0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Uartige piger

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Mænd må godt. Og romanpersoner må også. Have et sexliv. Modne, kendte kvinder må til gengæld ikke. Hvad er det, vi er oppe imod? Maria Marcus udgav for nylig selvbiografien 'Med krop og sjæl - Kvinde i min tid'.

»Ældre kendte kvinder er begyndt at udstille deres sexliv i bogform«.

Sådan lød billedteksten under dagens Saabyetegning her i avisen for nylig. På tegningen ses en ulækker, fed, behåret mand, der ligger oven på en lige så ulækker afpillet tyndhåret kvinde.

Man behøver ikke at være ekspert i nærlæsning for at opfatte budskabet. At de er kendte , det kan gå an. Men ældre kvinder! Og at udstille sit sexliv! I bogform!

Det er virkelig interessant, hvad der p.t. udspiller sig på sexscenen - altså i medierne - når kvinder offentliggør facts og følelser om deres seksualitet. Vild forvirring, det er mit hovedindtryk. Forvirring i holdningen til kvinder, til alder, til sex. Uartige piger har altid været guf, men når vi så bliver voksne og ældre og stadig insisterer på noget med seksualitet - hvad så?

Som en af de aldrende ekshibitionister, der øjensynligt har virket provokerende med en erindringsbog, er jeg uforvarende kommet med i en stime - på svensk: en fitt-stim . Her deler jeg mediernes bevågenhed med to andre forfattere: den franske kunstkritiker Catherine Millet, der i bogen 'Catherine M's seksuelle liv' fortæller om sin deltagelse i anonym gruppesex og andre orgier. Og danske Suzanne Bjerrehuus med 'Livet i mine mænd' om hendes livlige horisontale aktiviteter. Min egen bog hedder 'Med krop og sjæl - Kvinde i min tid'. Tre vidt forskellige bøger, men hver især skrevet som en personlig, autentisk, selvbiografisk bog, hvori vi går tæt på vores seksualitet.
At kvinder har en seksualitet, det lader til at være en evigt provokerende og kildrende nyhed. Så hvad sker der? Jo, vi havner i skuffen med det frække, det pikante, lige oven på stakken med pornoblade. Der er mange måder, hvorpå vi kan gøres til grin, der er frit slag for små vitser og stiklerier - der er mange former for indirekte sexchikane fremsat af lige dele m/k.

Medierne elsker alt, hvad der kan måles og tælles; tal, det ved man da, hvad er. Så vi bliver hurtigst muligt anbragt i kasser med hvert, sit tal på; Catherine Millets kasse er dog nærmest mærket med tallet uendelig. Suzanne Bjerrehuus fortæller, at hun har været sammen med 159 mænd, da hun holder bryllup - mens jeg selv er mere beskeden med cirka 80 ved mit eget; at Suzanne var ti år ældre ved sit bryllup end jeg ved mit, kan der komme mange spændende regnestykker ud af. Til gengæld er tallet for mit vedkommende senere (50 år senere) nået op på 400-500. Hvilket fik Weekendavisen, den pæne kulturens højborg, til at lancere min bog med et foto af mig på forsiden, med teksten 'Maria Marcus 500 mænd senere'.

Og jeg tænkte: I grunden kunne jeg have nøjedes med at få Ritzau til at offentliggøre antallet af de mænd, jeg har været i seng med. Det kunne have sparet mig for et par års arbejde, og det ville have haft den samme effekt. Der ville have stået samme lumre sensationsaura omkring mit navn - mit og de andres.

Også anmelderne nyder tydeligvis at pornoficere os: 'Pust støn, pust støn' (Berlingske Tidende om Catherine Millet). 'Goddag - af med tøj - på med tøj - farvel' (Information om mig). Eller bare - med Bettina Heltbergs åbenhjertige ord i Politiken: »Uha, uha og uha. Godt det ikke er mig. Godt jeg selv har været så forsigtig«.
Skal man grine eller græde? Jamen du har jo selv været ude om det, som nogen sagde til mig. Og det er da korrekt. Jeg - vi - kunne bare have tiet stille. Levet, som vi ville, det er klart, men undladt at offentliggøre det. Men jeg tror, jeg tør tale på vegne af os alle tre: Vi skriver de bøger, fordi vi har noget, vi vil fortælle - og vi ønsker, at vores bøger skal læses.

Og det er dér, det går galt: Tallene skygger for resten. Det er som med Mogens Lykketofts fipskæg, man ser ikke andet. Så slipper man også for besværet med at læse bøgerne.

Derfor har det været svært at få øje på, hvad det er, vi vil fortælle. Dels at det altså er muligt for velfungerende kvinder, endda kvinder med social prestige, at leve på den måde i perioder af vores liv. Men også, hvordan vi hver for sig har oplevet og udviklet seksualiteten. Måske ud fra en forestilling om, at hvis man går dybt nok ned i det indivi-
duelle, så rammer man noget kollektivt.

Det er i hvert fald noget, der er gået op for mig, mens jeg skrev mine erindringer (hvoraf i parentes bemærket cirka tre fjerdedele handler om andet end sex): at jeg på sin vis bare har været en tilfældig repræsentant for en udvikling. Den måde, hvorpå jeg personligt har gennemlevet de voldsomme ændringer i omgangsformer og almindelig seksuel praksis op igennem anden halvdel af 1900-tallet, har ikke kun været mine private individuelle oplevelser. Det er også en udvikling, jeg har delt med mange andre, i det mindste i de intellektuelle, kunstneriske eller på anden måde kreative miljøer, jeg færdedes i i kraft af mit arbejde.
Men medierne foretrækker klart at fokusere på det individuelle. Offentligheden vil stadig gerne forarges, og selv om døren står på vid gab, så foretrækker medierne at kigge ind gennem nøglehullet, for det er meget mere spændende. Ligesom det, der kan måles. Tallene. Kvantiteten. Og så skidt med kvaliteten.
Og dog: Vi bliver selvfølgelig også kritiseret for vores litterære kvalitet; det bliver man nemt som kvinde, når man skriver om sex på egne vegne. Både Catherine Millet og jeg selv får at vide, at vores beretninger er for kølige, ja, ligefrem kolde - samtidig med at Ekstra Bladet til ære for os tre søsætter et nyt litterært begreb: knepprosa. Forvirring også her.

Hvad er det i grunden, vi er oppe imod, vi uartige piger, som nu er blevet ikke bare kendte, men også ude over den fødedygtige alder? Her i det herrens år 2002, hvor frisindet for længst skulle være slået igennem?

I halvfjerdserne var det jo anderledes. Da blev den slags bøger fra kvindehånd godt nok rubriceret under den noget nedladende betegnelse bekendelseslitteratur . Men selv en dengang så provokerende bog som min egen 'Den frygtelige sandhed' om kvinder og masochisme, den blev læst med seriøs interesse og modtaget med respekt og, ja, med kyshånd. Og personligt ville jeg ønske, at der havde eksisteret den slags bekendelser (eller rettere: rapporter), da jeg selv var ung og intetanende, og henvist til diverse lægers velmenende men decideret mandligt orienterede kønsoplysende bøger. Resten var tavshed. Total tavshed, tabu og tys-tys.
Sådan er det mildt sagt ikke i dag. Så hvordan kan det gå til, at vi i den grad har fået medierne op på mærkerne? Og hvorfor kommer vores lille fitt-stim på bogmarkedet netop nu?

Jeg tror, det er, fordi tiden paradoksalt er gearet til det. Vi lever netop nu i en meget speciel brydningstid, i et spændingsfelt imellem en gammel og en ny holdning til sex. Det indbyder til nogle tilkendegivelser. Og måske skulle vi ikke blive så overraskede over forvirringen; den har jo sin historiske forklaring.

Vi harcelerer over mandsdominansen i de islamiske kulturer, men vi har svært ved at se, i hvor høj grad vi selv bærer på efterslæbet fra de mandsdominerede jødiske, romerske og kristne kulturer med deres dybt indgroede og kønsfordelte modsætninger mellem rent og urent, tilladt og forbudt. Hos os må kvinder gå på gaden og vise både hår og navler, vi må også have sex før brylluppet, men vi har åbenbart ikke fået rystet årtusinders patriarkalske, fundamentalistiske kvindesyn af os. Hos os omskærer man ikke kvinder, man stener heller ikke kvinder for deres seksualitet, det har man bestemt aldrig gjort. Man har højst brændt dem som hekse. Og så i øvrigt sat dem i gabestok til spot og spe for samfundet, især hvis der kom såkaldt uægte børn, horeunger, ud af det.

Ifølge de gamle vestlige trossystemer er kvinden kød, manden ånd. Kvinden har traditionelt været fristeren, djævelens redskab, der lokkede mænd i fordærv, eftersom seksualitet i sig selv var synd og fordærv. Så kvinden var seksualitetens, og dermed syndens, repræsentant. Men med en meget speciel logik, så var kvinderne selv uden seksualitet. De skulle jo også frelse mændene. Kvinden - kvinderne - var madonna og luder i én person. Og den konstruktion har fungeret meget godt, takket være en god portion fortrængning, projektion og ønsketænkning. I århundrede efter århundrede.

Denne dobbelte kvindeopfattelse har aldrig helt forladt os. Det er det, man ser demonstreret i dag, når 'den slags' bøger kommer frem: Det er guf og gisp og måben, det er den mest mystiske cocktail af pirring og forargelse, misundelse og aldrig ophørende undren.

