Hvad har en forfatters påklædning med litteraturdebat at gøre? Gyldendals litterære direktør undrer sig over niveauet i dansk kulturdebat. Og opfordrer til lidt mere civil ulydighed i det nye år. For nogle måneder siden skulle Socialdemokraterne vælge ny kulturpolitisk ordfører efter den sympatiske, men måske lidt for stilfærdige Jytte Andersen. Valget faldt på den ganske unge, dynamiske og fremadstræbende Mette Frederiksen. Det føltes som et frisk pust, og jeg var med garanti ikke den eneste, der var spændt på, hvad der mon ville blive Mette Frederiksens første udspil som kulturpolitisk ordfører for landets næststørste parti, oven i købet i en periode, hvor der havde lydt massiv kritik fra snart sagt alle sider af VK-regeringens håndtering af kulturpolitikken. Hvad ville Mette Frederiksen gribe fat i, hvad ville hun vælge at gå ud og markere sig med? Ville hun tage fat på de miserable forhold på musikkonservatorierne, ville det blive museernes eller folkebibliotekernes prioriteringer, teatrenes repertoire? Ville hun gribe chancen og gøre sig bemærket blandt forfatterne ved at gøre sig klog på fordelingen af deres bibliotekspenge? Eller ville hun tage fat på de rigtig tunge emner, det vil sige tale om, hvordan vi bedst sikrer vores kulturelle arv, eller om hvordan kunsten får de bedst tænkelige muligheder for fortsat at udvikle sig, begge dele til glæde for både os, der lever nu, og de kommende generationer? Muligheder var der nok af; men det skulle snart vise sig, at man kunne have sparet sig den slags spekulationer. Den socialdemokratiske kulturordførers første udspil havde ikke noget at gøre med hverken musik, billedkunst, litteratur, teater, kultur- og kunstinstitutioner eller noget som helst andet i den retning. Mette Frederiksen prioriterede helt anderledes. Hun valgte at gå ud og slå til lyd for et forbud mod prostitution. Se, det er jo interessant og tankevækkende nok i sig selv, at det kan føles nødvendigt at peppe kulturpolitikken lidt op; men det er også symptomatisk for den status, den har i dagens politiske billede - og for alt det, den efterhånden skal rumme. Kulturpolitikkens oprindelige, egentlige indhold, det, der burde være specielt og særegent for den, fortoner sig mere og mere, til fordel for fjernere og fjernere udenværker, ikke mindst sociale. Kultur- for ikke at tale om kunstbegrebet er i den grad blevet udvidet, ja, det er efterhånden udvandet til ukendelighed; det er blevet så godt som altomfattende - for få år siden var det »morgenbajere og mågestel«, der var på programmet, lidt senere var det gastronomien, der blev foreslået annekteret - og derfor var der heller ikke en kat, der gøede, da det viste sig at være et forslag om at forbyde prostitution, der blev oppositionens svar på regeringens forfjamskede kulturpolitik. Det kunne så endda få være. Men Det Danske Kulturliv selv, det må da have leveret anderledes substantielle bidrag til kunst- og kulturdebatten? Det er, som man tager det. Kaster man et blik tilbage på kultur- og især litteraturdebatten i året 2002, er det et overraskende og ærlig talt forstemmende syn, der møder én. Der er tre højdepunkter, der springer i øjnene og i mangel af bedre nok er værd at opholde sig lidt ved: 1) fordelingen af biblioteksafgiften; 2) diskussionen om, hvad der er bedst, og hvad vi trænger mest til, realisme eller minimalisme? og 3) Jens Christian Grøndahls påklædning. Vi tager dem i tur og orden: ad 1) Diskussionen om bibliotekspengene blev den ubetinget største litteraturpolitiske enkeltsag i 2002, og den udviklede sig til en ren farce, hvor forskellige forfattergrupper efter et håbløst ministerielt forslag spillede sig ud mod hinanden i en indædt kamp om kronerne, med organisatorisk uenighed og splittelse til følge. At historien efter kluntede, og mere og mere pinagtige forhandlinger frem og tilbage endte med et forholdsvis fornuftigt resultat, kan hverken Kulturministeriet eller de involverede forfatterforeninger bryste sig af; det må tilskrives indgriben fra højere magter. ad 2) I en interviewserie i Weekendavisen trådte en falanks af velmeriterede litteraturhistorikere frem og lamenterede over tidens mangel på store, brede episke, realistiske romaner. Dem kunne de godt tænke sig nogle flere af i stedet for den minimalistiske kortprosa, Forfatterskolen i sin forholdsvis korte levetid er kommet til at stå som eksponent for, og som - efter litteraturhistorikernes mening - spiller en utidigt fremherskende rolle i litteraturbilledet. Timingen kunne imidlertid have været bedre: Efterlysningen skete i de selv samme uger, som Jakob Ejersbo fik udgivet 'Nordkraft' og Benn Q. Holm 'Album', og i en tid, da Jens-Martin Eriksen, Jens Christian Grøndahl, Vibeke Grønfeldt, Hanne-Vibeke Holst, Ida Jessen, Arthur Krasilnikoff, Ib Michael, Henning Mortensen, Bjarne Reuter, Klaus