'. »Igennem min opvækst har populærkulturen helt selvfølgeligt blandet sig med finkulturen. Fjernsyn og tegneserier har altid været en del af min verden, samtidig med at litteraturen hele tiden har været inden for rækkevidde. Så blandingen af Sølvpil og Dickinson er for mig helt uproblematisk, og det tror jeg såmænd er tilfældet for mange i min generation«. Et blik på listen over de allermest solgte værker viser desuden, at vanskelig og letlæst litteratur trives side om side. Læserne er sikkert slet ikke de samme til alle titler, men dele af den mere vanskelige og eksperimenterende litteratur har faktisk i dag mange læsere. Listen over bøger, der i perioden 1996-2000 har solgt mere end 100.000 eksemplarer, omfatter både Suzanne Brøggers kompakte roman 'Jadekatten' og Jane Aamunds æstetisk letstøbte 'Coloradodrømme'. Og i dette efterår har vi uge efter uge kunnet se Hanne- Vibeke Holst og Søren Ulrik Thomsen i parløb op og ned ad bestsellerlisterne. I forholdet mellem de letlæste forfattere og de mere eksperimentelle har der dog fundet et skifte sted. Mens de kulturradikale og modernistiske forfattere altid svang svøben over de populære kulturprodukter, er den kritik i dag nærmest forstummet. Ja, billedet er på flere måder vendt 180 grader. Nogle af dagens storsælgere er begyndt at føre en indstændig polemik mod den eksperimenterende litteratur. Leif Davidsen gjorde i foråret 2002 kort proces mod Forfatterskolens debutanter og forvandlede minimalisme fra at være en betegnelse for en bestemt strømning til at være et lige så slemt skældsord som ordet pop var det i PH's tid. Underholdningsværdien stiger måske, jo vildere de mange sprogblomster vokser og jo flere hårde punchlines, der kan leveres i interview. Men litteraturdebatten fremmes egentlig ikke. Det kunne være en opgave at sætte en anden standard for en offentlig litteraturdebat end den, man må føre sig frem med, når der skal sælges aviser på frække og slående overskrifter. Analysen af litteraturens situation peger på samtalen som den centrale figur i vor tids bogkultur. Og hvis denne samtale skal udvikles, er der brug for et ordentligt stykke arbejde lige fra a til z i det litterære system, i alle genrer og af alle, der har med bøger at gøre. Der er selvfølgelig helt fundamentalt brug for at sikre forfatternes arbejdsvilkår. Bunken af ansøgninger til Litteraturrådet viser et stort behov for arbejdslegater og midler til rejser. Men der er også hårdt brug for, at bogfolk i alle dele af systemet fra skrivebordet til skoleklassen og boghandlen bliver endnu bedre til at tage fælles formidlende initiativer. Det kan ikke nytte, at man i tider, hvor det er svært at tjene penge på bøger, pukker på hinanden. Den kritik, man kan have over for hinandens arbejde, burde man se at få frem i lyset og diskuteret - hvis der er nogen skepsis og forbehold! Med til arbejdet med at fremme litteraturen hører også, at der er uddannelsesmuligheder for de kommende forfattere. En af dem er Forfatterskolen, og Litteraturrådet håber, at der kan vindes politisk gehør for en mere stabil finansiering af skolen end den, vi kender i dag. Blandt de litteraturpolitiske initiativer, der er meget vigtige, vil vi fremhæve den livsvarige ydelse til kunstnere via Statens Kunstfond. Ydelsen er og skal være samfundets anerkendelse af de bedste forfattere og kunstnere, og det skal vi holde fast ved også i det nye årtusind. Det er helt afgørende, at man ikke kan søge om denne hæder, men kan få den tildelt helt uden spørgsmål og projektbeskrivelser. Et andet vigtigt initiativ gælder støtte til forlæggernes arbejde med bogen og de nye teknologiske muligheder. Derfor har vi i Litteraturrådet eksempelvis givet støtte til forlaget Museum Tusculanums formidlingsprojekt 'Den medieuafhængige bog'. Vores betingelse har været, at deres resultater skal kunne bruges af alle interesserede. Litteraturrådet vil også gerne have muligheder for at hjælpe forlæggerne med at nedbringe priserne på særligt dyre eller krævende udgivelser. Litteraturrådet støtter eksempelvis forlaget Borgens fine Verdenslyrik-serie. Men vi går ikke ind for, at udgivelser af eksperimenterende litteratur konsekvent skal statsfinansieres. Forlæggerne skal efter vores opfattelse - i lighed netop med Borgens Forlag - tage deres del af ansvaret for det nybrydende. Det hører med til en god forretning, og den eksperimenterende litteratur er en investering i fremtiden. Der er brug for at støtte forlæggeres og boghandleres initiativer omkring uddannelse og efteruddannelse. De planer og ideer, der her findes, lytter vi meget til, og vi har f.eks. givet penge til de unge boghandleres internationale konference, der har uddannelse blandt temaerne. Noget af det, der er med til at styrke nutidens danske litteratur, er præsentationen af danske bøger i udlandet. Vi skal have informationer ud på flere sprog end i dag og sikre, at vi har gode oversættere. Vi skal forsøge os med nye sprogområder, f.eks. det spansksprogede. Spansk er et af verdens hovedsprog, og Dansk Litteraturcenters børnebogsudstilling, som i øjeblikket turnerer i Spanien, har mødt stor interesse. Som led i at skabe forbindelse mellem det nationale og det internationale støtter Litteraturrådet også initiativet med at skabe et forfatter- og oversættercenter på Hald Hovedgaard. Mange arrangører slider i det med at præsentere udenlandske forfattere i Danmark. 'In the Making' i 2001 var en kæmpeindsats, og et nyt stort projekt om en festival med kinesiske forfattere er undervejs. Sådanne initiativer vil Litteraturrådet meget gerne hjælpe ordentligt på vej. Det gælder også støtte til forfattere med anden etnisk baggrund end dansk. Der er masser af talent her, men der er også brug for at overvinde sprogproblemer, så forlæggerne og publikum kan få øjnene op for nydanske forfattere. Et andet vigtigt initiativ i denne forbindelse er at støtte biblioteker og skoler i deres krav om at få forbedret deres muligheder for indkøb. Og det er godt, at kulturminister Brian Mikkelsen vil holde kommunerne fast på, at bogbevillingerne skal bruges til bøger. Færre fotokopier i undervisningen i skolerne, men gerne flere forfattere, der kan sætte skub i den pædagogiske og faglige fornyelse i undervisningen. Debatten om danskfagets fremtid har netop vist behovet for dialogen mellem lærere og forfattere. Snart vil den lov, som Litteraturrådet og Dansk Litteraturcenter fungerer under, blive skrevet ind i den nye lov om Kunstrådet. Litteraturrådet lægger vægt på, at litteraturlovens formål om at fremme produktion og udbredelse af dansk litteratur føres videre, og at Dansk Litteraturcenters internationale opgaver fastholdes. Vi ser den nye lov som mulighed for at understrege litteraturens vekselvirkning med de andre kunstarter. Der har i de sidste fyrre år været mange vigtige crossovers og mange kunstnere, som arbejder i et åbent æstetisk felt. Man kan tænke på en hel række af forfattere fra Jørgen Leth til Sophia Kalkau og Kaspar Kaum Bonnén. Men en satsning på litteraturen som ordenes kunst må der også til, hvis det nye Kunstråd skal gøre sit arbejde ordentligt. Litteraturrådet og Dansk Litteraturcenter har daglig kontakt med stribevis af forfattere, forlæggere, oversættere, illustratorer, formidlere og kritikere. Dette rådgivende arbejde skal fortsættes. Kunstrådet skal give litteraturen bedre vilkår og synlighed - litteraturen skal ikke pakkes ned i et underudvalg. Litteraturpolitikken trænger til et godt og velrettet spark ind i det 21. århundrede. Litteraturen er et middel til at holde en samtale gående med verden, og i Litteraturrådet ser vi samtalen som overordnet princip, både når vi skal beskrive, hvordan vi giver bogen gode vilkår som en vare på hylden, og som et levende ord.