Som man siger: For den rene er alting rent utroligt.
Og alt det til trods for, at kvinderne for længst har gjort oprør. I dag må kvinder jo alt. Vi må fortælle om teknikker og redskaber og legetøj i alle medier, uden at der er en kat, der gider gø af den grund. Men den pæne pige fra verden af i går er absolut ikke død, hun ved bare ikke rigtig, hvor hun skal gøre af sig selv. Ordet luder er ikke salonfähig eller kønspolitisk korrekt i dag, men den moralske forargelse finder hurtigt nye former. Om ikke andet, så forklædt som omsorg - altså for os. I dag leder vi ikke længere manden i fordærv. Det er os selv, vi leder i fordærv. »Stakkels Maria Marcus«, som der stod i Information. Og i Politiken: »Uha, uha og uha«.

Underforstået: Det kan da umuligt være godt for os med alt det sex.

For nylig hørte jeg en moderne teenagepige i fuldt alvor bruge det gamle udtryk 'forsuttet bolsje' som noget, piger i hvert fald ikke skulle efterstræbe. Forsuttet bolsje! Det har jeg aldrig forstået. Som om der går noget af en kvinde, fordi hun går i seng med en mand. Som om glansen går af Sankt Gertrud, som om sex er noget, man giver fra sig, så man sidder/ligger slidt, forarmet og afpillet tilbage.
Gad vidst hvordan det ville se ud, hvis det var mænd, der udgav den slags bøger. Men hvorfor skulle de det. Ingen har jo været i tvivl om, at seksualitet er en del af mandens psyke og biologi. Og til forskel fra kvinder, så er der jo tradition for, at en mands prestige vokser, jo flere kvinder han har held til at score. Jeg har aldrig set nogen mand blive trukket gennem mediepølen af den grund. Så mændene har selvfølgelig ikke samme behov for at offentliggøre deres sexliv i bogform. Ikke på egne vegne, højst i romanform.

I romanform må man nemlig godt - også som kvinde. I en roman må man skrive om tiltrækning, samleje, lyst og fryd i sengen, ja, endog om frustrationer. Og om noget af det, der ikke kan måles i tal - noget, der tangerer det mystiske i seksualiteten. Altså for en romanperson.
Man må også gerne skrive om sex, hvis man er sexolog. Man må forske i seksualitet med læssevis af spørgeskemaer og undersøgelser af måleligt og ikkemåleligt. Man må undersøge, lige hvad man vil - vel at mærke hos andre.
Hvis man derimod forholder sig udforskende til sin egen seksualitet, hvis man så at sige gør sig selv til forsker og forskningsobjekt i egen person, fordi man vel selv er den nærmeste til at mærke, hvad det er, der foregår - så er det en anden sag. Og det er, så vidt jeg kan se, noget af det, vi har ønsket at gøre, vi kendte, ældre og så videre.
Dertil kommer for mit eget vedkommende også det, der vedrører udviklingen i seksualiteten - hos mig selv, i tiden. Fordi vores historiske fortid i disse år har ført til en polarisering, en karakteristisk opsplitning i to modsatrettede tendenser i vores forhold til sex:
På den ene side en omsiggribende teknificering, en resultat- og præstationsorienteret seksualitet - med flere og større orgasmer som succeskriterium. På den anden side en trang til fordybelse, til at være til stede i det, der sker her og nu. Jeg kunne fristes til at kalde det en maskulin og en feminin tendens, men den slags ord skal man jo være varsom med - så måske hellere: en vestlig og en østlig tendens, eftersom det er i Østens spirituelle traditioner, som tao og tantra, at man finder denne målrettede stræben efter fordybelse og nærvær.

Ikke desto mindre ser det ud til, at den første tendens virker mest tiltrækkende på mænd og den anden på kvinder. At mændene foretrækker at udløse den seksuelle energi for fuld og skøn udblæsning, mens mange kvinder længes efter en kontemplativ, meditativ og måske ligefrem orgasmefri seksualitet, hvor energien ikke udløses, men bevares i en tilstand af intenst nærvær; en højenergitilstand, som tilmed kan deles med partneren i et møde mellem krop og sjæl.

Men hvad så med tallene - alle de tal, der skygger for det, der ligger os på sinde? Mogens Lykketoft har jo lovet at fjerne sit fipskæg, hvis han bliver statsminister. Men jeg har nu ikke tænkt mig at fjerne tallet på mine elskere og kærester. Det er blandt andet takket være de tal, at jeg har lært seksualitetens mere magiske sider at kende.
Og om ikke andet så har de bøger fungeret som en slags fremkaldervæske, så vi bedre kan se tidens usikkerhed og tidens forskrækkelse. I forhold til kvinder, til alder, til sex. Og i forhold til fordybelse - i seksualitet og mange andre steder. F.eks. i medierne.

Det er altid nyttigt at se, hvad man er oppe imod.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar