0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sprog gør klog

Dagens kronikør oplever »et halvamerikaniseret Danmark, der i bekymrende grad lukker sig om sig selv«. Og gymnasiereformen vil ikke just udvide horisonten.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Dagens kronikør oplever »et halvamerikaniseret Danmark, der i bekymrende grad lukker sig om sig selv«. Og gymnasiereformen vil ikke just udvide horisonten. Kronikøren er formand for Fransklærerforeningen.

Danmark skal have en ny gymnasiereform. Det er godt. I de senere år har vi i stigende grad været vidne til en udvanding af den henholdsvis sproglige og matematiske studentereksamen. De unge fravælger sprogene og de naturvidenskabelige fag til fordel for de lidt blødere fag, der med tiden er kommet til som valgfag i gymnasiet. Eller sagt med andre ord: De små årgange har benyttet sig af deres bekvemme lidenhed til at vælge fag, der fokuserer på menneskelig udvikling frem for rugbrødsagtig faglighed.

Undervisningsminister Ulla Tørnæs meldte allerede i sin redegørelse til Folketinget om de gymnasiale uddannelser ud, at hun ønskede at ophæve linjedelingen i sproglig og matematisk linje. Øvelsen har for regeringen klart gået ud på to ting: for det første at få flere drenge i gymnasiet, som i de senere år har haft en overvægt af piger, for det andet at skabe et bredere rekrutteringsgrundlag til de nedgangstruede tekniske og bioteknologiske højere uddannelser, som undervisningsminister Ulla Tørnæs og Dansk Industri sætter deres lid til skal være Danmarks spydspids.

Som det hedder i redegørelsen, er naturvidenskaben »en væsentlig forudsætning for, at Danmark kan have en topplacering i den internationale konkurrenceevne«. Nu er så ministerens endelige udspil med forslag til fordeling af fag blevet offentligt tilgængeligt, og abracadabra!: sproglig linje er tryllet væk, og tilbage har vi ... ét stort matematisk gymnasium! Hvordan det? Jo, matematik, fysik, kemi og biologi er gjort til obligatoriske fag for alle, og i stedet for tre fremmedsprog plus et års latin, som har været den sproglige linjes varemærke, er nu både latin og det ene levende fremmedsprog gjort til valgfag.

Så hvor reformen er et formelig festfyrværkeri af naturvidenskabelige fag, har undervisningsministeren nedprioriteret fremmedsprogsfagene. Ifølge forslaget skal man i fremtiden på obligatorisk niveau have engelsk og et andet fremmedsprog på B-niveau. B-niveau svarer til undervisning i første og anden gymnasieklasse. Det andet fremmedsprog skal, mener ministeren, være et af de to fortsættersprog, som eleverne har med fra folkeskolen, nemlig tysk og fransk. Derudover kan eleverne i en stor pulje af fag, gående fra blandt andet astronomi, geografi over billedkunst, psykologi og samfundsfag vælge et tredje fremmedsprog på begynderniveau. Ifølge udspillet skal eleverne kunne vælge op til tre valgfri fag. Undervisningen i valgfagene skal starte efter det såkaldte grundforløb, der i regeringens planer skal være af et halvt års varighed, men som en lang række partier gerne ser udvidet til et år.

I praksis vil det betyde, at man i fremtiden vil kunne kalde sig student med kun to sprog i bagagen, og disse to sprog vil fortrinsvis være engelsk og tysk, eftersom faget tysk i folkeskolen har en 'markedsandel' på godt 80 procent, mens faget fransk sidder med omkring 10 procent.

At fordelingen er så skæv mellem de to fag beror blandt andet på, at det er en politisk beslutning, at tyskskaltilbydes, mens det er op til de enkelte skolebestyrelser at afgøre, om de vil tilbyde fransk på deres skole. Naturligvis kan gymnasieeleverne vælge et tredje sprog, men i så fald i konkurrence med en lang række fag. Det vil utvivlsomt udmønte sig i, at færre lærer sprog end i den nuværende struktur, hvor selv mange matematikere i løbet af deres skolegang ofte når at stifte bekendtskab med to sprog ud over engelsk. Begyndersprogene spansk, russisk, italiensk samt begyndertysk og begynderfransk for dem, der ikke havde disse sprog i folkeskolen, vil formentlig få en inferiør plads i gymnasiets fagrække.

Spørgsmålet er: Er dette den bedst tænkelige reform i den bedst tænkelige af alle verdener? Afspejler dette reformudspil Danmarks behov for viden, kompetencer og almendannelse i de kommende 10-15 år? Hvis man ser på forslaget, som det er skabt - nemlig med Dansk Industri som pennefører - er det en reform, der, om alt går vel, vil lokke den indre biokemiker, ingeniør og farmaceut frem i kommende generationers gymnasiaster. Ikke et ondt ord om det. Men arbejdsgruppen bag gymnasiereformudspillet har forelsket sig så inderligt i sin egen storstilede plan om at gøre Danmark til en førende teknologisk nation, at den tilsyneladende helt har overset, at vi lever i en tid, hvor internationaliseringen i stigende grad sætter dagsordenen.

Også ingeniører har behov for at kende verden uden for USA og finde sig til rette i internationaliseringens tidsalder, som vi indtil videre kun lige har taget det første spæde skridt ind i. Også biokemikere vil nyde godt af arbejdskraftens frie bevægelighed og arbejde og forske i andre lande end Danmark i måske en årrække af deres arbejdsliv. Også farmaceuter har brug for at kende andre sprog og kulturer for på et kvalificeret grundlag at kunne deltage i samfundsdebatten og tage stilling til væsentlige problemstillinger, nationalt som internationalt. Hvor tit hører jeg ikke netop forskere og ingeniører ærgre sig over, at de ikke i tide sørgede for at lære sproget i det land, de har fået arbejde i? Engelsk er som regel det professionelle kommunikationssprog, men når arbejdspladsen ligger i Tyskland, Frankrig, Spanien eller Italien, er det afgørende at kunne kommunikere på det lokale sprog i dagligdagen.

Det har i mange år i Danmark været en udbredt politiker- og medieskabt myte, at globalisering og internationalisering per definition foregår på engelsk. Det ligner efterhånden en selvopfyldende profeti - i Danmark altså. Derfor har mange politikere slået på, at jo mere engelsk i skolen, des mere fremsynet, internationaliseringsvenlig og progressiv var man. Og rigtigt er det, at engelsk er et vigtigt kommunikationssprog, men det er langtfra alle dagsordener i denne verden, der skrives på engelsk. Vi skal også huske på, at vores samkvem med Europa - både politisk og kommercielt - er meget mere omfattende, end det er med USA.

Som Peter Harder og Per Øhrgaard, professorer i henholdsvis engelsk og tysk, påpeger i den nys udkomne rapport 'Fremtidens sprogfag', der er blevet til på foranledning af Undervisningsministeriet: »Engelsk er ikke det største sprog i EU; her er tysk og fransk væsentlig større, og spansk, italiensk og nu snart polsk kommer ikke så langt efter. Og så tales i øvrigt både fransk og spansk langt hinsides stamlandenes grænser«. Endelig åbner russisk op for et kæmpemæssigt land og hele den slaviske verden.

Regeringens udspil giver de unge stene for brød i sproglig henseende. Hvis vi i fremtiden får en national studentereksamen med kun engelsk og tysk (eventuelt fransk), vil vi hurtigt se konturerne af et Danmark, der ved meget lidt om andre lande og kulturer. I forvejen er vi via medierne meget fokuserede på den amerikanske kultur, men det vil blive endnu mere udtalt, hvis vi skærer ned på fremmedsprogene i gymnasiet. At lære et nyt sprog er også at stifte bekendtskab med andre synsvinkler på livet og verden, det er et middel til at forstå andre samt ikke mindst en måde at blive mere fortrolig med og mere bevidst om sin egen kultur. I Danmark har det altid været god latin, om jeg så må sige, at lære sig de store landes sprog. Det er en klog politik, for på den måde vender vi den ulempe, det kan være, at vi er et lille land og en lille kultur, til noget positivt; vi kan drage fordel af at vide mere om de andre og dermed kunne begå os i større sammenhænge.

GYMsprog (sammenslutningen af de sprog, der udbydes i gymnasiet) foreslår derfor følgende struktur:
Engelsk i alle tre år i gymnasiet: Engelsk er alt andet lige det centrale sprog i internationaliseringen. Vi danskere overvurderer som regel vores egne evner til at tale og skrive engelsk.

Tysk/fransk i to år i gymnasiet med mulighed for at vælge sproget på højniveau (A-niveau): Der er både sund fornuft og økonomi i at lade 1.g'erne fortsætte med deres andet fremmedsprog fra folkeskolen.

Et obligatorisk fremmedsprog på begynderniveau i to et halvt år, som starter efter det introducerende grundforløb på et halvt år. De her udbudte sprog er: tysk, fransk, spansk, italiensk, russisk, japansk, (arabisk, polsk). Der har været røster fremme (i blandt andet Rektorforeningen) om, at gymnasieeleverne ikke kunne nå at få et seriøst sprogligt niveau på to år - det såkaldte C-niveau. Det kan have sin rigtighed. Derfor skal eleverne have et halvt års ekstra undervisning i tredje fremmedsprog, således at de når op på et højere niveau, B-niveauet.

Forslaget vil indebære, at der i stedet for tre valgfri fag kun bliver to valgfri, da tredje fremmedsprog nu er obligatorisk.

GYMsprogs forslag er i overensstemmelse med den konklusion, som Undervisningsministeriets arbejdsgruppe drager i rapporten 'Fremtidens sprogfag'. Heri hedder det: »Et normalt skoleforløb skal føre til god beherskelse af mindst to fremmedsprog samt kendskab til andre fremmedsprog (...) i en sådan grad, at de kan anvendes i forskellige arbejdsmæssige og daglige situationer«.

Der er- selv inden for gymnasiets egne rækker - mange vrangforestillinger om, hvad der foregår i en undervisningstime i fremmedsprog. Tysk står for mange som et videnstungt sprog for postnazistiske traumatikere med hang til grammatisk masochisme. Fransk og spansk er sådan nogle hygge/luksussprog, hvor man sidder og pjanker med en turistparlør og smider et par videoer i kassen som forberedelse til kommende ferier. Især fransk må slås med mange fordomme på grund af sin fortid som aristokratiets og bureaukratiets sprog. Enten ææææælsker man alt, hvad der er fransk, fordi man synes, det har en aura af elegance, galanteri og livets lethed over sig. Eller også afskyr man fransk, fordi man forbinder det med fisefornemhed, arrogance og bonede gulve.

Men hvad erså sandheden? Den er mangfoldig. Tyskland, Frankrig og Spanien er ligesom andre lande rundet af deres historie, deres kultur, deres geografiske beliggenhed og deres indbyggere. Tilegnelsen af de forskellige sprog er den afgørende forudsætning for at kunne forstå disse lande og deres kulturelle slægtninge.

Fremmedsprogene er, som der står i Undervisningsministeriets beskrivelser, »færdighedsfag, vidensfag og kulturfag«. Det betyder, at eleverne ud over den rent sproglige side af faget også lærer om de politiske og samfundsmæssige forhold, historie samt interkulturelle aspekter, og informationsteknologien er en indlysende dimension i undervisningen - på det pågældende sprog naturligvis.

Som sproglærer er man derfor forpligtet til - ud over at bibringe eleverne sproglige færdigheder, der gør dem i stand til at kommunikere mundtligt og skriftligt på sproget - at sikre, at eleverne får indsigt og viden om de lande og kulturer, hvor sproget spiller en væsentlig rolle.

Hvis den kommende gymnasiereform vil prætendere at »matche behovene i et videnssamfund«, som undervisningsministeren skriver i sin redegørelse, kræver det netop - viden. Sprogfagene i gymnasiet er snart unge menneskers eneste vidensbaserede kulturelle modvægt, ja, måske det eneste seriøse alternativ, i et uniformt og halvamerikaniseret Danmark, der i bekymrende grad lukker sig om sig selv.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage