Forleden var jeg til en middag. Her havde moderen (vældig tillidsfuldt) anbragt sin fireårige datter ved min side. Dette medførte først en vantro trækning på barnets ansigt og så de kraftigste, besværgende og bevægende hovedbevægelser, jeg længe havde set. Så så hun igen på mig, i håb om at jeg havde forvandlet mig til den elskede moder. Det havde jeg ikke. Igen blev hovedet kastet fra side til side i heftige bevægelser over den lede skæbne, der var overgået hende. »Kom, sagde jeg til hende, vi finder din mor«. Se, det faldt i god jord. Sådan er det med små piger, de bliver fromme som lam, hvis man fører dem hen til det sted, hvor de gerne vil være. Men er det ligesådan med voksne kvinder? Findes der et sted, hvor man kan føre dem hen, så de bliver glade? Nu er voksne kvinders ønsker selvfølgelig lidt mere komplicerede end små pigers, men alligevel ser det i dag ud til, at feminismen igen kan samle. Tilbage i 1970'erne var kvindesagen en stærk og sejrrig bølge, der godt kunne skabe enighed, så gik den lidt i sig selv. Efter en mat periode for feminismen i slut-80'erne og 90'erne er den nu tilbage i fuld vigør og dukker blandt andet op i helhjertede og åbenhjertige debatbøger. Da 'Nu er det nok, så er det sagt' udkom i 2000, var omslaget forsynet med en pink og sølvfarvet skydeskive. Det var flot og delikat. Men bare på tre år er omslaget nu blevet påtaget grimt og kantet. Den gadeaktuelle paperback har løbesedlens opråb-agtige karakter, som om bogen går i den gule presses og formiddagsbladenes fodspor, og har fået smækket et par ekstra grove undertitler på: '23 feministiske historier om at være kvinde i dag' eller 'Oprør mod drengerøvskulturen'. Der bliver ikke stukket noget under stolen, tværtimod bliver synspunktet knaldet lige i synet på læseren. Feminismen er et markant fænomen i debatten. Samtidig oplever vi et sandt boom inden for den nordiske krimilitteratur, der fostrer den ene kvindelige detektiv og kriminalreporter efter den anden. Feminismen ligner igen noget, vi kan blive enige om. Og danske kvinder kan både være stejle feminister og noget mere dovne. De forbeholder sig retten til at være begge dele. De er on/off kvindesagen, de går til og fra feminismen, som det passer dem. Og sådan er det også med Virginia Woolf, der er filmaktuel i 'The Hours', hvor filmen er hendes stil, samtidig med at hun selv er en af tre historier. Det ligner på mange måder en tid til status, hvor både filmen, personen og tiden sætter hinanden stævne og lægger op til overblik. For 75 år siden skrev den britiske forfatter Virginia Woolf en ultimativ kvindesagsbog 'Eget værelse' (1928). Midt i sit manifest er hun faktisk allerede en on/off feminist. Hun kan både finde på at tage en slapper og vende ryggen til sit emne, men hun kan også skrive med en lidenskab, som får kvinder til at vågne op og spænde bælte. Og når Woolf kan vække lidenskab, er det ikke bare, fordi hun har de rigtige synspunkter og en timing og tæft, der stadig gør indtryk, det er, fordi hun ved, at voksne kvinders ønsker er komplicerede og kræver tid, før de kan udfolde sig. Woolf får en opgave, hun skal holde foredrag på Cambridge Universitet om forholdet mellem kvinder og skønlitteratur. Virginia Woolf er småærgerlig på forhånd, for kan man forestille sig et emne, der på forhånd vækker flere fordomme og lidenskaber? 'Eget værelse' er enkelt skrevet, det er noget af det mest ligetil, Virginia Woolf har bedrevet, samtidig med at bogen har hendes stilistiks ubesværede vid. Bogen rummer to bud og to måltider. De to bud er ud over det værelse, som enhver kvinde må have, 500 pund om året, hvis hun skal være forfatter. Mens måltiderne, ja, det ene måltid er sublimt, rent ud sagt ypperligt, mens det andet er tungt og solidt, alt for tungt og alt for solidt og ikke noget, der bare ligner næring for en sulten forfattersjæl. Virginia Woolf hører til de forfattere, der går efter det store vildt, samtidig med at hun har sans for petitesser, for hvorfor det er vigtigt med et mønster på bunden af suppetallerkenen. Det er kombinationen af petitesser sammen med det umiskendelige jagtinstinkt, der gør hende særlig: 'Let's go hunting'. Jagt er for hende både