Georg Brandes og den norske forfatterinde Magdalene Thoresen skrev breve til hinanden. Og havde et forhold. Hvilket? Det fortæller Jorunn Hareide, professor i nordisk litteratur ved Universitetet i Oslo, om her. Oversættelse Søren Kjørup Magdalene Thoresen og Georg Brandes: 'En brevveksling (1865-1872)', red. og komm. ved Jorunn Hareide (Det norske språk- og litteraturselskap/Emilia forlag, Oslo 2002). »Min høistærede unge Herre! Vil De glæde mig med Deres Nærværelse Tirsdag-Aften Kl 7 til The? Venligst Magdalene Thoresen«. Den lille indbydelse blev skrevet søndag den 2. juni 1865. Den »høistærede unge Herre« var den 23-årige Georg Brandes, magister i æstetik med udmærkelse fra året før og nu fremstormende kritiker. Og afsenderen var altså Magdalene Thoresen, den 46-årige danskfødte norske forfatterinde, som var flyttet fra Bergen til København som enke med sine yngste børn i 1861. Georg Brandes og Magdalene Thoresen havde mødt hinanden nogle gange tidligere hos fælles bekendte, og indbydelsen til te måtte ikke mindst opfattes som en indbydelse til at lære hinanden bedre at kende. Den unge mand accepterede indbydelsen til begge dele. Brevet blev begyndelsen på et venskab og en korrespondance mellem dem, en korrespondance der nåede sit højdepunkt i årene 1866-68, bl.a. fordi Magdalene Thoresen i 1866 flyttede tilbage til Norge, nu til Oslo, og kun kom på sommerophold i Danmark, indtil hun i 1870 igen flyttede til København. Der var altså god anledning til at holde forbindelsen gennem breve. Efter en slags højdepunkt sommeren 1868 aftager korrespondancen imidlertid hurtigt. Magdalene Thoresens sidst bevarede brev til Georg Brandes stammer fra slutningen af maj 1872, og det er næsten lige så kort som det første, men på en gang både mere fortroligt og mere forbeholdent: »Min kjære Georg! Du sagde mig ved vort korte Møde, at Du vilde besøge mig, skulde Du endnu være af samme Tanke, da vil jeg blot ved disse Linjer gjøre Dig vidende om, at jeg er flyttet fra min Datter og at ovenstaaende Adresse er min - samt at Du er mig meget velkommen, Noget, som jo forresten maa være overflødigt at tilføje. M Thoresen«. Hvis Brandes svarede på dette brev, er svaret ikke bevaret (som ingen af hans breve efter januar 1868), og det vides heller ikke med sikkerhed, om han nogen sinde besøgte Magdalene Thoresen på hendes nye bopæl St. Hansgade 2, 2. sal. Men sandsynligvis gjorde han det ikke. Hvad var der sket? Og hvorfor er der fra dette tidspunkt ingen vidnesbyrd om kontakt mellem Brandes og Magdalene Thoresen før næsten 30 år senere da den nu verdensberømte, 57-årige Brandes sendte en kort, men venlig hilsen til sin gamle venindes 80-års dag den 3. juni 1899? Og hvorfor tog Brandes ikke brevvekslingen med Magdalene Thoresen med i sine udgaver af sin korrespondance? I øvrigt er den heller ikke med i Morten Borups store udgave på otte bind af Georg og Edvard Brandes' 'Brevveksling med nordiske forfattere og videnskabsmænd' som kom i årene 1939-42, eller for den sags skyld i den udgave af 'Breve fra Magdalene Thoresen 1855-1901' som kom i 1919. Selv om brevvekslingen har været kendt og tilgængelig for forskningen i mange år - Brandes' breve i Oslo, Thoresens i København - har de faktisk ikke været udgivet før nu. »Men hvis jeg ved min heftige Fremfusenhed har stødt Dig, kan - vil - Du ikke da tilgive mig? Gjør det dog, o gjør det, for min Hengivenheds Skyld«, skriver Magdalene Thoresen en udateret onsdagsaften sommeren 1868, samtidig med at hun beklager at hun ikke har set sin unge ven siden ugen før. Et par år senere skriver Brandes fra Rom til sin mor, at Magdalene Thoresen havde forsøgt at forføre ham, og den gamle, store norske litteraturhistoriker Francis Bull var ikke i tvivl om, hvad der var sket - men havde samtidig sin egen ridderlige tolkning af sagen: De to havde haft et seksuelt forhold i nogle måneder den sommer, og så var det sandelig ikke pænt af Brandes at sladre til sin mor og »unnskylde seg med å si at han så å si var blitt voldtatt, - noe som vel neppe er den fulle sannhet«. Brevene indeholder imidlertid ingen direkte antydninger af et erotisk forhold, og i hvert fald ikke af noget fuldbyrdet, selv om begge udtrykker længsel efter den anden. Han beklager