0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Oldtidspirater ved Sortehavet

Også i Ukraine trues kulturarven: Arkæologer kommer forgæves efter de oldsager, som rovgravere allerede har fjernet og solgt til nyrige privatsamlere. Kun international indsats kan sikre minderne om grækernes møde med 'barbarerne', Jasons med Medea.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

VERDEN GISPEDE af vantro, da den bevidnede, at Taleban sprængte den store Buddhafigur ved Bamiyan i luften, og chokket blev ikke mindre, da tilskuerne til krigen i Irak erfarede, at krigshandlingerne også førte plyndringen af Bagdads museer og arkiver med sig i deres kølvand. Den materielle kultur, den historiske og kulturelle arv udgør en væsentlig del af ethvert lands kollektive hukommelse. Uden en vis beskyttelse af og folkelig adgang til denne arv mister et land og et folk sin orientering, sin historie og sin mulighed for at forstå sig selv.

Destruktion af et lands fortid sker i mange lande rundt om i verden. Ikke kun krige og billedstormende regimer forårsager dette. Men også både ekspansion af byer, veje og produktionsanlæg samt almindelig mangel på viden og manglende ressourcer medfører tab af kulturminder. Det er dog især menneskenes umættelige begær efter at besidde kunstgenstande fra tidligere kulturer, der fremkalder en meget hastig forsvinden af den kulturelle arv. Ikke mindst grundet illegale udgravninger, tyverier fra museer og udgravningssteder og international handel med illegale antikviteter.

Et sted, hvor dette er særlig kritisk i disse år, er i Ukraine. Netop tilbage fra en forskningsrejse mellem hovedstaden Kijev og byer ved Sortehavskysten har jeg på en meget ubehagelig måde fået syn for denne sag.

SORTEHAVSOMRÅDET var i oldtiden en del af den græsk-romerske verden. Grækerne drog dertil fra Middelhavs8området, fordi krige og hungersnød hjemme bød dem at finde nye steder, hvor de kunne etablere nye byer, der kunne brødføde sig selv og helst også producere et overskud, der kunne afsættes i de store byer ved Middelhavet, først og fremmest Athen.

Sortehavsregionen er et uhyre spændende sted arkæologisk og historisk set, for det er det store mødested mellem en række meget forskellige måder at organisere sig på: først og fremmest de græske og siden romerske byboere og den endeløse steppes nomader.

Landets indbyggere har uanset etnisk oprindelse fra forhistorisk tid frem til middelalderen efterladt sig betydelige spor i landskabet i form af bosættelser, byer, befæstninger og grave. Især gravene var ofte særdeles veludstyrede: Nomaderne elskede guld i form af smykker, dragtornamenter og pynt til deres heste, og i gravene blev der ikke sparet på pragten. Oldtidsnomaderne, skytherne, og deres guld er legendarisk.

I DISSE ÅR er en helt ubeskrivelig udplyndring af denne kultur i gang. Et nyligt besøg i oldtidsbyen Olbia, en af de mægtigste græske byer ved Sortehavet beliggende ved floden Dnjeper, talte sit tydelige sprog: I to måneder hver sommer, i juli og august, arbejder arkæologer og arkæologistuderende fra hele Ukraine for at udgrave byen og forsøger dermed møjsommeligt at rekonstruere byens liv i oldtiden ved omhyggelig registrering af alle genstande i den sammenhæng, hvori de bliver fundet.

I de ti måneder, hvor forskerne ikke arbejder i byen, 'arbejder' rovgraverne.

Jeg var i Olbia, kun to uger før den officielle udgravningssæson startede, og det udstrakte byplateau var allerede perforeret af grøft på grøft og omkring disse rovgravernes efterladenskaber: rester af ituslået græsk keramik. Fine drikkekopper med sort overtræk, transportamforaer til vin og olivenolie og glas. I andre udgravningsområder, jeg besøgte, mødte samme sørgelige syn mig.

MIT OPHOLD i Ukraine afsluttedes i Kijev. Her kunne man i den berømte S. Sofia-katedrals udstillingsområde se en imponerende udstilling med det prangende navn 'Til dig, Ukraine'. Her kan for kort tid ses cirka 4.000 genstande fra forhistorisk tid frem til middelalderen. Det udstillede materiale var rigere og mere varieret end det, jeg på min rejse havde set i fem store museer, inklusive i Kijevs arkæologiske nationalmuseum. Alene til fund fra den meget rige og avancerede Trypilliakultur, en af verdens tidligste bykulturer fra sten8alderen (5400-2750 f.Kr.) var der afsat en hel sal.

Her stod hundredvis af hele vaser side om side, der ville gøre enhver moderne keramikkunstner grøn af misundelse grundet deres dristige abstrakte dekorationer. Der var også udstillet flere hundrede figuriner, modeller af templer og huse og våben fra den samme kultur. Andre sale viste grækernes fine keramik, romernes glas og nomadernes rige guld.

Fælles for alle salene var, at der ikke var oplysninger ved genstandene. Hvor kom de fra? Der var heller ikke et videnskabeligt katalog, og fotografering var forbudt. Et foldet A4-ark, den eneste information udstillingen kunne levere, fortalte, at sagerne var fundet »for nylig«, og en af lokaliteterne, der bl.a. blev nævnt, var Olbia.

Udstillingen er det sørgelige spejl af nogle af de plyndringer, jeg havde set sporene af på min rejse. Og den uhyre rigdom i det materiale, der udstilledes, viste med al tydelighed omfanget af plyndringerne. Alene i 2002 registrerede det ukrainske antikvitetsvæsen illegale udgravninger på 1.417 lokaliteter. Til sammenligning kan det nævnes, at x der samme år fandt 405 legale udgravninger sted.

'TIL DIG, Ukraine' viste genstande fra fem privatsamlinger. De er et meget ubehageligt eksempel på et helt nyt fænomen i de gamle kommunistiske lande i Østeuropa og Centralasien, at de nyrige forretningsfolk med deres betydelige rigdomme begynder at købe og endog aktivt 'bestille' oldtidsgenstande, som skal tjene som symboler på deres nyerhvervede rigdomme. De antikke kunstgenstande kan samtidig forlene dem med en vis kulturel 'fernis'. Dette sker i ly af det kaos og mangel på statslig kontrol, opløsningen af den gamle Sovjetunion også førte med sig.

Den største af de fem samlere, Sergej Platonov, der ejer flere tusind genstande, forsøger at slå sig op som folkets mæcen. Han vil gerne vise det ukrainske folk dets kultur, ja endog give det det tilbage. Han drømmer om at skabe et museum, hvor han og hans venner kan udstille deres samlinger, som kan slå Louvre i Paris og Metropolitan Museum i New York. Det skal vidne om Ukraines enestående kultur og historie og således være med til at ændre omverdenens negative opfattelse af Ukraine.

Genstande uden kontekst kan nok være smuk kunst, men de har kun værdi som historisk kildemateriale, når man ved, hvor de er fundet og i hvilken sammenhæng. Det behøver man ikke fortælle en dansker, da vi har en af verdens ældste traditioner for videnskabelig udgravning og efterfølgende beskyttelse af oldtidsminder.

Når man betænker, hvilken ufattelig mængde af information, der er mistet, da de steder, hvorfra Platonovs oldsager stammer, blev plyndret af ufølsomme, ligeglade skattejægere, ja, så må man konstatere, at et helt folks historie er ved at gå tabt. At stille genstandene til rådighed for folkets beskuelse retter ikke op på dette faktum. Samlerne bekymrer sig ikke om genstandenes historiske betydning, kun for deres kvalitet som kunstikoner.

DE NYRIGE samlere har mægtige beskyttere i det politiske system. 18. juni i år afholdtes i Kijev en pressekonference på tre en halv time, hvor de private samlere og antikvitetsvæsnet krydsede klinger under pressens tilstedeværelse.

Samlerne legitimerer deres indsamling med, at det er bedre at de køber, end at genstandene havner i udlandet. Men alene det at efterspørge oldsager er det brændstof, der får rovgravningsmaskinen til at køre.

Samlerne hævder også, at de statsansatte forskere ikke formidler fortiden i tilstrækkeligt omfang til borgerne, mens de stiller de prægtigste kunstgenstande til rådighed for beskuelse. Det er et populistisk synspunkt, der desværre hurtigt kan vinde alment gehør. Men det er et farligt synspunkt, fordi det ikke anerkender, at arkæologisk materiale er en ikke-fornyelig ressource. Når en rovgraver (eller en arkæolog) først har taget en oldsag op af jorden uden at bekymre sig om den sammenhæng, den blev fundet i, er afgørende historisk viden om den gået tabt.

Det er derfor en veritabel kulturkamp, der finder sted for tiden i Kijev. Og da økonomiske ressourcer og politisk bevågenhed ikke er med forskernes synspunkt, er sagen alvorlig. Men den kan blive meget værre, når rovgraverne først erfarer, hvilke summer deres tyvekoster kan indbringe i den internationale kunsthandel, for ukrainske oldsager synes endnu ikke i væsentligt omfang at blive handlet i Vesten. Det er dog kun et spørgsmål om tid, for genstandene er attraktive og appellerer til nutidens kunstsmag.

Det er derfor ikke vanskeligt at spå, at det vil medføre, at plyndringernes omfang vil øges yderligere.

Forskere fra det ukrainske videnskabsakademi i Kijev gjorde opmærksom på katastrofens omfang på en stor konference i Berlin om illegal handel med oldsager (23.-25. maj 2003). Plyndringerne i Ukraine bør tages mindst lige så alvorligt som ødelæggelsen af Afghanistans og Iraks kulturelle arv. Og der er brug for international opmærksomhed om problemet. Den kulturelle arv i det enkelte land er en del af vores fælles globale kulturelle arv.

