0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ordet i romanen

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Michail Bachtin er en af det 20. århundredes store og sære russiske skæbner. I onsdags udkom et af hans hovedværker omsider på dansk. To litteraturvidenskabsmænd introducerer.

I ugens løb udkomet af det tyvende århundredes centrale sprogteoretiske og romanhistoriske værker på dansk. Det blev skrevet af den russiske litterat og kulturforsker M.M. Bachtin i 1930'erne og samlede støv i fyrre år, før det blev udgivet i slutningen af halvfjerdserne. Men det har siden vist sin slidstyrke og fået en kolossal udbredelse i de litteraturvidenskabelige miljøer over hele verden. Værket har den beskedne og lidt traditionelt klingende titel 'Ordet i romanen' Det skal man dog ikke lade sig narre af. I 'Ordet i romanen' formulerer Bachtin med en enestående slagkraft mange af de ideer, der nu betragtes som grundlæggende i litteraturvidenskaben.

Med et formidabelt overblik præsenterer han litteraturens historie fra Plutark til Pusjkin.

Uimponeret afskediger han al forskning inden for lingvistik, stilistik, retorik og filologi som ubrugelig, hvis man vil forstå romanen. Og med et forførende visionært drive øser han ud af sine ideer og tanker - fra påpegningen af, at sproglige og stilistiske forskelle er udtryk for sociale konflikter, til påvisningen af sprogets lagdelthed og konstante forandring under pres af de historiske omgivelser. Fra den revolutionære teori om, at romanen ikke begynder med Cervantes' 'Don Quixote' i begyndelsen af 1600-tallet, men har aner tilbage i antikken, til den vovede påstand om, at romanen er den genre, der mere end nogen anden har været en drivende kraft i Europas frigørelse fra dogmatisk tvang. Der er således ikke så lidt på spil, når Bachtin folder sig ud i 'Ordet i romanen'.Men hvem varmanden bag dette værk? Lad os følge hans liv bagfra. Michail Michailovitj Bachtin trådte i 1995 ud af det akademiske miljøs snævre cirkler og ind på populærkulturens område. Lidt af en bedrift, må man sige, for en russisk intellektuel, som levede størstedelen af sit liv i ubemærkethed. Men det skete faktisk i Wayne Wangs film 'Smoke', der fortæller anekdoten om, at den storrygende Bachtin under Anden Verdenskrig røg et af sine manuskripter op i mangel på cigaretpapir. Lad så være, at anekdoten formentlig er usand, og filmen ikke var et mesterværk: Bachtin havde indtaget Hollywood!

Bedriften bliver ikke mindre bemærkelsesværdig af, at den finder sted 20 år efter Bachtins død i 1975 i Sovjetunionen, i den for sin epoke og sit land usædvanlig høje alder af 80 år. Bachtin var på det tidspunkt begyndt at blive kendt og anerkendt ikke blot i de sovjetiske og østeuropæiske intellektuelle kredse, men også på venstre Seinebred hos nogle af de franske litterater og filosoffer, især Tzvetan Todorov og Julia Kristeva, og på den anden side af Atlanten, hvor bl.a. litteraturkritikeren Wayne C. Booth blev grebet af hans ideer.

At Bachtins anerkendelse kom så sent i hans liv, skyldes, at hovedparten af hans værker først blev udgivet fra begyndelsen af 1960'erne. Også selvom de fleste blev skrevet i perioden mellem ca. 1925 og 1945. Her skrev Bachtin bl.a. en vigtig bog om polyfonien (den radikale flerstemmighed) i Dostojevskijs sene romaner. Bogen blev - som undtagelsen, der bekræfter reglen - faktisk udgivet i 1929, men blev siden revideret, udvidet og genudgivet i 1963. Han skrev også en berømt bog om den franske renæssanceforfatter François Rabelais, hvori han lancerede ideen om, at litteraturens udvikling i høj grad må forstås i kraft af folkekulturelle påvirkninger - især karnevalet. Bogen blev skrevet i 30'erne, indsendt som doktordisputats i 1940, godkendt i 1952, men først udgivet i 1965! Ud over at introducere polyfonien og karnevalet som vigtige begreber i litteraturteorien og -historien skrev Bachtin en række tekster, som mere overordnet undersøgte romanens form og historie. Det drejer sig bl.a. om 'Ordet i romanen' og essayene 'Epos og roman' og 'Fra romanordets forhistorie', som alle først blev trykt i løbet af 1970'erne.

Denne forsinkede udgivelseshistorie hænger sammen med det for Bachtin så afgørende år 1929. Omtrent »midtvejs på vores vandring gennem livet«, som Dante siger, det vil sige som 35-årig, slog lynet nemlig ned. Samme år som Bachtin udgav sin bog om Dostojevskij, blev han arresteret for bl.a. »religiøs virksomhed«. Det var i samtiden ofte ensbetydende med en dødsdom i form af henrettelse eller deportation til en af Stalins lejre i Sibirien. Men Bachtin var heldig. Flere kulturpersonligheder gik i forbøn for ham, og fordi han allerede som ung led af en alvorlig knoglemarvssygdom, som senere medførte, at hans ene ben blev sat af fra knæet og ned, blev han 'kun' sendt i internt eksil i seks år - og med forbud mod efterfølgende at bo nærmere end 100 km fra de store metropoler i Sovjetunionen.

Arrestationen reddede formentlig hans liv. I hvert fald overlevede Bachtin, mens et utal af litterater, kunstnere og filosoffer fra hans generation forsvandt og døde på alle mulige måder. Det skete i små, søvnige sovjetiske pro-vinsbyer uden intellektuelle miljøer, forskningsbiblioteker og attraktive stillinger. Så nok betød arrestationen og livet i periferien, at Bachtin levede i ubemærkethed og ikke kunne få udgivet sine værker, men han overlevede og kunne skrive.

Før sin anholdelse havde Bachtin været en del af flere intellektuelle miljøer, og han arbejdede sammen med en række andre begavelser i de såkaldte Bachtinkredse. Det var i 1920'erne, og diskussionerne kredsede om æstetik og filosofi, politik og religion med inspiration fra både den tyske nykantianisme og fænomenologi og den russiske populisme og ortodokse tro. Bachtin levede i den tid af at give privatundervisning, når generne ved hans sygdom ikke var for voldsomme. I de perioder sørgede hans myreflittige og praktisk anlagte hustru Elena (som fortjener en biografisk studie for sig!) for deres overlevelse.

Imod slutningen af sit liv fortalte Bachtin selv om sin barndom og ungdom, at han havde taget en eksamen som klassisk filolog på Petrograd Universitet, at han inden da havde studeret i Tyskland, og at hans familie havde adelige aner. Det lyder jo fint, men intet af det var sandt.

Det var hans storebror, Nikolaj, som havde taget en eksamen fra Petrograd Universitet. Det var hans mentor og ven M.I. Kagan, som havde studeret i Tyskland, og de adelige aner har ingen siden kunnet spore. Bachtin tilhørte derimod en almindelig middelklassefamilie og voksede op i de multikulturelle og mangesprogede byer Odessa og Vilnius, efter at han var blevet født præcis 100 år før sin debut i Hollywood, nemlig i 1895 i den lille by Orel.Selvom 'Ordeti romanen' således blev udtænkt og skrevet, mens Bachtin var i internt eksil, er det ikke denne materielt og mentalt hårde situation, som umiddelbart springer i øjnene, når man læser værket.

I stedet kredser Bachtin i 'Ordet i romanen' hele tiden om spørgsmålene: Hvad er en roman? Hvordan kan man forstå den? Og hvordan adskiller den sig fra de andre store genrer - lyrikken, dramaet og eposet? Bachtins svar er stil. Romanen har en helt egen stil, som man må gribe for at forstå romanen, og som adskiller den fra de andre genrer.

Når Bachtin taler om litterær stil, tænker han imidlertid ikke på figurer og troper, som den traditionelle stilistik. Han ser i stedet litterær stil som måden, hvorpå et litterært værk, hvad enten det er en roman eller et digt, forholder sig til og fremstiller den dagligdags brug af sproget. Og den daglige brug af sproget tænker Bachtin helt konkret på. Det er sproget, som vi møder det hver eneste dag i al dets mangfoldighed og forskellighed. F.eks. når vi hører Hellerupfruens affekterede dansk eller hiphopperens indforståede slang. Når vi selv finder det stive, korrekte sprog frem i vores henvendelser til banken eller skattemyndighederne eller slår den joviale tone an med vennerne over en hyggelig middag. Eller - for at komme med et sidste eksempel - når vi møder det juridiske fagsprog i lovtekster eller lytter til havnesjakkets grovkornede humor. Bachtin kalder hver enkelt af disse måder at bruge sproget på for sprog, og hvert eneste af disse sprog er, hævder han, udtryk for sociale, genremæssige og kulturelle forskelle inden for et bestemt historisk rum. Derfor ser han også alle disse sprog som forskellige måder at forholde sig til og forstå verden på: Sprog er det samme som verdenssyn.

Det, som adskiller romanen - eller romanens stil, om man vil - fra alle de andre litterære genrer, er, at den omfavner alle disse dagligdags sprog og bruger dem til at skabe sin egen romanverden. Naturligvis mener Bachtin ikke, at forfatteren bare sætter sig ned og afskriver det, han hører i sin dagligdag. Forfatteren bearbejder dagligdagens sprog, således at det verdenssyn, som ligger i sproget, kommer tydeligere frem. Og forfatteren sætter dette sprog, dette verdenssyn, i spil op mod andre sprog, andre verdenssyn. Derfor bliver en roman en kæmpe konstruktion, en hybridkonstruktion, som Bachtin kalder det, hvor en masse forskellige sprog og verdenssyn indgår i direkte og indirekte dialog med hinanden. Dét er romanens særegne stil, dét er det specielle ved 'ordet', i romanen'.

