0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sandhedens sure time

Det er måske ikke pænt at kalde Aksel Larsen, dobbeltagent. Men er det helt forkert? Og hvorfor må man ikke tale om 'landsforræderiske tendenser' i Socialdemokratiets historie?

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det er måske ikke pænt at kalde Aksel Larsen, dobbeltagent. Men er det helt forkert? Og hvorfor må man ikke tale om 'landsforræderiske tendenser' i Socialdemokratiets historie? Folketingsmedlem Jesper Langballe, (DF) forklarer sig.

Motto: »Mo'er! Petrine stjæler af Kammerraadens Pindebrænde og kommer det i vores Kakkelovn!«. »Stjæler! Hvor kan du faae saadanne afskyelige Ord i din Mund! Troer du Herr Sommerfelt bryder sig om et Par Fyrrepinde?«. Fritz Jürgensen.

Klokken har ringet sandhedens time ind vedrørende den kolde krig i Danmark. Den offentlige debat tager allerede forskud på den historikerundersøgelse om medløberiet, som Dansk Folkeparti har banet vej for. Og nu raser de, der gerne vil udviske deres egne spor.

To tidligere socialdemokratiske ministre har truet mig med injuriesag for mine udtalelser i Folketinget under koldkrigsdebatten 29. januar om deres og Socialdemokratiets 'landsforræderiske tendenser' i begyndelsen af 80'erne. De har ynkeligt trukket sig tilbage igen, da de som forventeligt ikke vil have ny blæst om deres skændsel i 80'erne. De har så gemt sig bag det figenblad, at Folketingets Præsidium angiveligt skulle have taget afstand fra mine ytringer.

Det er selvfølgelig forkert. Hvad enkelte præsidiemedlemmer som snakkemaskinen Margrete Auken privat mener om det, jeg har sagt, er ganske ligegyldigt. Præsidiet er Folketingets interne styringsinstans og ikke en domstol, der kan mortificere mine udtalelser. Det kan kun jeg, og jeg drømmer ikke om at gøre det.

Og SF'erne slikker deres sår efter de høvl, de fik under samme debat.

Måske fik de dem især på grund af en forbløffende uvidenhed om deres egne partikoryfæers historie. Der skal enten stor frimodighed eller betydelig uvidenhed til at hævde - som Holger K. Nielsen gjorde under folketingsdebatten - at SF altid er gået forrest i modstanden mod Sovjet. Sandheden er jo, at de tre mest markante danske meddelere til Sovjets hemmelige politi, KGB, var SF-ledere: partiets stifter Aksel Larsen og siden Holger Vivike og Gert Petersen. De to sidstnævntes fordækte gerninger er indgående skildret i Jakob Andersens 'De røde spioner'. Aksel Larsens dobbeltspil blev stærkt bekræftet af hans biograf Kurt Jacobsens nye oplysninger i Politiken søndag 9.2. om hans mangeårige samarbejde med CIA.

Efter folketingsdebatten skrev én af de frustrerede SF'ere, Aage Frandsen, til Folketingets Præsidium og græd lidt over debattens onde tone. Jeg havde nemlig fra talerstolen brugt grimme ord som 'dobbeltagent'. Ja, når man taber selve sagen, er det ikke ualmindeligt, at man kommer i følsom stemning og hengiver sig til jammer over tonen. Sandheden lyder jo tit grimt og uopdragent - især for dem, der rammes af den.

Men først til lidt baggrundsorientering om mit eget bidrag til koldkrigshistorien - til supplement af oplysningerne om Aksel Larsen og CIA.

Den gamle chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, oberst Hans M. Lunding, var i venners lag en fængslende fortæller. Over en god middag i Randers for en snes år siden fortalte han min kone, min mor og mig sin fantastiske historie om Aksel Larsens forbindelse med CIA. (Jeg erindrer ikke noget årstal, men siden har jeg i Kurt Jacobsens Aksel Larsen-biografi fået den beretning, jeg gengiver i det følgende, dateret til 1960. Historien blev med fravær af visse detaljer, bragt i Politiken i 1976, efter sigende bekræftet af Lunding, der også har fortalt den til historikeren Tage Kaarsted).

Her er historien, som jeg hørte den: Én af Lundings efterretningsofficerer havde opsporet, at amerikanske ambassadefolk (CIA) havde installeret Aksel Larsen for nogle dage på et københavnsk hotel, hvor han blev fyrsteligt opvartet og formentligt for penge aflagde beretning over et par dage om kommunistiske forhold i Sovjet og i Europa - alt imens båndoptagerne snurrede.
Lunding ringede straks til ambassaden og sagde til sin amerikanske kollega:

»I pumper Aksel Larsen ...«.
»Ja, det gør vi«, lød svaret.
»Det véd I jo godt, at I ikke må« (drive spionage i Danmark. J.L.).
»Ja, det véd vi godt. Men vi gør det alligevel. Det er en guldfugl, vi har fat i«.