den daglige skønhed og den frie tanke. Virginia Woolf går ned til floden. Og der får hun en ide. Hun kan mærke det karakteristiske lille hiv, der indikerer bid. Det er bare en lillebitte fisk, næppe værd at beskue i græsset. Og alligevel så har den alle gode fisks egenskaber: »Men hvor lille den end var, havde den ikke desto mindre sin arts særlige egenskab - lagt tilbage i sindet blev den straks meget spændende og vigtig«. Virginia Woolf kan lide fisk. Senere går hun på biblioteket og prøver også at fiske noget vigtigt ud af de enorme mængder litteratur, der findes om kvinder, og det er kun en, som er vant til fangst, der med sådan en fryd og fornøjelse kan besynge sit manglende held, der med sådan en lattermild henrykkelse kan hengive sig til sin fiasko. Det er, fordi hun kender den anden erfaring, at hun kan gøre det ringe bytte op: »Sandheden var løbet igennem fingrene på mig. Hver en dråbe var blevet væk. Jeg kunne umuligt tage hjem og tilføje som et alvorligt bidrag til studiet af kvinder og skønlitteratur, at kvinder har mindre hår på kroppen end mænd, eller at pubertetsalderen på Sydhavsøerne er ni - eller var det halvfems? - selv håndskriften var blevet aldeles ulæselig i forvirringen«. 'Eget værelse' blev skrevet for trekvart århundrede siden, hvor kvindens eget bud på et portræt kun var i sin vorden. Det var især mænds meninger om kvinderne, som fyldte. På biblioteket tager Woolf selv de store bogstabler i øjesyn, hvor mænd godt nok har været kloge. Og det er ikke bare biologer og læger, som hun konstaterer, det er »(...) magelige essayister, letfingrede romanforfattere, unge mænd med M.A.-grad, mænd uden grad, mænd uden anden kvalifikation, end at de ikke er kvinder«. Woolf er en dreven polemiker, underspillende og underfundig. Men hun ved også, hvor hun skal holde høj profil, når kvindernes sag virkelig holder vand. Læs selv, hvordan hun åler det mandlige mereværdskompleks. Det er fornøjelig læsning, og det er hendes tænkte eksempel med Shakespeares søster også, der bliver brugt som ledemotiv i essayet. Virginia Woolf kan gradbøje feminismen, hun ved, nøjagtig hvor hun skal gå frem med fuld power, og hvor det er bedre at holde lav profil. Hun er en feminist efter mit hjerte, fordi hun har modet og klarheden til at gradbøje sit engagement. Da de engelske kvinder får valgret i 1918, får Virginia Woolf nogenlunde samtidig et brev, et ret vigtigt brev, for hun har arvet en formue. Hun kan forsørge sig selv resten af livet. Hun indrømmer ligeud, at hun er mere glad for pengene end for valgretten. Og det er nøjagtig den ærlighed, som er stimulerende. For midt i den private begejstring glemmer Woolf ikke det fælles mål. Det gode måltid mad er snart ved at være klar hos Woolf, og det er den afgørende pointe også. Før agerhønsene er der en forret af rødspætter dækket med »et tæppe af den hvideste flødesovs, der dog var mørknet hist og her med brune pletter ligesom pletterne på et dådyr«. Virginia Woolf er en æstetikkens jæger, en sprogets skovløber, der får øje på et dådyrs plettede dragt midt i en fyldt tallerken. Dette måltid bliver sat til livs med fryd, og det bedste er endnu til gode, da rygradsfaklen bliver tændt dybt nede: »I mellemtiden var vinglassene blevet skyllet ud i gult, i rødt, var blevet tømt, var blevet fyldt igen. Og således tændtes gradvis, langt nede langs rygraden, der hvor sjælens bolig er, ikke det lille hårde elektriske lys, vi kalder geni, som farer ud og ind igennem vor mund, men den dybere, finere og mere underjordiske glød, som er fornuftens rige, gyldne flamme, når den udfolder sig i samvær. Ingen grund til at ile. Ingen grund til at brillere. Ingen grund til at være en anden end sig selv«. Det er her, man kan se, hvilken skribent Virginia Woolf er. Hun er tilsyneladende så distræt, adspredt og alligevel rammende præcis, når hun når frem til sjælens bolig. Det er derfor, 'The Hours' også er sådan en vellykket film, fordi den har genskabt hendes stil på det hvide lærred, når den sammenkæder tre historier og tre kvinders liv med samme lethed og frapperende åbenhed og om noget har disse dybe kig ned til en uventet indfaldsrigdom. Virginia Woolf er på én gang en dybt sanselig og gennemreflekteret forfatter. Noget senere må Virginia slide sig gennem en tung, almindelig middag, hun må døje med okseskanker, og desserten er desværre svesker, der godt nok er en »umild grønsag (frugt kan de ikke kaldes), seje som en gniers hjerte og udgydende en væske, som kunne stamme fra en gniers årer, hvis han havde nægtet sig selv vin og varme i firs år og endnu ikke givet til de fattige (...)