Hvem bestemmer, hvordan vi vedligeholder og forbedrer arkitekturen? Erik Iversen, der er arkitekt MAA, sidder i et af landets byggeforbedringsudvalg. Og er en af dem, der bestemmer. Men han vil gerne udfordres. Jeg sidder i et kommunalt udvalg nedsat med baggrund i dansk lovgivning og er smagsdommer i æstetiske spørgsmål, som berører kommunens borgere - og vores afgørelser i udvalget kan ikke appelleres. Er det ikke herligt? Det handler om bygningsæstetik. Kan folk ikke selv finde ud af det? Er der brug for pædagogiske fif for at holde bygningsæstetikken i hævd? Jeg ville gerne svare ja til det første og nej til det sidste. Ud fra en generel tillid til den almindelige dømmeevne og ikke mindst fordi man ikke kan tage patent på æstetikken. Men. I efteråret var jeg i Athen. Besøget på det antikke Akropolis var en betagende og nærende oplevelse. Denne menneskeskabte hyldest til skønheden, en indsats, hvor mennesket i århundreder har satset alt for at perfektionere æstetikken. Proportionsforhold mellem bygningsdele, detaljer og helheder er dyrket, optiske virkemidler er indkalkuleret osv. Men der er faktisk ingen grund til at tænke nærmere over alle finesserne. De taler for sig selv. At det også er her, vores civilisation fik en gang speed med filosofferne, skuespillet og demokratiets start er sympatisk. Disse vidunderlige monumenter blev reddet fra det totale forfald i 1800-tallet af smagsdommere, som kanoniserede dem og tog initiativ til fredning. Et initiativ, som er til stor glæde - helt banalt - for jordens befolkning. I det nutidige Athen kan man tale om en polariseret form for bygningskultur. Byen er livlig og venlig, men bortset fra mesterværkerne fra antikken er resten af byen, med få undtagelser, en katastrofe. Overbebygget og rodet er den, husene skiftevis overtrumfer hinanden i hurtige virkemidler og forfalder dernæst i en lige så hurtig ligegyldighed. Det føles besynderligt med denne voldsomme kontrast mellem skidt og kanel, ja nærmest som en form for sort humor. I det daværende Leningrad så jeg tsarernes paladser, der er en opvisning i luksuriøs pragt, tapeter med bladguld, pompøse landskabsmalerier i loftet, gulve belagt med ædle træsorter i overdådige mønstre og så videre. For ikke at tale om de værdifulde kunstsamlinger, hvor tsaren som en anden Michael Jackson havde været på powershopping blandt de europæiske kunstskatte. Under Anden Verdenskrig blev paladserne hårdt medtaget, og Sovjetunionen iværksatte trods deres trængte økonomi et beundringsværdigt restaureringsarbejde for at genskabe tsarens pragt. Håndværkere og konservatorer restaurerede med urmageragtig præcision denne kransekagetop af russisk kultur. Når jeg så oplevede de nutidige boligkvarterer og hoteller, overvældedes jeg af, ikke de spartanske forhold, det var ventet, men af det voldsomme byggesjusk og tarveligheden i materialekvalitet. Der var ikke råd til betonfliser foran de nye boligblokke, man måtte vade i mudderet, og indendørs var der ikke en stikkontakt, som sad i lod. Her syntes håndværkerstolthed og bygningskultur at være en by i Rusland. Igen besynderligt, men på en trist måde. I den underforståede danske kulturholdning fornemmer man et ønske om en sammenhæng mellem kulturens perler og dagligdagens kultur. Kvalitet hele vejen rundt. Måske minder vi lidt om hollænderne, de har bredde i deres bygningskultur. Borgerskabets bygninger ved kanalerne i Amsterdam er en arkitektonisk opvisning i raffinerede virkemidler, stoflighed og proportioner. De meget livlige facadeforløb i et stramt koncept giver det fine spil mellem friske detaljer og harmonisk helhed en kvalitet, som løfter det langt ud over den nostalgiske omklamring, som ofte præger kvarterer af ældre dato. Bygningskulturen forekommer bredt forankret i Holland, selv om Amsterdam også har sin rate af junkarkitektur, er det generelle niveau højt. I Holland har de ydermere en arkitekturpolitik, som stimulerer det nye byggeri, hvor blandt andre de unge arkitekter får chancen med store byggeopgaver. Det er nærliggende, at det er en medvirkende årsag til, at Holland er helt fremme i skoene på den internationale arkitekturscene, med eksperimenterende og moderne arkitektur. Tør man antyde en sammenhæng mellem en gedigen bygningskultur bagud og kvalitativ arkitektur fremad? I Danmark mener regeringen ikke, at den har brug for at formulere en arkitekturpolitik. Man kører lidt på frihjul i en slags konsensus. I den konsensus indgår blandt andet en fem år gammel byfornyelseslov, som åbnede for frivillig etablering af kommunale Bygningsforbedringsudvalg (BFU), der skal udøve en pædagogisk og praktisk håndsrækning til at holde den brede danske bygningskultur i hævd, ja endda, som navnet siger, forbedre den. Vi taler ikke om fredede bygninger, men om hele den masse, som kan betegnes bevaringsværdige. Hidtil er en indsats på dette område foregået på private præmisser, velmenende, men begrænset og sporadisk. Så alene på den baggrund kan udvalgenes virke betegnes som en succes, fordi der kvantitativt ydes langt mere. I 54 kommuner landet over er der ydet offentligt tilskud på 22 millioner kroner, som har genereret en samlet omsætning på 65 millioner kroner, i den gode sags tjeneste. Det er sådan et udvalg, jeg er medlem af. Hvert udvalgdisponerer selv over midlerne, og selve ansøgningsproceduren for boligejerne er ganske simpel. Så man kan sige, BFU-ordningen er både ubureaukratisk og decentral. De udbetalte tilskud til boligejerne skal tilbage til udvalget, når ejendommene handles, så med tiden bliver udvalgene mere og mere selvfinansierende. Der er nogle få generelle problemer ved ordningen. Tilskuddene til boligejerne skal tinglyses i ejendommene, det er i sig selv fornuftigt nok. Men taler vi om ejendomme med for eksempel 20 ejerlejligheder, så skal der tinglyses i hver enkelt ejerlejlighed og betales 20 gange tinglysningsafgift til staten, og så er selve tilskuddet så udhulet, at det i praksis betyder, at hele denne store kategori af boligmassen, som ejerlejlighedsejendommene udgør, udelukkes fra støtte. Det må være en opgave for en smart jurist at ændre dette. Bygningerne skal være bedømt bevaringsværdige for at kunne modtage tilskud. I kommunerne er det stort set kun ejendomme fra før 1940, der har fået foretaget en vurdering. Det vil sige, at bygninger fra f.eks. 1950'erne og 1960'erne ikke omfattes af ordningen i praksis. Der er ellers mange af disse bygninger, som trues af overgreb i varmeisoleringens og moderniseringslystens hellige navn. Kort fortalt virker udvalget ved, at det giver et tilbud til boligejerne: Man kan få et tilskud på op til to tredjedele af udgifterne ved udvendige bygningsforbedringer og krævende vedligeholdelsesarbejder. Det pædagogiske fif består i at give et tilskud så tilpas stort, at folk tilskyndes til at fravælge byggemarkedernes slagtilbud og i stedet betale lidt mere for at gøre det på den rigtige måde. Og hvad der er den rigtige måde, det bestemmer udvalget suverænt. De fleste sager i udvalget drejer sig om at føre bygningen tilbage til det oprindelige udseende: De store termoruder erstattes af vinduer med sprosser, det vandaliserende eternittag skiftes ud med røde vingetegl, osv. Det er uproblematisk. Det er nærmest en vedtaget norm i dag. Men der er dog stadig nogle konflikter mellem smagsdommerne og folket. Eksempelvis tagene. Le Corbusier sagde ganske vist: »Arkitekturen overhales af virkeligheden. Og virkeligheden har ret, og arkitekturen tager fejl«. Virkeligheden dikterer udnyttede tagetager. I de gamle huse kunne man nøjes med et par gavlværelser. I dag skal hele loftet udnyttes. De færreste danske længehuse kan tåle ekstra kviste eller en stribe ovenlysvinduer uden at husets facadeæstetik smadres. Det er et problem, et andet er, at den glaserede teglsten er blevet så populær. Stenen er relativ billig og ofte af en god kvalitet. Men BFU siger ni ud af 10 gange nej til tagudskiftning til glaserede teglsten. Fordi man mener, det er upassende. Et sobert arbejderhus med enkle proportioner vil komme til at ligne et glaseret bolche, og det ligger langt fra den opfattelse, smagsdommerne har af det karske arbejderhus. Er det æstetik, er det fordomme? Hvem har facitlisten? Går man tilbage i tiden, dengang der var rigtige smagsdommere til, kan man i en årsberetning fra 1915 fra Bedre Byggeskik, en bevægelse, der har mange gode huse på samvittigheden, blandt andet læse følgende om bevægelsens Tegnehjælpen, som var et konkret tilbud til ubemidlede om saglig vejledning: »Bygherren har i Almindelighed og Haandværkeren i Særdeleshed en uheldig lyst til at 'forbedre' på Bygningens Architektur. Publikum har i Almindelighed ikke den tilstrækkelige Forstaaelse af, at en Bygning er en organisk Helhed, hvor enhver Indskriden i Form af Tillæg eller Fradrag kan virke ødelæggende - særlig, hvis saadanne Ændringer foretages af andre end den, der har formet Bygningen«. Om foreningens virke hedder det: »Fremtidsmaalet er, at Haandværkeren, der bygger det almindelige lille Land- eller Byhus, maa naa til at besidde en kultiveret Skønhedsopfattelse«. Nu skal de ignoranter fan'me ha' noget kultur! Synes at være budskabet. Argumentationen er i dag mere diplomatisk, men den samme. Så der er ikke noget nyt i grundlaget for BFU. Vi smagsdommere ved bedre. Og det forpligter, men jeg savner debat, kritik af normer og holdninger. Arkitektur kan og skal diskuteres for at udvikles. Ligesom Bedre Byggeskik i sit virke var bagudrettet, som en slags arkitekturens klassicistiske strammere, er BFU også bagudrettet. Selv om udvalgets resultater føles som et vigtigt skridt fremad, er det kun fordi, den tidligere vandalisering af bygningsmassen var mindst to skridt baglæns. Ser man på de konkrete resultater af BFU, er det en lyst. Nedslidte mishandlede huse forvandles til de huse, som de var tænkt som. Fra Hvide Sande til Nykøbing Falster støttes den lokale bygningskultur. Og i sig bærer de andet trin af det pædagogiske fif, dette, at der sættes en ny standard, et eksempel til efterfølgelse. På den måde er BFU et opgør mod forringelser, mod ligegyldigheden. Den er et godt udgangspunkt til at få kvalitet hele vejen rundt. BFU er i sig selv kun en snedig pædagogisk ordning, den opererer på et grundlag skabt af interesseforeningers og enkeltpersoners årelange indsats for bygningsarven. Institutioner som Raadvadcentret er i dag en uvurderlig videnfond for de gamle håndværk og byggemetoder. En videnfond kan ikke eksistere som en traditionel overskudsgivende forretning, selv om det samfundsmæssigt er en værdifuld investering. Men vi mangler den fremadrettede arkitekturpolitik. Kan man genbruge de nævnte pædagogiske principper, med belønning for kvalitet. Det er fint nok, at den gamle bygningsmasse især i de historiske bykerner med årene kan fremstå med deres oprindelige kvaliteter. Men hvad med de tusindvis af forstæder, industriområder, landsbyer som er så grimme, udvandede og åndsforladte, at vi vænner os til ikke at se dem, når vi færdes i dem. Eller for den sags skyld de nye parcelhuskvarterer, hvor arkitekturen er overladt til typehusproduktsælgere uden sans for andet end almindelig småborgerlig bjærgsomhed. Eller hvad med kvaliteten i vores nye kontorbygninger, som plages af de sædvanlige pinligt uløste indeklimaproblemer. Trænger de ikke til smagsdommere, pædagogiske tilskud og ikke mindst udvikling? Og hvad med forskningen, der skal støtte den nye arkitektur? Ja, der vil regeringen blandt andet nedlægge Statens Byggeforsknings Institut. Den moderne danske byggeteknologi er jo ret konservativ, fordi, som det siges, markedet er så lille. Det er ikke os, der laver banebrydende højteknologiske kontorhuse efter økologiske principper, nej det er Norman Foster. Bygningskultur og også moderne arkitektur er en al for alvorlig sag at overlade til det frie initiativ alene. Vi har nogle samfundsmæssige værdier, vi vil beskytte og nogle samfundsmæssige visioner (forhåbentligt), som vi vil fremme. Vi skal have de kloge folk på banen til at lægge strategier, og så skal de udfordres på dem. Og snedige støtteordninger er åbenbart et godt middel til at stimulere en udvikling. I en direkte radioudsendelse havde salig Jens Jørgen Thorsen rakket ned på de moderne betonboliger og meget andet byggeri. En irriteret lytter ringede ind og spurgte, jamen, hvad er så god arkitektur? Thorsen svarede: »God arkitektur er, når man kan se, at husene er bygget med kærlighed«. Det er en floskel, der vil noget. Dens rummelighed omfatter både kolonihavehuset og barokslottet. Vender man den om, kan man sige, at den omfatter ikke spekulationsbyggeriet, de middelmådige ligegyldigheder og det fornærede sparebyggeri. Det kunne måske være en floskel, som regeringen kunne bruge i sit bud på en kommende arkitekturpolitik. Så er man jo lidt på vej.