Lunding svarede, at det måtte han så finde sig i. Men på én betingelse:
Han ville have en komplet udskrift af alt, hvad Aksel Larsen havde sagt. Og snart ankom der fra ambassaden en enorm stak papir.

Lunding læste den igennem og forstod godt amerikanernes høje vurdering af efterretningernes værdi. Derefter tog han hele papirstakken og gik personligt op og lagde den på udenrigsminister Jens Otto Krags skrivebord. Krag tog ifølge Lundings beretning imod materialet uden at fortrække en mine.

»Hvorfor gjorde du egentlig det?«, spurgte jeg Lunding. »Det var jo ikke Danmarks interesser, der stod på spil«.

Lunding tænkte sig lidt om og svarede så: »Jeg syntes, at sådan et dumt svin, der åbenbart ville gøre hvad som helst for hvem som helst, fortjente at blive hængt op ...«. Blev Larsen så hængt op?

Hvad Krag brugte sin viden til er et ubesvaret, men interessant spørgsmål, og man kan jo gætte. Et par år efter blev Krag regeringschef. Før valget i 1966 svor han, at han ikke ville have noget med SF at bestille, men efter valget sagde han med sit mest berømte bonmot: »Man har et standpunkt, til man tager et nyt«, og så dannede han 'det røde kabinet' sammen med SF. Hvorefter han via sin stokkemester Per Hækkerup fik SF's Aksel Larsen-fløj banket til at sluge så mange usocialistiske kameler, at SF blev sprængt, og VS brød ud.

Hvem véd, om ikke Jens Otto Krag, lige fra han indtog sit berømte nye standpunkt, havde sat sig for at sprænge SF. Og hvem véd, om ikke han til det formål afpressede Aksel Larsen til borgerlige indrømmelser ved at antyde den viden, oberst Lunding havde lagt på hans skrivebord. Som Kurt Jacobsen siger til Politiken, havde SF næppe overlevet, at venstrefløjsvælgerne var blevet bekendt med det omtalte samarbejde.

Men her er jeg ude på gætteriets overdrev. Selvfølgelig fremsatte Gert Petersen også dengang pr. refleks en bortforklaring: Hele historien var fabrikeret af CIA, sagde han.

Det er først og fremmest min viden fra Hans Lunding - bekræftet af Kurt Jacobsens biografi - der er baggrunden for, at jeg i folketingsdebatten kaldte Aksel Larsen 'dobbeltagent', det udtryk, som Aage Frandsen siden har jamret over, fordi det ikke lyder pænt. Jeg finder det mere væsentligt, om det er sandt. Og Aksel Larsens maskepi med CIA er nu blevet til overmål bekræftet af Kurt Jacobsens nyeste oplysninger. Jeg medgiver, at mit udtryk 'dobbeltagent' ikke er helt dækkende. Ved det ord forstår man gerne, at der er samtidighed i den dobbelte virksomhed.

Det er formentlig ikke tilfældet her. Men det er en velbeskrevet kendsgerning (Bent Jensen: 'Bjørnen og haren'), at Aksel Larsen som DKP-formand udleverede klassificerede danske forsvarsplaner til KGB. Han har altså - som Lunding vidste - villet gøre hvad som helst for hvem som helst, når han så sin fordel ved det. Så Holger K. Nielsen har sikkert ret i, at SF's partihistorie må skrives om. Dermed ryger tilmed SF's selviscenesatte positur som den kritiske vagthund par excellence over for såvel Moskva som Pentagon og CIA.

»Nej, nej! Det er blot en fodnote i SF's historie«, erklærer Gert Petersen besværgende i Politiken 11. februar. »Det ligner nærmest en almindelig snak med 'diplomater' ...«. Pudsigt nok er det den samme bagatelliserende stil, Gert Petersen anlægger, når han skal bortforklare sine egne løbende samtaler med KGB - og den gaveregn, der fulgte med. Det var skam bare en almindelig snak om løst og fast. Og må man nu ikke engang spise frokost med folk og tale hyggeligt sammen? Hva'behar?

I 1976 var Gert Petersens forklaring, at CIA havde opfundet historien om Aksel Larsen. I dag har han ændret forklaring til, at det bare er en ligegyldig fodnote.

Nuvel, kald det bare en fodnote. Men når det efterhånden vrimler med den slags fodnoter i partihistorien, så kan teksten over fodnotestregen jo godt få det lidt trangt.

På et politisk højere niveau ligger Kjeld Olesens ansvar for skiftet i den socialdemokratiske sikkerhedspolitik efter 1979 - sekunderet af Lasse Budtz og i nogen grad af Ole Espersen. Her er ikke tale om kriminelle eller lyssky handlinger, men om et politisk kursskifte, som blev skæbnesvangert for Danmarks anseelse hos de vestlige allierede, og som let kunne have fået værre følger.

Den hæderlige sikkerhedspolitik, som Socialdemokratiet efter besættelsen havde ført - siden 1949 inden for rammerne af NATO - blev drejet 180 grader, da Kjeld Olesen fik gjort 'Norden som atomvåbenfri zone' til det danske socialdemokratis parole. Oprindeligt var det et sovjetisk propagandapåfund, fremsat af den sovjetiske præsident Bulganin. Det var tidligere blevet konsekvent afvist af nordiske socialdemokratiske regeringschefer.