Rifbjerg, Morten Sabroe, Tage Skou-Hansen, Jens Smærup Sørensen, Kirsten Thorup, Bent Vinn Nielsen - for at nævne blot et par håndfulde navne, fortsæt selv, der findes mange flere - år efter år udsender bøger, der, uden at begreberne strækkes utilbørligt, kan kategoriseres som realistiske - i hvert fald hvis man holder sig til Brandes' diktum om, at litteratur skal sætte problemer under debat og studere mennesket. ad 3) Jens Christian Grøndahls tilstedeværelse på forsiden af Gyldendals efterårskatalog gav anledning til en debat, der bl.a. affødte et spørgsmål om, hvorvidt det mon var Gyldendal, der havde stylet Jens Christian Grøndahl og altså bl.a. sørget for at få hans skjorte pænt strøget til the photo opportunity. Dertil kom en opfordring til forfatteren om at tage og slappe af og gå rundt med hængerøv i bukserne, ligesom det ellers er skik og brug i bogbranchen. Og endelig en gisning om, at Jens Christian Grøndahls placering på katalogforsiden kunne være udtryk for en ny trend til at sætte forfatterpersonen i centrum frem for bøgerne? Alt sammen uagtet, at der ikke er noget som helst nyt i, at Jens Christian Grøndahl færdes både pænt klædt og nybarberet i offentligheden, og uagtet, at det var sjette gang, Gyldendal havde en forfatter på forsiden af et katalog. Sådan var niveauet i kultur- og litteraturdebatten i det Herrens år 2002. Og alt imens blev der indført en centralisering af hele kulturlivet, som siger sparto, og som det er meget svært at forbinde med borgerlig kulturpolitik. Den skete i besparelsernes og rationaliseringens hellige navn; den skal også nok være vældig praktisk og gøre det muligt at spare nogle kroner; men den vil også uvægerlig få den virkning, at skaren af Tordenskjolds soldater i kulturlivet vil blive indskrænket yderligere og dermed mere magtfuld, end godt er, og at den altid tilstedeværende risiko for indspisthed og kammerateri øget tilsvarende. Alt imens blev folkebibliotekernes bogindkøb yderligere beskåret og bogbestanden dermed mere og mere udhulet; Danmarks Radio fortsatte sin mere og mere populistiske og ungdomsleflende linje, f.eks. ved at påtvinge ældre, erfarne medarbejdere omplacering og ydmygende arbejdsforhold, og har p.t. åbenbart held med at få lyttertallene for de seriøse programmer til at dale yderligere ved at flytte dem over på P2 det gælder f.eks. litteraturmagasinet Alfabet. På museerne blev der fyret inspektører og konservatorer i stor stil, for at lederne dér kunne leve op til de besparelser, regeringen havde pålagt dem. Og Arte gik konkurs, hvorved selve fundamentet under den tælleapparatdefinerede teaterpolitik brød sammen. Næh, der er ingen, der skal komme og sige, at der ikke var gang i den i det danske kulturliv i 2002. Hvad angår de ministerielle dispositioner, var det som antydet ikke sådan lige til at se en overordnet plan i dem, de virker ikke overdrevet gennemtænkte, og de er da heller ikke blevet ført ud i livet ganske uden gnidninger. Det er sket til et akkompagnement af lavmælte skumlerier og murren i krogene; men ikke ret meget mere end det: Når vi lige ser bort fra sagen om fordelingen af bibliotekspengene, hvor var så f.eks. røsterne fra ansvarlige, der sagde klart og tydeligt fra, så Kulturministeriet kunne forstå det og få lidt offentlig modstand? Det lykkedes ganske vist at komme flytningen af Rigsarkivet i forkøbet; men det er tankevækkende, at dette ikke skete i kraft af, at de direkte implicerede og ansvarlige, endsige disses kolleger i andre sammenlignelige kulturinstitutioner, tog affære. Det skete ved indgriben fra borgere, der ikke har direkte tilknytning til eller ansvar for Rigsarkivets skæbne, men som betragtede det som deres borgerpligt at gøre opmærksom på, at flytningen var dårligt gennemtænkt og ville have alverdens uheldige konsekvenser - og på den led kan man jo godt vælge at opfatte forløbet som en solstrålehistorie. Det er selvfølgelig rigtigt, at museums- og andre direktører i det offentlige, statslige system er embedsmænd og derfor har at rette sig efter de dessiner, der kommer fra ministerier og stat, og nogle af de implicerede ledere har da også handlet derefter og indrettet sig efter den nye tingenes tilstand hurtigere og mere beredvilligt, end man kunne forvente - og, hvem ved, måske også både hurtigere og mere beredvilligt, end det har været nødvendigt? Jeg tvivler ikke på, at der har været lagt betydeligt pres på de pågældende ledere, og jeg kan da ikke forestille mig, at nogen af dem har stået model til de krævede nedskæringer med hverken lyst eller glæde; men før en leder giver sig i kast med initiativer, hvis forsvarlighed han eller hun er i alvorlig tvivl om, og som kan indebære risikoen for varige skader for den institution, han er sat til at varetage, bør han i hvert fald have gjort offentligheden opmærksom på både disse følger og på, at han