Dameforfatteren Karin Michaëlis blev overset i nogle årtier. Nu har den eksperimenterende kunstner fået et comeback, skriver dagens kronikør, der er ph.d. og forfatter af en ny bog om Michaëlis. Spring manchetten over og prøv at svare på følgende spørgsmål: Hvilken dansk forfatter opnåede international berømmelse i begyndelsen af det tyvende århundrede og fik nogle af sine mest populære bøger oversat til over tyve sprog. Blev fejret på sin 60-års fødselsdag med festbanket og fakkeltog af PEN- klubben i Wien, overrakt både en østrigsk og tjekkisk orden og hyldet af hele den tysksprogede presse som »Europas samvittighed«. Fik sine bøger forbudt i Tyskland i 1939 og som ufrivillig emigrant i USA under Anden Verdenskrig udnævnt til æresmedlem af de tyske eksilforfatteres sammenslutning, German American Writers. Fik sin 70-årsdag fejret med stor banket i New York City, sponsoreret af bl.a. Albert Einstein. Og blev fejret i et åbent brev i den tysksprogede ugeavis Aufbau af Bert Brecht, som havde boet hos hende på Thurø, da han kom til Danmark som flygtning fra nazismen? Svaret er Karin Michaëlis, hvis første internationale gennembrud var romanerne 'Barnet og Lillemor', som begge udkom i 1902. I 1910 fik hun det helt store internationale gennembrud med skandalesuccesen 'Den farlige alder' om ældre kvinders seksualitet, der udkom i store oplag i Tyskland og Frankrig og blev filmatiseret to gange, først i Danmark i 1911 og i 1927 i Tyskland med Asta Nielsen i hovedrollen. Hun fik endnu et internationalt gennembrud som børnebogsforfatter med 'Bibi'-bøgerne, der udkom mellem 1929-39, blev oversat til mere end 30 sprog og gav anledning til dannelsen af Bibi-foreninger, hvis medlemmer skrev breve til Bibi, som de var overbevist om eksisterede i virkeligheden. Ikke desto mindre opnåede Karin Michaëlis først at blive rigtigt, anerkendt i sit eget land i 1924 med de to første bind af den selvbiografiske romancyklus 'Træet på godt og ondt', hvor bl.a. Tom Kristensen og Henrik Pontoppidan gav hende status som fuldgyldig 'rigtig' forfatter og ikke bare dameforfatter. Herman Bang havde allerede rost 'Barnet og Lillemor', og i sin tyske selvbiografi 'Der kleine Kobolt' nævner Karin Michaëlis et brev, hun fik af sin yndlingsforfatter Colette, hvori hun skriver, at uden Michaëlis' bøger havde hun ikke kunnet skrive sine. I Karin Michaëlis': 'Das Schicksal der Ulla Fangel' siger Rainer Maria Rilke, at hun er en af de kvinder, der kan beskrive kløften mellem mænd og kvinder på en måde, ingen mand kunne. Ikke desto mindre var Karin Michaëlis næsten fuldstændig glemt, da hun efter Anden Verdenskrig vendte tilbage til Danmark. Hun blev ganske vist udnævnt til æresborger på Thurø og fik Christian X's Æresmedalje, men var for svag til at blive boende i sit hus der og tilbragte de sidste år af sit liv i et pensionat på Nørrevold. Kun ganske enkelte af hendes bøger er blevet genoptrykt, og i modsætning til hendes to jævnaldrende kolleger, Agnes Henningsen og Thit Jensen, hvis berømmelse aldrig nåede ud over Danmarks grænser, har hendes værker indtil nu kun i meget ringe udstrækning været genstand for litteraturkritisk behandling. Dette er dog nu langt om længe ved at ændre sig. Ovenstående oplysninger om hendes liv er nemlig hentet fra Birgit S. Nielsens bog 'Karin Michaëlis: En europæisk humanist', der udkom i år på Museum Tusculanums Forlag og foruden en kortfattet, men grundig introduktion til Michaëlis' liv udgøres af en analyse af hendes utopiske børnebog 'Den grønne '' fra 1939, der indeholder så mange af de både subversive og feministiske elementer, som frem for noget karakteriserer hendes voksenbøger. Endvidere er der her i efteråret udkommet en tysk biografi af den amerikanske Michaëlis-ekspert, germanisten Beverley Driver Eddy, med titlen 'Karin Michaëlis: Kaleidoskop des Herzens' på Edition Praesens (Wien), som især lægger vægt på Karin Michaëlis' tid som immigrant i USA og indeholder hidtil upubliceret materiale. Endelig udkommer min egen tematiske analyse af et udvalg af hendes voksenromaner skrevet før de selvbiografiske værker med 'Lillemor og Justine', der udkom i 1931, som centrale tekster. For at blive i det amerikanske så er en ung filminstruktør ved navn Angela Huemer godt i gang med et projekt om Bibi og Bibi-bøgerne. Og ifølge Beverly Driver Eddy sker der noget både i Kina, hvor to kritikere, hvoraf den ene er dansker, er i gang med en bog om Karin Michaëlis og Agnes Smedley, og i Wien, hvor en ph.d.-studerende skriver afhandling om Bibi-bøgerne. Endvidere oplyser Birgit S. Nielsen, at Gyldendal påtænker at genudsende nogle af hendes værker, hvilket forhåbentlig langt om længe vil give anledning til den Karin Michaëlis-renæssance, som vi, der i så mange år har arbejdet med hendes tekster, har været overbevist om måtte komme. Birgit S. Nielsen citerer et brev fra en meget ung Tove Ditlevsen til Karin Michaëlis om hendes indflydelse, både da hun var barn og senere som voksen. Og allerede i 70'erne anbefalede Suzanne Brøgger Michaëlis' erindringer i en kommentar i Alt for Damerne. Derimod konkluderede May Schack i en anmeldelse af Gyldendals genudsendelse af 'Den farlige alder' i 1987, at den overbeviser mest som historisk dokument om en bestemt kvinderolle og kvindepsykes begrænsede liv, men har sværere ved at holde formatet som kunstværk. Mit projekt har været at sætte Karin Michaëlis ind i både en nutidig og en historisk sammenhæng og på den måde vise, ikke bare at det kunstneriske format holder, men også i hvor høj grad hun var forud for sin tid i sin brug af psykologiske strukturer og komplekse fortællestrukturer til at afsløre kvinders undertrykkelse, foruden hendes inkorporering af elementer fra populærlitteraturen som en strategi til at nå en meget bredere læserskare end traditionelt finkulturelle bøger og dermed især de kvinder, der allermest havde brug for at læse hendes budskab. Mine vigtigste omdrejningspunkter er 'Justine' og 'Lillemor', som udgør to af yderpunkterne i Karin Michaëlis' ikkeselvbiografiske romaner for voksne. I 'Justine' får en gift midaldrende kvinde et erotisk gennembrud i et dampende seksuelt forhold til en ungdomskæreste på en tur ned gennem Europa, samtidig med at hun prøver at forholde sig til den voksende seksuelle tiltrækning, der er opstået mellem hende og hendes voksne søn. En veninde begår selvmord som senvirkning af det incestuøse forhold, hun havde til sin far som barn, og af sin mand hører Justine om en af hans patienter, en ung mand, der først dræber sin mor og dernæst begår selvmord som eneste løsning på deres seksuelle kærlighedsforhold. Disse tre tilfælde af incest fungerer som symbol på det patriarkalske system og demonstration af det borgerlige forsørgelsesægteskabs destruktive virkning på begge køn, bl.a. eksemplificeret ved Justines fatalt manglende selvindsigt og deraf følgende ødelæggelse af sit eget liv. De hæsblæsende intriger, Michaëlis lader Justine indvikle sig i for at holde det erotiske spil mellem sin mand, sin elsker og sin søn gående, er den rene tv-underholdning a la 'Dallas' og 'Dollars' og spændende som en kriminalroman. Det er den måde, Michaëlis får sit alt andet end underholdende budskab til at glide ned på, hvad enten læseren er bevidst om det eller ikke. 'Lillemor' behandler et arrangeret ægteskab mellem en sekstenårig pige, Marthe, kaldet Lillemor, og hendes tre gange så gamle onkel, der er hendes mors fætter. Marthes mor var hans ungdomselskede, som han friede til for anden gang, efter at hun var blevet enke og fik afslag, men i stedet for »gav« hun ham Marthe, som det hedder i teksten. Det incestuøse mønster her består i Marthes datterposition, som hun aldrig forlader, idet forholdet mellem hende og hendes mand ned til den mindste detalje er et far-datter-forhold, mens moren fungerer som en usynlig magtfaktor i fuld forståelse med sin fætter, så de to kommer til at udgøre en forældresymbiose med Marthe som offer for deres manipulationer. Karin Michaëlis' måske største kunstneriske fortjeneste er den måde, hun påviser kvindernes til dels ubevidste medvirken i deres egen undertrykkelse på. 'Lillemor' består af breve fra Marthe til hendes følelseskolde, distante og nådesløse mor, hvis breve vi ikke ser, foruden en mindre brevudveksling mellem Marthe og hendes lillesøster Anina. Brevene til moren opererer på to planer, et underdanigt og masochistisk plan, der viser Marthe som den gode datter, og et subversivt plan henvendt til læseren og indirekte til moren, som afslører de emotionelle overgreb, Marthe er udsat for. Læseren bliver på den måde vidne til Marthes indirekte oprør og implicitte viden om sin dobbelte undertrykkelse, men oplever samtidig hendes benægtelse af sin situation over for sig selv. Brevene fra den oprørske lillesøster, som det lykkes at undslippe morens magt og emotionelle overgreb ved at indgå et kærlighedsægteskab, viser både læseren og Marthe en funktionel frihedsstrategi. Marthes svar til søsteren, der fordømmer hendes handlemåde at gifte sig mod moderens vilje og indprenter hende, at »Moder ved bedst«, demonstrerer, i hvor høj grad hun har internaliseret samfundets, morens og mandens kvindeundertrykkende værdinormer, som hun nu gør sit bedste for at indpode sin søster, og som derfor også er med til at forklare Marthes egen selvundertrykkelse. I begge romaner er brugen af incest som metafor til illustration af dysfunktionelle parforhold og sammenhængen med den omgivende kultur et fortællergreb, som både film og romaner fra de seneste årtier har benyttet, fra Leif Panduro, Kirsten Thorup til Thomas Vinterberg, hvilket yderligere understreger, i hvor høj grad Karin Michaëlis var forud for sin tid. Justine er ligesom Marthe fast besluttet på at forblive uvidende om sin egen selvundertrykkelse, hvilket demonstreres af den fortællestruktur og de komplicerede sidehandlinger, der i begyndelsen virker så forvirrende og uoverskuelige, men ved nærmere eftersyn dels fungerer som symbol på hovedpersonens lige så uoverskuelige selvbedrag, dels afslører dette over for læseren. I romanerne 'Bogen om Kærlighed' fra 1912 og '30 Dages Laan' fra 1920 er det illusionen om den store romantiske kærlighed, Michaëlis dekonstruerer. Og som i de allerede nævnte romaner jonglerer hun med fortællepositioner og genrer, så de på et overfladisk plan kan læses som hæsblæsende beretninger om kærlighedsintriger og erotiske passioner, hvor den befriende lykkelige slutning uheldigvis bare mangler. Men ved nærmere eftersyn handler de om masochistiske kvinder, der mod bedre vidende lader brutalt patriarkalske mænd udnytte sig uden på noget tidspunkt at opnå indsigt i den måde, de selv medvirker til undertrykkelsen og fornedrelsen på. Hovedpersonen i '30 Dages Laan' er en berømt sangerinde, der med sin elskers, en russisk revolutionærs dybt masochistiske kones fulde billigelse, opholder sig som flygtning i Europa og praktiserer fri erotisk udfoldelse som en del af sit politiske evangelium. Da de tredive dages lån, som naturligvis foregår i Paris og udvikler sig til en lidenskabelig affære, der begynder at ligne rigtig kærlighed, er gået, erkender hovedpersonen, at hun dels er nødt til at forlade sit trygge, men lunkne forsørgelsesægteskab, dels at forholdet til elskeren trods den glødende erotik og de alvorlige følelser ikke har nogen fremtid. Det vigtigste for hende er nu at udvikle sin selvstændighed og vende tilbage til sin karriere som sangerinde og ikke tro, at et kærlighedsforhold er nok til at udfylde tilværelsen for hende, fordi hendes talent og identitet som menneske forpligter mest. En tilsyneladende tragisk opgiven af et kærlighedsprojekt fører til en anden form for lykkelig slutning. Samtidig med at portrættet af den undertrykte hustru fungerer som en advarsel om den følelse af sekundær magt, en tilsyneladende hjælpeløs og prisgivet masochistisk kvindeposition kan medføre. 'Bogen om Kærlighed' dekonstruerer i den grad sig selv, at titlen bliver en dobbeltbundet ironi, idet historien viser, hvor destruktiv illusionen om den store, altovervindende kærlighed, der koster begge de to hovedpersoner livet, kan være. Også her er det den sindrige fortællekonstruktion med fortællepositioner, der hele tiden flytter sig og kommer til at stå for det modsatte af, hvad de giver sig ud for, der udgør det ironiske budskab. Den kvindelige fortæller og primære biperson har fuldstændig accepteret de to hovedpersoners version af deres absolutte kærlighed, som efter dramatiske hændelser, såsom kvindens mord på deres illegitime spædbarn og den påfølgende fængselsstraf, er så eksklusiv og hellig, at de har trukket sig tilbage fra verden for fuldstændig at hellige sig hinanden i den korte tid, kvinden har tilbage at leve i. Samtidig underminerer en sekundær, usynlig fortællerstemme sideløbende med den primære fortællerstemme den romantiske version af historien, som læseren så kan vælge at opfatte eller ikke. At både den mandlige hovedperson og den kvindelige fortæller er forfattere signalerer yderligere, hvor varsom læseren skal være med at fæste lid til deres meddelelsers pålydende værdi. Michaëlis' bøger kan læses på så mange planer, fordi de benytter sig af fortællegreb og genrer, der tilsyneladende modsiger hinanden, hvilket kan have været en væsentlig grund til, at de er blevet afskrevet som melodramatisk og overophedet damelitteratur, der ikke passer ind i den (mandligt definerede) litterære kanon. Det har åbenbart været alt for fristende at afvise en så personlig og eksperimenterende skrivemåde, der i den grad afveg fra den herskende litterære stil, og som med skamløs kreativitet blander genrerne til en hybridform, der både kan læses som uforpligtende underholdning og underkastes en dybtgående tekstanalyse. Så lad os hjælpe hinanden med at få den lille modige, skeløjede, sensuelle dame hevet ned fra hylderne i bibliotekernes depoter, støvet af, læst og genudgivet. Der er en masse liv tilbage i hende! Kronikørens bog hedder: 'Karin Michaëlis, Incest as Metaphor and the Illusion of Romantic Love'. Udkommer på Peter Lang Publishing, Inc (USA) til februar 2003.