De nordiske stater var jo faktisk atomvåbenfri. Men havde Danmark kontraktligt forpligtet sig på atomvåbenfrihed over for Sovjet, så havde det givet Sovjet en folkeretsligt uhyrlig kontrolkompetence i Danmark og sat os i en skæbnesvangert neutral position.

Det hører med til historien, at omtrent samtidig foretog det norske socialdemokrati nøjagtig samme kovending ved et indre partikup, foranstaltet af det unge socialdemokratiske håb, Arne Treholt (siden fængslet som højt placeret KGB-officer) samt hans forbundsfælle, statsråd Jens Evensen. Og siden fulgte det vesttyske socialdemokrati.

De tre søsterpartier havde tradition for en fælles kadence.
Da vi i 1982 havde fået en borgerlig regering, fulgte Socialdemokratiets ynkelige fodnotepolitik, som blev bravt imødegået af udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen.

Sagen var jo, at under Anker Jørgensen havde 68-bevægelsens og fredsfolkets intellektuelle sat sig fast i det gamle arbejderparti.

'Hellere rød end død', lød slagordet - det fejhedens motto, som den landsforviste russiske dissident Alexander Solsjenitsyn myndigt besvarede med ordene: »Nej, hellere død end gemen!«.

Antiatomvåbendemonstranterne hævdede i fuldt alvor, at USA var en lige så stor - om ikke større - trussel end verdenshistoriens største dræbermaskine, Sovjet (med over 30 mio. dræbte russere, ifølge vores viden i dag).

Og Socialdemokratiets unge ideologiske løver sprang med på vognen. Via den berygtede 'kaffeklub' fik de den let påvirkelige Anker Jørgensen til at overtage deres fraser. De svækkede NATO, omtrent som de i dag er på vej til at gøre det i forhold til Saddam Hussein. Anker Jørgensens retorik kunne endog konkurrere i umodenhed med de unges - som da han offentligt kaldte USA's præsident Ronald Reagan for 'en gal hund' - den person i Vesten, der har størst ære for Sovjetunionens senere endeligt.

Det er dette kursskifte, jeg i Folketinget betegnede som »landsforræderiske tendenser«. Udtrykket er anvendt som en moralsk, ikke en juridisk term. For det betyder, at i ideologiens hellige navn blev Danmarks interesser forrådt. Helt inden for lovens rammer. Der er vist aldrig nogen, der herhjemme er blevet dømt ved retten for sine 'tendenser'.

Ole Espersens værste forsyndelse forekommer mig at være, at han i 1981 som justitsminister i den ellevte time afblæste straffesagen mod Arne Herløv Petersen for påvirkningagentvirksomhed - efter at PET havde slidt i døgndrift med at fremskaffe et fintmasket net af beviser - og mens politimesteren i Svendborg glædede sig over at skulle i retten som anklager med en sag, der var så velbelyst. Oven i købet krænkede Ole Espersen groft den sigtedes ret ved at frafalde tiltalen, men fastholde sigtelsen - som Arne Herløv Petersen altså ikke kunne blive renset for ved en retlig prøvelse. Ville han renses, sagde justitsministeren, så måtte han selv anlægge injuriesag mod staten. Men for resten kunne han ikke få sagens akter at se. Et uhyrligt retsovergreb.

Og hvorfor? Ja, det er, som Bent Jensen har gjort opmærksom på, ikke svært at regne ud, når man tænker på, at Arne Herløv Petersens angiveligt af Sovjet betalte propaganda netop slog til lyd for - ja såmænd: Norden som atomvåbenfri zone. I en retssag ville den tiltaltes advokat straks have spillet på den pinlige omstændighed, at Arne Herløv Petersen var tiltalt for at agitere for den socialdemokratiske regerings officielle sikkerhedspolitiske hovedprogrampunkt - som ganske vist også var Sovjetfabrikeret.

Kan man undre sig over, at Ole Espersen ikke er varm på en injuriesag, som han ville tabe med et brag? Men selvfølgelig har han ret i, at sandheden ikke lyder pænt. Den er nærmest utilbørlig - ikke net og dannet og ikke skolet i marxistisk dialektik. Tanken om at slippe den løs i Folketinget er skræmmende, for der skal et vist mål af taktløshed til at udtale den. Men en velopdragen politiker, som bliver ramt, kan jo altid klage over sandhedens tone. Ikke imødegå anklagen - fri og bevar mig vel! Nej, så hellere klage til Folketingets Præsidium eller til nævnet for takt og tone for at få lukket munden på sådan en gadedreng.

Som en gammel kommunist, Otto Gelsted, træffende skrev om offentlig debat:

»Vær large, urban, fidel, koket, stil skrubben væk og slib din pil, og gem den i din slebne stil. Den fine mand har altid ret.

Men kniber det, da ti, da ti, til hele faren er forbi!«.