»Det her kunne jeg ikke snakke mig fra. Jeg har været vant til at kunne snakke mig fra stort set alt her i livet«, skriver journalist Jens Winther i denne beretning om at få stillet diagnosen kræft. Min første cigarnød jeg som syvårig sammen med min far. Det hed sig, at det var bedre at nyde cigaren derhjemme end ude blandt fremmede. Jeg tror, der var en skjult dagsorden gående ud på, at en Ninetta nok skulle fratage det unge menneske lysten til yderligere fraternisering med tobakken. Sådan gik det ikke. Fra før konfirmationen var tobakken en fast del af min tilværelse. Det kunne være i form af fem Eiffel, 10 King's eller cigarer fra den fædrene kasse. Det blev senere til gode franske cigaretter i måske titusindvis, piber med Garrick, god Dunhill og senere W.Ø. Larsen-tobak og så selvfølgelig cigarerne - de gode danske og de cubanske Romeo og Julie, Cohiba, Partagas ... For længe siden læste jeg et digt, der hed 'Tobakkens pris' - det var en hyldest til den tobak, som gav brugeren så stor nydelse. Jeg har tænkt lidt over titlen - det er faktisk en god titel på mere end én måde. I årevis var det et ritual hos mig at mærke efter, om pakken med cigaretterne, piben eller æsken med cigarerne var der, når jeg gik ud ad døren - som en anden hovedperson i James Joyces 'Ulysses', der klapper sig på lommen for at mærke, om den rå kartoffel er der, for en rå kartoffel i lommen er godt mod gigt. Tobakken i lommen var god for livskvaliteten. Tobakken var nydelse og tidsfordriv og god til at stimulere tankens flugt. Det var ikke muligt - ej heller for mig selv - at overbevise mig om, at tobakken kunne være andet end næsten saliggørende. At tobakken skulle have en pris ud over de måske hundredtusinder af kroner gennem årene, rakte min fantasi ikke til at forestille sig. Men titlen 'Tobakkens pris' fik en helt ny betydning, da jeg for et par år siden blev udsat for det, der med en floskel kaldes en 'livsbegivenhed' - det vil sige sådan en begivenhed, der gør, at man tænker sit liv igennem, uden at man nødvendigvis af den grund ville have levet det på en anden måde, hvis man nu kunne det. Det kan man jo heldigvis ikke - der er jo ikke fortrydelsesret og bytteret indbygget i det her liv. Mit opgør med kærligheden til tobakken var absolut ikke frivilligt, men - håber jeg - god at få forstand af. Når jeg tænker mit liv igennem, dukker spørgsmålene op. Kunne jeg have levet det anderledes? Kunne jeg have gjort tingene på en anden måde? Ville jeg i virkeligheden have haft et helt andet arbejde? Ville jeg gerne have opført mig helt anderledes over for min familie og over for mine venner? Var der nogen, der skulle have haft nogen på frakken, men hvor jeg havde været for doven til at gøre det? Var jeg for fej i de afgørende situationer? Rækken af spørgsmål, der dukkede op, var næsten uendelig. Når jeg sidder og skriver det her, er det naturligvis, fordi den såkaldte livsbegivenhed endte med ikke at være en dødsbegivenhed. Det var sådan set to centimeter, der betød forskellen mellem livsbegivenhed og dødsbegivenhed. Det kommer jeg tilbage til. Det begyndte alt sammen i november 2000, hvilket vist nok slet ikke er rigtigt. Det begyndte lang tid før, men hvornår ved jeg ikke. Men i november i 2000 tog begivenhederne fart for mig. Efter i nogen tid at have følt mig generelt skidt tilpas fik jeg bevilget et alment helbredstjek af min læge - sådan et med masser af blodprøver, hjertekardiogram og røntgenbilleder af lungerne og forskelligt andet. Egentlig fejlede jeg jo ikke noget - jeg havde det bare ikke så godt, så modstræbende gik jeg i gang med at valfarte fra Herodes til Pilatus. På røntgenklinikken kikkede lægen på billederne og spurgte mig, om jeg var klar over, at jeg gik rundt med en lungebetændelse i den ene side. Selvfølgelig var jeg ikke det. Efter et paromgange med stærk penicillin var der næsten ikke noget forkert ved billederne af den højre lunge. Skyggerne var forsvundet - tilbage var der en lille diminutiv prik. Lægen på røntgenklinikken udtalte, at der efter hans opfattelse »ikke var noget lusket at se« ... Jeg husker kun alt for tydeligt den sene eftermiddag, hvor jeg for fjerde gang skulle op til min praktiserende læge - vi har i øvrigt nydt godt af at have kendt hinanden i 26 år indtil nu. Jeg var efterhånden træt af at have brugt så lang tid på det her. Der var jo faktisk ikke andet i vejen med mig, end at jeg hostede, fordi jeg røg for meget og så videre - alle de der forklaringer, man godt kan og er godt træt af. Mit 'sidste' besøg hos min praktiserende læge gik ud på, at nu skulle vi kikke på det sidste hold billeder fra røntgenklinikken. Min praktiserende læge kikkede på billederne - vi kikkede faktisk på dem sammen. Den højre lunge, hvor der to måneder forinden havde været skygger hen over midten af lungen, var nu næsten fri for skygger. Tilbage var en plet på størrelse med en lille mønt. Den plet havde sådan set været der hele tiden. Efter at have kikket grundigt på billederne, der jo så meget bedre ud end første gang, gik vi i gang med at diskutere. Det var så absolut gået den rigtige vej, mente jeg. Det ville min praktiserende læge sådan set godt give mig ret i, men han insisterede på, at den plet, der var tilbage på højre lunge, skulle undersøges. Han holdt stædigt fast ved, at den kunne være forstadier til det unævnelige - det i hvert fald for mig unævnelige. Jeg havde på det tidspunkt været storryger i 42 år. Vi førte en længere diskussion ved hans skrivebord i konsultationen. Diskussionen endte med, at jeg beskyldte ham for at forsøge at projicere sin egen angst for kræft over på mig. Den bemærkning blev tilsyneladende for meget for ham, for nu blev der sat trumf på. »Jens - jeg vil ikke have dig siddende i den dér stol om et par år, hvor du så siger til mig: »Hvorfor sagde du ikke noget dengang?««. Det endte selvfølgelig med, at jeg lovede at tage på hospitalet for at få gennemført en egentlig undersøgelse af den højre lunge, som der efter min opfattelse ikke var noget 'lusket' i vejen med, i hvert fald ikke andet end nogen efterladenskaber fra lungebetændelsen - nogle småtterier. Der var imidlertid noget, min praktiserende læge ikke kunne vide, da han sagde, at han ikke ville have mig siddende i stolen om et par år. Jeg ville ikke have siddet der. Jeg ville have været død længe før. Undersøgelsen aflungerne blev gennemført meget hurtigt på Københavns Amtssygehus i Gentofte. Undervejs var der flere gange foreløbige udsagn, som jeg rask væk tolkede derhen, at der ikke var noget alvorligt i vejen. Jeg er vist det, overlægerne på lungeafdelingen kalder for en problemfornægtende patient. Sådan én er, så vidt jeg kan skønne, ikke farlig for sig selv. Men hvis en problemfornægtende patient har en lige så problemfornægtende eller ikke specielt omhyggelig praktiserende læge, ja så bliver hele setuppet livsfarligt for patienten. Min praktiserende læge er ikke problemfornægtende. Han er både omhyggelig og stædig. Gudskelov for det. Undervejs i undersøgelsesfasen på Gentofte var jeg ved at stikke af flere gange. Det var sgu ikke for børn alt sammen. Den dag, da jeg virkelig var på vej i fuldt firspring hen ad hospitalsgangen med slanger og dit og dat på slæb, havde de heldigvis fastmonteret en kanylehane i min ene hånd, så da tre stærke kvinder havde holdt mig fast et øjeblik, samtidig med at de pumpede bedøvelse ind i kroppen på mig - ja så kom jeg ikke ud af stedet. Mine undersøgelser sluttede en tirsdag eftermiddag. Jeg tog glad fra hospitalet med en aftale i kalenderen om at møde op på ambulatoriet førstkommende fredag morgen. Der ville jeg så få at vide, at jeg nok hellere måtte skære ned på antallet af cigarer, cigaretter og piber. Det, var jeg overbevist om, ville være den mest alvorlige besked, jeg kunne risikere fredag morgen. Jeg blev ringet op torsdag eftermiddag på mit arbejde af min 'faste' sygeplejerske på ambulatoriet. Hun ville vide, om jeg havde mulighed for at smutte ud på hospitalet nu. De ville gerne snakke lidt med mig. Det kunne jeg godt. Da jeg mødtes med sygeplejersken og lægen, forekom det mig godt nok, at de så noget alvorligere ud, end godt var. Jeg fik nu ikke tid til at fundere over det i længere tid. De meddelte mig ligeud, at undersøgelsen viste, at der sad en ondartet kræftknude meget centralt i højre lunge, og at de på konferencen samme dag havde diskuteret, om jeg skulle være deltager i et skandinavisk forsøgsprojekt, hvor man ved hjælp af strålebehandling forsøgte at kurere lungekræft, eller opereres. Erfaringsgrundlaget var dog så lille med strålingen, at man havde besluttet sig for operation. For anden gangi hele det nu næsten tre måneder lange forløb var ingen diskussion mulig. Det her kunne jeg ikke snakke mig fra. Jeg har været vant til at kunne snakke mig fra stort set alt her i livet. Jeg har faktisk levet af at snakke. Det var en for mig helt ny situation: at skulle spørge andre mennesker om de mest alvorlige ting her i livet. Ville jeg overleve - ja, det mente de nok. Ville vi kunne blive boende i vores lejlighed på fjerde sal uden elevator - ja, det mente de nok. Ville jeg kunne løbe på ski - nej, det ville nok blive for anstrengende. Ville jeg kunne sejle - ja, hvis det var noget med motor. Det er det ikke. I familien har jeg altid haft tilnavnet 'Ka' selv' - underforstået gået for at være en irriterende person, der kun kan acceptere lige nøjagtig den måde, han selv gør tingene på. Den eftermiddag gik det langsomt op for mig, at jeg var på vej ind i en fase i mit liv, hvor jeg i højere grad ville være afhængig af andre mennesker, end jeg havde været vant til hele mit liv. Operationen kunne gennemføres og blev det en halv snes dage efter den skelsættende torsdag eftermiddag i ambulatoriet. Den ubehagelige tvivl, der havde været om, hvorvidt det kunne lade sig gøre at operere, når kræftknuden sad så centralt, viste sig at være uberettiget. Den dødsangst, der greb så voldsomt ind i hele vores lille families liv fra indlæggelsen fredag til operationen mandag formiddag, står i dag tilbage som et ubehageligt diskussionsemne. Vi diskuterer stadig, hvor ærlig den opererende læge skal være forud for operationen. Efterbehandlingen påGentofte har været fantastisk. For mit vedkommende har jeg for første gang haft brug for det danske sundhedsvæsen i en alvorlig sammenhæng, og selv om meget af mit professionelle liv som journalist er gået med at være kritisk over for politikere, offentlige institutioner og så videre, falder det mig nemt at konstatere, at jeg med en enkelt undtagelse - den private røntgenklinik - har været udsat for en virkelig kompetent og i den her sammenhæng livsforlængende behandling. Der er brugt meget papir på skildringer af livets 'nye og store dybder' som en direkte følge af alvorlig sygdom. Bevares, jeg sætter stor pris på livet, men det falder mig svært at påstå, at mit liv i dag er bedre, end det var 'dengang' med to lunger og en cigar i flaben. Jeg har været dum som så mange andre. Lungekræft er noget, de andre får. Mit livslange kærlighedsforhold til tobakken i form af massevis af franske gauloiser, gode cigarer og gode piber med god tobak i er blevet afløst af kajakroning, lidt løb, skiløb, sejlads og cykling. Alt sammen i et lidt mere moderat tempo end tidligere. Jeg savner stadig en god cigar og kan ikke tåle at se mine piber. Men jeg er blevet lidt 'hellig'. Jeg kan godt forstå, at rygere har svært ved at holde op, men 'Tobakkens pris' er høj. Den er faktisk så høj, at ens fantasi og forestillingsevne slet ikke rækker. Havde min fantasi og forestillingsevne været bedre, var jeg måske holdt op med at ryge. Jeg ville under alle omstændigheder have røget på en anden og mere fornuftig måde, hvis man da overhovedet kan bruge ordet fornuft i den her sammenhæng. Hver gang, jeg diskuterer tobak og den ubændige trang til at ryge, skal jeg erindre mig selv om, at jeg slap heldigt fra mit livslange afhængighedsforhold. Jeg er jo en af de 8-10 stykker ud af hver 100 lungekræftpatienter, der overlever. Men måske ønsker jeg mig en cubansk Romeo og Julie i fødselsdagsgave, når jeg bliver 70 eller 80. Egentlig tror jeg det ikke.