0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

At vinde freden

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Mens irakerne forsøger at navigere i et politisk ingenmandsland, kan vi passende vende blikket mod Balkan. Hvad skete der efter krigen?

Mens irakerne forsøger at navigere i et politisk ingenmandsland, kan vi passende vende blikket mod Balkan. Hvad skete der efter krigen? Kronikøren er projektmanager ved Institut for Menneskerettigheder.

Når krigshandlingerneer hørt op i Irak, kommer det virkelig svære, nemlig at vinde freden.

Det er et område, hvor Danmark har gode erfaringer!

Man kan ikke mindst nævne de gavnlige virkninger, som den danske indsats for fred og stabilitet har haft på Balkan gennem de seneste år. Og selv om man skal være forsigtig med at drage direkte paralleller mellem fredsopbygning på Balkan og i Irak, er der da ingen grund til at skjule de positive erfaringer, der er gjort på Balkan.

Netop Balkan er et eksempel på, at en 'fjern' afkrog af verden ikke er så fjern endda. Tværtimod viste de mange flygtninge, som strømmede til Danmark, at konflikter i udlandet kan have endog meget nærværende konsekvenser for os selv. Dette viste sig ikke mindst i forbindelse med spørgsmålet om integration af flygtninge fra Balkan i det danske samfund. Også danske soldater har været sat ind i fredsbevarende operationer på Balkan, ligesom det humanitære hjælpearbejde med nødforsyninger har haft betydning.

Nu er der så heldigvis sket en nogenlunde stabilisering af situationen på Balkan. Krigshandlinger er blevet inddæmmet, og internationale fredsbevarende militære styrker er blevet sat ind i Bosnien-Hercegovina og Kosovo. Ligeledes har vi set mere eller mindre demokratiske styreformer blive indført på det meste af Balkan. Men det, at krigen er blevet inddæmmet, er så langtfra ensbetydende med, at freden er vundet. Den virkelig fredsopbyggende indsats er en meget længere proces, som vil tage mange år. Det vil den også i Irak.

Perspektivet iat investere i fredsopbygning på Balkan er at hjælpe disse lande til atter at blive genforenet med Europa.

Til forskel fra mange andre østeuropæiske lande, som allerede for 10-12 år siden gik i gang med en vanskelig omstillingsproces, faldt Jugoslavien ned i et dybt hul, hvor krig og borgerkrig ikke blot satte udviklingen i stå, men også satte hele regionen og de nye opståede stater endnu længere tilbage på grund af ødelæggelser og flygtningestrømme m.v.

Fokus i den danske indsats for fred og stabilitet ligger på civilsamfundet (dvs. ngo'er, interesseorganisationer m.fl.) og at støtte dettes medvirken til at opbygge demokratiske samfund. Det vil sige samfund, hvor der er ytringsfrihed og fri meningsdannelse, hvor lov i stedet for magt er ret, kort sagt samfund, hvor menneskerettigheder respekteres.

I den fremvoksende krigspsykose, som opstod i starten af 1990'erne, dannedes en række civilsamfundsorganisationer i Jugoslavien, som havde til formål at arbejde for fred, menneskerettigheder og demokrati. Af gode grunde lå de underdrejet under den fremherskende militante nationalisme, som opstod i forbindelse med Jugoslaviens sammenbrud. Ikke desto mindre foregik der blandt disse organisationer et målrettet arbejde med henblik på at forberede situationen, som ville opstå, når de autoritære regimer før eller siden ville falde.

Blandt de fremmeste eksempler på ngo'ernes virke var de valgkampagner, der på baggrund af erfaringer fra Slovakiet blev ført både i Kroatien i 1999 og i Serbien i 2000 med henblik på at få befolkningen aktiviseret til at gå hen og stemme. Der blev ikke advokeret for bestemte politiske synspunkter, men alene for, at befolkningen skulle udnytte sin demokratiske ret til at stemme. Der blev med andre ord lagt op til, at folk skulle udtrykke deres mening frem for at være ligeglade. Resultatet var som bekendt, at der skete regimeskifter i begge disse lande, som indtil da havde været stærkt nationalistiske og autoritære, og hvor undertrykkelse af menneskerettigheder var et udbredt fænomen.

Foruden de just beskrevne offentlige valgkampagner foregik der fra ngo'ernes side i al stilhed et systematisk undervisningsarbejde af politikere og embedsmænd med henblik på at forberede den tid, der ville komme efter den kroatiske præsident Franjo Tudjmans og den serbiske præsident Slobodan Milosevic' fald.

Der er altså et stort potentiale for samarbejde med civilsamfundsorganisationer, der kan bidrage til opbygning af nye og mere demokratisk orienterede samfund på Balkan. Ved at støtte dette arbejde fra dansk side kan man bidrage til at løse problemerne i nærområderne og på forhånd forhindre, at de meget nærværende problemer eskalerer i retning af nye konflikter og flygtningestrømme, som i sidste ende - i en katastrofesituation - vil påvirke Danmark direkte.

Politiets arbejdeer et af de mest nærværende menneskeretlige problemer i forholdet mellem staten og befolkningen. Hvorvidt et samfund respekterer menneskerettighederne eller ej, vil mest iøjnefaldende komme til udtryk i den måde, som politiet håndterer sit arbejde på. Det er i dette felt, at befolkningen mest umiddelbart oplever, om politiet opfører sig korrekt i henhold til gældende regler, eller om politiet opfører sig uretmæssigt og voldeligt over for borgerne. Der er på Balkan såvel som mange andre steder i verden en rodfæstet tradition for, at politiet udnytter sit voldsmonopol til at intimidere borgerne på den ene eller anden måde.

En af de måder, man kan arbejde med sådanne problemer på, er ganske simpelt at uddanne politiet i menneskerettigheder.

Mange af Balkanlandene forestiller sig et EU-medlemskab på lidt længere sigt, og de politiske eliter ved godt, at det ikke mindst indebærer, at de overholder menneskerettighederne. Der vil altså typisk være politisk forståelse på højeste sted for at uddanne politiet. Jamen, så er det bare at gå i gang med undervisningen.

Den menige betjent ved normalt ikke, at han ikke må opføre sig voldeligt over for borgerne, for det er der jo tradition for, at han må. Men hvis han bliver undervist i menneskerettigheder, har det en effekt. Ikke blot vil han tilegne sig det nye reglement, fordi han får besked på det. Han vil også få en ny indsigt i, at der f.eks. er andre og langt mere effektive forhørsmetoder end tortur.

Et af de fra dansk side støttede projekter er udvikling af politimanualer, det vil sige lærebøger i menneskerettigheder for politiet. Et pionerprojekt på Balkan har gennem flere år foregået i Albanien, hvor en politimanual er blevet udarbejdet og fulgt op af en systematisk undervisning af politistyrkerne i hele landet.

Modellen for udarbejdelse af politimanualer er, at der sammensættes en arbejdsgruppe med repræsentanter for lokale menneskeretsorganisationer samt repræsentanter for de offentlige myndigheder (politiet og det ansvarlige ministerium, f.eks. Indenrigsministeriet). Undervisning i udarbejdelse af politimanualer foretages fra dansk side af Institut for Menneskerettigheder. Også konsulenter fra Rigspolitiet har været inddraget.

Men skriveprocessen foregår lokalt, og ansvaret for politimanualens færdige form ligger også hos arbejdsgruppen. Hermed sikres, at der ikke bliver tale om abstrakt, udefrakommende undervisning, men om en proces forankret i det enkelte lands virkelighed. Dette øger sandsynligheden for, at manualerne bliver brugt i stedet for at samle støv på en hylde. Hele konceptet er ganske enkelt, og det er samtidig et unikt eksempel på positivt samarbejde mellem staten og civilsamfundet i kriseramte samfund.

Erfaringerne er blevet fulgt op de sidste par år og udvidet til at omfatte flere lande i regionen (Bulgarien, Kroatien, Makedonien og Montenegro). Modellen for udarbejdelse af politimanualer har på nationalt plan været den samme som i Albanien. Det nye var, at manualerne blev diskuteret i fælles sessioner med alle fire arbejdsgrupper på en gang. Det gav projektet en værdifuld regional dimension, idet de fire lande direkte kunne sammenligne hinandens arbejde og udveksle erfaringer. Resultatet var fire nye nationale politimanualer, hvor der gennemgås emner som: politi i et demokrati, arrest, anbringelse i detention, magtanvendelse, diskrimination og politifolks rettigheder.

Et andet gennemgående problem på Balkan er vold og diskrimination mod kvinder. For to år siden startede et program med henblik på at kapacitetsopbygge menneskerets- og kvindeorganisationer i hele regionen til at rapportere om kvinders rettigheder til FN's CEDAW-komité (under Konventionen om Eliminering af Diskrimination mod Kvinder). Som deltagende parter i konventionen skulle Balkanlandenes regeringer selv aflevere officielle rapporter til FN om sikring af kvinders rettigheder i deres respektive lande. Men det har de ikke gjort. Derfor er civilsamfundets organisationer gået ind og har udarbejdet 'skyggerapporter'. Det har de i dette tilfælde gjort med dansk støtte og med råd og vejledning fra et medlem af CEDAW-komitéen. Resultatet er syv rapporter fra henholdsvis Albanien, Bosnien-Hercegovina, Bulgarien, Kroatien, Makedonien, Montenegro og Serbien samt en regional sammenfattende rapport.

Foreløbig har den albanske rapport været behandlet i CEDAW-komitéen. Har kvinders rettigheder noget med fred og stabilitet at gøre? Ja, det har det i allerhøjeste grad. Kvinders rettigheder er en del af menneskerettighederne, hvis overholdelse er en helt grundlæggende forudsætning for at opbygge demokratiske og fredelige samfund. Man kan også pege på den enorme frigørelse af konstruktive kræfter, der sker ved at give kvinder en ligeværdig status i samfundet.

I Danmark ved vi, hvad det vil sige. Men i de traditionelt mandsdominerede samfund på Balkan er der store opgaver at løfte. Blandt de hovedansvarlige for krigsforbrydelserne er kun en enkelt kvinde, resten er mænd.

Mange af de civile organisationer, som har fremsendt 'skyggerapporter' til CEDAW-komitéen, har fortsat deres regionale samarbejde på Balkan med henblik på at forebygge handel med kvinder og tvungen prostitution. Indsatsen er rettet mod en af de mest givtige former for organiseret kriminalitet og mafiavirksomhed på Balkan, og den sker allerede i flere lande i samarbejde med politiet.

En anden målgruppe for undervisning i menneskerettigheder er den unge generation. I modsætning til den lidt ældre eller gamle generation, der har levet under kommunismen, ser de unge mennesker på verden med friske øjne, og det er den unge generation, der skal bygge fremtidens Balkan op.

Blandt menneskeretsorganisationer har man tilstræbt at bringe kendskab til menneskerettigheder ind i både grundskoleundervisningen og på de højere læreanstalter (universiteter). Et af de fremmeste eksempler på grundskoleundervisning i menneskerettigheder er Albanien, hvor en lokal menneskeretsorganisation har været med til at varetage denne undervisning samt formidle samarbejde mellem skoler og lokale myndigheder. I Albanien er menneskerettigheder en del af fast pensum i grundskolen.

Et helt unik målgruppe for menneskeretsundervisning blandt unge mennesker er 'fremtidens beslutningstagere'. Konceptet, som er udviklet i Balkan Human Rights Network, går ud på gennem et regionalt program at undervise unge, veluddannede mennesker i et bredt spektrum af menneskeretsinstrumenter (konventioner og traktater). Idéen er, at menneskerettigheder kommer til at indgå som en del af beslutningsgrundlaget, når disse unge mennesker om få år sidder på ledende stillinger i samfundet og skal træffe vigtige beslutninger, hvad enten det vedrører politiske, institutionelle eller erhvervsmæssige emner.

Foruden regionalt netværkssamarbejde indgår lokale menneskeretsorganisationer også i et direkte og målrettet samarbejde med nationale myndigheder med henblik på reform af statssektoren. Dette er f.eks. tilfældet i Serbien, hvor både Justitsministeriet og Indenrigsministeriet i et tæt samarbejde med dele af civilsamfundet er i færd med en gennemgribende reform. Tidligere dissidenter fra Milosevic' tid indgår nu i tænketanke, arbejdsgrupper eller som ledende embedsmænd. Reformarbejdet sker især med henblik på at ændre værdisystemet. Mens ministerierne tidligere var redskaber for Milosevic' stærkt nationalistiske og storserbiske opfattelse, sker der nu en gradvis omdannelse blandt ministeriernes embedsmænd i retning af, at 'vi er til for borgerne'.

At reformarbejdet ikke sker uden alvorlige tilbageslag, er snigmordet på den serbiske statsminister Zoran Djindjic 12. marts et tydeligt vidnesbyrd om.

Man må dog fremhæve, at serberne ikke er en entydig størrelse. Mens Balkankrigene i 1990'erne blev drevet frem af fanatiske og militante grupper, var store befolkningsgrupper på Balkan (også i Serbien) imod krigene.

Det skal medgives, at Serbien er et vanskeligt tilfælde. Der var vitterlig en folkelig opbakning bag Milosevic i starten af 1990'erne. Der har heller ikke just været den store vælgertilslutning til folkeafstemningerne om præsidentembedet i løbet af 2002. Og dermed kan man med rette pege på en krise for demokratiet i Serbien.

Men det er ikke det samme som at konkludere, at serberne er 'håbløst fortabte'. Det vil være en alt for stor generalisering. Der er mange andre vidnesbyrd om serbernes åbenhed og gæstfrihed, deres lede ved at være isoleret og deres ønske om at indgå i internationale relationer.

Det peger snarere på samarbejde end på militær nedkæmpning. I mere håndfaste kategorier kan man pege på det forholdsvis stærke civilsamfund, som er præget af menneskeretsorganisationernes vilje og evne til at påvirke reformprocessen i Serbien. Og endelig kan man spørge, om generelle betegnelser som 'folkekarakter' overhovedet har nogen relevans.

Vi erher ovre i den form for stereotyp karakterisering af befolkningsgrupper, som var en vigtig del af grundlaget for krigene på Balkan i 1990'erne, og som menneskeretsorganisationer på Balkan til stadighed må kæmpe imod i bestræbelser på at opbygge demokratiske.

Som det fremgår, bygger den danske indsats for fred og stabilitet på Balkan især på støtte til 'bløde' sikkerhedsskabende foranstaltninger. Dette udelukker ikke, at 'hård' sikkerhed også har sin relevans. Militære fredsbevarende styrker vil være helt afgørende i en tid fremover, og Danmark har sin væsentlige rolle at spille, også hvad dette angår.

Men efter krigen skal freden vindes. Den danske støtte kan selvsagt ikke løse alle problemer på Balkan. Ikke desto mindre udgør den danske støtte til civilsamfund og regionalt netværkssamarbejde væsentlige byggesten i opbygningen af demokratiske samfund på Balkan. Og demokratiske samfund er nu engang mindre krigeriske end militante nationalistiske regimer.

Den samme tankegang og de indvundne danske erfaringer kunne med fordel anvendes i Irak.