Al tale om et videnssamfund bliver meningsløs, hvis ikke det må påtales af f.eks. UVVU, når offentlige institutioner og deres repræsentanter overskrider reglerne for god videnskabelig praksis. Det påpeger direktøren for Forskningsstyrelsen - og sammenligner Lomborgsagen med 1930'ernes anklager mod polarforskeren og geologen Lauge Koch. Det danske videnskabsetiske system danner skole i mange lande og for de mest betydende internationale videnskabelige organisationer. Det gælder såvel Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) som Den Centrale Videnskabsetiske Komité (CVK). Derfor er det ganske urimeligt, hvis en så aldeles atypisk og politisk sprængfyldt sag som Lomborgsagen skal tegne billedet af UVVU's nødvendige rolle. Men at UVVU har været til gavn for sagligheden og rimeligheden i bedømmelsen af uredelighedssager er jo ikke det samme, som at der ikke kan være grund til at revurdere UVVU's regelgrundlag, når det skaber så megen uro, som tilfældet er. Det er baggrunden for, at Forskningsstyrelsen nu vurderer, om der er behov for at justere UVVU's regelgrundlag. For det første viser den politiske og videnskabelige debat, at der ikke er fuld enighed om, at et videnssamfund har brug for et videnskabsetisk system. Der findes enkelte videnskabsfolk, der med henvisning til ytringsfriheden er modstandere af, at centrale statslige myndigheder overhovedet skal kunne identificere og kritisere uredelig eller dårlig videnskabelig adfærd. For det andet understreger bevillingspolitikken, at samfundet efterspørger tværvidenskabelighed. Mange forskere tilskyndes af bevillingsgiverne til at arbejde tværvidenskabeligt, men kun få har kræfter eller mod til at forsøge sig med det for alvor. Det skyldes bl.a., at forskerne kan udsættes for berettiget kritik på de områder, hvor de af gode grunde ikke har opnået fornøden erfaring, inden institutionerne eller virksomhederne forventer synlige resultater. De frygter at blive betragtet som 'nulforskere' i en periode, fordi der simpelthen går længere tid, inden de kan præstere et tværvidenskabeligt end et almindeligt videnskabeligt resultat. For det tredje illustrerer de afgjorte uredelighedssager, at medierne i afgørende grad kan påvirke en forskers, en institutions eller en privat virksomheds omdømme på en anden måde, end afgørelserne forudsætter. Lomborgsagen viser, at de centrale udtryk (f.eks. uredelighed, objektiv, subjektiv m.m.) overfortolkes af pressen og læserne. Ordenes betydningsudvikling og slagkraft er ikke indtænkt i det juridiske grundlag som tidstypiske udtryk, der senere kan få en helt anden betydning i det almindelige sprog. Jeg er overbevist om, at de samfund, der kan finde de rette vilkår for god videnskabelig adfærd, vil have de bedste muligheder for at klare sig godt i det globale videnssamfund. Videnssamfundet forudsætter tillid til videnskaben, og at denne tillid er velbegrundet. Vi må derfor bestandig forsøge at opfylde videnssamfundets behov for, at forskerne - i deres egenskab af forskere - udviser sober videnskabelig adfærd, og at kvalitetskravene ikke kun sikrer mod svindel og lignende, men også mod urimelig ensidighed og misbrug af autoritet. De ansvarlige politikere, de administrative myndigheder og virksomhederne skal kunne have tillid til resultaternes videnskabelighed, forskernes brug af officielle titler og officielle forskningsinstitutioners saglighed. Og samfundet skal kunne stole på, at de videnskabelige institutioner og forskerne stræber efter højere mål end at undgå kritik, men at de tværtimod gør sig fortjent til tilliden ved at efterleve princippet om, at nye teorier og resultater skal fremlægges på en åben og ærlig måde, så de kan bedømmes og kritiseres af andre. Men kritik er ikke uproblematisk. Videnskabshistorien viser desværre mange eksempler på, at den politisk mest interessante forskning kan udløse debatformer og tilsværtningskampagner, der