sig f.eks. over at hun ikke skriver til ham i Paris, hvor han opholdt sig nogle måneder omkring årsskiftet 1866-67, og hun fortæller, at hun er »syg og søvnløs« fordi hun savner ham sommeren 1868. Som hun skildrer »fremfusenheden«, synes den snarere end et voldtægtsforsøg at bestå i, at hun har betroet sig til ham om episoder i sit tidligere liv, været ublufærdigt åben: »Min sidste Samtale med Dig var af den Art, at den bandt mig for alle Tider til Dig, Du er den Første og Eneste jeg har talt med om denne Begivenhed ... jeg har rullet andre Livsbilleder op for dig, som det i grunden er mig en pinlig Bevidsthed at have talt til Nogen om. Har jeg da handlet som en Vanvittig?«. Og i øvrigt havde hun mere eller mindre kendt til hans kærlighedsforhold til Caroline David fra november 1867. Men hvem var de egentlig disse to, som kom hinanden så nær og så gled fra hinanden igen efter et par år midt i 1860'erne? Og hvad søgte de egentlig hos hinanden? Georg Brandes behøver vel ikke nogen nærmere præsentation, men hvem var denne kvinde som han i nogle få år åbenbart var ganske optaget af - og som var på alder med hans mor? Magdalene Kragh fra Fredericia var - efter lærerindekursus i København - kommet til Norge i 1842 som 23-årig guvernante for provst Thoresens børn, og var allerede året efter så gift med enkemanden Thoresen. Allerede i løbet af 1850'erne fik hun opført fire små skuespil anonymt i Bergen og trykt en enkelt fortælling i et tidsskrift - begge dele ved den ni år yngre Henrik Ibsens hjælp; ikke blot var han nemlig teaterdirektør der, han kom også i det Thoresen'ske hjem og blev i 1858 gift med Thoresens datter fra et tidligere ægteskab, Susannah, så Magdalene Thoresen blev på en måde Ibsens svigermor. I 1860 vakte hun opsigt med en stadig anonymt udgivet samling 'Digte af en Dame', promoveret af den 13 år yngre Bjørnstjerne Bjørnson (som fra 1857 havde overtaget posten som teaterdirektør i Bergen). Med deres udtryk for stærke følelser af sorg, længsel og savn var disse digte nemlig milevidt fra den forsoningsæstetik, som ellers stod højt i norsk litteratur dengang. I 1863 udgav hun så en samling 'Fortællinger', og året efter fulgte hendes egentlige gennembrud med romanen 'Signes Historie', der hurtigt blev oversat til svensk, tysk, engelsk og hollandsk. I årene efter mødet med Brandes fulgte endelig en jævn strøm af romaner, noveller, skuespil (en del opført på Det Kongelige Teater i København), lyrik, essays og folkelivsskildringer, først og fremmest de to bind 'Skisser fra Midnatsolens Land' (1884-86), som for alvor bragte Finnmark ind i litteraturen med en blanding af topografiske og sociale iagttagelser, noveller, eventyr og sagn. I dag er det naturligvis Georg Brandes der er kendt, mens Magdalene Thoresen næsten er gledet ud af litteraturhistorien - og det på trods af at f.eks. dansk litteraturhistories nestor Vilhelm Andersen mente, at Magdalene Thoresen var lige så vigtig for 1860'ernes dansk-norske litteratur som Amalie Skram for 1880'ernes, på trods af at hendes samlede fortællinger allerede i 1880'erne ligefrem kom på tysk i fem bind, eller på trods af at hun - på et mere institutionelt plan - fra 1891 var på den danske finanslov og ved 80-års dagen i 1899 modtog guldmedaljer fra både den danske og den norske (dvs. svenske) konge. Men selv om hun knyttede sig til mange repræsentanter for det moderne gennembrud - som Brandes jo kom til at stå som talsmand for - blev hun aldrig selv 'moderne'. Egentligt samfundskritiske værker skrev hun aldrig. Hendes hovedinteresse var det psykologiske område, og særlig forholdet mellem mand og kvinde. Men hun forholdt sig kritisk og for sin tid forbløffende åbent i sine skildringer af seksuelle forhold og af mænds psykiske og fysiske undertrykkelse af kvinder. Da hun tog forbindelse med Brandes i 1865, var det hende der var den kendte og erfarne, og ham der endnu kun var begyndt at stikke næsen frem i offentligheden. Ikke blot havde hun altså efterhånden skabt sig et navn som forfatter; hun klarede oven i købet stort set at leve af sin pen, hvad der ikke var mange (og slet ingen andre kvinder) der formåede. Og så havde hun litterært magtfulde forbindelser, først og fremmest Bjørnson og Ibsen; med den første