0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Gensplejset fremtid

Med Malawi og Bangladesh som eksempler afdækker dagens kronikør ideologien bag den polariserede debat om genmodificerede afgrøder.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Med Malawi og Bangladesh som eksempler afdækker dagens kronikør ideologien bag den polariserede debat om genmodificerede afgrøder. Henning Høgh Jensen er lektor ved Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole.

Danmark ogEU har siden 1960'erne opnået en unik fødevaresituation, hvor sult er en utænkelig del af hverdagen for de fleste borgere. Uden for den vestlige verden er sult imidlertid en faktor i hverdagen. Danmark giver 12,5 milliarder kroner i ulandsbistand. En del af midlerne går til at forbedre landbrugsproduktionen, fordi 75 procent af de sultende paradoksalt nok lever i landdistrikterne. I disse landdistrikter dør der dagligt omkring 10.000 børn. Det har ingen nyhedsværdi, men det er en totalt uacceptabel katastrofe set fra et humanitært og moralsk synspunkt. Det er imidlertid også en katastrofe set fra et landbrugsfagligt synspunkt!

Landbrugspolitikere og landbrugsforskere diskuterer derfor i disse år heftigt, hvad man kan gøre ved denne katastrofe. Katastrofen har jo netop en masse politiske undertoner, fordi sulten optræder i en verden med overflod. Overflod af mad vel at mærke. Adgangen til mad og fordelingen af denne overflod af mad er bare ikke ligeligt fordelt. Det har den faktisk aldrig været i noget organiseret samfund, som vi har kendskab til, siden vi først begyndte at dyrke jorden for 10.000 år siden i Irak-Iran og i Kina. Hvis vi nu lader denne fordelingsmæssige side af vores internationale samfund ligge og vender os mod den forskningsmæssige, så viser alle demografiske og produktionsmæssige fremskrivninger, at vi skal skaffe cirka dobbelt så meget mad om 30 år, som vi producerer i dag. Denne monumentale udfordring dominerer hverdagen for mange landbrugsforskere rundt omkring i verden, og fordi den er så monumental, så er den også genstand for mange debatter. Vi er netop enige omudfordringen,men når det drejer sig omløsninger,så deler synspunkterne sig.

Mest markant polariseres debatten, når bioteknologien inddrages, og især når genmodificerede (GM) afgrøder drøftes.

Den førstedeling sker ud fra et moralsk synspunkt. Den ene gruppe mener, at det er moralsk forkert af modparten at fraråde ulandenes landbrugere at bruge GMO. Denne gruppe repræsenteres markant af ikoner fra de internationale forskningscentre som for eksempel Per Pinstrup Andersen, nyudnævnt professor på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, eller Norman Borlaug, en af fædrene til den grønne revolution og modtager af Nobels Fredspris i 1970. Den anden gruppe mener, at der er så megen 'ikkeviden' forbundet med GMO, at de synes, det vil være umoralsk at lade agroindustriens produkter blive påtvunget ulandenes landbrugere. Greenpeace er en typisk repræsentant for denne gruppe.

Den anden deling foretages ud fra et landbrugsfagligt synspunkt. GM-afgrøder har indtil nu kunnet afhjælpe nogle produktionsmæssige problemer såsom insektangreb, men den ene gruppe mener, at de bioteknologiske teknikker snart er i stand til at frembringe GM-afgrøder, der skulle kunne afhjælpe mange specifikke problemer for landbrugeren såsom saltophobning i jorden eller problemer med tørke. Samtidig forudses nye generationer af GMO'er at have værdi for forbrugeren, idet man f.eks. kan give vestlige forbrugere mangoer og bananer, der smager, som en moden mango eller moden banan skal og kan smage. Denne gruppes repræsentanter kommer udpræget fra agroindustrien. Modparten argumenterer for, at disse bioteknologiens fortalere prædiker uden at kunne levere produktet, eller for, at sådanne GMO'er er totalt unødvendige. Bl.a. anser man ikke vestlige forbrugeres lyst til velsmagende modne mangoer for et reelt fødevarebehov. Tilsvarende erkender de ikke, at salt og tørke er et reelt problem, fordi vi faktisk i vort arsenal af cirka 700 afgrøder har en passende valgmulighed, som på ingen måde udnyttes i dag. Endelig er der ikke eksempler på disse såkaldte tredjegenerations GMO'er på markedet, og efterspørgsel af teknologien blandt ulandenes landbrugere er også meget begrænset. Denne gruppe er mere diffus og typiske repræsentanter sværere at definere. Uafhængige landbrugsforskere findes dog ofte i gruppen.