i usaglighed og motivforvrængning ikke overlader meget til fantasien. Blandt de mest celebre sager fra tiden før UVVU's oprettelse kan nævnes anklagerne mod polarforskeren Lauge Koch, Danmarks internationalt mest berømte geolog i nyere tid. Sagen vakte enormt politisk, journalistisk og internationalt røre og har nogle aspekter, som viser, at 'kritik' kan have andre motiver end at 'søge sandheden'. Motivet for at kritisere Lauge Koch var næppe - som det fremgår af anklagerne mod ham - at han 'huggede' andre geologers resultater. Det gjorde alle ledende forskere på den tid (1920'erne og 30'erne). Først efter fremkomsten af den første bekendtgørelse om uredelighed i 1996 kan det falde ind under begrebet 'videnskabelig uredelighed'. Men dengang var det udtryk for samtidens uskrevne regler for 'god videnskabelig skik', at chefen havde ret til det arbejde, som de ansatte 'ammanuenser' og 'videnskabelige assistenter' havde udført på chefens anvisning. Motivet for at anklage Lauge Koch var snarere, at forskere kan have svært ved at tåle konkurrerende forskeres succes. Situationen op til anklagerne mod Lauge Koch var den, at Danmarks Geologiske Undersøgelse (hvor jeg selv har været vicedirektør) skulle have ny direktør, og at Lauge Koch var selvskrevet, hvis han ville have stillingen. Men den ære kunne landets geologiske parnas ikke unde dette internationalt anerkendte fyrtårn i geologien. Det er der skrevet flere bøger om og for nylig en ph.d.-afhandling. Og ned med nakken kom han med de almindelige domstoles hjælp, fordi der ikke fandtes skrevne, almindelige regler om 'god videnskabelig skik'. Derfor kunne domstolene ikke rense ham for de injurier og brud på de 'regler', som blev vedtaget til lejligheden på et lidet flatterende møde i Dansk Geologisk Forening. Lauge Koch-sagen kan have slående ligheder med Lomborgsagen. Både i udfald, politisk betydning, hovedpersonens tilknytning til centraladministrationen, anklagernes motiver, juraens uklarhed, sagens opmærksomhed i verdenspressen og ikke mindst med hensyn til sagens faglige bredde og de monstrøse arbejdsomkostninger for at bedømme sagen. Men de to sager adskiller sig på afgørende vis ved to særdeles vigtige forhold: For det første er det gratis - undtagen for staten - at føre en sag ved UVVU, mens sagsomkostningerne ved domstolene kan ruinere sagens parter, således som tilfældet blev for Lauge Koch. For det andet var Lauge Koch-sagen en renselsesproces ved de almindelige domstole, mens Lomborgsagen er en anklageproces ved et videnskabeligt nævn. Ved UVVU-systemet, men ikke ved domstolene, er det muligt at blive renset for ondsindede, falske rygter uden at dømme andre. Dette er ikke muligt ved domstolene, fordi det at rense en person for injurier indebærer, at domstolen samtidig skal dømme de personer, der har fremsat injurierne. Havde Højesteret således i appelsagen efter Østre Landsrets hårde dom over Lauge Koch fuldt ud givet ham medhold, havde Højesteret samtidig erklæret hele det geologiske parnas for løgnere (dvs. alle Geologisk Instituts professorer og lektorer og alle DGU's chefer undtagen statsgeolog V. Nordmann). En sådan situation ville have været helt uoverskuelig - også politisk, fordi sagen kunne motivere Norge til at rejse fornyet tvivl om Østgrønlands tilhørsforhold til Danmark. Derfor - mener jeg - er UVVU's funktion som frifindelsessted for kollegers og andres bagvaskelse uundværlig og kan ikke alene henvises til domstolene. Men UVVU er ikke kun et 'frifindelsessted' for succesfulde forskere, der er udsat for smædekampagner. UVVU har først og fremmest til opgave at afgøre, om der i konkrete klagesager - der ofte kan have stor økonomisk betydning - foreligger uredelighed, f.eks. svindel med data eller vildledende markedsføring af produkter. Det nuværende regelgrundlag er i væsentlig grad baseret på lægevidenskabelige sager, som er relativt lette at afgrænse, og som derfor også er håndterlige med hensyn til betydning, rækkevidde og ressourceforbrug. I en bredere videnskabelig sammenhæng - og i hvert fald i tværvidenskabelige sammenhænge - må man imidlertid erkende, at de videnskabsetiske forestillinger og traditioner er forskellige fra område til område. F.eks. er kliniske lægers, eksperimentelle molekylærbiologers og teoretiske kvantefysikeres metoder ofte usammenlignelige med f.eks. biologers, geologers, historikeres og makroøkonomers teorier om 'verdens sande tilstand'. Men skulle dette så indebære, at vi skal opgive at arbejde videnskabsetisk forsvarligt med disse mere usikre videnskaber og deres måde at håndtere data, kilder og diskussioner på? Det mener jeg ville være en farlig vej, fordi det ville udelukke dele af f.eks. samfundsvidenskaben fra at falde ind under begrebet 'anerkendt forskning' og i stedet placere samfundsvidenskaben på linje med religion og politik og andre trosbestemte meningsdannelser. Forskellen på videnskabelige og trosbestemte meningsdannelser er, at en videnskabelig mening ikke må bygge på argumenter af en hvilken som helst art. En videnskabelig forsvarlig mening må bl.a. ikke bygge på argumenter, som kan vises at være usande, opdigtede eller fordrejede, eller som principielt ikke kan modbevises - dvs. såkaldte antinomier, f.eks. forestillinger om Guds indgriben, mystiske kræfters eksistens eller skoledannelsers forestillinger om, at en bestemt person, f.eks. Karl Marx, Milton Friedmann, Alf Ross osv., er klogere end alle andre samfundsforskere på området. Langt de fleste videnskabsetikere henviser til Karl Poppers principper for, hvordan en forsker skal 'søge sandheden'. I min bog 'Stregen i sandet, bølgen på vandet' har jeg givet en række eksempler på, at Poppers alment accepterede regler kan føres helt tilbage til Niels Stensens (Stenos) udskillelse af geologien og palæontologien fra religionen for snart 400 år siden, og at denne videnskabsetik siden da har været bærende for udviklingen af naturvidenskaben, herunder især vanskelige problemer som biologiens og geologiens lære om, at Jorden, Livet og Mennesket er produkter af en naturlig udvikling. Enhver formodning i samtiden om, at en sådan 'ugudelig' forestilling kunne blive resultatet af Stenos videnskabsetik, ville med sikkerhed have sendt ham i døden som kætter. Men tværtimod blev Steno en meget anset mand, fordi han formåede at formulere nogle logiske, uimodsigelige og almene principper, som end ikke han selv kunne ane de konkrete konsekvenser af. Eksemplet viser betydningen af at have en almen og logisk begrundet videnskabsetik, som - på grund af sin almene karakter - rækker ud over samtidens religiøse og ideologiske skoledannelser, og som - fordi den anerkender muligheden for at blive klogere - kan gøre det forsvarligt for forskerne at have en bestemt mening i samtiden, blot de overholder visse elementære regler. Den moderne videnskabs opståen i 1600-tallet skyldtes bl.a., at tiden var moden til en både politisk og religiøs anerkendelse af almene videnskabelige principper, selv om samtiden - og eftertiden - langtfra var moden til at anerkende de konkrete resultater, som principperne viste sig at medføre i de kommende århundreder. F.eks. er evolutionsteorien, istidsteorien og pladetektonikken uomgængelige 'makrohistoriske' resultater af videnskabens principper, selv om teorierne fortsat skaber vrede i visse religiøse kredse, se f.eks. den hede debat om evolutionsteorien i Jyllands-Posten sidste efterår. Helt tilsvarende må samfundsvidenskabens 'makroøkonomiske' teoretikere anerkende visse elementære adfærdsregler, der rækker ud over samtidens politiske forestillinger, hvis de vil bidrage med andet og mere end debatindlæg eller 'hyggesnak' med meningsfæller. Jeg mener derfor, at vi nøje bør granske den påstand, at man ikke kan anvise en forsvarlig og almen videnskabsetik, der, som tilfældet er på det naturvidenskabelige, sundhedsvidenskabelige og humanistiske (herunder det teologiske) område, også kan anvendes på alle samfundsvidenskabelige områder. Selvfølgelig kan man argumentere videnskabeligt inden for f.eks. en marxistisk, keynesiansk eller georgistisk ideologi, ligesom man kan argumentere videnskabeligt forsvarligt som kristen eller islamisk teolog, men det går naturligvis ikke an at ville skjule, at man har et udgangspunkt, der på forhånd bortdømmer konkurrerende muligheder. Så er grænsen mellem videnskabelig fortolkning og bevidst vildledning klart overskredet. Enhver videnskabelig forskning skal forklare metoden - eller bekende sig til en skole! Derudover er der grund til at foretage en granskning af, hvilke krav vore forestillinger om et videnssamfund stiller til videnskabsetikken. Forventer befolkningen, at forskere kun skal kunne irettesættes af UVVU, når de tildigter måleresultater, og når de kasserer observationer, de ikke bryder sig om? Forventer befolkningen, at forskere, der udtaler sig i embeds medfør, kun skal stå til ansvar for de almindelige domstole, hvis de fremsætter vildledende, fordrejede eller ensidige synspunkter, og at UVVU til støtte for eventuelle retssager eller ansættelsesmyndighedens sanktioner ikke må forholde sig til, om de har opført sig i strid med god videnskabelig praksis? Eller forventer befolkningen i stedet, at f.eks. offentligt ansatte forskere har en særlig pligt til at omtale eventuelle væsentlige modstridende argumenter, hvis de anfører officielle stillingsbetegnelser og ansættelsessteder, når de udtaler sig på områder, hvor de har ansvar for kandidat- og forskeruddannelse eller myndighedsrådgivning? Og forventer befolkningen, at offentligt ansatte forskere skal afholde sig fra at bringe nye og eventuelt politisk sprængfarlige forskningsresultater til torvs, inden de er bedømt af andre, uvildige forskere? Ønsker befolkningen, at ikke kun forskere, men også institutioner, der som statens rådgivere eller som udøvende myndigheder undertrykker væsentlig viden eller videnskabelig uenighed om resultater, metoder og lignende, skal kunne indklages for videnskabelig uredelighed? Eller ønsker befolkningen, at statsinstitutioner ikke skal kunne prøves for UVVU, hvis der er mistanke om, at de har manipuleret videnskabelige resultater, og at sådanne sager alene angår ministeransvaret og derfor kun skal kunne afgøres af Folketinget? Endelig viser Lomborgsagen, at formidlingen af en afgørelse er helt afgørende for, hvilken effekt den får. Formålet med udtalelser fra UVVU er i realiteten at påvirke en forskers, en institutions, en virksomheds eller et produkts omdømme. Det være sig i form af en renselse eller en påtale, mens en eventuel ansættelses-, erstatningsmæssig eller strafferetlig konsekvens skal afgøres af arbejdspladsen eller eventuelt af domstolene. På det videnskabelige område er omdømmet helt afgørende for bl.a. erhvervsevnen, og et godt omdømme er derfor de pågældendes vigtigste aktiv. Men en myndighed styrer ikke folks omdømme; den kan kun påvirke det. Styringen af en forskers omdømme er forskeren selv kun delvist herre over, bl.a. fordi mediernes styring af omdømmet stort set er ude af kontrol. Det er for så vidt også meningen med de private mediers og borgernes presse- og ytringsfrihed, men det er ganske afgjort ikke meningen, at myndigheder, offentlige eller statsligt godkendte forskningsinstitutioner og deres titulære repræsentanter skal kunne lægge autoritet til hvad som helst. Konklusion: Al tale om et 'videnssamfund' er meningsløs, hvis borgerne og politikerne ikke kan kræve, at myndigheder, offentlige forskningsinstitutioner og deres officielle repræsentanter skal arbejde og udtale sig videnskabeligt forsvarligt og ærligt, og hvis det ikke må påtales af f.eks. UVVU, når grene af 'det officielle Danmark' ikke overholder almindelige regler for god videnskabelig praksis.