HVAD KAN gøres? På kort sigt næppe meget. Den ukrainske lovgivning omfatter slet ikke en beskyttelse af arkæologiske genstande under jorden eller under vandet, dvs. beskyttelse af genstandene i deres oprindelige kontekster. Der er ikke ressourcer til hverken tilstrækkelig registrering eller til beskyttelse. Dette kan kun ske med international opmærksomhed og assistance.

I kølvandet på Murens fald i 1989 og Sovjetunionens sammenbrud i 1991 fik vestlige forskere i stigende grad øje på Sortehavsregionen som en interessant del af europæisk kultur, som vi vidste meget lidt om primært grundet mangel på informationsudveksling på tværs af Jerntæppet. I løbet af 1990'erne og det tidlige tredje årtusind, er der derfor flere steder i Vesten etableret forskningscentre, der arbejder med udforskning af Sortehavsområdet i oldtiden.

Det er en udvikling, hvor Danmark har været på forkant. I 2001 besluttede Danmarks Grundforskningsfond at etablere et tværfagligt forskningscenter med Sortehavskulturerne som laboratorium for udforskningen af bl.a. kulturmødesituationen i oldtiden. Centret åbnede 1. februar 2002, og samme år tog vi initiativ til at etablere et internationalt netværk af de centre, der arbejder med samme område.

Med en stor ansøgning til EU's sjette rammeprogram forsøgte vi at skabe økonomisk basis for, at forskere fra Vesten og fra landene omkring Sortehavet bl.a. kunne lave en overordnet, ensartet registrering af de antikke kulturminder, et instrument, der mangler, og som er helt nødvendigt for at etablere en national og international overvågning over Sortehavslandenes kulturarv. Desværre er EU's sjette rammeprogram stort set ikke gearet til humanistisk forskning, så ikke overraskende har vores ansøgning netop modtaget et afslag.

DET ER en skam for Sortehavslandene - men også for EU. Ikke mindst set i lyset af, at det inden for en overskuelig fremtid vil blive klart, at Sortehavskulturerne også er en del af EU's kultur. Bulgarien og Rumænien har udsigt til snarlig optagelse i EU, Tyrkiet banker kraftigt på døren, og også både Georgien og Ukraine bejler til EU. Af Sortehavslandene er det kun Rusland, der endnu ikke har meldt sig på banen.

Som tidligere nævnt var Sortehavsverdenen i oldtiden en del af den græsk-romerske verden. Men allerede grækerne i Middelhavslandene opfattede området som en periferi. Alt var dér meget anderledes, end det var ved Middelhavet: I stedet for øer, bjerge, klipper og solskin var det i nord de udbredte steppeområder med en horisont som på prærien, der mødte grækerne. Vintrene var bidende kolde og floderne tilfrosne.

Grækerne, der bosatte sig ved Sortehavets kyster, følte sig aldrig rigtig hjemme. De boede der på de lokale nomadestammers nåde, og de var under et konstant fysisk og økonomisk pres. Selv om de store floder, Donau, Dnjester, Dnjeper og Bug, der afvander betydelige dele af Centraleuropa og løber ud i Sortehavet, var rige på værdifulde spisefisk, og selv om man visse år kunne få stort udbytte ud af korndyrkningen, var rigdommene ikke primært på grækernes hænder. Området blev allerede dengang opfattet af Middelhavslandene som Europas baggård.

Derfor blev området også i oldtiden holdeplads for en lang række negative myter, der afspejlede denne græske følelse af utryghed ved området. For eksempel myten om Jason og Det Gyldne Skind, som blev udødeliggjort af den athenske tragediedigter Euripides i hans skuespil 'Medea' fra 431 f.Kr.

Jason sejlede til Kholchis, i dag Georgien, for at hente Det Gyldne Skind. Dér fik han hjælp af kongedatteren Medea til sit forehavende. Han tog hende med til Grækenland, hvor hun aldrig blev 'integreret'. Det var helt i tråd med grækernes opfattelse af de lokale 'barbarer', at hun kun duede, da hun skulle hjælpe Jason med at sikre sig skindet. Jason valgte snart det sikre, nemlig at gifte sig med en græsk prinsesse, og så faldt hævnen prompte: Med gift slog Medea både den kommende brud og hendes far ihjel, hvorefter hun myrdede sine og Jasons to drenge. I Grækenland blev Medea arketypen på den farlige barbar fra Sortehavsområdet, der fører død og ødelæggelse med sig i sit kølvand.

EU OG vesteuropæisk kultur bygger på den græsk-romerske arv. Hvis vi vender ryggen til den omfattende udplyndring og ødelæggelse af Sortehavslandenes historiske arv, mister vi også en del af vores kollektive hukommelse. Man må håbe, at EU og andre internationale organisationer besinder sig på deres ansvar.

Lad ikke flere 'gyldne skind' blive ført fra Sortehavsregionen, lad den ikke forbl