0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En amerikansk historie

Verdens sidste imperium er i færd med at tilintetgøre sig selv og utallige andre. Vi, der kender historien, er forpligtet til at fortælle og advare.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

»Verdens sidste imperium er i færd med at tilintetgøre sig selv og utallige andre. Vi, der kender historien, er forpligtet til at fortælle og advare«, skriver Brian Patrick McGuire, historieprofessor og emigreret amerikaner.

Colin Powell virker som et hæderligt menneske, men hans tolkning af Amerikas rolle i verden svarer ikke til min. Jeg er født amerikaner og levede de første tredive år af mit liv som medlem af Guds eget folk. I dag kan jeg fejre det faktum, at jeg i mere end fem og tyve år har været dansker.

Jeg valgte Amerika fra, fordi jeg ikke ønskede at tage et medansvar som tilhørende et folk, der havde bombet tusindvis af mennesker til døde under Anden Verdenskrig og i Vietnam. Som historiker fandt jeg, at den moralske belastning var alt for tyngende, og det var derfor en lettelse at vælge et lille folks identitet frem for et herrefolks.

Nu ser jeg under optakten til en ny amerikansk krig ikke alene tilbage på mit eget liv, men på Amerikas historie. Jeg hader ikke mit gamle land, som jeg er knyttet til med mange bånd. Men jeg foragter den magtpolitik, som allerede opstod i 1700-tallet, da mine skotske og irske aner først satte foden på den amerikanske østkyst. Herfra begyndte de deres lange rejse mod vest, først til Ohio og Illinois, senere til Kansas, og i det tyvende århundrede til Californien og Hawaii.

Amerikas ekspansion betød fra begyndelsen, at kontinentets indfødte befolkning måtte afgive plads til de nytilkomne. Indianernes tragedie er velkendt, men den skal ses i lyset af ordene fra De Forenede Staters Uafhængighedserklæring fra 1776. Her omtales retten til »life, liberty and the pursuit of happiness«. Men dette liv, denne frihed og lykke var møntet på herrefolket og ikke på dem, der blev kolonimagtens bytte.

Dengang var det indianerne, der måtte ofres for amerikanernes liv og lykke. I dag er det befolkninger i Mellemøsten: Palæstina-Israel, Saudi-Arabien og Irak.

Allerede i 1823 formulerede den amerikanske præsident, Monroe, sin lære eller 'doktrin' gående ud på, at den vestlige halvkugle var amerikansk interesseområde. De europæiske magter skulle ikke komme og blande sig i mellem- eller sydamerikanske forhold. I 1840'erne udkæmpede Amerika en ekpansionskrig med Mexico og 'vandt' Texas og Sydvesten, inklusive Californien. Da jeg var barn et århundrede senere, var denne spansk-mexicanske arv gået i glemmebogen og var kun synlig i bynavnene:

San Francisco (Skt. Frans af Assisi), Los Angeles (Englene), Santa Barbara, Santa Anna etc. De spanske missionskirker fra 1700-tallet ligger tilbage som en erindring fra fortiden og strækker sig som en kæde langs kysten. Ellers var der meget lidt erkendelse af, hvor meget der gik tabt i den amerikanske erobring af Vesten.

I slutningen af det nittende århundrede arrangerede en gruppe amerikanske købmænd på Hawaii et kup imod landets kongehus. Amerikas regering intervenerede for at »beskytte amerikanske interesser«, og så blev Hawaii et amerikansk territorium. Det foregik næsten uden blodsudgydelse, hvilket er et særsyn i amerikansk historie. Men holdningen var klar såvel over for de røde indianere som over for de brune mexicanere og hawaiianerne: Herrefolket har brug for plads til at ekspandere og berige sig. Eller sagt på datidens måde: »Westward goes the path of Empire«. Dengang helt til Hawaii, og i dag overalt på kloden.

1800-tallet var det amerikanske århundrede på den vestlige halvkugle, men i løbet af 1900-tallet blev hele verden Amerikas interesseområde.

Bag ekspansionen gemmer sig en gammel lære, som sjældent trækkes frem, fordi den i vores tid er blevet politisk ukorrekt: Manifest destiny (indlysende skæbne) påstanden om, at amerikanere har en gudgivet ret og pligt til at brede sig og herske overalt, hvor de har interesser.

I begyndelsen af det tyvende århundrede udøvede to amerikanske præsidenter manifest destiny på forskellig vis. Republikaneren Teddy Roosevelt (præsident 1901-09) var drivkraften bag det amerikanske engagement i Mellem- og Sydamerika. Hans ordsprog var: 'Speak softly and carry a big stick' (tal sagte og bær en stor stok). Med andre ord:

Amerikansk udenrigspolitik skulle udøves med stilfærdig styrke, en holdning, der stort set har været fremherskende lige siden.

USA har ret til at blande sig, dér hvor landets økonomiske og politiske interesser står på spil.