Med denne definition af romanens stil bliver stil ikke kun et teknisk-litterært spørgsmål. Stilen er jo dybt forankret i hverdagen og dermed i historien. Og det er vigtigt for Bachtin. For ham er romanen nemlig en historisk seismograf, som registrerer og kreativt afspejler den konstante historiske udvikling og foranderlighed. Det kan dreje sig om opfattelsen af tid og rum i folklorens oplevelse af naturens evige cyklus, eller det kan være kapitalismens potente, eksplosive tærskeltid. Eller opfattelsen af mennesket som uforanderligt - du er den, du bliver - over for mennesket som en størrelse, der dannes i mødet med sine omgivelser. Kort sagt: På raffineret vis afspejler romanen den menneskelige bevidstheds historiske forandringer og forvandlinger, romanen er stedet, hvor denne historie gennemspilles og afprøves.

Ligesom alle dagligdagssprogene har deres verdenssyn, har romanen naturligvis også sit, ifølge Bachtin. Den er også udtryk for en bestemt måde at opfatte og erkende verden på, en bestemt måde at forholde sig til og sætte værdier i verden på. Og netop gennem romanens stil, hvori alle mulige forskellige verdenssyn bringes i dialog med hinanden inden for en historisk kontekst, opstår romanens eget verdenssyn. Som bekendt handler romaner om alt fra krig og konflikter til kærlighed og lykkerus, fra ører og næser til stofbleer og knappenåle - og endnu mindre sager. Men uanset hvilket tema romanen behandler, bliver det fremstillet i romanens dialogiske stil. Det vil sige, at romanens tema uundgåeligt sættes til debat i en diskussion, som tillader, at en mangfoldighed af forskellige holdninger kommer til orde. Og det betyder ikke blot, at romanen, ifølge Bachtin, udgør et kritisk og reflekterende verdenssyn, men også en opfattelse af verden som demokratisk og foranderlig - netop fordi alle holdninger og ideer belyses og forvandles gennem dialog og debat.

For Bachtin er romanen den eneste genre, som repræsenterer dette kritiske og demokratiske ideal, mens de andre genrer - lyrikken, dramaet og eposet - noget diskutabelt bliver set som hierarkiske og ikkedemokratiske. Derfor blev romanens historie fra antikken til i dag, hvor romanen får en større og større udbredelse, for Bachtin et tegn på den kritiske, frigørende refleksions fødsel, af accepten og hyldesten af mangfoldighed og forskellighed. Romanen bliver et tegn på Europas frigørelse fra dogmatisk tvang.

Men det hører som sagt med til historien, den verdenshistorie, Bachtin var fanget i, at han skrev dette i sit interne eksil, undertrykt af et dogmatisk og hierarkisk system, som entydigt og diktatorisk bestemte sandt og falsk, godt og ondt. Og som forviste folkeslag, sendte masser i døden og brutalt udryddede hele kulturer og deres udtryksformer. Dette forhold understreger, at for Bachtin repræsenterede romanen en drøm om, hvordan verden burde indrettes. En drøm, der - kan vi forvisse os om med et kort blik ud over verden anno 2003 - er lige så nødvendig nu som for trekvart århundrede siden.Det var bøgerneom Dostojevskij og Rabelais, der tiltrak sig den første videnskabelige opmærksomhed, og som etablerede Bachtin som et stort navn i litteratur- og kulturvidenskaben. Men i de senere år er det frem for alt Bachtins mere grundlæggende tekster om romanen (der langtfra indskrænker sig til at omhandle dét i sig selv omfattende emne), som har øvet indflydelse overalt i verden.

Og det er ikke en kliché at sige 'overalt': Bachtin benyttes i dag overalt i den geografiske verden, hvor der er overskud til universitetsforskning - fra Moskva til Minnesota og fra Beijing til Buenos Aires. Men Bachtin benyttes også i usædvanlig grad overalt i den akademiske verden: Hans tekster inspirerer for øjeblikket til frugtbar forskning inden for bl.a. historie, antropologi, psykologi, pædagogik samt alle de traditionelle æstetiske fag. Og det er, som om alle elsker den tedrikkende, etbenede storryger - hvilket ikke mindst skyldes den særlige kobling mellem en visionær, men udogmatisk tilgang til og kampen for et demokratisk, humanistisk ideal, som ikke kun præger hans opfattelse af romanen, men løber som en understrøm i alt, han skriver om - litteratur, kultur, sprog, filosofi, historie.

Bachtins forfatterskab er imidlertid sværere at få hold på, end man umiddelbart skulle tro. Og meget mere selvmodsigende end vores korte gennemgang har givet det udseende af. Men med Nina Møller Andersens og Alex Fryszmans loyale og grundige oversættelse af den visionære russers mesterværk om ordet i romanen kan danske læsere selv stifte bekendtskab med teksten. De vil nok ryste på hovedet, trække på smilebåndet og måske endda kyle bogen hen i læseværelsets hjørne et par gange undervejs. Men upåvirket, dét forbliver man ikke under læsningen af Bachtins revolutionerende romanteori med den beskedne titel.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere