I går fremlagde Anders Fogh Rasmussen regeringens visioner for fremtidens EU. Et sammendrag af statsministerens tale bringes her. Det danske EU-formandskab og udvidelsesforhandlingerne i både EU og NATO har vist, at Danmark har nye muligheder i fremtidens Europa. At vi i større grad kan påvirke udviklingen. At vi kan opnå en indflydelse, der rækker langt ud over Danmarks forholdsmæssige størrelse. Regeringen ønsker at fastholde denne engagerede linje i dansk europapolitik i årene fremover. Det kræver mod og vilje til at gå i spidsen og til at tænke nyt. Og det kræver en aktiv indsats på alle niveauer - både i de fælles institutioner og direkte i forhold til vore partnere. I et EU med 25 medlemslande kommer man ikke sovende til resultater. Det er med denne grundholdning, at vi nu - efter et veloverstået og succesfuldt formandskab - går ind i den afgørende fase af debatten i konventet om EU's fremtid. Min vision om EU's fremtid kan jeg sammenfatte således: Jeg ønsker, at EU skal være et fællesskab af nationalstater. Men det skal være et stærkt fællesskab, hvor medlemsstaterne har besluttet at løse en række opgaver i forening ved at overlade kompetencen til EU. Dette stærke fællesskab af nationalstater skal have den politiske og økonomiske styrke til at optræde internationalt og dermed præge verden med de idéer, som EU bygger på. Udvidelsen må ikke føre til udvanding af EU. Vi har brug for en stærk og handlekraftig union, der kan levere varen på de områder, hvor vi kun kan løse tingene i fællesskab. Skal det lykkes, stiller det krav om ændringer i forhold til det samarbejde, vi kender i dag. Her vil jeg især pege på to områder. For det første skal vi forstærke samarbejdet om flygtninge og indvandrere og om bekæmpelse af international kriminalitet og illegal indvandring. Presset på Europa vil vokse i de kommende år. Disse problemer er per definition af grænseoverskridende karakter, og de finder kun en løsning ved et intensiveret samarbejde over grænserne. Vi må styrke og udvikle EU's evne til at danne rammen om dette samarbejde mellem Europas stater og politimyndigheder. For det andet skal vi styrke den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Udgangspunktet er, at EU's udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik fortsat bygger på et samarbejde mellem medlemsstaterne, et såkaldt mellemstatsligt samarbejde, forankret i rådet. Men inden for denne ramme af mellemstatsligt samarbejde bør vi søge at gøre udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitikken så fælles som muligt. Det er i dansk interesse, at EU i de kommende år udvikler en militær kapacitet til at varetage fredsskabende og humanitære opgaver på det europæiske kontinent, f.eks. på Vestbalkan. Det handler heller ikke om at styrke EU på bekostning af det transatlantiske samarbejde. Tværtimod. Vi har en vital interesse i et tæt og stærkt samarbejde mellem Europa og USA. Men den vestlige verden står i disse år over for udfordringer, der gør det nødvendigt, at Europa i højere grad end før skal kunne stå på egne ben og yde sit eget bidrag. Det er ikke kun i vor, men også i USA's interesse. Udgangspunktet for de aktuelle drøftelser i konventet om EU's fremtid er lovende. Konventets formand, Valéry Giscard d'Estaing, har fremlagt et udkast til rammerne for en ny forfatningstraktat. Dette udspil danner grundlaget for de kommende måneders arbejde. Der er grund til at hilse selve strukturen for den nye traktat velkommen. Den er enkel og logisk. Der er lagt op til en traktat, som den enkelte interesserede borger langt lettere vil kunne forholde sig til og forstå. Et stort fremskridt i forhold til den meget teknokratiske traktat, vi har i dag. Det er også helt rigtigt at tale om en forfatningstraktat . En traktat, fordi det er klart, at der fortsat skal være tale om et forpligtende samarbejde mellem stater. EU udgår fra og har sin legitimitet fra Europas nationalstater. EU er og skal fortsat være et samarbejde mellem selvstændige nationalstater. Men samtidig knyttes ordet 'traktat' sammen med begrebet forfatning. Ikke fordi, der er tale om noget, der på nogen måde ligner en grundlov for en ny statsdannelse. Men fordi tiden er inde til at sikre, at vi på en måde, som det kendes fra de nationale forfatninger, afspejler en række af de traditionelle borgerlige og demokratiske grundrettigheder klarere i EU- traktaten. Tiden er inde til, at vi i traktaten samler og tydeligt angiver de grundlæggende rettigheder og principper, som fællesskabet bygger på og respekterer. Jeg vil især fremhæve fire vigtige områder. For det første er tiden inde til, at vi præciserer borgernes rettigheder i forhold til EU's institutioner. Det kan ske ved at indføje det såkaldte charter om grundlæggende rettigheder i traktaten. Charteret opregner de helt afgørende rettigheder, som vore samfund bygger på - som f.eks. ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, ejendomsret, retten til god forvaltning og lighed for loven. Det er vigtigt og naturligt, at denne tekst bliver en del af EU's centrale grundlag. For det andet bør forfatningstraktaten indeholde klare og præcise regler om åbenhed og demokratisk kontrol i EU. Vi bør fastslå i forfatningstraktaten, at der er fuld åbenhed, når rådet lovgiver. Det vil føre til et stort kvalitativt løft i den demokratiske kontrol. Den enkelte borger, de nationale parlamenter og Europaparlamentet vil få mulighed for direkte at følge og kontrollere lovgivningsarbejdet i rådet. For det tredje bør forfatningstraktaten beskrive arbejdsdelingen mellem EU og nationalstaterne klarere, end det er tilfældet i den nuværende traktat. Dels er en entydig arbejdsdeling en forudsætning for effektivitet i samarbejdet. Dels er det vigtigt, at den enkelte borger får et klart billede af, hvad EU beskæftiger sig med, og hvad EU ikke tager sig af. En ny traktat bør indeholde en klar definition af de grundlæggende principper for arbejdsdelingen i unionen. EU skal alene tage sig af det, som udtrykkeligt er lagt over til EU. Det er nationalstaterne, der er udgangspunktet for samarbejdet. For det fjerde bør vi styrke de nationale parlamenters rolle. En stærkere forankring af unionen i de nationale parlamenter er vigtig i lyset af udvidelsen. EU udvides, men EU må ikke fjerne sig fra den enkelte borger. Vi skal styrke forbindelserne mellem EU og de nationale institutioner, som borgerne føler en umiddelbar tilknytning til. Og vi skal styrke kontrollen med nærhedsprincippet i et udvidet EU. Her har de nationale parlamenter en vigtig rolle at spille. Vi bør styrke den folkelige kontrol med beslutningerne ved at inddrage Europaparlamentet noget mere. Det kan ske ved at udvide området, hvor beslutninger ikke blot bliver truffet af rådet, men af rådet og parlamentet i fællesskab, den såkaldte fælles beslutningstagen. Konkret vil dette først og fremmest betyde, at Europaparlamentet får en styrket indflydelse på landbrugspolitikken. Det ligger i sagens natur, at jo større antallet af medlemslande bliver, jo større behov er der for, at så mange beslutninger som muligt bliver truffet med kvalificeret flertal. EU's institutioner skal tilpasses i lyset af udvidelsen. Tre spørgsmål står centralt i konventet. For det første: Hvordan skal Kommissionen organiseres i fremtiden? På hvilken måde skal Kommissionens formand vælges? For det andet: Hvordan skal Det Europæiske Råd fungere i fremtiden? Skal det have en valgt formand? For det tredje: Hvordan skal formandskabet for Rådet organiseres i et udvidet EU? Danmark har en klar interesse i en stærk kommission. Kommissionen skal kunne handle med autoritet