Bitterhed, brødnid og misundelse. Er det det, der har fået Michael Larsen, Rolf Bagger og Claes Kastholm Hansen til at melde Statens Kunstfond krig? Formanden for fondens litterære udvalg, forfatteren Henning Mortensen, svarer igen. Nu vil jeg fortælle jer om tre hellige mænd, som hedder Michael Larsen, Rolf Bagger og Claes Kastholm Hansen. De er blevet meget vrede på Statens Kunstfond, og når man kommer tæt på dem, kan man tro, at der ikke er tale om hellige mænd, men om sorte huller, for man bliver ligesom suget ind mod noget, som mennesker normalt ikke bryder sig om, og som lugter meget dårligt. Der er imidlertid tale om et helligt triumvirat: Michael den Modige, Rolf den Rædde og Claes den Klodsede. Og for rigtigt at forstå disse tilnavne, må man kende historien. Når Michael kaldes modig, skyldes det, at han ikke er bange for at sige sin mening. Ligegyldig hvor meningsløs meningen er - ud skal den. Michael er ikke bange for sit skind, ikke bange for at få noget i klemme, ikke bange for at vælte injurier af sig. Han er i det hele taget en rigtig fræk og vild dreng, som ved en masse om slangegift. Hør blot, hvad han i sin hellige heftighed kan finde på at sige om Statens Kunstfond (Berlingske Tidendes kronik, 8.1.): »På den måde ligner eksemplet med Statens Kunstfond en række andre erhvervsskandaler, hvor rødvinsomtåget magtfuldkommenhed har fået sløret virkelighedsopfattelsen i en sådan grad, at indflydelsesrige instrumenter for længst er blevet til noget, der skal tjene én selv frem for andre«. Eller dette (Information 11.2.): »Den helt igennem usmagelige gidseltagning af 'hemmelige' ansøgere, som forhindrer reel indsigt i støttekredsløbet, bør ganske enkelt ophøre. Alene foranstaltningen, hvor det frasorterede felt og dets litteratur i tilgift bliver forsøgt brugt til at ophøje fondens status og aldrig begrundede litterære domsfældelser, vidner om den arrogance og det storhedsvanvid, der hersker på parnasset - skiftende udvalg eller ej«. Gidseltagning af 'hemmelige' ansøgere? Er krimiforfatteren ved at løbe af med enhver fornuft hos debattøren? Michael den Modige har også kaldt Statens Kunstfond politiserende og nepotistisk, hvilket han selv understreger i ovennævnte kronik. Det er endnu mere dristigt. Og havde sagen ikke handlet om et slagsmål blandt det ros, vi tilhører, og som kaldes forfattere, så havde advokater allerede været indblandet. Men nu er Michael den Modige alligevel gået for vidt. I sin sidste udgydelse beskriver han Camilla Christensen, årets modtager af Kritikerprisen, som kirtelbleg. Og det er for galt. Jeg er ofte sammen med hende og har konstateret, at hun på grund af motion og nærende føde har en sund kulør. Så jeg advarer Michael den Modige: Stop nu, inden det er for sent! Bliv ikke dumdristig! Det var den første hellige mand. Den anden, Rolf Bagger eller Rolf den Rædde, er en mere kompleks sag. Når Rolf kaldes ræd, skyldes det, at han først farer ud med bål og brand mod Statens Kunstfond. I den fase virker han meget opblæst og frygtløs. Men i modsætning til Michael den Modige, så bliver han pludselig bange for selv at få sin lille næse i klemme. Og denne fejhed får ham til at udtale sig på en meget ejendommelig måde - man kunne med en vis ret kalde den paradoksal. Det sker netop på et tidspunkt, hvor han for alvor opdager, at der ikke synes at være megen opbakning omkring hans ideer. Han siger om Statens Kunstfond (interview i Weekendavisen, 24.-30. jan.): »Jeg tror ikke, det er kammerateri og nepotisme i den nedsættende forstand, man bruger ordene ...«. Nej, men ordene er brugt, og nu er det så, jeg spørger: Hvordan bruger man ordet nepotisme i anden forstand end negativ? Hvordan bruger man ordet i neutral forstand? I positiv? Du gode gud. Hvilken anvendelse af sproget. Og den mand kalder sig journalist, ja, endda forfatter. Den overraskende sproglige manøvre benyttes til at kamuflere Baggers tilbagetog. Han vil i modsætning til den første hellige mand ikke stå ved sine udfald. Hans forsøg på at mistænkeliggøre andre foregår via antydninger, som udsendes fra den sproglige tåge, han omgiver sig med og gemmer sig i. Derfor kaldes han Rolf den Rædde. Rolf kunne også have fået mange andre tilnavne, for Rolf er så sammensat. Han er den, som - mens han træder på andre - gør sig selv til et klynkende offer (i ovennævnte interview): »Jeg er jo blevet hængt på torvet mange gange både i Information og Politiken. Det er nærmest landsskadelig virksomhed, det jeg er i gang med«. Er det nu også rigtigt, at verden har været så ond mod Rolf den Rædde? Eller tillægger han i virkeligheden sig selv en betydning, han ikke har og aldrig får? Der er noget tragikomisk over denne mand, the lonely rider, der i ensom patos på hesteryg gungrer ind i den store fiktion, den korrupte by, og fyrer løs til højre og venstre med løst krudt. Hvorefter han falder af hesten. Han er en Texas-Don Quixote. Han er fanebærer og frontfigur i et korstog uden riddere. Men hellig er han. Som bare pokker. Og nu er der så hertil føjet denne beklemmelse. Men samtidig er han også medlem af Statens Kunstfonds repræsentantskab. Og her er problemet, at han har kolporteret ikke-færdigtbehandlede problemstillinger i forvrænget form videre ud i det offentlige rum og ind på kulturministerens kontor. Det gælder til eksempel forholdet mellem legattildeling og modtagelse af livsvarige ydelser. Denne adfærd har givet en masse rabalder. Til ingen verdens nytte. Når lige vi undtager en 'kulegravning' af et system, der stort set er lige så gennemskueligt som et glas vand. Men nu til den sidste hellige herre, den tredje. Vi vil prøve at forstå, hvorfor Claes Kastholm Hansen har fået sit tilnavn. Her behøver man blot at læse hans kronik i Berlingske Tidende (8.2.). Der er tale om et helt usædvanligt kluntet forsøg på at heroisere tidligere tiders forfattere og den penible økonomiske situation, de befandt sig i. En holdning, der svarer til den, som undertiden fremsættes: Det er i diktaturer, den virkelig store litterære kunst udvikles. Jo større pres på forfatteren, jo større kunst. Her glemmer man de tusindvis af mennesker, som ikke fik mulighed for at udvikle talentet - som ikke kantede sig gennem den sorte labyrint, som ikke overlevede. Ret skal dog være ret. Selv en blind høne finder et korn. Det gælder også for Claes den Klodsede. Pludselig lyser kronikken op, og vi bliver ramt af ærefrygt. For hvilken litterær indsigt har den mand dog ikke. Claes den Klodsede når til den forbløffende konklusion, at Rolf Gjedsted og Henning Mortensen ikke er Thomas Mann! Så rul ørerne ud og luk øjnene helt op, alle I, som skriver de nye encyklopædier, de nye litteraturhistoriske værker, monografierne, biografierne: Rolf Gjedsted og Henning Mortensen er ikke Thomas Mann! Jeg er personligt af de tre hellige blevet beskyldt for at have søgt og fået mange legater af Statens Kunstfond. Dette vil det være absurd at forsvare, men en forklaring kunne være: at jeg har arbejdet under et konstant litterært højtryk i 30 år at jeg i de første 20 år af denne periode især som lyriker har eksperimenteret med sproget aldeles uden hensyn til salgsmuligheder at jeg aldrig har sat lighedstegn mellem kvalitet og kvantitet at jeg ofte har udgivet flere bøger om året. Det betyder, at jeg er en atypisk forfatter med et atypisk antal legater og litterære priser bag mig. Jeg talte for nylig med kritikeren Erik Skyum-Nielsen, som sagde, at jeg i virkeligheden ikke repræsenterer ét forfatterskab, men en hel række forfatterskaber, som bygger på hver deres autonome æstetiske princip og derfor er adskilt fra hinanden. Alligevel er det først i de seneste år, jeg er begyndt at få en nogenlunde sammenhængende økonomi, især fordi bibliotekspengene er vokset. Så i dag har jeg vel, hvad der svarer til en pæn funktionærløn. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er taknemmelig og stolt over, at ti forskellige litterære udvalg i Statens Kunstfond har ydet mig den omfattende støtte for et stykke arbejde, der udmærket kan sammenlignes med videnskabelig forskning blot med sproget som grundmateriale. Der er tale om en betydelig litterær anerkendelse. Jeg ved godt, at Rolf den Rædde, som en anden kinesisk rorgænger, har et drømmescenario: undertegnede og en række andre forfattere skal stå i en lang række med bøjede hoveder og bekende vore synder: Undskyld! Vi har ikke fortjent det! Vi giver det hele tilbage! Undskyld! Vi har ikke fortjent det! Vi skammer os! Jeg tror dog, at det kulturrevolutionære triumvirat må vente lidt endnu på dette optrin. Selv med massiv støtte fra Dansk Folkeparti. Så langt ud i sumpen lader den nuværende kulturminister sig ikke trække. Især bør et medlem af repræsentantskabet i Statens Kunstfond tale sandt om fonden. I Jyllands-Posten (28.1.) siger Rolf den Rædde, at jeg ikke bør søge legater igen og igen, fordi jeg både henter et »pænt beløb i bibliotekspenge og løn som formand«. Manden må dog vide med den placering, de konservative har givet ham i Statens Kunstfonds repræsentantskab, at man ikke kan søge kunstfondlegater samtidig med, at man er medlem af det litterære udvalg. Eller taler Hans Hellighed mod bedrevidende for at sværte mig til? Denne usandhed er det sidste pip fra Rolf den Ræddes mund, efter at Jyllands-Postens egen undersøgelse af Statens Kunstfond viste, at der intet var at komme efter. Konklusionen var lige så lysende klar som kulturministerens efterfølgende udmelding: »Hvis systemet trænger til et gennemsyn, så er det ikke kunstnernes fejl, men systemets fejl«. Heri ligger, at der kan blive tale om justeringer af enkelte regler, hvis det er hensigtsmæssigt. Jeg reagerede prompte i et læserbrev i Jyllands-Posten: »En ny, ung minister har ikke blot ret til, men faktisk også pligt til at lufte ud i stuerne. Og det er jo ikke det samme som klapjagt på kunstnerne eller ødelæggelse af armslængdeprincippet. Jeg mener, vi er mange, der kan takke Jyllands-Posten for den saglige og detaljerede redegørelse for Statens Kunstfonds aktiviteter, som vi har kunnet læse i en række artikler her på det seneste. Jeg er ikke i tvivl om, at de også har påvirket kulturministeren, så han allerede nu fremkommer med så klare og utvetydige standpunkter. Tilbage bliver opgøret med de to forfattere, som siden jul har forsøgt at mistænkeliggøre en lang række kolleger. Helt uden dokumentation. Men det er en helt anden historie«. Michael den Modige har netop kundgjort på krigerisk vis, at der indtil videre ingen grund er til at indstille beskydningen af Statens Kunstfond. Det er vist hans mening, at udtalelsen skal virke truende. Det gør den nu ikke på mig. Tværtimod. Jeg vil blive ked af, hvis det mytologiske trekløver opgav deres forehavende i den periode, hvor jeg er formand for det litterære udvalg. Jeg vil savne spændingen, når jeg lukker aviserne op om morgenen: Hvad har Michael den Modige, Rolf den Rædde og Claes den Klodsede nu fundet på? Jeg vil savne humoren, den omfattende litterære viden og den svimlende aggression. Bliv ved drenge! Om ikke for andet, så for min skyld! Meget gerne også for Statens Kunstfonds skyld, ja, for alles skyld! Svigt os ikke! Vi ville komme til at længes efter jeres brillans og den frygtelige, men åh, så menneskelige stank af had, bitterhed, frustration, brødnid og misundelse! Tre hellige mænd eller måske bare tre sorte pletter på en baggrund af gult! Nej, I synes nok ikke, dette er morsomt, men lige inden vi strangulerer hinanden, så lad os sammen finde håb i Morgensterns ord: »En galgenbroder er det misundelsesværdige mellemtrin mellem menneske og universum. Hverken mere eller mindre. Fra galgebjerget ser man verden anderledes, og man ser andre ting end andre«. Og lige til sidst: Var det ikke en idé for dansk teater eller film, denne nye konstellation: Den Modige og Den Rædde med Klumpedumpe i snor efter sig?