Den tredjedeling foretages ud fra et mere grundlæggende syn på verden - et mere religiøst syn. Den ene gruppe mener, at vi lige siden domesticeringen af de første planter for 10.000 år siden har udvalgt og ændret på generne i vores afgrøder og husdyr, og at natur altså er noget, vi skaber. Derved giver vi blot skaberen en hånd med, når den rette sammensætning af baserne i DNA'et skal findes. Den naturlige udvælgelse i darwinsk forstand er nemlig utilstrækkelig og har aldrig fundet megen anvendelse i moderne avl af landbrugsafgrøder. I denne gruppe finder man typisk lægfolk som genetikere.

Som repræsentant for denne gruppe har biologen Jesper Hoffmeyer argumenteret for, at bioteknologien blot er en færdiggørelse af den industrielle revolution: »Bioteknikkerne er i deres essens hjælpemidler for en beherskelse af naturens entropiaspekt. Man overtaler organismerne til at yde det, vi ønsker, idet vi kommunikerer med dem på deres eget genetiske sprog« (Politiken, 25. januar). Den anden gruppe mener, at vi ikke skal pille ved Vorherres skaberværk, og at det er unaturligt at indsætte stumper af gener fra andre organismer i noget, vi senere skal spise. Lad os kalde det 'naturen ved bedst'-argumentet, idet udvælgelsen i darwinsk forstand netop ses som at have skabt de optimale organismer til vort miljø. Der argumenteres for, at bioteknologien udvisker grænserne mellem arterne, og at der er en for stor ukendt risiko forbundet derved. Denne gruppe indeholder også en opfattelse af livet som helligt og ukrænkeligt, under guddommeligt forsyn, hvorved DNA bliver ikonet på det guddommelige. Repræsentanter findes selvsagt i stærkt religiøse grupperinger, men også blandt økologiske landmænd.

Alle grupper står imidlertid og råber mod vinden på ideologiens slagmark. En generel mangel på lydhørhed over for andres argumenter kendetegner debatten. Faktisk oplever jeg debatten som stærkt præget af fordomme og ideologier - træk, jeg som forsker ser det nødvendigt at trænge igennem og synliggøre! Men hvorfor er anvendelsen af disse forholdsvis simple teknikker i vores fødevareproduktion genstand for så voldsomme følelser og modsætninger?

For at udvikle skyttegravskrigen til en dialog er der derfor brug for at se på ulandenes forhold. I det følgende gives eksempler på, hvor og hvornår GMO'er er relevante med Malawi og Bangladesh som udgangspunkt - to af verdens absolut fattigste lande med stor befolkningstæthed.

Anvendelsen af Bt-teknologien inddrages som en mulighed, der eksisterer i dag. Bt-teknologien betyder, at der indsættes en genstump fra bakterien Baccilus thurengiensis, som gør, at plantevævet, især de grønne blade, indeholder et protein, som er skadeligt for mange af de insekter, som angriber planten.

Malawi eret land i det sydøstlige Afrika, der ikke har andre naturressourcer end landbruget. Det har ikke adgang til havet, befolkningen er hårdt angrebet af aids, og landet er i det hele taget lidt glemt, efter at Danida trak sig ud af landet sidste år. Landet har en elendig politisk ledelse og lider lige nu under en akut fødevarekrise. Jordbrugerne må sælge deres produkter til noget, der ligner verdensmarkedspris, mens prisen på f.eks. kvælstof er 15-20 gange højere end det, konkurrenten fra Danmark eller Bangladesh må betale.

Jorden er udpint efter mange års dyrkning uden tilstrækkelig tilførsel af organisk materiale eller kunstgødning. Alligevel bruger landbrugerne kun lidt kunstgødning, få sprøjtemidler og ofte ikke engang forbedret såsæd. Som følge af den store befolkningstæthed er kvæget fortrængt til de nordlige egne, og al dyrkning foregår derfor med hakke. Malawi bliver ikke blot billedlig talt, men også i virkeligheden vendt med håndkraft en gang årligt.

For mange har majs afgørende betydning som basalt fødemiddel, men Bt-majs vurderes ikke at have et potentiale, fordi de fattige ikke anser insektangreb for et væsentligt problem. I stedet er jordens frugtbarhed afgørende, og først ved en væsentlig forbedring af produktionspotentialet vil Bt-majs have relevans.

Bomuld er en vigtig salgsafgrøde. Den er imidlertid ofte udsat for angreb af sommerfuglelarver, som kun kan bekæmpes med hyppige sprøjtninger med et bredspektret insektmiddel. Her vil Bt-bomuld være et godt alternativ for jordbrugeren.

Tobak og kassava er andre vigtige afgrøder, men typisk dyrkes tobakken på en lille del af jorden, fordi den skal gødskes, men samtidig reduceres sygdomsproblemer. Kassava dyrkes uden problemer på meget dårlige jorder og gødskes aldrig.