på de områder, hvor den er tillagt en afgørende rolle. Det gælder f.eks. vedrørende det indre marked, inden for handelspolitikken og med hensyn til konkurrencepolitik og statsstøtte. På disse områder er det ikke mindst for de små lande vigtigt med en stærk opmand, der ikke lader sig styre af snævre og kortsigtede nationale interesser. Derfor bør vi i udgangspunktet være positive over for en styrkelse af kommissionen f.eks. i form af en ny procedure for valg af kommissions- formanden. Men det er vigtigt, at der i denne valgprocedure er den rette balance mellem store og små lande. Og det er også vigtigt at sikre kommissionens uafhængighed i forhold til de øvrige institutioner. Disse hensyn er ikke tilstrækkeligt tilgodeset, hvis kommissionens formand skal vælges alene af Europaparlamentet. I stedet foreslår jeg, at valget sker i et valgkollegium bestående af et begrænset antal medlemmer fra henholdsvis de nationale parlamenter og Europaparlamentet. Der kan passende være en repræsentation af halvt nationale parlamentarikere og halvt europaparlamentarikere i dette valgkollegium. Indstillingsretten skal tildeles regeringerne i medlemsstaterne. Der skal være et vist antal lande - f.eks. fem - som stillere for en kandidat. Efter valget i valgkollegiet skal udpegelsen bekræftes med kvalificeret flertal af Det Europæiske Råd. På den måde sikrer vi, at en ny kommissionsformand har medlemsstaternes tillid. En sådan valgprocedure vil give fremtidige kommissionsformænd et meget stærkt mandat. Den vil styrke de nationale parlamenters indflydelse. Og den vil bevare kommissionens uafhængighed af Rådet og Parlamentet. For så vidt angår den fremtidige organisering af formandskabet for Rådet, er der tre centrale modeller. For det første vil vi kunne fortsætte med den eksisterende model med roterende halvårlige nationale formandskaber. I al ubeskedenhed kan det danske formandskab vel ses som et eksempel på, at dette system kan skabe betydelige resultater. Og at også mindre lande kan varetage formandskabsfunktionen med succes. Fra dansk side vil vi kunne leve med en sådan fortsættelse og videreudvikling af modellen med roterende formandskaber. Dens fordel er, at store og små lande stilles lige. Og det vil i sidste ende måske vise sig vanskeligt at finde et bedre alternativ. Men samtidig må vi have modet til at spørge os selv, om sådanne mindre ændringer i det system, vi kender, er tilstrækkelige til at løse de opgaver, vi vil stå over for i fremtiden. Vil vi ende i en situation, hvor vi om nogle få år atter skal ændre i strukturen? Den anden hovedmodel er en løsning baseret på såkaldte gruppeformandskaber. Det vil sige en model, hvor en række lande deler formandskabet over en periode af længere varighed. Hvert land har så ansvaret for visse rådsformationer. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg tidligere har været meget tiltalt af denne løsning. Idéen om gruppeformandskaber indeholder en balance mellem store og små lande, samtidig med at byrden ved formandskabet bliver fordelt på flere. Erfaringerne fra det danske formandskab har dog medført, at jeg i dag er skeptisk over for tanken om gruppeformandskaber - i hvert fald i dens rene form. Formandskabet viste meget klart, at evnen til at koordinere effektivt på tværs mellem rådsformationer er afgørende. Tempoet og arbejdsmængden kræver, at der skal være én person med et klart mandat til at træffe hurtige og bindende beslutninger på formandskabets vegne. Og netop spørgsmålet om koordination på tværs er gruppeformandskabets akilleshæl. Jeg frygter, at et gruppeformandskab kan blive lammet af interne kompetencestridigheder. Og så kan det ikke fungere. Den tredje model er, hvad man kan kalde den store løsning. Det vil sige en tilgang, hvor man gennemfører en væsentlig ændring af strukturen