kun nødigt stiller op til dem. Det ville have klædt lederne af vore centrale statslige kulturinstitutioner, hvis de ikke havde ladet det blive ved skumlerierne, men klart og tydeligt havde givet til kende, at de er sig bevidst, at deres dispositioner rækker ud over deres egen embedsperiode, og at de hverken kan eller vil tage ansvar for deres samlinger under de konditioner, der tilbydes nu - vel at mærke naturligvis, hvis det er sandt, at det ikke kan lade sig gøre. Og hvis det virkelig har noget på sig - som hårdnakkede rygter har villet vide - at lederne af de store kulturinstitutioner fik mundkurv på over for offentligheden, da de kulturministerielle nedskæringer skulle føres ud livet - ja, så kan jeg for en anden gangs skyld kun opfordre til, at de ikke finder sig i det og tværs igennem alle både imaginære og reelle mundkurve gør opmærksom på alle truende perspektiver, både internt og offentligt. Ingen skal finde sig i at blive kujoneret, det gælder også offentligt ansatte. Der findes noget, der hedder civilcourage, ja, der findes noget, der hedder civil ulydighed, og man kan da godt gå hen og få den tanke, at der er for lidt civilcourage, ja, måske endda for lidt civil ulydighed i Danmark i vore dage. Og var der et sted, hvor det kunne være på sin plads at bringe den i anvendelse, måtte det vel være i det øjeblik, man fornemmer, at den del af kulturarven, man er sat til at være ansvarlig for, står på spil. Forleden kunne man i Politiken læse, at der tværs over indgangen til Nationalmuseet i Kabul hænger et banner, hvorpå der står: »En nation forbliver i live, når dens kultur og historie forbliver i live«. Det er ganske bevægende at høre, at et land som Afghanistan, der i den grad er forarmet og i brædderne, har overskud til at fremhæve denne enkle sandhed. Det ville måske være for meget af det gode at lade bannere med indskriften »En nation forbliver i live, når dens kultur og historie forbliver i live« hænge over indgangen til museerne her i landet; men derfor kunne man jo godt ønske, at vore museums- og biblioteksfolk med flere ville lægge sig dette enkle budskab på sinde - også selvom det skulle komme til at betyde, at museerne ville skulle skrue lidt ned for blusset med de store, spektakulære udstillinger, også selvom besøgstallene skulle dale en anelse. Som sagerne står, med krav om besparelser og nedskæringer etc., ville jeg ønske, at det, der stod øverst på prioriteringslisten på vore museer, arkiver, teatre, læreanstalter og så videre, var bevarelsen af kulturarven; det vil sige at man lagde den største vægt på, at der ikke sker overlast med det, vore forgængere har overladt det til os at tage vare på, til glæde for både vores egen samtid, og for eftertiden. Og så kunne man sidst, men bestemt ikke mindst, ønske sig, at vore politikere ville tænke i de samme baner og f.eks. overveje, om de virkelig synes, det er værd at sætte eftermælet på spil ved at spille hasard med vores historie og kulturelle arv. De ved i forvejen udmærket, at det er et fortvivlende lille antal nye hofter og sengepladser, der kan skaffes ved hjælp af besparelser på kulturområdet. I den store sammenhæng forslår nedskæringer på kulturbudgettet som en skrædder i helvede, og at forsøge at bilde befolkningen det modsatte ind og bruge besparelser på kulturbudgettet som symbol på en regerings økonomiske ansvarsfølelse, i stedet for at arbejde for at skabe forståelse blandt borgerne for, at det giver mening at støtte kulturen, er i bedste fald et skrabud for populistiske strømninger, som enhver regering burde holde sig for god til at have noget med at gøre, i værste udtryk for pinlig ringeagt for vores historie. Det ville være en oplagt opgave for såvel kulturminister, kulturministerium og politikere som ansvarlige ledere og sagkyndige på museer og teatre, biblioteker, læreanstalter, DR og TV 2 og alle andre offentlige og halvoffentlige steder at bruge 2003 til at vende blikket lidt indad. Hvormed jeg mener: komme til erkendelse af, at man alle steder har et ansvar for, at befolkningen i fremtiden vil kunne komme til at anse kulturinstitutionerne for et lige så vigtigt og naturligt fællesgods som vejnet og sportsanlæg, som vi alle sammen kan være enige om at betale til via skatten, uanset om vi selv har en bil eller går i svømmehallen. Definitionen af det, vi skal være fælles om, er alt for vigtig at overlade til ekstremister og fribyttere i og uden for det parlamentariske system. Der ligger en vigtig opgave i fortsat at diskutere substansen i kulturbegrebet; kun derved kan det fastholdes og udvikles i dybden. Som landet ligger, er der overhovedet ingen grund til at udvide det yderligere i bredden og få det til at lappe endnu mere ind over f.eks. socialpolitikken. Det er mere end rigeligt, at prostitution nu synes at være blevet lagt ind under kulturpolitikken.