Er det den gode, gamle realistiske roman, vi mangler, eller snarere flere eksperimenter i den nye danske litteratur? Romanforfatter og cand.mag. Jacob Weinreich mener ikke, at det ene udelukker det andet. Kendte forfattere og litterater som Leif Davidsen, Hans Hertel, Nils Gunder- Hansen og John Christian Jørgensen har i den senere tid beskyldt en stor del af den nye danske litteratur for at være anorektisk, anæmisk og svært tilgængelig, for at have mistet kontakten med den virkelighed, der omgiver os. Den er simpelt hen ikke realistisk nok. 'Fjenden' er Forfatterskolens eksperimenterende kortprosa og ikke mindst dens fortalere: Lars Bukdahl, Hans Otto Jørgensen, Niels Frank m.fl. Diskussionen er en gammel kending: Den realistiske litteratur versus den modernistiske litteratur. Det er spørgsmålet om, hvad litteraturen kan og skal. Men er tingene så simple endda? Giver det overhovedet mening at stille tingene så skarpt op, som det altså stadig gøres hos en række af landets fremmeste litterære hoveder? Og er en forfatter som f.eks. Henrik Stangerup ikke et eksempel på, at diskussionen burde være afgået ved døden for længst? Den litterære realisme er et af de sværest definerbare litterære begreber overhovedet. For hvad vil det sige, at noget er realistisk? Hos Aristoteles er et centralt begreb i hans berømte 'Poetik' fra ca. 330 f.Kr. mimesis, der ofte oversættes til efterligning. Men hvad er det, der skal efterlignes? Et nemt svar som 'virkeligheden' er ikke dækkende, det ville være absurd, da efterligningen selv må være en del af virkeligheden. Et helt centralt begreb hos både Aristoteles og i realismeproblematikken i det hele taget, mimesis, er således stadig omgærdet af mystik. Enighed hos de fleste er der dog om at den mimetiske afbildning ikke kan reduceres til simpel idé om en til en korrespondance mellem en model og dens kunstneriske gengivelse; efterligningen og det efterlignede er ikke identiske i den mimetiske afbildning. I stedet kunne et kvalificeret bud lyde på, at den mimetiske afbildning er en forskønnelse af det afbillede, altså at der bliver lagt 'noget' til. En slags efterligning på en kunstfærdig måde. Men hvad kan dette 'noget' være andet end forfatterens fri fantasi? Og er det måske selve kernen i problemet omkring afgrænsningen af et begreb som 'realistisk litteratur': fiktionens og virkelighedens gensidige afhængighedsforhold? Eller sagt på en anden måde: uden mimesis, ingen fiktion; uden fiktion, ingen mimesis? Problematikken kommer tydeligt til udtryk i forbindelse med en genre som selvbiografien, der tidligere blev regnet for litteraturens 'sandhedsgenre' par excellence. Moderne forskning gør op med forestillingen om selvbiografien som sandhedens og autenticitetens genre og retter i stedet fokus mod læserens forventninger til teksten. Om teksten er sand eller ej, har mindre betydning, det handler om, hvordan forfatteren skaber læserens forventninger. Eller sat lidt på spidsen: Det handler om at bilde læseren ind, at det, han læser, er sandt. Det handler om at få læseren til at opleve teksten som sand. Hvordan skabes denne oplevelse hos læseren af teksten som sand? Det gør den naturligvis ved noget så umiddelbart ikke realistisk som den måde, teksten er konstrueret på. Eller sagt anderledes: Realistisk litteratur er en metode. Zola har beskrevet det som følger: »alle kunstværker er som et vindue, der åbner sig for den skabte verden. En form for gennemsigtig Skærm er monteret for vinduesrammen. Gennem denne skærm fremtræder genstande mere eller mindre forvrænget, jo større eller mindre forvrængninger i deres linjer og farver de undergår. Disse forandringer afhænger af Skærmens natur. Derfor ser man ikke længere den skabte verden nøjagtigt og realistisk, men forvandlet af det medium, hvorigennem billedet passerer«. Den litterære konstruktion - sproglige og kompositoriske konstruktioner - forbindes ellers traditionelt med den modernistiske litteratur. Modernistisk litteratur er ligledes et vanskeligt definerbart begreb. De fleste er dog enige om, at dens spæde begyndelse skal findes med Nietzsches afskrivning af Gud som andet end en illusorisk fællesnævner for det gode, det sande og det skønne. Med Guds død vokser tvivlen om verdens beskaffenhed, den tidligere så fundamentale opfattelse af verden som en meningsfuld enhed smuldrer. Dette lader naturligvis ikke litteraturen uberørt. For hvordan gengiver man en virkelighed, der hverken er til at få øje på eller holde fast i? Pludselig må sproget selv skabe sammenhænge. Søger læseren efter en mening, der ligger uden for sproget, vil denne søgen være forgæves. Sammenhængene er i selve sproget. Det er derfor ikke rigtigt, at den modernistiske litteratur kun er en begrædelse af den tabte mening. Den er også et forsøg på at skabe en ny. Alligevel er det en ufrugtbar forsimpling blot at sige, at mens den modernistiske litteratur refererer til sproget selv (fordi virkeligheden ikke længere er til at begribe), refererer den realistiske litteratur til virkeligheden. Det er ikke desto mindre - jævnfør den aktuelle debat - stadig en udbredt opfattelse. Som sagt er den realistiske litteratur en litterær metode baseret på at konstruere teksten således, at læseren oplever teksten som et stykke virkelighed. Men omvendt er den modernistiske litteraturs afsøgning af sprogets yderkroge i sidste instans vel netop et forsøg på at nærme sig den virkelighed, tekstens forfatter oplever? Under den optik er det altså midlet, der er forskellen, og ikke - som ofte antaget - målet. Det er stadig virkeligheden, forfatteren tilstræber. Uanset om han hedder Benn Q. Holm, Klaus Rifbjerg, Jakob Ejersbo eller Villy Sørensen. Naturligvis er det vovet sådan i en håndevending at ophæve skellet mellem realistisk og modernistisk litteratur. For selvfølgelig er der forskel på en roman af Bent Vinn Nielsen og en roman af Alain Robbe-Grillet det ville enhver, der satte sig ned og læste dem, hurtigt erfare. Den modernistiske litteraturs sproglige, tidslige, kompositoriske og rumlige eksperimenter vil sjældent være at finde i en tekst, der har realismen som sigte. Alligevel er det på tide at gøre op med den fejlagtige antagelse, at den modernistiske litteratur vil væk fra virkeligheden. Tværtimod er det ikke umuligt at argumentere for, at den modernistiske forfatter er mindst lige så realistisk som den realistiske forfatter. Alain Robbe-Grillet skriver selv i sin berømte 'På vej mod en ny roman', at »Alle forfattere mener, de er realister. Ingen foregiver nogensinde at være abstraktionist, illusionsskaber, kimæreopfinder, fantast, falskner ... Realismen er ikke nogen utvetydigt defineret teori, som skulle kunne gøre det muligt at sætte nogle forfattere op mod andre; det er tværtimod et banner, hvorunder den altovervejende majoritet - om ikke alle forfattere - i dag grupperer sig. Og utvivlsomt må man - på dette punkt - have fuld tillid til dem alle. Det er den virkelige verden, der interesserer dem; hver enkelt bestræber sig ganske enkelt på at skabe noget virkeligt«. Spørgsmålet i sin kerne er nemlig, om de to litterære størrelser overhovedet kan betragtes som modsætninger. I den forbindelse står to ting klart: 1) Den modernistiske litteratur (kunst i det hele taget) er funderet i den realistiske litteratur - indeholder en realistisk kerne - og ofte vil den være et forsøg på at gengive netop den virkelighed, som forfatteren oplever. 2) Den realistiske litteratur er ikke blot en 'objektiv' registrering af virkeligheden den er en kunstigt skabt litterær konstruktion, en sproglig, formalistisk og narrativ fiktionalisering af virkeligheden. Både den realistiske og den modernistiske litteraturs ærinde er at gengive virkeligheden. Men da virkeligheden er en ufattelig størrelse, er den oplevede virkelighed i centrum. Den modernistiske forfatter sætter således sin egen opfattelse af virkelighed i centrum, mens den realistiske forfatter sætter læserens opfattelse af virkelighed i centrum. Men begge er de metoder funderet i en realistisk kerne, der kunne kaldes virkelighedsreferenten, og uden hvilken litteraturen ville være ulæselig. Litteraturforskeren Per Stounbjerg har i sin artikel 'Afsked med tilforladeligheden' i stedet valgt at fokusere på begrebet modernitet, der ikke nødvendigvis er explicit til stede i al modernistisk litteratur som hverken holdning eller tema, men snarere som en erfaring. Denne modernitetens erfaring kan defineres som en fornemmelse af, at litteraturens udtryks- og forståelsesformer ikke længere er dækkende, af, at verden og Gud, virkeligheden og det menneskelige subjekt grundlæggende har ændret sig, således at der skal noget nyt til, således at noget - litteraturen - bør eller bliver nødt til at ændre sig. På den baggrund skal modernismens grundlag ses som en rystet repræsentation. Og svaret på denne rystelse, måden hvorpå rystelsen omsættes til æstetisk erfaring, gør det trods alt meningsfuldt at tale om modernistisk litteratur. Hvor den modernistiske litteratur omsætter moderniteten til æstetisk erfaring, prøver den realistiske litteratur at ignorere den, eller i det mindste nedtone den. Alligevel er det næppe forkert at sige, at det i kølvandet på den modernitetens erfaring, Stounbjerg omtaler, kræver endog meget stor varsomhed at hæfte skråsikre prædikater som 'modernistisk' og 'realistisk' på den nye litteratur. Et eksempel på en forfatter, der befinder sig i lidt af en gråzone mellem den realistiske og den modernistiske litteratur - og i sidste ende bliver et eksempel på en forfatter, der forgæves forsøger at ignorere modernitetens erfaring - er Henrik Stangerup, tydeligst måske i romanerne 'Slangen i brystet' (1969) og 'Løgn over løgn' (1971). Begge er de, hvad man umiddelbart vil opfatte som realistiske romaner om henholdsvis pariserkorrespondenten Max Mollerup og filminstruktøren Joachim Jerlangs nedtur socialt, mentalt og karrieremæssigt. I ingen af romanerne gives der fyldestgørende svar på, hvad nedturen skyldes. Både Mollerup og Jerlang kæmper med store indre dæmoner: mindreværdskomplekser, storhedsvanvid, paranoia, præstationsangst, ensomhed m.m. Men hvorfor de har det sådan, berøres kun sporadisk. Pariserkorrespondenten Max Mollerup arbejder på en bog om Paris. Det går ikke godt med arbejdet, og det bliver ikke bedre, da han bliver taget i at have hugget en del af sin tekst fra en anden pariserbog. I romanen gør Mollerup sig nogle tanker om problemerne omkring det at skrive en bog om Paris: »Paris var den stol han sad på og stolesædet og de enkelte plastictråde som stolesædet var flettet sammen af og det fladtrådte cigaretskod der lå foran hans fod og støvet over hans skosnude, alt dette og uendeligt meget mere var Paris, og intet af det havde han med i sin bog fordi det var umuligt at sammenfatte så meget på små tohundrede sider der begyndte med begyndelsen og endte med slutningen«. Hvad Mollerup her gør, er at give den realistiske roman dødsstødet. Virkeligheden, verden omkring os, det moderne komplicerede menneske lader sig ikke gengive i en lille bog. Og det er ikke, fordi Stangerup ikke ønsker at gøre det. I en kommentar til en dagbladsanmeldelse af 'Slangen i brystet' gør han det klart, at han savner den realistiske roman, og at han ikke bryder sig om modernistiske eksperimenter: »Jeg mener, at den realistiske roman, hvor man fortæller en historie, der begynder på side et og slutter på sidste side, er gået tabt i eksperimenter«, beklager han sig. Problemet er så bare, at modernitetens erfaring sidder så dybt i ham, at han heller ikke selv er i stand til 'blot' at fortælle en god historie. Således ender 'Slangen i brystet's komposition og fortællersituation med at spejle den moderne realistiske litteraturs virkelighedsproblem. Slangen sidder ikke kun i brystet, den sidder også i den realistiske litteratur. Og dens navn er modernitetens erfaring. I romanen 'Løgn over løgn' går det om muligt endnu mere 'galt' for Stangerup. Denne gang er det den fallerede filminstruktør Joachim Jerlangs arbejde med en film om en modstandsmands møde med kollektivbevægelsen, der er bogens omdrejningspunkt. Men samtidig består bogen af en række dagbogs-optegnelser, hvori der reflekteres over Jerlanghistoriens tilblivelse (og meget andet). Disse to handlingslag peger tilsammen på en roman, der har selve udsigelsen som problematik, altså i højere grad hvordan end hvad. I sidste ende kommer romanen således til at problematisere, hvorvidt det overhovedet lader sig gøre at skrive realistisk og autentisk litteratur. Og igen er svaret nej. Romanens tvetydige fortællerpositioner, modsigelserne, den allestedsnærværende ironi og sarkasme og ikke mindst dens hovedpersons (hovedpersoners) manglende evne til at begribe og interessere sig for den virkelighed, han (de) lever i, umuliggør projektet. Tilbage til den aktuelle diskussion, hvor den ene part beskylder en stor del af den moderne danske litteratur for at være anorektisk og virkelighedsfjern, og den anden fordømmer alt, hvad der bare kunne minde om realistisk litteratur. Både 'Davidsenfløjen' og 'Bukdahlfløjen' sætter tingene meningsløst skarpt op. Til Davidsen m.fl. kunne man spørge: Hvor findes den virkelighed, du efterlyser? Til Bukdahl m.fl.: Hvorfor denne evindelige, næsten hadefulde nedrakning af forfattere, der forsøger på noget af det allersværeste overhovedet (bare spørg Stangerup): at skrive realistiske romaner? Men det helt overordnede spørgsmål er, om ikke begge fløje ligger under for den anakronisme, at modernistisk og realistisk litteratur er to tydeligt adskilte størrelser, der kun i ringe omfang har noget med hinanden at gøre. Det forholder sig nemlig stik modsat: I dag er realistisk og modernistisk litteratur (ikke mindst når det kommer til prosa) i så tæt et afhængighedsforhold, at spørgsmålet er, om det overhovedet giver mening at opretholde det gamle skel.