kom det dog til et brud i 1867 da hun fik trykt 'Min Bedstemors Fortælling' hvori Bjørnson (med en vis ret) så sig portrætteret på linje med forfatteren selv: En yngre kvinde som for nylig er blevet enke efter et kedeligt ægteskab, forelsker sig over hals og hoved i en sensuel og forførende ung mand. Brandes syntes i øvrigt vældig godt om denne novelle, fremgår det af brevene: »den greb mig dybt« (måske fordi han genkendte sit eget nye forhold til den ti år ældre Caroline David). Og en af de ting de bruger brevvekslingen til, er netop at præsentere deres projekter og udgivelser for hinanden, diskutere dem og kommentere dem. Selvfølgelig er der også en masse mere almindeligt brevstof, som når hun fortæller om sine voksne døtre med gifteplaner, sine sygdomsperioder og om hvordan hun finder sig til rette i Norge, mens han skriver rejseskildringer fra Stockholm, Bruxelles og Paris og gør rede for sine avispolemikker, studier og forelskelser. Men først og fremmest rummer brevene lange diskussionsindlæg om forskellige emner som, om man skal foretrække Tyskland eller Frankrig som kulturnation, om synet på religion, om forelskelse og kærlighed - og ikke mindst handler brevene om Brandes selv, og om hendes syn på ham, men også om hans syn på hende som forfatter. Her ligger i hvert fald noget af forklaringen på, at to så forskellige brevskrivere kunne holde korrespondancen i gang så forholdsvis længe - og at den så ophører. Forholdsvis tidligt etablerer de nogle roller, som de spiller for og med hinanden - og så længe disse roller fungerer, kan brevvekslingen opretholdes. Brandes går tidligt ind i en rolle som mentor og litterær rådgiver for Magdalene Thoresen, mens hun bliver hans elev. Med sin langt bedre uddannelse kan han hjælpe hende med at læse korrektur og kommentere og foreslå ændringer i enkelte af hendes noveller før de går i trykken, og hun følger hans råd i denne periode, hvor hun føler at han anerkender hende som forfatter. I de første år giver Brandes nemlig udtryk for beundring for hendes arbejder, ikke bare direkte over for hende selv, men også i en rosende portrætartikel om hende i 'Illustreret Tidende' i begyndelsen af 1866. Da han senere samme sted omtaler hendes roman 'Solen i Siljedalen' (1868) ganske kritisk, imødegår hun imidlertid hans indvendinger, og gør det klart, at de ikke længere vil kunne være enige i litterære spørgsmål, og heller ikke i andre spørgsmål som gælder åndelige værdier. På grund af den radikalisering Brandes gennemgik under og efter Parisopholdet, kan hun ikke længere anerkende ham som åndelig vejleder eller lærer. Men Georg Brandes og Magdalene Thoresen indgik også i et andet rollespil, som han måske havde nok så stor glæde af som hun, og hvor magtbalancen blev omvendt: Hun som den indsigtsfulde og forståelsesfulde moderskikkelse, han som en elsket søn. Et tydeligt mor-søn-forhold bliver nemlig også tidligt etableret mellem dem, således som det ses både i indholdet i brevene og i måden de tiltaler hinanden på. Hun kalder ham »Kjæreste Barn!« eller »Du Lille!«; han tiltaler hende som sin »anden Moder«. Med sin større livserfaring kunne hun bistå med råd og trøst f.eks. i eksistentielle spørgsmål og i kærlighedssager. Hendes særlige evne til at gennemskue ham og gøre ham bevidst både om hans fejl og mangler og om hans fortrin var også et vigtigt tema mellem dem. I sin selvbiografi fra 1905, 'Levned', som udkom to år efter Magdalene Thoresens død, karakteriserer han hende som »en fin, næsten genial Sjælekender«, og hævder at han kom til at se sig selv »i et nyt Lys«, når han betragtede sig med hendes øjne. I denne mor-søn-leg kunne der også undertiden være erotiske over- og undertoner, som de begge lader til at have haft en vis fornøjelse af. Først og fremmest havde begge et stort behov for at blive set og forstået, et behov som de mente at den anden kunne imødekomme - så længe det varede. Netop spørgsmålet om i hvilken grad de egentlig forstår hinanden, er et gennemgående tema i brevene, måske det der dybest set kæder dem sammen. Det går i bølger indtil de må konkludere at det eneste de er enige om, er at de er uenige i livets væsentligste spørgsmål. Og dermed ophører korrespondancen; de har ikke mere at sige hinanden.