Hverken udlandet eller Folketinget bør kunne blande sig i verserende straffesager. Juraprofessor Gorm Toftegaard Nielsen mener, at noget må ændres. Det er velkendt, at politikerne og offentligheden viser meget stor interesse for behandlingen af straffesager. Ud fra en demokratisk tankegang må man hilse det velkomment, at man interesserer sig for disse sager. Det er imidlertid ikke givetvis enhver form for sådan interesse, der er gavnlig for demokratiet. Et væsentligt element i en moderne demokratisk retsstat er, at politikerne fastlægger de overordnede generelle rammer - lovene - for, hvordan vores straffesager behandles, men at de omvendt ikke kan blande sig i domstolenes behandling af den enkelte sag. Kravet om domstolenes uafhængighed er primært et krav om uafhængighed af regeringen. Regeringen skal ikke kunne styre domstolene i den enkelte sag. De skal, som der står i grundloven, alene rette sig efter loven. Det er imidlertid i dag lige så klart, at Folketinget heller ikke skal kunne blande sig i, hvordan domstolene behandler en verserende sag. Når denne uafhængighed er fastslået i grundloven og i forfatningen i de stater, vi kalder demokratiske, er det, fordi historien viser, at der er en nærliggende risiko for, at en regering i visse tilfælde kan ønske at styre domstolene. Det er ikke i en sag, om det er Poul eller Karen fra Kæret, der ved en skilsmisse skal have forældremyndigheden over deres fælles børn. Den har ikke politikernes interesse. Historisk er risikoen størst ved straffesager. Det skyldes, at netop behandlingen af disse sager i europæisk historie ofte har været brugt til at bekæmpe oppositionspolitikere og stadig bruges på denne måde i diktaturstater. Det er derfor grundloven også indeholder krav om, at en anholdt skal for en dommer inden 24 timer (grundlovsforhør). Det er derfor, grundloven bestemmer, at folketingspolitikere ikke må anholdes uden tingets samtykke. Det er derfor, der ikke må nedsættes særdomstole med dømmende myndighed. Det sidste refererer til, at man ikke kan oprette en særlig domstol med en specielt udpeget dommer til at behandle en given sag. I så fald kunne regeringen vælge en dommer ud fra sin viden om hans kendte eller formodede holdning til den verserende sag. Grundloven går imidlertid det skridt videre, at den også bestemmer, at folketingsmedlemmer ikke må tiltales uden Folketingets samtykke. Man kunne mene, at det ikke gør så meget, at de bliver tiltalt. Hvis det er politisk betinget og ikke sagligt holdbart, vil de blive frifundet af de regeringsuafhængige domstole. Når de alligevel ikke kan tiltales, er det, fordi selve det at blive tiltalt reelt er et alvorligt indgreb. Den tiltalte har pligt til at møde i retten og forsvare sig. I større sager, der strækker sig over mange dage, er dette ikke uvæsentligt. Det er heller ikke uvæsentligt, fordi mange mennesker vil tænke, at der er noget om snakken, når en person bliver tiltalt. Og sådan skal det også helst være. Befolkningen må kunne regne med, at anklagemyndigheden kun tiltaler borgere, når der er sagligt grundlag for det. I nogle lande kan anklagemyndigheden ikke blot tiltale folk. En uafhængig dommer skal godkende, at der er grundlag for tiltalen. Det ser vi ofte i amerikanske film. Da vi fik vores retsplejelov, overvejede man at indføre et tilsvarende system ud fra den betragtning, at det er belastende at blive tiltalt. Vi syntes imidlertid, at det var for omstændeligt, at dommerne først skulle tage stilling til, om tiltalen var velbegrundet, og derefter i selve sagen om der var tilstrækkelige beviser til domfældelse. Lovgiver var imidlertid helt opmærksom på, at der var en risiko for politisk betingede tiltaler, hvis man gjorde justitsministeren og dermed reelt regeringen til den øverste anklager. Man overvejede derfor at gøre Rigsadvokaten uafhængig af justitsministeren. Disse overvejelser foregik i slutningen af 1800-tallet. Dengang havde man stadig enevælden, der blev afskaffet ved 1849-grundloven, tæt på. En af de afgørende forskelle mellem det nye og det gamle styre var, at administrationen skulle handle under ansvar. Dette ansvar skulle gøres gældende ved, at Folketinget kunne tiltale ministeren for rigsretten, hvis der foregik noget ulovligt i hans eller hendes ministerium. Man fastholdt derfor, at justitsministeren skulle være den overordnede anklager. De fleste kan vist i dag se, at det er ret utopisk, at Folketinget skulle rejse en rigsretssag mod justitsministeren, hvis rigsadvokaten skulle misbruge sin stilling til at rejse tiltale uden tilstrækkeligt grundlag eller til at undlade at rejse tiltale, hvor han burde. Systemet har da også fungeret på en ganske anden måde. De siddende justitsministre har været klar over, at de nok havde ret til at blande sig i anklagemyndighedens dispositioner, men at de ikke burde blande sig, fordi de ville kompromittere systemet blot ved mistanken om, at justitsministeren politiserede arbejdet. Næppe nogen justitsminister - i hvert fald i de sidste mange år - har ment at have fagligt belæg for at tilsidesætte rigsadvokatens dispositioner. En indblanding, der ikke er fagligt motiveret, kan vel kun opfattes som politisk motiveret. Justitsministeren fastholdt derfor i mange år, at ministeren ikke blandede sig i anklagemyndighedens arbejde. Jeg kender intet eksempel på, at en justitsminister over for Folketinget har vedkendt sig at have blandet sig. Folketinget accepterede tidligere, at justitsministeren ikke blandede sig i de verserende straffesager, og forsøgte derfor ikke selv at blande sig. Allerede i 1930'erne kritiserede vores førende procesekspert Hurwitz, der senere blev vores første ombudsmand, at loven gav justitsministeren mulighed for at blande politik ind i anklagemyndighedens arbejde. Han erkendte imidlertid, at dette nok ikke skete i praksis, men af principielle grunde ønskede han systemet sikret mod denne indblanding. Ministeren fandt ingen anledning til at ændre loven, da han ikke drømte om at blande sig i verserende sager. Den nuværende ombudsmand, Gammeltoft-Hansen, der også er en fremragende straffeproces-ekspert, har også kritiseret det principielt uheldige i, at en politiker er chef for anklagemyndigheden, men mener heller ikke, at der har været noget misbrug. Han anfører, at et sådant politisk misbrug næppe vil forekomme, da ministeren i så fald vil kunne drages til ansvar af Folketinget. Professor i strafferet Vagn Greve har i den aktuelle debat fremhævet dette argument, samtidig med at han har anført, at da rigsadvokaten ikke er ufejlbarlig, bør ministeren stadig være øverste anklager. Historien melder ikke noget om, hvordan det sikres, at en ufejlbarlig træffer afgørelsen. Argumentet med, at Folketinget nok skal forhindre, at justitsministeren blander politik ind i verserende straffesager, kunne fremføres med en vis ret, da man vedtog retsplejeloven. Siden er imidlertid sket en del på dette område. Allerede i 1984 blev det afsløret, hvor sårbart systemet er. En fregat havde ved et uheld skudt et missil af. Missilet ramte et sommerhus. En søofficer blev tiltalt som ansvarlig for uheldet. Et flertal i folketingsudvalget opfordrede ministeren til at trække tiltalen tilbage. Flertallet hævdede - bl.a. den socialdemokratiske politiker og professor i statsret (grundlovsfortolkning) Ole Espersen - at dette ikke var en indblanding i domstolenes uafhængige behandling af denne sag. Det var blot nødvendigt at rette anklagemyndighedens fejl. Ministeren vægrede sig, men hele miseren resulterede i, at straffesagen blev udsat, for at en kommissionsdomstol skulle undersøge, om tiltalen var rejst med rette. Kommissionsdomstolens beretning dokumenterer folketingsudvalgets meget massive forsøg på at blande sig i den verserende sag. Det lykkedes til dels, da sagen måtte udsættes, for at en anden domstol skulle tage stilling til tiltalen. Denne godkendte tiltalen. Officeren blev senere dømt. Alle er vist enige om, at Folketinget ikke kan vedtage en udtalelse om, hvordan en verserende straffesag bør falde ud. Men når ministeren som øverste anklager kan pålægge rigsadvokaten at nedlægge bestemte påstande i retten, kan Folketinget pålægge hende at pålægge rigsadvokaten at påstå det, Folketinget ønsker; det være sig en frifindelse, en domfældelse, en hård eller en mild straf. Den mulighed for indblanding er kun mulig, fordi ministeren efter loven er øverste anklager. Og så længe ministeren er det, er det ikke muligt at standse et folketingsflertal. Folketingets nuværende formand, Ivar Hansen kaldte Folketingets indblanding for et eklatant brud på princippet om tredelingen af statsmagten og domstolenes uafhængighed. Jeg er ganske enig. I 1996 så man et lignende misbrug. I en meget omtalt sag om overbelåning af et fiskefartøj på Færøerne var der sket frifindelse. Rigsadvokaten besluttede ikke at anke afgørelsen. Sandsynligvis fordi han ikke mente, at en anke ville resultere i et andet resultat. Folketingets Erhvervsudvalg var utilfreds med dette, og det lykkedes udvalget at presse justitsministeren til at henstille til rigsadvokaten at overveje at anke sagen. Straks rigsadvokaten fik ministerens opfordring, meddelte han, at han netop forinden havde besluttet at søge sagen anket. Østre Landsret afviste anken som for sent indgivet. Man kan med en vis ret hævde, at alene rigsadvokatens hurtige reaktion medførte, at man undgik en kompromittering af vores anklagesystem. Jeg har bemærket, at Eva Smith i den aktuelle debat har anført, at netop Færøsagen viser, at det kan være godt, at det politiske system kan presse anklagemyndigheden til at rejse tiltale eller anke frifindelser i sager, der har særlig offentlig interesse. Hvis den pågældende er 'uskyldig', vil han forhåbentlig blive frifundet ved domstolene, »så hun kan ikke se, at der er fare for misbrug«. Det er efter hendes opfattelse øjensynligt ikke noget problem, at en person uberettiget er blevet tiltalt og har skullet møde måske mange dage i retten m.v. Jurister behersker formalia: At tilbageholde en person som anholdt i en halv time er et alvorligt indgreb, men at tiltale en person, der således har pligt til at tilbringe måske 2, måske 30 timer i retten, er ikke et retssikkerhedsproblem, hvis offentligheden ønsker en domstolsafgørelse. Efter meldingerne i pressen har betydelige kræfter i Folketinget nu sympati for at gøre rigsadvokaten uafhængig af justitsministeren. Ministeren har foreløbig meldt ud, at hun ikke har tænkt sig at afgive denne kompetence - som hun mener kan være på sin plads i ganske særlige tilfælde. Særlige tilfælde er - i det forum, ministeren befinder sig i - sandsynligvis politisk kontroversielle sager. Det er netop i disse særlige tilfælde, at det er helt afgørende, at befolkningen kan stole på, at der ikke er politiske lodder i vægtskålen, når det afgøres, hvem der skal tiltales. Det var noget specielt eller særligt, da Glistrup i sin tid blev tiltalt for skattesvig. Det var et stort held for vores parlamentariske liv, at ingen drømte om, at ministeren havde blandet sig i dette særlige tilfælde. Da ingen justitsminister mig bekendt i de sidste mange årtier har erkendt på eget initiativ at have blandet sig i rigsadvokatens dispositioner i verserende sager, må man vel kunne konkludere, at det enten ikke er sket, eller at det er sket i det skjulte. Netop det sidste er faren ved systemet. Hvis der skulle ske misbrug, er det meget lidt sandsynligt, at dette vil blive opdaget af Folketinget. Tror man, at rigsadvokaten vil fortælle, at han har fået et vink fra ministeren? Hvis Folketinget skulle få mistanke, hvad skal det så stille op? Det er jo netop ikke ulovligt, at ministeren som chef blander sig. Kun hvis man kan bevise, at der foreligger usaglige politiske grunde. Man skal måske mærke sig, at rigsadvokaten ifølge udtalelser i Politiken - hvor han til en vis grad argumenterer imod sin chef (ministeren) - samtidig afviser, at han har været udsat for politisk pres. Det var ham, der reddede Færøsagen, men på dette punkt holder han naturligvis lav profil. Folketinget diskuterede i forbindelse med terrorpakken spørgsmålet, om justitsministeren vedrørende terrorforbrydelser skulle være øverste anklager. Som loven blev, er det hende, der afgør, om der skal rejses tiltale for disse forbrydelser. Som bekendt er USA og Europa ikke ganske enige om, hvad der er terror, og hvad der er legitim frihedskamp. Når det står i loven, at det er ministeren, der afgør disse sager, må amerikanerne vel forstå det således, at man kan give den danske regering et godt råd om, hvornår der skal rejses tiltale. Vil regeringen så svare, at vel står det i loven, at det spørgsmål afgør ministeren, men det skal de ikke tro på? Den eneste ændring, der efter min opfattelse er behov for, er en mindre justering af loven, så ministeren ikke kan blande sig i verserende sager i anklagemyndigheden. Problemet berører ikke forholdet mellem politiet og anklagemyndigheden eller ministerens beføjelser over for politiet - bortset fra efterforskningen af verserende sager. Hvis et flertal i Folketinget ønsker denne ændring, må det tages som udtryk for, at folketingsmedlemmerne fremover heller ikke vil blande sig i de verserende sager. Det er ikke længe siden, vi så en stribe folketingspolitikere udtale sig om rimeligheden af byretsdommen i en voldtægtssag, der var kørt for lukkede døre. De kendte altså kun sagen fra pressen, der netop ikke kendte sagens behandling i retten. Byretsdommen blev anket. Der var altså tale om klar politisk indblanding i en verserende sag. Det ville efter min opfattelse pynte på retsvæsnet, hvis lovgiver afskar muligheden for politisk indblanding i verserende sager, både hvis den kommer fra folketingsmedlemmer, og hvis den kommer fra udlandet. Til gengæld er Folketinget i sin gode ret til at reagere på en politisk uacceptabel dom ved at ændre loven, f.eks. ved at skærpe straffen fremover. Om man er enig i sådanne skærpelser, er mere et politisk end et juridisk spørgsmål.