Plyndringen af Iraqi-museet i Bagdad er en kulturkatastrofe. Men danskerne kan hjælpe med til, at den ikke bliver større. Kronikøren er kunsthistoriker og medlem af Dansk Unescos kulturudvalg. Der var søvnløse nætter; når man vidste, at museerne i Irak kunne blive truet. Ville de amerikanske og engelske forskeres forarbejde med at udpege ikkeangrebszoner for de irakiske oldtidsbyer, kulturelle og religiøse monumenter også betyde, at museerne blev skånet og bevogtet? Og ville man efter erobringen leve op til pligten til at beskytte kulturminderne? Hvad der skete, var forudseeligt, og det blev forudset; men ikke forhindret. En del af den kulturelle plyndring siges at være bestilt hos internationale kriminelle kunstsmuglere. Vi har før i historien set ødelæggelser og tyverier af kulturgods; men vel aldrig haft fornemmelse af at 'sidde på første række', med den relevante litteratur om krigsbytte i hænderne og de internationale telegrammer væltende ind. Iraqi-museet i Bagdad har længe været et af verdens største og fineste arkæologiske museer. Museet, der blev oprettet i 1923, befinder sig nu i et bygningskompleks, der blev indviet 1967. Under Golfkrigen blev museet lukket og delvis nedpakket og blev først genåbnet år 2000. Den nye udstilling omfattede 28 imponerende museumssale med mere end 10.000 genstande, herunder kæmpemæssige stenrelieffer og skulpturer samt mindre genstande udstillet i moderne museumsmontrer. De større genstande har kun i nogen grad lidt skade, men mindre genstande er enten fjernet eller slået i stykker af de tusindvis af plyndrere, som gennem to dage hærgede museet. De indledte med at stjæle møbler og kontorudstyr, men gik snart over til museumsgenstandene ikke blot i udstillingerne, men også i museets magasiner, hvortil nogen tilsyneladende havde nøgler, der har kunnet åbne de tykke ståldøre. Tyvegodset blev kørt bort i biler, trækvogne og på cykler ganske som ved de øvrige plyndringer, vi har set på tv. En del af plyndringerne blev udført af fattige irakere, som ikke har følt, at museet adskilte sig fra Husseins paladser og andre pragtbygninger, men meget blev fjernet af bevæbnede, professionelle kunsttyve, som vidste, hvad de gik efter, og som sørgede for at ødelægge museets genstandsprotokoller, registreringskort og mikrofilm for at vanskeliggøre en opklaring af tyverierne. Plyndringen erden største kulturkatastrofe i Den Nære Orients nyere historie. Museet var nummer et på den liste, internationale fagfolk inden felttoget havde udarbejdet over kulturinstitutioner, de angribende hære skulle beskytte. Museet overlevede krigen, men overlevede ikke freden, og det vil nu tage måneder blot at rekonstruere tabet. Personalet appellerede under plyndringerne gentagne gange til de amerikanske soldater om beskyttelse. »En enkelt tank eller måske bare to soldater ved indgangen kunne have forhindret det«, siger museets vicedirektør. Sorgen over tabet af en meget væsentlig del af deres kulturhistorie er overvældende, og bitterheden mod amerikanerne er enorm. 'Kulturens vugge' er plyndret, så også for den øvrige verden er tabet uerstatteligt. Museet havde pragtgenstande fra mere end 7.000 års civilisationer i det gamle Mesopotamien, som også har dannet grundlag for vor egen kultur. Her opstod de første byer, skriften blev opfundet, videnskaber som matematik og astronomi udvikledes. Her møder vi den ældste litteratur, den ældste lovgivning og regler for administration. Minder fra sumererne, babylonerne, assyrerne, fra Alexander den Stores rige og fra Sassanide-dynastiet er bragt til Bagdad-museet fra tusinder af arkæologiske udgravninger overalt i landet for at blive udstillet sammen med de fineste eksempler på tidlig islamisk kunsthåndværk. Men hvad nu? FN's organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur, Unesco, afholdt 17. april 2003 et hasteindkaldt ekspertmøde i Paris om beskyttelse af Iraks kulturarv. Mødet anbefaler, at »der øjeblikkeligt bør indføres et forbud imod handel med kulturgenstande fra Irak«. Det vil kræve en hastelovgivning igennem i Folketinget, som må følges op af et krav om en ratifikation af Unidroitkonventionen fra 1995 om stjålne eller ulovligt udførte kulturgenstande - for så er det hele på plads på én gang. Forklaring følger. Genstande fra Irak er siden Golfkrigen - sammen med sager fra Afghanistan - strømmet jævnt ud af landene og forsvundet ud på det sorte internationale kunstmarked - ligesom sager fra Mali, Peru osv. osv. Et andet punkt fra ekspertmødet er kravet om øjeblikkeligt forbud mod eksport af alle kulturgenstande, kunstgenstande, bøger og arkiver fra Irak. Irak har for længst selv lovgivet herom. Helt i tråd med vor egen beskyttelseslovgivning for vor nationale kulturarv. Bekymrende er det dog at læse, at en stærk amerikansk lobby gennem længere tid har arbejdet for, at der slækkes (!) på denne irakiske lovgivning. Danmark tiltræder nu to vigtige Unesco-kulturkonventioner: Haagkonventionen fra 1954 om »beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt« og Unescokonventionen fra 1970 om »midlerne til at forbyde og forhindre ulovlig import, eksport og ejendomsoverdragelse af kulturgenstande«. Disse træder i kraft 1. juli 2003. Det er der al mulig grund til at ønske tillykke med! Danmark har ratificeret de tidligere versioner af Haagkonventionen, nemlig dem fra 1899 og 1907. Den voldsomme skæbne, der overgik Europas kulturgenstande under Anden Verdenskrig, viste, at der måtte strammes op på formuleringen. At disse spørgsmål fremdeles er dagsaktuelle - nu 50 år efter - hvor over en million genstande blev ført til Sovjet som krigsskadeerstatning, viser, hvor følsom og sårbar netop et folks kulturarv er. Den danske tolkning af tilslutningen til Haagkonventionen gør - sært nok - en undtagelse for »danske soldater på FN eller lignende missioner«. Dermed kan danske soldater på fredsbevarende opgaver i Bosnien, Afghanistan og nu snart i Irak formodentlig tage kulturgenstande med hjem i oppakningen, som de gjorde det fra f.eks. Cypern i sin tid (?). Det er værd at bemærke, at USA og England - efter 50 års tøven - endnu ikke har tiltrådt Haagkonventionen. I halvtredserne, hvor den kolde krig var under opbygning, mente USA, at en tilslutning ville forhindre dem i at angribe Moskvas kulturelle centrum Kreml, som også var det militære nervecenter. De lagde derfor pres på mange andre lande om at boykotte konventionen. Derfor tilsluttede f.eks. Australien og Canada - og nu Danmark - sig først mange år senere. Så skal man heller ikke glemme, at USA for 19 år siden trak sig ud af Unesco og ikke siden har betalt sit ellers betydelige medlemskontingent. Man har kun været til stede på møderne som observatør. I september meddelte Bush, at de snart vil genoptage medlemskabet. Danmark haruheldigvis i sine kommentarer til ratifikationen af Unesco 70-konventionen om »ulovlig handel med kulturgenstande« valgt en så snæver tolkning, at man har skønnet, at en følgelovgivning ikke var nødvendig. Derfor bliver »ulovlig handel med kulturgenstande« næppe mere ulovlig på dansk grund, end det altid har været. Dubiøse kunsthandlere og -samlere kan stadig ustraffet indføre og forhandle kulturgenstande - også selv om det er i strid med oprindelseslandets beskyttelseslovgivning. Den danske tolkning omfatter alene en adfærdsregulering af stats- og statsstøttede museer, men henviser andre museer til ICOM's museumsetiske regler. (ICOM er det internationale museumsråd under Unesco). Alle privatretslige aspekter er blevet henlagt til en - senere - tilslutning til Unidroitkonventionen fra 1995, som gør det ulovligt at indføre og handle med kulturgenstande, som er stjålne eller ulovligt udført fra oprindelseslandet. Den danske udgave af tilslutningen tager således ikke højde for den akutte situation omkring Iraks kulturarv. Det internationalepolitisamarbejde Interpol har slået alarm. De 181 medlemslande skal gøre de nationale grænsevagter, toldinstanser, antikvitetshandlere, auktionshuse samt offentligheden i almindelighed opmærksomme på den særlige situation. »Interpol kræver, at organisationer og institutioner, der beskæftiger sig med bevaring og forhandling af kulturgenstande, kategorisk skal afslå ethvert tilbud om genstande, der stammer fra Irak. Er der tvivl om en genstands oprindelse, skal man straks kontakte Interpol og søge ekspertbistand«, hedder det i deres pressemeddelelse fra 18.april. Interpol har anmodet medlemslandene om at medvirke med eksperter, der skal rejse til Irak, og fortsætter: »Tyveri og ulovlig eksport af Iraks kulturgenstande betyder en overtrædelse af de relevante paragraffer i Haagkonventionen fra 1954 og Unesco 70-konventionen om ulovlig handel med kulturgenstande«. Men i og med at det fremdeles ikke er ulovligt for private på dansk grund at indføre og forhandle kulturgenstande, der er stjålet, rovudgravet eller lignende, bør den relevante lovgivning nu komme på plads. Dansk Politi er klar til et tættere samarbejde med Toldvæsnet og Forhandlerorganisationerne. UNESCO har sammen med repræsentanter for de internationale forhandlersammenslutninger udarbejdet 'Internationale etiske regler for forhandlere af kulturgenstande', som for nylig er blevet distribueret via Unescos danske sekretariat. Vi véd, at seriøse forhandlere ikke kunne drømme om at sætte den tillid, de gennem årene har opbygget, over styr ved at kaste sig ud i noget uetisk. Men vi véd også, at der er tale om store penge - og at den internationale kriminalitet på området er uhyre forgrenet og veludviklet. Det var et håb, at den kollegiale effekt, som har fået danske museer - for 99,9 procents vedkommende - til at overholde ICOM's museumsetiske regler, også ville kunne fungere blandt forhandlerne af kulturgenstande. Men etiske regelsæt er det i sagens natur frivilligt at overholde. Den oplysningsopgave, som nu pålægges den danske Kulturarvsstyrelse, skal sigte på at fortælle danske samlere, turister, nødhjælpsarbejdere, ambassadefolk, soldater og rejsende i alle sammenhænge, at det ikke længere er 'smart', men 'helvedes uetisk', at købe en ulovligt erhvervet kulturgenstand i udlandet og bringe den ind i landet. De dubiøse forhandlere og samlere, der hævder, at det »kun er genstanden«, de tænker på, er medskyldige. For arkæologer og museumsfolk er genstandenes kulturhistoriske værdi især baseret på de oplysninger om fundomstændighederne, som kan øge vor viden om kulturhistorien. For mange samlere er der derimod først og fremmest tale om - ofte dyre - 'kunstgenstande', som de ønsker at erhverve, uden tanker for, hvorledes deres efterspørgsel måtte påvirke markedet. I områder præget af uroligheder og krig frister dette til yderligere tyverier fra museer og monumenter og plyndringer af arkæologiske udgravninger. Disse genstande udsmugles og bringes på markedet af samvittighedsløse forhandlere, og alle oplysninger om fundomstændighederne går tabt for den kulturhistoriske videnskab. Dermed også for det kulturhistoriske verdensbillede, der er vort fælles udgangspunkt. Moralen må være, at samlere - især når det drejer sig om genstande fra områder, hvor man ved, at kriminaliteten er stor - er omhyggelige med at spørge, hvor den handlende har genstanden fra, og om disse oplysninger kan bevises. Ellers bliver man medvirkende til at holde gang i den internationale kriminalitet! Der tales om at sende eksperthold til Irak bl.a. for at gennemregistrere samlingerne ud fra den foreliggende dokumentation. Så kan der udarbejdes 'red lists' over efterlyste genstande. Det er der al mulig grund til, at vi medvirker til fra dansk side. Danske museumsfolk har stor erfaring med genstandsregistrering. Igen ser vi en mangel ved den danske tilslutning til Unesco 70-konventionen, idet ikkeregistrerede museumsgenstande i lighed med genstande, der bliver illegalt udgravet, ifølge den danske tolkning ikke er beskyttet. Unesco påbegyndte for et par år siden et international museumsregistreringsprojekt: 'Objekt I', hvor medlemslandene bilateralt kunne træffe aftale om, at et rigere land bistod et fattigere lands museer, så deres samlinger kunne blive edb-registeret. Især Holland er gået stærkt ind i dette arbejde, og det var naturligt, om Danida ville yde bistand til sådanne kultursamarbejdsprojekter. Skal vi sende fredsbevarende styrker til Irak - som har risiko for at blive betragtet som en forlængelse af en besættelsesstyrke - er der grund til at glæde sig over, at det nu ser ud til, at vi - foruden det humanitære hjælpearbejde - også vil gå aktivt ind i et kollegialt samarbejde med de irakiske kulturmedarbejdere, som ikke har kunnet forhindre de - måske planlagte - plyndringer. Der bør handles - og det er nu. Hurtig hjælp er dobbelt hjælp.