Åke Göransson er en af de fineste malere, Sverige har haft. Hans fornemme kolorit kan opleves i Malmø netop nu, mens hans hjerteskærende livshistorie fortælles her. Af kunsthistoriker og forfatter Charlotte Christensen. Der ermange tragiske historier om sind, der gik i stykker, når man studerer den svenske kunsts historie. Men museer og samlinger er også fulde af bevægende og inspirerende kunstværker skabt på anstalter for sindslidende. Malerne Ernst Josephson og C.F. Hill fik større betydning for modernismen med de værker, de udførte i deres sygdomsår, end igennem deres naturalistiske ungdomsværker. Da man havde sagt farvel til beskrivelsen af den såkaldte virkelighed som maleriets primære opgave, var der mulighed for, at de lsquo gale' billeder kunne få lov at blive bevaret og udstillet. Historien om Åke Göranssons billedkunst er et forunderligt eventyr, men for en dansker ligger fascinationen af hans malerier ikke i, at de er meddelelser fra en verden hinsides normaliteten, som de himmelspræt, Hill og Josephson foretager i deres fantasiriger. Det er den forfinede farveholdning i hans stilleben, bybilleder og portrætter, som først fænger. Man genkender paletten fra Karl Isaksons, Giersings og Weies værker, er fortrolig med en syngende sammenstilling af en lys lilla og en smaragdgrøn, eller en harmoni af gult og rosa. De er så fornemme i den lydhøre søgen efter en farve, der kan skabe form, og de delikate farvespring virker hjemligt bekendte i modsætning til meget af den svenske modernismes maleri, der kan forekomme os skingert og kulørt. Det umiddelbare indtryk ved mødet med Åke Göranssons billeder er følelsen af at modtage en fortrolig meddelelse i et sprog, man allerede kender. Først senere kommer man måske frem til beretningerne om Åke Göranssons hjerteskærende, fattige og korte liv og det mirakel, der reddede hans billeder fra at blive sendt i kakkelovnen. Begavelsen var der tidligt, antagelig arvet fra en dygtig skomagerfar, som også tegnede og malede og gav talentet i arv til sine tre sønner. Men de hårde slag ramte hurtigt familien: Faren døde som 35-årig i 1905, da Åke kun var tre år gammel. Moren og børnene endte i en etværelseslejlighed i et proletarkvarter, Landala, i det sydlige Göteborg, hvor det ikke var noget særsyn, at ti-tolv børn voksede op i disse småboliger. Køkken og stue udgjorde tilsammen 32 kvadratmeter - og her blev de fleste af Åke Göranssons malerier udført. Storebror Anders sattes der kunstnerforhåbninger til, men han døde af den frygtelige influenza, den spanske syge, der hærgede det krigsudmarvede Europa i 1918. Lillebror Åke havde igennem opslidende læreår uddannet sig til barber, men samtidig søgte han i nattetimer og det af søndagen, der ikke var arbejdstid, at læse om kunstens historie, religion og filosofi. Han fik halvdagsarbejde i en barbersalon og havde nu lige råd til at lade sig indrullere på Göteborgs kunstakademi, Valand. Professoren Tor Bjurström havde boet længe i Frankrig og Danmark, og han havde et umanerlig godt tag på sine elever. Ny kunst kom der nok af til Göteborg, hvis museum også bød på fremragende samlinger af ældre kunst og en fin repræsentation af den nyeste. Åke Göransson viste sig for lærer og kammerater som en lovende akademielev, hans studier efter gips og efter blomster havde karakter og koloristisk egenart, og han ejede evnen til at lade et par æbler være lige så betydningsfulde som jordkloden. Han maler en mut dreng, som minder os om, at Giersing blev meget beundret i Göteborg, og et selvportræt som et ekko af Karl Isakson. Åke Göransson får en kæreste, der hedder Inga, og en datter, men han vil ikke realisere det almene ved at blive barber og forlade den usikre malerkarriere, som hans lsquo fästmö' ønsker det. Der gik ikke mange år, før den skiftevis sky og snakkesalige unge mand trak sig tilbage fra kammerater og kunstliv - forholdet til barnets mor var håbløst, lige fra den dag deres lille pige blev født. Det blev nu også umuligt for ham at arbejde som barber, og i 1932 erklæredes han for sindssyg. Fra perioden 1930 til 1932 stammer på trods heraf nogle af hans smukkeste, mest lysende og rolige billeder. Det er både små, stadig mere abstrakte bylandskaber og billeder af den lille lejlighed, som var hans åbne fængsel, men først og fremmest stilleben, som en ung Giorgio Morandi ikke ville have behøvet at skamme sig over. I et særlig tiltrækkende maleri