Potentialet for GMO er således meget begrænset. Først og fremmest skal der løses en række agronomiske problemer såsom jordens manglende frugtbarhed, og her kan de grundlæggende principper i økologisk jordbrug bidrage væsentligt. Bt-bomuld bør dog overvejes selv under økologiske dyrkningsforhold.

Bangladesh eret land i Sydasien, der ikke har andre naturressourcer end landbruget. Et land, som er overvejende muslimsk, hvorfor kvinderne kun i begrænset omfang kan arbejde i marken.

Landet led i 1970'erne af akut fødevaremangel og måtte tigge USA om mad med regelmæssige mellemrum. Men ved hjælp af storstilet brug af kvælstofgødning, kunstvanding og forbedret såsæd er landet blevet selvforsynende med nogle af de basale fødevarer. Jordbrugerne sælger deres produkter til noget, der ligner verdensmarkedspris.

Men 60 procent af jordbrugerne ejer ingen eller kun lidt jord. De låner eller lejer retten til at dyrke jorden mod at betale leje eller afgive en del af udbyttet. Selv om nationen Bangladesh nu er selvforsynende med ris, lider store grupper jordbrugere derfor under manglen på mad. De jordløse bruger meget begrænsede mængder kunstgødning, mens de større jordbrugere kan anvende op til 200 kg kvælstof årligt pr. hektar med ris.

Jorden er som udgangspunkt meget frugtbar, da store områder er dannet gennem aflejringer fra floderne Ganges og Bramaputra. Men anvendelsen af kunstgødning, den intensive dyrkning med to-tre afgrøder samt helt utilstrækkelig tilførsel af organisk materiale har imidlertid medført, at kunstgødningen ikke længere virker helt så godt.

For de jordløse jordbrugere vil GMO-såsæd kun have begrænset potentiale. Problemet er ofte enten for lidt vand til overrisling, mangel på penge til at købe såsæd og gødning samt saltophobninger, hvorved udbytterne af ris falder. Kunne man så ikke udvikle en GMO-ris eller hvede, som er saltresistent?

Netop dette bliver nævnt som en af udviklingsmulighederne, men hvem er det nu, der skal betale? Investeringerne i landbrugsforskningen falder stærkt internationalt set, samtidig med at der ikke er nogen stor købekraft i dette begrænsede marked. Dertil kommer, at vi allerede har afgrøder som f.eks. quinoa, der kan tåle at vokse i saltholdig jord.

Specielt børnene lider under en alt for ensidig kost af ris, hvilket giver vitamin A- og jernmangel. Dette har medført en enorm mediedækning af GMO-'Golden Rice', der har et forhøjet indhold af beta-karoten (forstadiet til vitamin A) i kernerne.

En sådan udvikling vilafbødeden ensidige kost, men løsningen findes kun i en mere alsidig kost. Og alsidigheden kunne såmænd løses ret let, hvis landet faktisk fremmede dyrkningen af frøbælgplanter, som der også er stærkt behov for i dyrkningssystemet.

Potentialet for GMO er så afgjort til stede her om end i begrænset omfang. Også i Bangladesh er der mest behov for at løse grundlæggende agronomiske problemer, og de økologiske principper kan bidrage væsentligt.

Ligheden mellemde to lande er, at store grupper af jordbrugere ikke kan udnytte det potentiale, som ligger i GM-afgrøder. Fælles er også, at jordens frugtbarhed er faldende, og det kun kan afhjælpes gennem grundlæggende agronomiske principper såsom anvendelse af bælgplanter, recirkulering af organisk stof mv. Det er ikke GM-afgrøder, disse mennesker har mest behov for!

Forskellen er naturligvis, at der er specifikke problemer i to så forskellige lande som Malawi og Bangladesh. Det ene sted er der problemer med mangel på nedbør, det andet med saltophobning i jorden, det tredje med rotter eller snegle, det fjerde med fugle, der angriber afgrøderne, og det femte med mangel på adgang til ordentlig såsæd. Hvert enkelt af disse problemer må løses specifikt for den pågældende afgrøde og i nogle tilfælde også for enkelte sorter.

For at realisere potentialet i bioteknologien må der investeres massivt. Det er et åbent spørgsmål, om det ikke ville være bedre at anvende de sparsomme ressourcer på at løse de grundlæggende problemer frem for at søge en løsning på problemet med en GMO-lapning. Det er imidlertid vigtigt, at disse valg debatteres, da Danmark ikke har ressourcer til at støtte begge udviklingsstrategier. Og ved at vedkende os de voldsomme følelser, som er forbundet med valg af forholdsvis simple teknikker i vores fødevareproduktion, kan vi komme videre til de rationelt begrundede argumenter.