Der behøver ikke at være så meget føleri om dyrenes velfærd. Vi kan koldt og videnskabeligt måle, hvordan de har det, skriver dr.scient. Knud Erik Heller. Mandag 12. maj var jeg indkaldt som biologisk sagkyndigt vidne i sagen om 'blender-aflivningen' af akvariefisk på en kunstudstilling her i landet for nogle år tilbage. Sagen har været omtalt i pressen - blandt andet på lederplads i et par af landets større aviser - og mediernes intense bevågenhed må vel tolkes som udtryk for en nogenlunde tilsvarende interesse hos læserne. De måder, vi behandler dyrene på, bringer ofte sindene i kog, og den aktuelle sag er et typisk eksempel, idet sagens omstændigheder dog kan betragtes som noget afvigende. Grundlæggende er der tale om dyrs eventuelle lidelser sat over for det eller de formål, som søges opnået ved de påførte eventuelle lidelser. Det første aspekt vedrører dyrevelfærd og er langt hen ad vejen objektivt målbart i biologisk forstand, mens det andet forhold handler om dyreetik og de 'moralske anliggender' af mere diffus karakter i forhold til den menneskelige udnyttelse af dyrene. Lad det være sagt med det samme - i 'guldfiskesagen' er der efter min mening ikke noget at komme efter biologisk eller dyrevelfærdsmæssigt. Dyrene er aflivet så 'humant', som det overhovedet kan lade sig gøre, når nu de skulle aflives. Dyreetisk forholder det sig anderledes, idet spørgsmålet ændres i retning af overvejelser om, hvorvidt fiskene overhovedet måtte aflives på kunstudstillingen - altså om formålet er moralsk og etisk acceptabelt og ikke så meget om, hvorvidt aflivningsprocessen biologisk set var i orden. Det er næppe af interesse, hvad jeg måtte mene om det etisk forsvarlige i den konkrete sag - eller i tilsvarende sager 'for den sags skyld', men det kunne være relevant at diskutere objektivt målbare biologiske parametre - altså biologiske velfærdsparametre - og deres anvendelse i forhold til de måder, vi opfatter formålshensynet og de etiske forhold i omgangen med dyr på. Sagt på en anden måde mener jeg, at der er behov for at skelne imellem eller måske samordne begreberne dyrevelfærd og dyreetik, når vi skal vurdere vores forhold til de dyr, vi har med at gøre. Forklaringen på de almindelige uoverensstemmelser i dyrevelfærdsdebatten skal som i så mange andre lignende forhold formentlig findes i roderiet imellem, hvad vi føler, og hvad vi ved. Hvad angår det følelsesmæssige, er vi hurtige til at 'sætte os i dyrenes sted' og tage stilling til deres trivsel, ud fra forestillinger om hvordan vi selv ville have det i deres sted. Det er imidlertid umuligt 'at sætte sig i dyrenes sted' - tænk blot på de optimale biologiske livsvilkår for flagermus, fisk eller børneorm i forhold til vores forestillinger om en rimelig og behagelig tilværelse. Det duer ikke - vi kan ikke overføre vores ideer om gode menneskelige forhold til dyrene - eller den anden vej rundt. Hvem kunne f.eks. tænke sig at hænge med hovedet nedad dagen lang som flagermusen eller muntre sig i en endetarm som børneormen? En fornuftig stillingtagen til dyrs trivsel og velfærd må et stykke af vejen baseres på et objektivt grundlag - og det vil sige et biologisk grundlag - ud fra hvilket dyrenes egne tilpasningsreaktioner og forholden sig til det optimale liv vurderes i forhold til de betingelser, som de nu engang er udviklet til eller tilbydes ved vores mellemkomst. Den almindelige viden om dyr - og om naturen som helhed for den sags skyld - har det rigtig dårligt, og derfor er det selvfølgelig nemmere at bruge føleriet. De fleste af os er ikke længere afhængige af et kendskab til naturens mysterier for at overleve - behovet eksisterer ikke - og derfor er temaet stille og roligt gledet ud af hverdagslivet og vores uddannelser. Vi har ikke 'maddyrene' gående rundt i baghaven som i gamle dage, og vi har ikke længere naturhistorie i skolen. Alligevel må der være nogle naturgener tilbage i os, siden dyrene og naturen optager os så voldsomt. Fjernsynet har flere kanaler, som lever af 'naturformidling', vi har naturbeskyttelse på agendaen, og vi engagerer os i dyrevelfærdsdebatten. Problemet er bare, at rigtig mange - og ofte de mest engagerede - ikke har tilstrækkeligt biologisk kendskab at putte ind i engagementet, og derfor havner vi alt for ofte i kassen med dyreetik og føleri med alt for lidt krydderi fra den konkrete biologiske dyrevelfærdsbøsse. Lad mig give nogle eksempler fra debatten om vores husdyr i det moderne intensive husdyrbrug - en debat, som efter min opfattelse er langt mere betydningsfuld end bryderierne om aflivningen af et par småfisk på en kunstudstilling i Jylland. Skeptikere overfor det moderne husdyrbrug gør ofte gældende, at velfærden er dårlig, fordi dyrene ikke har tilstrækkelig mulighed for at udvise deres naturlige adfærd i stalde og bure. På den fløj anvendes således normaladfærden som vurderingsgrundlag for dyrevelfærd, og det med en sådan succes, at netop normaladfærden er indskrevet som målestok for dyrevelfærd i den nyere lovgivning om husdyrhold. Problemet er bare, at det er uhyre vanskeligt at sige noget fornuftigt om, hvad der er 'naturligt' eller 'normalt' for moderne husdyr. Man kan selvfølgelig sammenligne med adfærden hos de vilde stamformer i naturen, men da forædlingen af husdyrene har medført markante ændringer - også i adfærden - vil en direkte sammenligning være mere end tvivlsom. Vilde høns har et udpræget rugeinstinkt, men det er ikke altid tilfældet for flere moderne æglæggere. Rugning er en væsentlig del af normaladfærden, men betyder det, at manglende mulighed for at bygge rede og ruge i den moderne ægproduktion skulle være udtryk for dårlig velfærd, når nu hønsene hverken kan eller vil ligge på æg? Vilde dyr flygter eller udviser aggression over for mennesker. Det gør forædlede husdyr ikke, men dette fravær af naturlig adfærd er vel ikke udtryk for dårlig velfærd? Ofte drages tilsvarende sammenligninger mellem husdyr i produktionen og såkaldte ferale eller forvildede husdyr. Det kan være undslupne husdyr, der trods den gennemgåede forædling alligevel lykkes med at overleve en stund i naturen. Forvildede mink vil bevæge sig utrolig meget omkring og opsøge vand i deres jagt på føde. En direkte sammenligning med mink på minkfarme må nødvendigvis føre til den konklusion, at mink i bure skal tilbydes mere plads og adgang til vand. Måske vil sådanne ændringer gavne farmminkens velfærd, men det er absolut ikke sikkert. Måske bryder forvildede mink sig slet ikke om vand, men de er tvunget til at opsøge vandet for at skaffe sig mad. Farmminken får føden serveret hver eneste dag og har af den grund ikke noget umiddelbart behov for adgang til vand. Det samme gælder naturligvis for minkens formodede pladskrav. Antagelsen af, at adgangen til at udvise normaladfærd skulle være en god målestok for graden af velfærd i husdyrbruget forudsætter desuden, at vilde eller forvildede dyr ikke oplever dårlig velfærd. Det kan vel næppe være tilfældet. Masser af dyr i naturen pådrager sig skader og sygdomme, de bliver jaget af rovdyr, og de erfarer jævnligt sult. Det virker,somom dyreetikken prøver at bruge naturen og livsvilkårene i naturen som en slags facitliste for optimal dyrevelfærd i husdyrbruget. Ud fra en biologisk betragtning er denne øvelse håbløs af mindst to gode grunde. For det første har de almindelige husdyr været i menneskets varetægt i talrige generationer, og de har alle gennemgået markante genetiske forandringer med udslag i udseende, i produktive egenskaber og i adfærd. Forandringerne har været så markante, at kun de færreste husdyr vil være i stand til at klare sig og overleve i det oprindelige naturlige miljø - de er så at sige tilpasset en anden niche og andre livsbetingelser. For det andet er forestillingen om optimale livsvilkår i den vilde natur mildest talt naiv - naturen er barsk og ond - og vor egen art har stort set ikke bestræbt sig for andet end at komme så langt væk fra naturens ubehageligheder som overhovedet muligt. På den anden side i debatten hævder producenterne, at dyrenes velfærd er fin nok, så længe produktionen og økonomien er i orden. Velfærden vurderes så at sige på grundlag af dyrenes produktivitet. Den logik er ganske rigtig et godt stykke hen ad vejen, idet dårligt tilpassede dyr lettere bliver syge og viser ringere produktivitet. Men logikken holder kun for relativt små besætninger og ikke for det meget store dyrehold, som netop karakteriserer det moderne og intensive husdyrbrug. I en lille hønsegård med fem høns betyder dårlig velfærd og sygdom hos en enkelt høne utrolig meget for den samlede ægproduktion, men det er ikke tilfældet i de store anlæg med flere tusinde høns. Den relative betydning af dårlig individuel velfærd forsvinder til en vis grad i mængden, og derfor behøver alle dyrs velfærd ikke at være optimal for at opretholde produktiviteten i store besætninger. I produktivitetsberegningerne indgår også udgifter til stald og personale. Hvis én mand kan passe tusindvis af høns, så skal nedgangen i produktiviteten hos hønsene virkelig være markant, før det kan betale sig at ansætte yderligere personale. Endelig er der ingen indre fornuft i, at bare fordi en høne lægger mange æg eller et slagtesvin vokser hurtigt, så skulle det være udtryk for god velfærd. Slagtesvinets gode tilvækst kan selvfølgelig skyldes, at dyret har det godt, men den fine produktivitet kan så sandelig også være resultat af manglende bevægelsesmuligheder, nedsat energiforbrug og måske en elendig fysik. Anvendelsen af produktiviteten som vurderingsgrundlag for dyrenes velfærd er således lige så tvivlsom som brugen af normaladfærden. Produktivitet kan kun indgå i en velfærdsvurdering, hvis de egentlige biologiske årsager til produktiviteten er kendt. Og så er vi fremme ved min påstand om, at vi faktisk har objektivt målbare parametre til vurdering af dyrs velfærd - størrelser eller måleenheder som ret præcist fortæller os, hvordan dyrene har det, hvordan de trives, og hvad eventuelle forandringer i deres miljø betyder for dem. Det er sådan, at alle hvirveldyr - fra fisk til mennesker - reagerer på en karakteristisk biologisk facon, når de har vanskeligheder ved at klare hverdagens udfordringer. Disse forandringer kan måles, og derfor har vi rent faktisk adgang til en palet af kvantitative udtryk for, hvor veltilpassede dyrene - eller menneskerne - er til de omgivelser, som de er i eller anbringes i. Det handler om biologiske stressreaktioner. Stress er en ultimativ tilpasningsproces, som har til formål at sætte kroppen i stand til at klare ydre og indre belastninger. Stress er inden for den kortere tidshorisont en god gammel opfindelse, som giver sig udtryk i forøget aktivitet i binyrerne, og som fremkalder karakteristiske forandringer i adfærden. Længerevarende stress er derimod noget møg, for i den tilstand begynder kroppen at tage skade. Det væsentlige immunforsvar svækkes, vi bliver mere frygtsomme og depressive, og livskvaliteten svækkes mærkbart. Det gælder for dyr, og det gælder for mennesker. Ændringerne kan måles millimeterpræcist ved hormon- og adfærdsanalyser, og derfor har vi ved sådanne målinger indirekte mulighed for at spørge dyrene, hvordan de har det med de forhold, som de nu tilbydes. Ikke så sjældent er svarene helt ude af trit med den dyreetiske føleriforestilling, og det betyder i sin rørende enkelhed, at hvis vi alene følger vore overfladiske fornemmelser, kan vi meget nemt komme til at gøre dyrene mere skade end gavn. Vurderinger af dyrs velfærd må tage udgangspunkt i tilgængelige objektive målemetoder - hvad ellers? På den baggrund kan vi så rent etisk og moralsk tage stilling til, om forholdene er acceptable. I den vurdering indgår selvfølgelig også formålshensynet - altså hensynet til den påførte stress i forhold til det, vi skal bruge dyrene til. Desværre for dyrene forløber processen ganske ofte den stik modsatte vej med føleriet som frontløber i stedet for kolde og nøgterne biologiske facts om deres biologiske tilpasningsduelighed. Dyrevelfærdsvurderinger baseret på biologisk viden er frit tilgængelige, og det kan derfor undre, at sådanne vurderinger ikke har en mere fremtrædende plads, når vi diskuterer dyrs forhold. Men sådan er der jo så meget, og måske lugter inddragelsen af kolde biologiske kendsgerninger for meget af smagsdommeri.