hviler en nervøs og spinkel gylden kat i en gul stråkurv omgivet af en rigdom af grønne toner og et strøg som fra en støvet pudderkvast. Er man bekendt med malerens sygdomshistorie kan man finde sære overtoner i hans selvportrætter og billederne af den uendelig opofrende, heroiske mor, som flere gange males sovende. Den katastrofale diagnose betød dog ikke, at Göransson straks blev sendt på hospital. I fem lange, svære år beholdt Hanna Göransson sin syge søn i den beskedne etværelses, som også blev beboet af andre medlemmer af familien - op til seks personer deltes om de 32 kvadratmeter. Hendes søn malte og malte. Kun sjældent var der råd til et nyt lærred, så de fleste af hans billeder er malet oven på studier fra akademitiden, ofte i flere lag og med tydelige spor af det underliggende maleri. Manglede lærredet, kunne Åke Göransson male på spejle og glasset på indrammede billeder i sine søvnløse nætter. Mad spiste han nødigt, kaffe og cigaretter var stimulanserne. Gradvis bliver formen væk, i mere end én forstand, og den stadig voldsommere farve tager helt over. Også i Göranssons tankeverden har farven en helt særlig stilling, ofte omtaler han sig selv som lsquo farve', mens andre er lsquo form'. Går det godt, er lsquo farven fin', ellers er den dårlig. Værre og værre bliver det, men bedst er det alligevel, når han maler. Moren siger, at så er han da »mest som et levende menneske«. Men i 1937 kan hun ikke magte ham længere, og han indlægges på et hospital med diagnoserne lungetuberkulose og skizofreni. Men da han dør på Lillhagens hospital i 1942, er han blevet en af de mest omtalte, respekterede og bedst solgte malere i Sverige - ved et ganske enestående tilfælde. At Åke Göranssonsbilleder overhovedet er bevaret til i dag skyldes nemlig en anden Valand-elevs besøg hos fru Hanna Göransson i sommeren 1940. Arne Stubelius havde sat sig for at finde ud af, hvad der var blevet af Göransson, som hans jævnaldrende huskede som så talentfuld, og forsøgte at opspore hans malerier. Først ville den hårdtplagede mor ikke rykke ud med oplysninger, men hun fik alligevel i samtalens løb så megen tiltro til Stubelius, at hun bad ham rejse sig fra den slagbænk, han sad på. I 'kökssoffan' lå, hulter til bulter, de maltrakterede rester af omkring 180 lærreder. Farven flagede af malerierne, de var hårdhændet sammenrullet, men øjeblikket må, for en maler, have været en oplevelse af en anden verden. Moren havde sat sig for at gemme billederne, så længe sønnen levede - siden kunne hun måske have tændt op med dem, som hun havde gjort det med tusinder af hans tegninger efter en oprydning på loftet. Billederne blev sat i stand på Arne Stubelius' initiativ, og enkelte malerier blev set af kunstkritikerne i Göteborg. Det er interessant, at den første anmeldelse, af Birger Idelius, karakteriserer dem som »danskt intima«. Aviserne skrev om slagbænken som skattekiste, og en stor og meget velbesøgt udstilling vistes året efter i Stockholm, hvor 76 af de i alt 117 værker blev solgt til priser mellem 200 og 3.000 svenske kroner. I alt nåede man en samlet indtjening på 70.000 kroner (omregnet til dagens valuta omkring de 1,3 millioner). Blandt køberne var Nationalmuseum i Stockholm og malerprinsen Eugen, mens de fleste af de vidunderlige billeder på Göteborgs kunstmuseum, der ejer den største samling af Åke Göranssons billeder, først købtes senere. I Göteborg fejrede man sin nyfundne maler med en udstilling i 1942, og der findes et gribende fotografi af Åke Göransson, klædt på til at skulle gå og se på sine billeder sammen med moren. Hun ser bekymret ud, patienten virker forvirret, men kampberedt. Ifølge journalen fra sygehuset fandt han det meget trættende at besøge udstillingen, men han skal bagefter have sagt: »Denne Göransson var dog vist en meget god maler, men hvad blev der af ham?«. Blandt kunstnere og kunsthistorikere har Åke Göransson været omfattet med megen kærlighed, men det er ikke ofte, der har været lejlighed til at se hans værker på separatudstillinger. Den sidste arrangerede den fint følende og kundskabsrige museumsmand Nils Ryndel i 1977, så det må varmt anbefales at gribe den lejlighed, der nu tilbydes. Malmö Konstmuseum på Malmöhus viser næsten alle de billeder af Åke Göransson, som det er værd at se på. Det er en bevægende oplevelse, og man er taknemmelig over, at dette farvefine og skrøbelige univers ikke endte i kakkelovnen.