Den demokratiske præsident Woodrow Wilson (1913-21) talte et andet sprog. Hans formål med at føre USA ind i Første Verdenskrig og bagefter tilslutte sig Versaillestraktaten var »To make the world safe for democracy« (at sikre demokratiet overalt i verden). Dette indebar, at Roosevelts tidligere satsning på den vestlige halvkugle nu stort set kom til at omfatte hele verden. Set gennem Wilsons idealistiske øjne betød demokratiet mere end en styreform: Det forpligtede stormagterne, under Amerikas ledelse, til at styre udviklingen overalt.

Efter Wilson begrænsede Amerika sig i en periode til kun at vogte over den vestlige halvkugle. Denne politik blev kaldt isolationisme, og i den forbindelse blev det gamle Europa opfattet som et forbandet sted, som Amerika skulle holde sig på afstand af.

Men efter angrebet på Pearl Harbor på Hawaii i 1941 erkendte de fleste amerikanere, at deres sikkerhed og tryghed blev truet af alliancen mellem Japan og Tyskland. Derfor måtte begge magter bekriges og nedkæmpes.

Siden Pearl Harbor har Amerika ført, hvad der kun kan kaldes en ekspansionistisk politik på verdensplan. Både demokratiske og republikanske præsidenter har insisteret på, at forsvaret af amerikanske interesser krævede en stærk hær, flåde og luftstyrke og militærbaser overalt i verden.

Fra 1948-89 blev Sovjetunionens ideologi og politiske system den nye fjende, og det er i denne koldkrigsatmosfære, jeg voksede op.

Dengang oplevede vi USA som verdens mest retlinede land, som stort set altid handlede i menneskehedens interesse. Vi gik rundt med vores store stok i bestræbelse på at sikre demokratiets overlevelse. I 1950'erne kritiserede kun få, at USA støttede diktaturstater i Sydamerika og Mellemøsten, for det handlede jo om at bekæmpe kommunismen.

Den amerikanske aktivisme toppede under John F. Kennedy, der fortalte hele verden, at han var en berliner, og at amerikanere skulle været parate til at betale en hvilken som helst pris for at forsvare demokratiet. Allerede før Kennedy havde en engelsk forfatter i en roman forudsagt, hvad amerikanerne få år senere ville foretage sig i Vietnam.

Graham Greenes 'Den stilfærdige amerikaner' er en hårrejsende profeti, en fortælling om, hvordan amerikansk idealisme ender med at slå mennesker ihjel.

I dag siges og skrives det, at min generation er traumatiseret af Vietnam og ikke kan indse, at USA's udenrigspolitik de sidste 15-20 år faktisk har gavnet verden mere, end den har skadet. Det er korrekt, at Vietnam-oplevelsen betød, at en hel generation mistede troen på, at krig som udenrigspolitisk instrument var retfærdig. Bill Clintons præsidentperiode blev afslutningen på Vietnam-nederlaget: Utallige baser blev nedlagt og det amerikanske verdensengagement nedtrappet.

En ny generation af magthavere i USA er de sidste år vendt tilbage til den ekspansionistiske politik, som også tidligere har været landets mærkevare. Der tales ikke højt om manifest destiny, men Bush og hans kreds mener, at Amerika har ret og pligt til at udbrede freedom. Og hvad betyder så denne freedom? Det er frihed for amerikanerne til at leve deres liv uden indblanding udefra, uden frygt for terrorister og uden konkurrence fra andre stormagter.

Den amerikanske levevis er desværre meget kostbar: Privatforbruget er overdrevent og forsvarsudgifterne astronomiske. Verdensøkonomien er som helhed efterhånden afhængig af den amerikanske, som forgælder sig mere og mere. Det er en situation, der kun kan fortsætte, så længe USA er verdens eneste supermagt, både militært og økonomisk.

Landet er som en narkoman, der har brug for stadig større doser for at kunne klare sig, og hvis andre lande ikke deltager i det amerikanske misbrug af verdens ressourcer, bliver de straffet.

Ovenstående beskrivelse af USA's historie og værdinormer kan måske give indtryk af, at jeg er en forstokket antiamerikaner, der ikke forstår, hvor meget godt USA har gjort for verden. Men min kritik falder fint i tråd med en lang amerikansk tradition for at tage afstand fra opfattelsen af, at magt er ret, og at USA altid står på englenes side.

Der er endnu amerikanere, der husker brugen af atombomben i Hiroshima og Nagasaki, og som spørger, om den var retfærdig. Mange amerikanere mener, at terrorangrebene 11. september 2001 var et resultat af deres eget lands politik, specielt i Mellemøsten.

Hver søndag morgen samles folk uden for offentlige bygninger i Kalamazoo, Michigan - samt i utallige andre amerikanske byer - for at protestere imod Bush og hans politik. De repræsenterer et andet Amerika bestående af kirkegængere, miljøforkæmpere, bekymrede mødre og fædre.

Mange af dem er for unge til at have en klar erindring om Vietnam, men de frygter at få deres sønner hjem i bodybags. Og de ønsker at forhindre, at USA ender med at slå tusindvis af irakere ihjel, samtidig med at terrorister får ny vind i sejlene og foretager angreb både i og uden for USA.

Pacifister? Kujoner? Bør man ikke behandle Saddam, sådan som der nu er enighed om, at Frankrig og England i 1930'erne burde have behandlet Hitler, nemlig klippe diktatorens vinger? Men hvad med Saudi-Arabiens diktatur og hvad med Israels krænkelser af menneskerettigheder? Saddam er en tyran, der ikke overholder FN's resolutioner. Det gør Israel heller ikke, og USA forhindrer, at Sikkerhedsrådet kan handle i forhold til Israel. USA beskytter sine interesser, mens Colin Powell taler om menneskerettigheder.

Når jeg kigger tilbage på 1800- og 1900-tallenes amerikanske historie, så mener jeg, at den amerikanske epoke er ved at rinde ud. Verdens sidste imperium står for fald, og det, kan rive os alle med. Når jeg som historiker kan udtale mig om fremtiden, er det, fordi fortiden har belært mig om sandheden i Lord Actons tese: »Power tends to corrupt, and absolute power corrupts absolutely« (Magt har en tilbøjelighed til at korrumpere; og den enevældige magt korrumperer totalt).

Lande og deres herskere har gang på gang i historiens løb forsøgt at dominere og berige sig på andre menneskers og landes bekostning. Vi kan tage udgangspunkt i Persiens invasion af Grækenland i det femte århundrede før vores tidsregning og fortsætte med Aleksander den Stores forsøg på at erobre verden et par århundreder senere. Før eller siden fører magtbegær til nederlag: Den totale magt kan ikke holde stand i det uendelige.

Jamen, romerne med deres kejserrige regerede da ifølge historiebøgerne verden i århundreder? Ja, romerne havde stor succes og er måske model for Amerikas drøm om at blive ved med at ekspandere. Roms talent var evnen til at gøre de besejrede til romere og få dem til at arbejde for at styrke det gamle system. Amerika har gjort det samme på sin måde.

Immigranter er blevet taget vel imod og har fået forståelsen af, at de har den amerikanske levevis at takke for deres lykke.

Men det gamle Rom ligner ikke det Amerika, der har sat næsten en procent af sin befolkning i fængsel. Over to millioner amerikanere sidder bag tremmer. Forestil dig 50.000 danskere bag lås og slå! Men sådan forholder det sig i USA, hvor mange sorte mænd tilbringer størstedelen af deres liv i aflåste celler.

Den amerikanske underklasse lever sin egen utrygge tilværelse i demokratiets trygge vugge. Washington D.C. har længe været kendt som voldens by, og det siger sig selv, at man ikke går på gaden efter mørkets frembrud. Hver amerikaner sit gevær, siger NRA, the National Rifle Association', der har sin egen meget liberale tolkning af den amerikanske forfatnings påståede ret til at bære våben.

Befolkningen er bange, og den stilfærdige amerikaner er blevet til den mistænksomme amerikaner, der øver sig i våbenbrug og henvender sig til sin advokat for at sagsøge personer, der gør hans eller hendes liv besværligt eller utrygt. Tilliden til samfundet og de fælles værdier er blevet undermineret af en voksende erkendelse af, at de rige i disse år bliver ufatteligt rige, og at mellemklassen har svært ved at holde trit.

Men Amerika består også af gavmilde og bekymrede borgere, som endnu tror på fællesskab og anstændighed. De er bange for, hvad en ny krig i Mellemøsten kan føre med sig, og de skriver til hinanden på nettet og forsøger at samle sig til modstand. Dette 'andet Amerika' savner og holder jeg af, men Bushs respons til terrorangrebet har sat det ud af kraft. Men det er der endnu: Et Amerika, der ønsker at basere sig på værdier nedarvet fra græsk-romersk civilisation og middelalderens kristne verden. Her er det enkelte menneske skabt i Guds billede, ikke for at rage til sig, men for at leve i fred og anstændighed med andre.

Guds eget land risikerer at udradere sig selv i bestræbelserne på at opnå total magt, men det er endnu ikke for sent at skifte kurs.

I 1961 advarede Eisenhower i sin sidste præsidenttale imod det militær-industrielle kompleks, som han mente var i færd med at tage USA som gidsel. Som tidligere general vidste Eisenhower, at krig er helvede og kun bør anvendes, når alt andet mislykkes. I talen understregede han, at en stor våbenproduktion i sig selv kan fremprovokere krig.

Isenkrammet skal betjenes og afprøves, og den nye teknologi giver forventning om krigshandlinger uden ofre.

I dag er Eisenhower en fjern figur i den amerikanske bevidsthed, og når han huskes, er det mere som krigergeneralen, der stod bag invasionen af Normandiet, end som fredselskende præsident. En ny generation af amerikanere er trætte af at høre om Vietnam og andre tabte krige, og de tror, at deres ledelse ved, hvornår USA's interesser er truet.

Vi er på vej ind i en krig, som kan blive undergangen for den civilisation, som Bush siger, at han forsvarer. Verdens sidste imperium er i færd med at tilintetgøre sig selv og utallige andre. Vi, som kender historien, er forpligtet til at fortælle og advare.

God bless America, land that I fear.