i rådet. Det centrale element i en sådan løsning vil være en valgt formand for Det Europæiske Råd. Der kan her tænkes to muligheder. Enten kan man vælge et tidligere medlem af Det Europæiske Råd. Eller også vil vi kunne vælge en i kredsen af de siddende medlemmer i Det Europæiske Råd. I begge tilfælde vil den pågældendes opgaver blive at forberede og lede møderne i Det Europæiske Råd samt herudover repræsentere unionen udadtil på højt niveau. Det siger sig selv, at et tidligere medlem vil kunne afse mere tid og tildeles større opgaver, end hvis man vælger et siddende medlem som formand. Jeg kan se en række argumenter for en valgt formand. Det vil skabe kontinuitet. Og det vil - hvis modellen afstemmes rigtigt - kunne skabe klarhed og balance i forhold til EU-kommissionen. Herudover forholder den sig også til et konkret problem, som jeg og mine kollegaer i Det Europæiske Råd i stigende grad vil stå over for. Nemlig arbejdsmængden som formand. Omvendt er der en række væsentlige risici ved at vælge en formand for Det Europæiske Råd. Det kan forrykke balancen mellem store og små lande. Og det kan lede til en uheldig konflikt mellem Råd og Kommission. Som nævnt tror jeg godt, at vi kan fortsætte med de roterende, halvårlige formandskaber i en moderniseret udgave. På den anden side finder jeg ikke, at vi skal afvise tanker om mere vidtgående reformer, f.eks. en valgt formand, allerede på nuværende tidspunkt. Men hvis vi skal overveje at bevæge os i den retning, må der opstilles klare garantier, der sikrer, at store og små lande reelt bliver stillet lige. Et muligt element i en sådan konstruktion kunne være, at man etablerede f.eks. tre 'valggrupper' bestående af henholdsvis store, mellemstore og små lande. Posten som formand for Det Europæiske Råd skulle så gå på skift mellem disse valggrupper. På denne måde sikrer man en lige repræsentation mellem store og små. Modellen skal ikke forstås sådan, at man på skift udelukker grupper af lande fra at deltage i valget af en eventuel formand. Det er altså ikke den pågældende valggruppe, som selv udpeger formanden. Alle medlemsstater skal deltage i valget. Og alle lande skal have ret til at udpege eller anbefale kandidater. Men kandidaterne skal hver gang være fra ét af de lande, der tilhører den valggruppe, der står på tur for valg til posten som formand for Det Europæiske Råd. Det er min ambition, at Danmark skal spille en mere offensiv rolle i EU. Den danske standardreaktion har alt for ofte været skepsis over for ændringer i EU. Vi har i udgangspunktet ønsket at bevare det eksisterende. Vi har så forsøgt at trække 10-20 procent fra det, de andre har spillet ud med. Det er ikke opskriften på, hvordan man får indflydelse. Vi skal sikre større dansk indflydelse ved at komme med offensive udspil, ved at turde noget og ved at søge strategiske alliancer med lande, som vi deler synspunkter med. Det er frygtelig defensivt, at enhver dansk debat om Europas fremtid starter med et slagsmål om de danske undtagelser. Med al respekt: Europas fremtid står og falder ikke med de danske undtagelser. Undtagelserne er et dansk problem. Men regeringens holdning til undtagelserne er velkendt. Danmark skal deltage fuldt ud i fremtidens europæiske samarbejde. Forbeholdene strider mod Danmarks interesser. Og hvad værre er: Det er netop på de områder, hvor Danmark har sine undtagelser, at der er mest brug for at udbygge EU- samarbejdet i de kommende år. Hvis der på den kommende regeringskonference bliver truffet beslutning om en helt ny EU-traktat, vil det formentlig kræve en folkeafstemning i Danmark. En sådan folkeafstemning vil nok skulle finde sted i 2004 eller 2005. Jeg finder det mest fair over for befolkningen, at vi kender indholdet af den nye traktat, før vi tager stilling til de danske undtagelser.