Den vilde natur lever lige uden for vort vindue. Men hvad skal vi stille op med al den biologiske mangfoldighed? Vi har for vane at tale om nytte og værdi. Måske er tiden moden til at bruge ord som nydelse og glæde? Dagens kronikør er biolog. Og romantiker. Titlen på denne Kronik er genbrug. Sådan hedder nemlig også en bog af videnskabsteoretikeren Jesper Hoffmeyer, udgivet i 1984. Heri reflekterer Hoffmeyer blandt andet over årsagen til den samhørighed han føler med andre levende organismer - for eksempel lindetræet uden for forfatterens vindue. Hoffmeyers pointe er at denne lidt luftige følelse godt kan begrundes metafysisk. Ikke blot har natur og menneske en fælles oprindelse, men ånd og natur fungerer desuden ifølge Hoffmeyer på fundamentalt samme måde. Jeg er biolog, og forsker i bevarelsen af den vilde natur og dens mangfoldighed i Danmark. Jeg må huske at forklare, at vild natur er al den natur som optræder og udfolder sig spontant og uplanlagt. Selv det mest kontrollerede staudebed rummer elementer af spontanitet, men er dog alligevel fattigt på oplevelser og biologisk mangfoldighed sammenlignet med en urørt skov eller en eng som har undsluppet gødskning, dræning og omlægning. Ligesom Hoffmeyer motiveres jeg af en samhørighedsfølelse med naturen. Og det ser ud til at vi ikke er alene: Nye meningsmålinger viser, at befolkningen værdsætter naturen højt. Alligevel forekommer de familiære bånd mellem menneske og natur at være slidt af husspektakler og mangel på indlevelse. Selvom naturfredningstanken gennem de seneste 100 år har haft mange tilhængere og har skabt mange resultater, har den vilde natur med få undtagelser været på retræte i samme periode. Det er småt med den kvalificerede debat om naturbeskyttelse i Danmark. Når naturen en sjælden gang leverer nyhedsstof, ja så har dækningen karakter af anekdotefortælling til aftenkaffen. Politisk opfølgning på naturnyheder synes lige så utænkelig, som at Thor Pedersen ikke kommer til at pryde mindst et dusin avisforsider endnu. Indimellem kan man høre absurditeter som »nu skal der plantes 100.000 hektar enge« eller »en dansk EU-parlamentariker har bedt om biodiversitetskrisehjælp til Danmark på grund af det voldsomme stormfald efter orkanen«. En opringning til en fagperson kunne have afsløret, hvorfor man ikke bare kan plante en eng, eller hvorfor væltede træer også kan være en håndsrækning til naturen. Det er sært, at vi på den ene side holder så meget af naturen, men på den anden side ikke synes at tage den alvorligt. Man får let det indtryk, at vi mangler sprog for naturen og egentlig heller ikke aner, hvad vi skal stille op med den. I stedet er det EU's embedsværk, som med fuglebeskyttelsesdirektiv, habitatdirektiv og vandrammedirektiv gennem de seneste årtier har stået for en ufolkelig, men visionær og fremsynet naturbeskyttelse i Danmark. Måske skalårsagen til vores vanskeligheder ved at forholde os til naturen søges i historien. Hvis vi starter med de 35.000 år gamle hulemalerier i det nuværende Frankrig, så tyder de på en religiøs naturdyrkelse hos vores forfædre. En sådan naturdyrkelse passer fint ind i forestillingen om de ædle vilde, som lever i paradisisk økologisk balance med naturen. Et mere nutidigt eksempel er forestillingen om de nordamerikanske indianere, som før den europæiske kolonisering levede i balance med flokke af bisonokser. Selvom den økologiske balance var og er en del af indianernes kultur, er det i netop denne sammenhæng vigtigt med en historisk nuancering. Palæontologerne tegner nemlig et overbevisende billede af, at de første mennesker på det nordamerikanske kontinent, indianernes forfædre, i løbet af nogle få tusinde år udryddede næsten alle de største byttedyr gennem jagt. Noget tilsvarende skete efter menneskets første kolonisering af Australien, Europa, Nordasien og Sydamerika. Mange tonstunge kæmpedyr forsvandt for evigt - heriblandt de største elefanter, dovendyr, bæltedyr, vildsvin og strudse verden har kendt. I Europa forsvandt blandt andet skovelefanter, mammutter og tre arter af næsehorn. Senere blev vi landbrugere. Vi fik ryddet vildnisset af skove, moser, heder, enge og overdrev. Naturen blev drænet for vand og pløjet op, og sandelig om ikke befolkningen i Danmark voksede fra en til fem millioner på under 200 år. Palæontologer som har studeret tidligere geologiske perioders masseuddøen som følge af globale katastrofer har døbt vores æra 'den sjette masseuddøen'. Den første af slagsen som ikke skyldtes naturkatastrofer, men derimod et levende væsen, mennesket. At det ekspansive menneske fortrænger naturen ved hjælp af teknologi synes at være et grundvilkår. Men nu, inden jeg fortaber mig i materialistisk historieskrivning, må jeg tilbage til naturen i hovedet, for det er vel her vores naturforståelse skal søges. I denne del af kroppen og i vores del af verden er det svært at komme uden om kristendommens indflydelse. Filologen Aksel Haaning har et i denne sammenhæng interessant historisk perspektiv på det kristne natursyn. Haaning konstaterer, at mens Bibelen er fåmælt, når det gælder forholdet mellem menneske og natur, så blev det hurtigt et kardinalpunkt for de tidligste kirkefædre at gøre op med den religiøse og ugudelige naturdyrkelse. De selv samme kirkefædre beordrede således de gamle træer fældet i de hellige lunde, så mennesket kunne løsrive sig fra de jordiske afguder og hellige sig dyrkelsen af den himmelske Gud. Midt i den materielle fortrængning af naturen fra landskabet, gennemførte kristendommen således en fortrængning af naturdyrkelsen i vores hoveder. Jeg vil ikke påstå at det er kristendommen som har fortrængt naturen fra landskabet, thi menneskets ekspansive kraft er som sagt af ældre dato, men som jeg vender tilbage til senere, har naturromantikken en vigtig rolle at spille i dag. Nu har jeg beskrevet fortrængningen af naturen fra landskabet og fortrængningen af naturtilbedelsen fra hovedet. Den tredje og sidste fortrængningsfase findes i dag udtrykt i det synspunkt, at den vilde natur slet ikke findes. Jeg foreslår betegnelsen 'den kulturradikale naturfornægtelse' efter Poul Henningsen, som var stærkt kritisk over for naturfredningstanken. I en kronik i herværende dagblad i 1927 skrev PH: »Hvad er naturen i et gennemkultiveret land som Danmark? Drivende skyer over Kongens Nytorv, en svale på en telefonpæl, den stille skov, to mand frem for en enke, regndråberne på kanten af en beværtningsmarkise, den groende bøgeskov, den døende dyrehave, frodigheden, ruinen, haglvejr i Istedgade, kornmarken, grøftekanten, vindueskrogens raslen«. Det er en smuk beskrivelse af glæden ved naturen i alle dens fremtrædelsesformer, men nu var tandløs poesi jo ikke netop PH's speciale, og citatet emmer da også af polemik. Der er således samtidig tale om en fornægtelse af, at den vilde natur findes i Danmark. Den ene natur kan angiveligt være lige så god som den anden. Synspunktet, at det ikke giver mening at prioritere en hypotetisk vild natur i et kulturland som Danmark, fremføres også hyppigt af mere nutidige tænkere. Det er da også fristende at give PH ret. Så menneskets storladne selvudfoldelse ikke bremses af en konservativ naturfredningsetik. Samtidig ville vi slippe for at få ridser i lakken på vores selvforståelse, fordi vi ikke levner plads til naturen. Der er bare det lille problem ved naturfornægtelsen at der faktisk stadig er vild natur i Danmark. Det ved den, som har vandret i Hanstedreservatets klitter i Thy eller mellem kæmpestammerne i Suserup Fredsskov ved Sorø. Ældre mennesker husker måske også deres barndoms eng, blomstrende og myldrede af sommerfugle. Sådan ser den næppe ud mere. Det er nok ukendt for mange, at vi i Danmark har en fortegnelse over truede og sårbare vilde dyr, planter og svampe - den såkaldte rødliste. Her er opført mere end 3.000 arter, som i dag er så sjældne, at de er i fare for at forsvinde fra Danmark, hvis ikke vi gør en særlig indsats for at beskytte dem. Hvis man dykker ned i denne rødliste, vil man opdage, at disse arters levesteder langt overvejende består af den mindst kultiverede del af Danmark - naturskovene, moserne, overdrevene, hederne og klitterne. PH's markise, vindueskrog og kornmark er ikke nævnt som levesteder. Det er også her, i den mindst påvirkede natur, at naturhistorikeren, økologen eller naturromantikeren må søge ud for at kunne lægge øre til den store fortælling om naturens opståen, udvikling, vandring og det forfinede samspil mellem tusinder af arter. Af eneller anden grund så har mennesker i vores kulturkreds meget lettere ved at argumentere for naturbeskyttelse ud fra naturens nytteværdi end ud fra den glæde, de føler ved naturen. Når vi skal bevare regnskoven, så fremmanes et billede af de medicinske ressourcer, som vil gå tabt. Truslen om økologiske katastrofer - ørkendannelse, oversvømmelser og klimaændringer - er det som vækker os til politisk handling. Det er interessant, at denne omsorg for at forvalte naturens ressourcer, så der også bliver et livsgrundlag for vores efterkommere, netop er i overensstemmelse med vores kristne naturforståelse. Vi er her for at forvalte Guds skaberværk, ikke for at tilbede det. Desværre er den store del af den biologiske mangfoldighed dybest set unyttig. I hvert fald i Danmark, der som bekendt var nediset for 20.000 år siden og derfor ikke rummer unikke genetiske ressourcer. Peder Agger, formanden for det nedlagte Naturråd, udtalte engang, at vi i Danmark blot behøver tre arter: byg, svin og menneske. Historien viser, at det ud fra en simpel nyttebetragtning bedre kan betale sig at tæmme og udrydde den vilde natur end at frede den. Bevarelsen af denne unyttige vilde natur kan kun begrundes med naturromantiske forestillinger om respekt, glæde og oplevelse. Den vilde natur er en såkaldt blød værdi, som vi ikke ukritisk skal udsætte for cost-benefit-analyser. Den danske naturfrednings grundlægger, moseforskeren August Mentz, turde i 1909 godt nævne glæde og oplevelse som begrundelser for naturfredningen. Måske ville Mentz i egenskab af videnskabsmand være blevet fornærmet over prædikatet naturromantiker, men det natursyn, som han formidlede, er alligevel beslægtet med den naturromantik, som ifølge Haaning overlevede kristendommens bekæmpelse af naturdyrkelsen. Haaning nævner blandt andre Henrik Pontoppidan og Thøger Larsen, den sidste som med 'Danmark nu blunder den lyse nat' priste netop glæden ved naturen. Men også teologer har forsøgt at udvide kristendommens naturforståelse. Anført af Knud Ejler Løgstrup har stadigt flere engageret sig i kampen, for at sansningen af det jordiske er en vigtig kilde til indsigt og glæde. Vi er under pres for at få afklaret vores naturforhold. Riokonventionen, om bevarelsen af den biologiske mangfoldighed, og EU's naturdirektiver forpligter os til at beskytte den mangfoldighed, vi har tilbage. I Danmark har miljøministeren fulgt eksperternes forslag om etablering af mindst seks nationalparker. Samtidig med alle disse udvendige fordringer, trænger samhørigheden med naturen sig på i vores hoveder - i hvert fald ifølge opinionsmålingerne. Men hov, jeg havde nær glemt en vigtig forudsætning for naturromantik og naturforståelse, nemlig at mennesker overhovedet har set og oplevet den vilde natur. Før vi har sanset den vilde natur, findes den simpelthen ikke i vores hoveder. Hvordan skulle for eksempel den yngre generation af landmænd kunne værdsætte en blomstrende natureng, hvis de aldrig har fulgt køerne på græs et sådant sted? Her må det være på sin plads at dvæle lidt ved vores nuværende miljøministers sympatiske målsætning om at den vilde natur skal folkeliggøres. Eftersom naturen jo nu engang er, som den er, så antager jeg, at en sådan folkeliggørelse implicerer, at mennesker kommer mere ud i naturen, og at naturen bliver formidlet, debatteret og prioriteret ligesom velfærdssamfundets øvrige kvaliteter. Man kunne måske ligefrem tale om en naturliggørelse af folket? Her synes der dog at være et gab mellem miljøministerens målsætning og den handling, som samfundet i dag præsterer. Der er behov for en højere prioritering af naturhistorie og naturoplevelser i skoler og børnehaver, ude hos naturvejlederne, og i fjernsynet. Sendefladen er i dag fuld af savanner, regnskove og koralrev, men den spændende natur lige uden for vore vinduer formidles næsten ikke. Naturpatruljen for de mindste er dog et godt skridt på vejen. Når vi har vundet fortrolighed med naturen, så må vores trosverden også give plads til en tilbedelse af den vilde natur, som det under den rettelig er - hvad enten vi nu forstår den som et resultat af evolution eller guddommelig skabelse. Først da er der grundlag for en bioetik, som kan rumme vores dybe samhørighedsfølelse med naturen og samtidig erkendelsen af, at kulturen og teknologien gør os fundamentalt anderledes end andre levende skabninger - en konstant trussel, men også potentiel medspiller. Selvfølgelig skal vi som PH glæde os over hele naturen, og ikke kun den vilde og storslåede natur. På den anden side: Regnvandet på værtshusmarkisen skal nok overleve, men den levende Dyrehaven med dens væltede stammer og mylder af forunderlige svampe og insekter, den blomsterrige eng og de uspolerede klitlandskaber kan kun bevares og nydes, hvis vi vil det.