0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Radiodage i Somalia

Mogadishu er kommet i søgelyset som potentielt skjulested for terrorister. Lovløsheden hersker i Somalias hovedstad, men midt i kaos er der håb.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Mogadishu er kommet i søgelyset som potentielt skjulested for terrorister. Lovløsheden hersker i Somalias hovedstad, men midt i kaos er der håb. Journalist Martin Breum, vicedirektør i International Media Support har besøgt sine somaliske kolleger.

Mogadishu må have været en smuk by. Bygningerne i yderste række ligger med fødderne næsten nede i det himmelblå Indiske Ocean. Før borgerkrigen husede de byens førende restauranter med navne som Il Pescatore, The Blue Marlin og Café Nacionale. Bølgerne slikker dovent skråt forbi indsejlingen til den store havn, og udsigten inde fra de gamle handelshuse, der dækker søfronten, må være formidabel. Havet kan være spejlblankt her, og lidt ældre bysbørn fortæller gerne, hvordan de sad her på stranden om aftenen og så månen spejle sig til en ustadig tvillingesøster i det natsorte hav.

Længere inde i det gamle bycentrum omfavnes vi af det italienske bybillede. En lavstammet og solbleget bykerne med to-tre-etagers gæstfrie bygninger, forretninger i stueetagen og familieboligen ovenpå.

Solen når næsten ned overalt. Ingen højhuse har fået lov at skæmme her, men store træer kaster til gengæld rigelig skygge, hvor det er nødvendigt. Små pladser omkranset af overdækkede fortove, forbundet med smalle, men fremkommelige gader - og en lille katedral. Man fristes til at spendere en doven eftermiddag her.

Men det er selvfølgelig umuligt. Mogadishus gamle bykerne er ikke et sted, der egner sig til afslappet besøg. Vores firhjulstrækker er det eneste køretøj, der maver sig rundt i denne del af byen. Havnen har ikke været åben i årevis, flere skibsvrag stikker deres skarpe stålkanter op gennem havoverfladen, og i gaderne har svære automatvåben skåret stykker af hver eneste facade. Intet er uskadt, og de få mennesker i gaderne kigger usikkert efter os. Den gamle parlamentsbygning er degraderet til en serie bizarre, himmelstræbende murbrokker. Vores chauffør siksakker gennem og til tider hen over bjerge af affald, gamle dæk, afbrændte olietønder og andet vraggods.

Siden borgerkrigen i begyndelsen af 1990'erne har Mogadishu været centrum for serier af blodige magtkampe i Somalia. Det er her i byen, at Somalias skæbne afgøres; det eneste land i verden, der i de sidste ti år ikke har haft nogen egentlig regering - intet politi, ingen ordensmagt, ingen samfundsstruktur, som vi kender det.

Jeg spørger vores chauffør, hvad der ville ske, hvis jeg steg ud af bilen og lod vores syv vagter blive siddende med deres automatgevær på ladet. Hvis jeg gik en lille tur; måske henvendte mig til en af de få kvinder i lange gevandter, der sidder og sælger lidt af hvert på torvet med et par rollinger omkring sig. Svaret er lige så klart, som det er kort: Jeg ville omgående blive passet op af lovløse desperados, der har bestyret denne del af Mogadishu i de sidste ti år. Tilbageholdt og solgt til højestbydende - formentlig til en lidt mere velorganiseret bande, hvorfra min familie eller arbejdsgiver så kunne få lov at købe mig fri. Kidnapninger, og ikke kun af udlændinge, er hyppige. Få dage før vi kom, blev en lokal lægeassistent taget.

Vi rumler ind over murbrokkerne ganske tæt på det gamle centrum. Alt ser fredeligt ud i mine øjne, men så, uden varsel springer lederen af vores vagthold pludselig ned på vejen, med sit enorme automatgevær hævet og skudklar, til skulderen. Han råber sin vrede ud over hele pladsen.

Og nu fatter vi så endelig på et kort sekund, hvor yderligt nerverne sidder her. Hvordan hvert øjeblik i denne by indeholder en latent trussel om netop sådan heftig opblussen, om overgreb og ustraffet vold.

I ét og samme sekund er kvinderne oppe i løb; børnene i strakt arm bag sig - på vej i dækning. Alt på pladsen er i bevægelse. Ud fra skyggen under de overdækkede fortove kommer rasende mænd strømmende. De fægter med armene, råber i ophidselse: »Få den bil væk herfra«. Det har taget mindre end et minut, og nu er vi fanget. Det er for sent at gasse op og ræse herfra som på film, og gaderne er alligevel fulde af murbrokker, der gør fart umulig.

Går det galt, er der ikke meget hjælp at vente. Mogadishu har intet politi, intet militær, ingen ambassader at ringe til. Kun enkelte hjælpeorganisationer har udenlandsk personale her. De amerikanske troppers forfejlede forsøg på at gøre sig gældende i Mogadishu i begyndelsen af 1990'erne (beskrevet i bogen og filmen 'Black Hawk Down') indvarslede det internationale samfunds næsten totale fravær i somaliernes hovedstad. Af sikkerhedsgrunde er hele byen erklæret 'off limits' for FN's internationale stab.

Og nu dette; råbene højere og højere, sammenstimlen om vores bil, der er våben overalt.

Vi kom derfra igen. Ingen skade sket. Men det er ikke pointen. Samme dag blev fire dræbt i skyderier i Mogadishu. En uge efter blev en skolebus angrebet i det centrale Mogadishu - adskillige børn dræbt. Manglen på central autoritet er total, og det har fået storpolitiske implikationer. Det er indlysende, at al-Qaeda eller andre terrorister udmærket kan skjule sig her eller i andre dele af det muslimske Somalia. Der var angiveligt somaliere indblandet, da et israelskejet hotel i Mombasa i nabolandet Kenya i december blev terrorbombet, og et fly fra det israelske flyselskab blev beskudt med jord-til-luft-missiler. Adskillige vestlige efterretningstjenester har forståeligt nok radarerne rettet skarpt ind på Somalia. I nabolandet Djibouti står 900 amerikanske tropper parat til angreb mod terroristiske elementer.

Men det snævre fokus på gruen, våbnene og lovløsheden er utilstrækkeligt, hvis man gør sig håb om at forstå blot lidt af, hvad der foregår i Mogadishu, og hvordan voldsfyrsternes råderum måske kan indskrænkes på længere sigt. Der er mange her, der kæmper for at genskabe rammerne for almindeligt liv og tankevirksomhed. Og nogle af de vigtigste i det arbejde er journalister.

Et par timer efter vores tur i den gamle bykerne er jeg til treårs jubilæumsfest på radio- og tv-stationen 'HornAfrik' nær Mogadishus nye centrum. Sammen med to andre reklamefinansierede, lokale FM-stationer, Radio Banadir og SomaliaTelemediaNetwork (som også sender fjernsyn) har en lille gruppe pionerer bag HornAfrik på kun tre år indtaget en enestående placering i Mogadishu. Radioerne er i dag formidlere af en forbløffende åben debat, af kulturprodukter, af interview, baggrundsinformationer og i hundredvis af timers direkte radiotransmissioner fra fredsforhandlinger mellem Somalias mange stridende parter - først fra forhandlinger i nabolandet Djibouti og nu fra Kenya, en anden nabo, hvor en større fredskonference er i gang.

Radioerne har på kort tid skabt en helt ny åbenhed og nye informationsstrømme, som er blevet centrale i fredsbestræbelserne - både de formelle ved forhandlingsbordene og de mindre formelle, tillidsskabende processer i selve Mogadishu. Tidligere var de mange warlords, der med hver sine militsenheder deler Mogadishu og omegn imellem sig, ikke tilgængelige for nogen form for demokratisk kontrol.

I dag er der takket være radioerne etableret i det mindste en slags offentlig dialog: Da først den ene warlord havde optrådt i et direkte radioprogram, hvor han tog imod uredigerede spørgsmål fra lytterne (de taster sig ind via Somalias fremragende, privatejede telefonsystem), så stillede de andre også beredvilligt op. Og ved forhandlingerne i Kenya har HornAfriks udsendte ingen problemer med at få de centrale spillere i tale: De mange forskellige magthavere i Somalia forstår til fulde de nye, uafhængige radioers evne til at skabe - eller nedbryde - folkelig opbakning bag personer og synspunkter.

Fremmødet til HornAfriks treårsfødselsdag illustrerer sagens kerne. Her er tale om en lille, privat lokalradio, hvis sendemast ikke kan råbe længere end til byens udkant, men her møder vi blandt de flere hundrede gæster landets fungerende premierminister (fra den umådeligt svage, provisoriske regering), flere af de mægtigste warlords, læger, akademikere, menneskerettighedsfortalere, kvindegrupper og striber af Somalias førende kultur-personligheder, bl.a. landets mest berømte sangerinde Halima Khalif Magul, der sang, så ikke et øje var tørt. Og hele balladen blev naturligvis transmitteret live - på både radio og tv.

Mogadishu har ingen fungerende ordenshåndhævere, ingen domstole, ingen kontrol, ingen begrænsninger. Ingen forhindrer HornAfrik, Radio Banadir, STN eller andre radioer i at sende rock'n'roll eller anden pop døgnet rundt og så blot score reklamekronerne. Men intet ligger dem tilsyneladende fjernere. Vi så et timelangt sammenklip af udsendelserne på HornAfriks radio og tv: Her er de nævnte liveprogrammer med krigens warlords; debatter om kildne religiøse dilemmaer, tv og radio om kvindelig omskæring og andre kontroversielle skikke, masser af public Service, når det er bedst. Direkte livebroadcast på radioen fra den store brand på Mogadishus centralmarked sidste år.

HornAfriks medarbejdere ilede af egen drift til brandstedet og rapporterede live via mobilerne. En af dem dækkede branden så tæt, at han fik store brandvabler i ansigtet. Slukningsarbejdet blev nemmere, fordi folk kunne høre i radioen, hvordan branden udviklede sig, bekymrede slægtninge fik besked via radioen om, hvor de syge blev bragt hen, og så videre. I Mogadishus anarki, hvor ingen centrale myndigheder har kræfter til at holde befolkningen informeret, har de private radiostationer af sig selv påtaget sig opgaven.

Det er samme historier, vi hører, da vi besøger Radio Banadir og STN midt i Mogadishus tætbefolkede, hektiske kommercielle centrum:

Naturligvis spilles der masser af musik på alle kanaler, men det er journalistikken, dækningen af fredsforhandlingerne og den journalistiske konfrontation med de ansvarlige warlords og politiske ledere, de brænder for. Hvilket er ganske forbløffende, når man tænker på, hvor farlig netop den tilgang til mediet er.

Radioerne mener selv, at de som institutioner - bygninger, sendemaster, udstyr - er relativt godt beskyttet. Befolkningen omkring stationerne har i den grad taget radioerne til sig som skattede repræsentanter for det ubevæbnede, for det normale og for freden i et hav af vold og permanent usikkerhed, at enhver warlord, der måtte rette et fysisk angreb mod institutionen, øjeblikkeligt ville møde en så voldsom forbandelse og udstødelse fra samfundslivet, at ingen hidtil har vovet noget sådant.

Til gengæld rækker denne uformelle, civile beskyttelse ikke til den enkelte journalist eller redaktør, når han eller hun er uden for selve institutionens fysiske rammer. Samtlige af de mediefolk, vi taler med, fortæller om trusler og vold og om et liv i frygt og rædsel for, hvad morgendagen bringer. Én måtte blive hjemme en måned for nylig pga. trusler, en kvindelig journalist viser os et grusomt ar på armen efter et overfald, dusinvis af kolleger er stået af og har forladt landet. I Mogadishu har alle et skydevåben. Store køretøjer fyldt til bristepunktet med bevæbnede mænd og skarpladte, tunge våben fastmonteret på ladet er intet særsyn. Selv er vi som nævnt under permanent dækning af syv professionelle militsfolk.

Vi, der kommer udefra, skal ikke blande os i, hvordan HornAfrik, Radio Banadir, STN og andre stationer rundt om i Somalia griber deres opgave an - det klarer de udmærket selv. Men der er rigeligt, vi kan gøre for at støtte dem i arbejdet.

Det haster f.eks. med at sikre somaliske journalister uhindret adgang til fredsforhandlingerne i Kenya, så befolkningen i Somalia også kan følge med og gøre sig gældende om nødvendigt. HornAfrik har måttet tiltuske sig adgang som del af 'civilsamfundet' - ikke som presse, fordi de kenyanske myndigheder forhindrer de somaliske mediers adgang.

Forhandlingsrækken i Kenya støttes med store summer og forhandlingsteknik direkte af EU og USA, så her kan diplomatisk pres - også fra København - hjælpe med det samme.

Forhandlingerne i Kenya peger mod en ny grundlov for Somalia. Her skal medierne fra første færd sikres frihed og beskyttelse, både i selve grundlovens bogstav og i fredsforligets ånd. De somaliske mediers lille, ludfattige fællesorgan, Somaliaafdelingen af East African Media Institute, (EAMI-S) skal nu i gang med en lobbyindsats ved fredsforhandlingerne. Det kræver et solidt, juridisk udgangspunkt og en smule finanser. International Media Support samarbejder nu med EAMI-S om den sag.

Overgreb på journalister i Somalia har ikke hidtil skabt de protester i det internationale samfund, som overgreb på journalister andre steder afføder. Det kan der laves om på: Somaliske pressefolk vil gerne trænes i at rapportere professionelt om overgreb, og der skal oprettes kommunikationslinjer til de rette, internationale organisationer. Det arbejde er nu i gang - med IMS og andre som mellemmænd.

Intet af det vil forvandle Mogadishus gamle bycenter til et yndet turistmål lige foreløbig. Men det hjælper.

Opgaverne står i kø i Somalia - og ikke kun for efterretningstjenesterne.