I fredags blev rammerne om de næste årtiers europæiske samarbejde lagt, da konventet om Europas fremtid afsluttede sit arbejde med forfatningstraktaten. I lidt over et år har 105 mænd og kvinder fra EU-landenes parlamenter og Europaparlamentet og repræsentanter for landenes regeringer mødtes i Bruxelles, diskuteret og til tider skændtes for at lave en ny traktat. En traktat, der er lettere at forstå for borgerne. En traktat, som er et godt grundlag for samarbejdet i det fremtidige udvidede EU. Forfatningstraktaten er ikke en grundlov. Ligesom tidligere EU-traktater er der tale om en traktat indgået af medlemsstaterne. En traktat, der vil videreføre samarbejdet i EU. EU er rammen for et struktureret samarbejde mellem nationalstater. Det sikrer, at de små lande får større indflydelse, end deres position ellers tilsiger. I 30 år har EU-samarbejdet skabt gode rammer for udviklingen af det danske samfund. Det samarbejde er nu udbredt til over 25 lande i hele Europa. Konventets udkast til traktat vil sikre, at EU med 25 eller flere medlemmer fortsat kan skabe gode rammer for den fælles udvikling. Traktaten afspejler i høj grad danske interesser. Den er mere enkel og lettere at forstå. Vi får en klarere arbejdsdeling mellem EU og medlemslandene. De nationale parlamenter får en større rolle. Vi får et EU, der vil kunne optræde med større handlekraft på den internationale scene. I EU's institutioner er balancen og ligeværdigheden mellem medlemslandene garanteret, men desværre har vi selv kommet malurt i bægeret. Malurten er vores forbehold. Med den nye traktat vil de praktiske og politiske følger af de danske forbehold blive markant forøget. I dag vil formanden for konventet, Valéry Giscard d'Estaing, præsentere resultatet af konventets arbejde for EU's stats- og regeringschefer på topmødet i Thessaloniki. Arbejdet med den ny traktat skal afsluttes i forhandlinger mellem medlemslandenes regeringer - en såkaldt regeringskonference. Den vil begynde til efteråret og tage udgangspunkt i konventets traktatudkast. Regeringerne vil formentlig lave ændringer i traktatudkastet. Der vil også være enkelte udestående politiske problemer. Men det må formodes, at den endelige traktat vil ligge tæt op ad det udkast, konventet har fremlagt. Da EU's stats- og regeringschefer i december 2001 på topmødet i Laeken besluttede at skabe et konvent, var der tale om et politisk eksperiment. Aldrig er en EU-traktat blevet forberedt i en så åben forhandling og med så mange forskellige grupper inddraget. Konventets møder har været offentlige, så borgerne og pressen kunne følge med i arbejdet og tage stilling til det. Konventets medlemmer brugte de første måneder til at drøfte de udfordringer, EU-samarbejdet står over for. Siden hen har de drøftet, hvordan vi kan indrette EU-samarbejdet, så vi kan møde disse udfordringer. I modsætning til tidligere traktater skulle den nye traktat ikke bringe nye emner ind under EU-samarbejdet. Konventets opgave var at gøre EU-samarbejdet mere enkelt og lettere for borgerne at forstå. Den demokratiske kontrol og beskyttelsen af borgernes rettigheder skulle forbedres. Samtidig skulle konventet sikre, at samarbejdet kan fungere effektivt med mere end 25 medlemmer. Det var ikke meningen med udvidelsen, at EU-samarbejdet skulle lammes, fordi det blev sværere at træffe beslutninger. I så fald ville udvidelsen hverken være i de gamle eller de nye medlemmers interesse. De resultater, EU har opnået ved at skabe et indre marked og ved samarbejde om f.eks. miljø, skulle videreføres. På to områder skulle konventet give forslag til at styrke EU-samarbejdet: udenrigspolitikken og det retlige samarbejde. Hvordan kunne EU varetage medlemslandenes interesser og løfte sit globale ansvar? Hvordan kunne EU forbedre indsatsen for at hjælpe flygtninge, kontrollere de ydre grænser, bremse ulovlig indvandring og bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet? Resultatet af konventets arbejde viser, at det var en fornuftig beslutning at give repræsentanter for både regeringer, nationale parlamenter og Europaparlamentet til opgave at lave udkast til en ny traktat. Den nye traktat er logisk opbygget og erstatter den indviklede søjlestruktur med en samlet ramme. Det er lykkedes at beskrive de grundlæggende principper for EU-samarbejdet på knap 60 artikler. Traktaten fastlægger opgaverne, og EU skal kun handle, hvor medlemslandene har overdraget opgaver og kompetence til EU. Konventets brede sammensætning og den åbne arbejdsmetode er en væsentlig årsag til, at vi har fået så klar en traktat. Et samarbejde, der er til at forstå for borgerne, og en klar arbejdsdeling mellem EU og medlemsstaterne, er nødvendigt for den demokratiske kontrol. Det giver borgerne mulighed for at have indsigt med, hvad der foregår, og hvem de skal holde ansvarlige. Den nye traktat slår også fast, at ministerrådets forhandlinger om lovgivning i fremtiden skal foregå offentligt. Det er resultatet af mange års dansk indsats for at bringe EU-lovgivningsarbejde på linje med den praksis, vi kender fra for eksempel Folketinget. Medlemslandenes nationale parlamenter får en større rolle i fremtidens EU. De vil få alle forslag til lovgivning tilsendt direkte, så de vil kunne forstærke kontrollen med deres regeringsrepræsentanter. En ny og vigtig rolle for de nationale parlamenter bliver at kontrollere, at EU kun beskæftiger sig med de ting, der er EU-opgaver. Hvis en tredjedel af de nationale parlamenter finder, at et forslag fra kommissionen er i strid med nærhedsprincippet, skal kommissionen genoverveje sit forslag. Endelig giver traktaten en bedre beskyttelse af borgerens rettigheder over for EU's institutioner og over for de nationale myndigheder. EU's charter om grundlæggende rettigheder bliver skrevet ind i traktaten og bliver gjort retligt bindende. Samtidig lægges der op til, at EU skal tiltræde den europæiske menneskerettighedskonvention. EU-samarbejdet skal løse de opgaver, der kun kan varetages effektivt på europæisk plan. Hvis EU skal kunne udføre den opgave, må Europaparlamentet, ministerrådet og kommissionen - de institutioner, der indtil i dag har skabt resultaterne i EU-samarbejdet - fungere effektivt selv med 25 eller flere medlemmer. Det forudsætter klare beslutningsprocedurer og en reform af institutionerne. Derfor fik konventet til opgave at komme med forslag til, hvordan EU's institutioner skulle fungere i et EU med 25 medlemmer. Konventet lægger op til, at flertalsbeslutninger skal være hovedregelen. Jo flere lande vi bliver, jo større er behovet for, at beslutninger kan træffes med flertal. Og al erfaring tilsiger, at det er i vor interesse at anvende kvalificeret flertal. Vi skal se på sagernes substans og ikke være fikserede på proceduren. Konventetlæggerop til, at det europæiske råd, hvor stats- og regeringscheferne mødes, skal have en valgt formand. Hans eller hendes hovedopgave bliver at forberede og lede møderne i det europæiske råd. Der er ikke tale om en præsident for EU. Formandskabet for ministerrådet vil fortsat gå på tur mellem medlemslandene, men med længere mellemrum end i dag. Kan man finde en funktionel metode til at fortsætte rotationen af formandskabet for det europæiske råd, er vi åbne herfor. Men skal vi have en udpeget formand, skal denne opgave skifte mellem landene. Konventet foreslår samtidig, at stemmereglerne i rådet forenkles. Vi forlader det komplicerede system med stemmevægte. I stedet skal et forslag for at blive vedtaget støttes af mindst halvdelen af medlemslandene, der repræsenterer mindst 60 procent af EU's befolkning. Alle lande vil have en kommissær, men fra 2009 vil alene 15 af dem have stemmeret. Retten til en kommissær med stemmeret vil gå på omgang med fuld ligestilling mellem medlemslandene. Tyskland og Danmark vil således være fuldstændig ligestillede. Samlet set vil traktaten sikre, at EU-samarbejdet vil fortsætte på en måde, der er lettere for borgerne at forstå og giver bedre demokratisk kontrol. De resultater, der er opnået gennem årene på f.eks. miljøbeskyttelse, det indre marked, ligestilling mellem mænd og kvinder, konkurrencepolitikken og forbrugerbeskyttelse, videreføres. De seneste års begivenheder og et blik ud over verden illustrerer behovet for, at EU kan varetage sine interesser og påtage sig et ansvar internationalt. Som et lille land har Danmark en interesse i et handlekraftigt EU i verdenspolitikken. Et EU, der kan bidrage til at fremme danske interesser og værdier. Ikke som modvægt til USA, men for at EU selvstændigt og med fuld vægt kan samarbejde med USA og andre om de udfordringer, vi står over for i verden i dag. Vi ønsker, at EU skal bidrage til stabilitet i verden og til en international retsorden. I Mellemøsten har EU forsøgt at holde liv i perspektivet om en fredelig løsning af den israelsk-palæstinensiske konflikt. I Monterrey og Johannesburg opnåede EU globale fremskridt. Gennem WTO skal EU sikre, at udviklingslandene får adgang til de rige landes markeder og bliver i stand til at nyde godt af denne markedsadgang. Hvis EU skal kunne løfte dette ansvar, må det kunne optræde med større handlekraft, end det er tilfældet i dag. EU er den eneste internationale samarbejdsorganisation, der råder over alle udenrigspolitiske midler fra handelspolitik over udviklingsbistand til militære midler. Hidtil har EU desværre ikke anvendt disse midler så effektivt, som det burde have været muligt. Konventet lægger op til, at EU skal kunne handle med større gennemslagskraft end i dag. Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik vil blive gjort mere bindene. I fremtiden skal medlemslandene ikke, som vi har set det i løbet af det sidste år, kunne komme med udenrigspolitiske udmeldinger med vidtrækkende konsekvenser uden først at drøfte det med de andre EU-lande. Ved at oprette en post som EU-udenrigsminister, der skal koordinere brugen af EU's mange udenrigspolitiske redskaber, vil der blive bedre sammenhæng og gennemslagskraft i EU's udenrigspolitik. Der kunne være valgt en anden titel. For en udenrigsminister forudsætter nu engang en stat, men titlen skal ikke spærre for opgavens løsning. Er EU-landenes udenrigsministre enige - og det er de som oftest - har de et fælles standpunkt. Og så er det EU's opgave at fremme disse synspunkter. Konventet lægger også op til at styrke det forsvarspolitiske samarbejde og give medlemslande, der måtte ønske det, mulighed for at lave et tættere samarbejde om forsvarskapacitet og om gensidigt forsvar. Også på det retlige samarbejde lægger konventet op til en betydelig forstærkelse af samarbejdet. Effektiv hjælp til flygtninge, bremsning af ulovlig indvandring og bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet er opgaver, som EU's medlemslande bedst kan løse i fællesskab. I mange tilfælde er der tale om opgaver, de ikke kan løse alene. Alle EU's medlemslande har en interesse i, at kontrollen ved EU's kommende grænse mod øst fungerer så effektivt som muligt. Med den nye traktat vil den arbejdsmetode, EU med succes har brugt på miljøområdet og det indre marked, blive anvendt inden for retssamarbejdet. Det betyder, at man, ligesom inden for de øvrige samarbejdsområder, vil bruge flertalsafgørelser, inddrage Europaparlamentet i beslutningerne og kunne vedtage rammelove og love. Danmark har valgt at stå uden for dette samarbejde, men vi må erkende, at vi i samme omfang som de øvrige EU-lande står over for disse problemer, og at de kun kan løses ved samarbejde på tværs af grænserne. Også her er det, at den nye traktat markant forøger de praktiske og politiske følger af de danske forbehold. Traktaten bekræfter den fokusering, der har været på forsvarssamarbejdet og retssamarbejdet i de seneste år. Traktaten lægger op til en styrkelse af forsvarssamarbejdet, blandt andet med henblik på bekæmpelse af terrorisme, og af samarbejdet om retlige og indre anliggender. Problemerne med forbeholdene vil derfor vokse. Når den arbejdsmetode, EU har brugt på de øvrige samarbejdsområder, nu udvides til retssamarbejdet, vil det medføre, at Danmark ikke længere vil kunne deltage i det strafferetlige samarbejde og politisamarbejdet. Det løser ikke problemet for Danmark blot at vedtage de samme love som EU og dermed kopiere EU-samarbejdet - uden politisk indflydelse. Dertil kommer, at hvor samarbejdet indebærer gensidigt forpligtende samarbejdsregimer, f.eks. om udveksling af oplysninger eller om gensidig anerkendelse af hinandens retsafgørelser, vil ensidige danske love ikke bringe os ind i samarbejdet. Problemerne med vores forbehold er mere komplicerede end nogensinde før: Når man i fremtiden skal anvende de samme instrumenter og beslutningsprocedurer i hele samarbejdet, kan det nemlig ikke udelukkes, at der vil blive vedtaget tværgående retsakter, der både vedrører områder, hvor Danmark deltager, og områder, hvor vi har forbehold. Det gælder for eksempel EU's aftaler med tredjelande. Også på traditionelle fællesskabsområder som miljø kan retsforbeholdet få virkninger. Det gælder, hvis der bliver tale om tværgående retsakter, som både indeholder miljø- og straffebestemmelser, som Danmark ikke vil kunne deltage i. Det gælder også, hvis Danmark blot ikke kan være med, når regler vedtaget på miljøområdet skal suppleres med straffebestemmelser. Det vil svække vores stilling i miljøsamarbejdet. Under den kommende regeringskonference vil regeringen skabe klarhed over konsekvenserne af forbeholdene i den kommende traktat. Vi har selv valgt at stå uden for EU-samarbejdet på de områder, der er omfattet af forbeholdene. Forbeholdene er ikke EU's problem, men Danmarks, for det ligger i forbeholdene, at vi hverken ønsker eller kan forhindre de andre lande i at udvikle samarbejdet på de områder. Danmark har gennem næsten 15 år arbejdet for, at Europa kunne samles i EU-samarbejdet. Det er nu lykkedes. Den traktat, der efter regeringskonferencen bliver resultatet af konventets arbejde, vil udgøre grundlaget for samarbejdet i det udvidede EU. Den vil sikre, at EU fortsat kan skabe gode rammer for udviklingen af vores samfund og i de øvrige 24 EU-lande, der inden dette årti er omme, formentlig har endnu to nye medlemmer. Vi har fået opfyldt vores ønske om et helt og udelt Europa. Nu skal vi sørge for, at det kan fungere effektivt og ikke vander ud og sander til. Et tilbageskridt i Europas historie vil ingen være tjent med. Se blot på forhistorien!