«. Svesken er vigtig, den skal forstås symbolsk, som et udtryk for det armod og den fattigdom, kvinder især har hængt på. Når man i England for eksempel har prøvet at skaffe penge til et college for piger, har det været et kæmpearbejde at skrabe bare 30.000 pund sammen. Og det rakte desværre kun til murene. Sådan går det. Virginia Woolf er selv klar over, hvor utrolig heldig hun har været. Fra det øjeblik, hun fik penge, holdt hun op med at være et bittert menneske. Britiske kvinder og britiske forfattere, og danske kvinder og danske forfattere, har derimod måttet sætte deres lid til den almindelige, langsomme samfundsudvikling. Hen over midten af det tumultariske tyvende århundrede ankommer kvinderne for alvor til samfundet. Op gennem 1960'erne og 1970'erne finder vi dem i arbejdsfunktioner, der havde været utænkelige på vores bedstemødres tid. Samtidig udsender blandt andet engelske Doris Lessing (f. 1919) den klassiske og medrivende roman 'Den gyldne bog' (1962, da. 1975). Det er i kraft af forfattere som hende, at forholdet mellem kvinder og skønlitteratur har flyttet sig så meget. Virginia Woolf opstillede allerede et ideal for litteraturen i 'Eget værelse', som både gjaldt for mænd og kvinder. God litteratur er som en »øjenrenselsesoperation«, den får én til at se verden uden dens dække og »forlenet med heftigere liv«. Og det er nøjagtig den øjenrenselsesoperation, filmen 'The Hours' magter. Det er svært at forestille sig en mere livsintens og samtidig dødsfortrolig film. Viriginia Woolf havde jo også selv et dobbelt forhold til floden, det var den, der tog hendes liv, men det var også der, tankens fisk sprang. Det er en af filmens smukkeste scener, da Virginia tager sit liv, og det ser ud, som om hun går ned ad en skjult, underjordisk trappe, der fører hende stadig dybere ned og til sidst med hovedet under vand. Vandet er hurtigt, strømmende og levende. Det er på én gang dødbringende og stimulerende. Det er den tvetydighed, filmen har fanget så godt. Virginia Woolf bliver spillet af Nicole Kidman. I hendes tolkning er Virginia en kunstner, der tyranniserer både sig selv, sin mand og sin familie med sin følsomhed og sit voldsomme temperament. Da hun dør, har hun virkelig kæmpet for at fuldføre sin skæbne. Det er ikke noget fejt selvmord. Der er nogle, der går til bunds, inden dagen er omme, mens andre kaster sig med fornyet ekstra energi ud i bølgerne. Sådan er det for eksempel for forlæggeren Clarissa Vaughan, der lever i New York i 1990'erne. Filmen 'The Hours' og Michael Cunninghams roman 'Timerne', som danner forlæg for filmatiseringen, har et åbningsbillede fra New York, der netop handler om den ustyrlige vilje til livet. Filmen, såvel som romanen, leverer et suverænt snit tværs gennem det tyvende århundrede, der med vanlig angelsaksisk overherredømme lægger ud med den britiske forfatters kunstneriske kamp i 1920'ernes Storbritannien, fortsætter til USA, hvor vi følger en forstadshustrus kamp med en depression i 1949, for at ende med Clarissas overstadige følelser for morgenen: »Midt i sit postyr og sin alvorsbrune affældighed, sit bundløse forfald, frembringer New York altid nogle få morgener som denne; morgener, der overalt invaderes af en bekræftelse på nyt liv, så beslutsomt, at det er næsten komisk, som en tegneseriefigur, der udholder endeløse, grufulde afstraffelser og altid dukker op uden forbrændinger, uden skrammer, parat til mere«. Sjælens føde er til at tage og føle på. Nogle dør, andre lever og derimellem er jagten - god! Virginia Woolf er en moderne on/off feminist, også om tyve år, når dagens små piger skal ud for at finde deres forbilleder, vil hun være relevant. CONNIE BORK Litteratur: Virginia Woolf: Eget værelse. Oversat og med forord af Elsa Gress. Kbh. 1978.