HVIS DER HER er tale om et landskab, man ikke just har gennemvandret, kan Kronikens titel vel forekomme skrækkeligt skræmmende. Men så slemt behøver det ikke at være. Det ville være pjank at påstå, at det er nemt stof. Men på den anden side handler det om dagliglivet, om ting som angår enhver. Den græske filosof Aristoteles levede 384-322 f.Kr. Fra syttenårsalderen bliver han elev på Platons Akademi, og han bliver her, som studerende og senere medarbejder, i tyve år, frem til Platons død i 347. En undervisning og et samarbejde, som præger ham livet langt - vel også præger Platon - men uomtvisteligt præger al senere europæisk tænkning. I mange århundreder også den arabiske. Og altså har øvet en langt større indflydelse på den moderne europæiske virkelighed, end vi ofte gør os klart. Fordi den ikke længere stikker i øjnene, men er dybt integreret i det meste af, hvad vi tænker og gør. Aristoteles er én af den vesterlandske tænknings mest indflydelsesrige skikkelser. Og som grundlægger af en lang række videnskaber og som den, der først klargør og diskuterer disse videnskabers uomgængelige teoretiske fundament, er han uden sidestykke i historien. Disse videnskaber bliver en fundamental del af, hvad vi forstår ved den vestlige civilisation, og med fuld ret er Aristoteles blevet kaldt videnskabens fader. Derfor dannedes tidligt billedet af ham som den store og stringente rationalist. Og når han f.eks. som den første i historien opstiller fuldstændige zoologiske klassifikationer, så går han rationelt til værks. Og også i de etiske og politiske skrifter, hvor det jo ikke blot handler om analyser, men også om holdninger, kan han siges at være rationalist. Men i metafysikken eller erkendelseslæren gør sig helt andre vilkår gældende. Udgangspunktet her er uorden, alting bevæger sig og forandrer sig, den ene sandhed hævdes at være lige så god som den anden, intet vil holde sig i ro. Udgangspunktet er altså det irrationelle. At verden hverken for den umiddelbare sansning eller for tænkningen uden videre hænger sammen. Dét, Aristoteles så sætter sig for, er at undersøge, om der ikke skulle være en vis orden og struktur i eller bag denne verdens kaotiske fremtrædelsesform. Og det er med stor nysgerrighed, tentativt og åbent, han går til værks. Og denne konstant prøvende og uhildede tilgang præger metafysikken. Det er ingen autoritativ dogmatiker, der taler. Men en skarpsindig og fordomsfri tænker. TITLEN 'METAFYSIK' er ikke Aristoteles' egen. 'Meta' betyder på græsk blot 'efter'. Værket hedder sådan, både fordi det i den sammenstilling af Aristoteles' værker, som foretages i det første århundrede f.Kr., kommer efter værket 'Fysikken', men også fordi det indholdsmæssigt følger efter. Hans egen titel er 'første filosofi'. Hvis han selv kalder det 'første filosofi', hvorfor så ikke begynde med den? Så nemt er det desværre ikke. Aristoteles skelner imellem dét, der er tydeligst for os - og dét, der er tydeligst efter naturen eller i sig selv. Pointen er, at tingene i sig selv ikke er umiddelbart tilgængelige for os. Aristoteles' metodiske udgangspunkt er konstant det sokratiske: ikke at vide noget. Ikke i den vulgære udlægning, at det er saligt at være så dum som muligt, men i den metodiske tilgang til tingene, som tager sit udgangspunkt i undren og i et forsøg på at undgå alle fordomme. Ikke at kende svaret på forhånd, men at turde lade sig overraske. Vi støder konstant ind i problemer. Det græske ord 'próblema' betyder 'vejspærring', og kan vi ikke komme over den, må vi bevæge os ud i vildnisset. En sti igennem vildnisset eller et smalt bjergpas hedder på græsk 'póros'. Og ordet findes også i negeret form 'áporos', når der ingen vej er. Hertil dannes den mere abstrakte term 'aporí', som kunne gengives med 'det vejløse', 'ufremkommelighed'. Og dette ord har hos Aristoteles omtrent ledemotivisk karakter. Det vrimler med aporier i metafysikken Vi er nødt til at tage udgangspunkt i fænomenerne. Og med 'fænomener' tænker Aristoteles ikke kun på alt det, som er tilgængeligt for sanserne, men også på alt det, som folk omkring os går rundt og mener. Og disse størrelser er forbundne. For det, folk mener, baserer sig jo på déres sansninger og finder sted i dét fælles sprog, som er en forudsætning for det alt sammen. Men målet er jo ikke, at vi i al evindelighed skal gå rundt og samle på fænomener. I den forstand er Aristoteles langtfra empirist. Tværtimod er det målet at nå til et sådant overblik, at vi kan give en redegørelse for alle disse fænomener. Så vi kan danne en pålidelig teori. For det er kun med en gyldig teori som udgangspunkt, at vi kan gøre os håb om nogen egentlig videnskab. Indsamlingen stump for stump fører ikke i sig selv nogen steder hen. Det lykkedes Aristoteles at opstille et x sådant gyldigt og anvendeligt såkaldt deduktivt system. Og vi ser da også umiddelbart efter, i den dengang nyanlagte by Aleksandria, de eksakte videnskaber myldre frem med stor stringens og sikkerhed. DET ER ET problem, at der gælder forskellige teorier for forskellige videnskaber. I astronomien er du nødt til at begynde med iagttagelsen. Men i geometri og matematik når du ikke ret langt, hvis du bliver stående ved iagttagelsen. Aristoteles vil henregne alle disse tre til den store gruppe af specialvidenskaber. Hvorimod han netop kalder metafysikken eller erkendelseslæren for 'første filosofi'. Forstået sådan, at den går forud for, og for så vidt er hævet over specialvidenskaberne. Metafysikken søger ikke svar på noget delområde af tilværelsen, men på helheden. Den søger at finde de allerførste principper for og begyndelser til verden. At finde frem til en måde, hvorpå vi troværdigt bliver i stand til at redegøre for denne verdens hele fremtræden og værens form, dens struktur og mekanik. Hvad er grundlaget for kvalificeret at mene noget? Det er erkendelsesteoriens område at redegøre for de principper og betingelser, ud fra hvilke erkendelsen finder sted og overhovedet er mulig. Hvad kan vi vide, hvorfor og hvordan? Erkendelseslæren går bag om alle specifikke emner og undersøger det teoretiske grundlag, som er fælles for enhver tilegnelse af viden. Den basale antagelse hos Aristoteles er, at verden er en sammenhængende og fornuftig størrelse, som mennesket med sin fornuft er i stand til at begribe og redegøre for. Det er udgangspunktet, at der er en mening med tingene. Der er universelle kræfter og love, som gælder for alt i himmel og på Jord. Og de love, som gælder for alt det øvrige levende og besjælede, gælder også for mennesket. Og det, som karakteriserer menneskets væsen, vil også bestemme dets handlinger og dermed dets samfund og dagligdag. Bl.a. fordi Aristoteles afprøver så mange mulige svar, står metafysikken åben for et væld af tolkninger, og det har været og er stadig en del af værkets vældige fascinationskraft. Ikke mange værker i historien har været igennem så mange vridemaskiner. DER ER EN nær forbindelse imellem Aristoteles' logiske skrifter og metafysikken. Man har skændtes bravt om, hvorvidt de logiske skrifter var ontologiske redegørelser, det vil sige beskrivelser af det, der er til, af de ting, som kan siges at have væren. Eller om der var tale om ren formallogik. Eller snarere en sprogteori. Og jeg tror, at svaret er: ja. Fordi sproget er en spejling af virkeligheden, og fordi både virkeligheden selv og det sprog, der beskriver den, begge er underlagt nogle formelle strukturer. Så en ontologisk beskrivelse kan passende tage sit udgangspunkt i en undersøgelse af sprogets rent formallogiske træk. Aristoteles' filosofi er således også en filosofi om sproget og om den bevidsthed, som sproget røber, og som er bestemmende for al tænkning og dermed for de filosofiske og videnskabelige begrebsdannelser. Mange af de klassifikationer, som bliver fundamentale for videnskaberne, ligger allerede i sprogene, længe før vi kan tale om egentlig systematisk tænkning. Samtidig med undersøgelsen af dette sprog er det også en ændring af det, ændringer, som indgår som uudslettelige bestanddele af ethvert senere sprog. Fra den videnskabelige teoridannelse til det nuværende danske dagligsprog. Når vi skelner imellem form og stof, når vi taler om kvalitet og kvantitet, og når det mulige og det virkelige er indtrådt i det danske sprog, så skyldes det Aristoteles. Udgangspunktet er den almindelige erfaring, at der er noget, der bevæger sig - og noget, der holder sig i ro. I 'FYSIKKEN' behandles 'bevægelse'. Og det forhold, at enhver ting, som bevæger sig, må bevæges af noget andet. Og i den natur, vi kan iagttage, vil dette andet selv være i bevægelse og derfor selv være sat i bevægelse. Og så videre. Hos Aristoteles er 'bevægelse' et rummeligt begreb, som omfatter enhver tænkelig form for forandring. I det værk, som kommer efter 'Fysikken', altså 'Metafysikken', stilles der det spørgsmål, om der bag enhver form for bevægelse kunne gemme sig uendelige rækker af bevægende årsager. Og svaret bliver nej. Der må være en sidste årsag, som sætter i bevægelse, men ikke selv bevæges af noget andet. Og denne 'Ubevægede Bevæger' kunne vi kalde Gud, siger Aristoteles. Hvor den 'Ubevægede Bevæger', hvis navn undervejs ofte blot er 'Tanken', defineres som god, så argumenterer Aristoteles imod eksistensen af en antagonistisk, en modsatrettet, ond kraft, som det ellers har været antaget af de fleste af hans forgængere. Den Tanke, som sætter alt i gang, er også universets yderste Gode. Der spørges om væren og om, hvad det værende er. Men hånd i hånd med disse spørgsmål går undersøgelser af, hvilke betingelser der gælder for den menneskelige erkendelse. Forskellen imellem 'væren' som et ophøjet og abstrakt begreb, og 'det værende' som langt mere konkret. Og der er ingen tvivl om, at fokus hos Aristoteles ligger på det sidste, på 'det værende', på det som faktisk er. Og ofte med udgangspunkt i det, som er sansbart og konkret til stede. Selv om metafysikkens genstandsområde omfatter langt mere end det rent sansbare. Hvilke fundamentale forhold gør sig gældende, hvilke principper og betingelser råder, og findes der en sikker metode, hvormed vi kan forbinde disse og med dem som udgangspunkt ræsonnere os frem til en ny og ubetvivlelig viden? Der findes faktiske og væsentlige forskelle og så blot tilsyneladende forskelle. Og de blot tilsyneladende forskelle er tilfældige og kan ikke bruges til at kategorisere fænomenerne. Den røde og den sortbrogede ko ser meget forskellige ud, men det er kun tilsyneladende. Det giver ingen mening f.eks. at inddele alverdens fænomener efter farverne. Vi kan ikke inddele verden i det gule og det blå. Idéen om, at et enkelt princip går forud ikke blot for alle andre principper, men for alt, som findes i verden, er ældre end Platon og Aristoteles. De førsokratiske filosoffer har forskellige bud på, hvad det kunne være for en størrelse. Én siger 'det uendelige', en anden siger 'luften', en tredje 'det værende'. Dette første princip, som er først i både tid og betydning, får hos Platon og Aristoteles navn af theós, af gud. ARISTOTELES ARBEJDER med fire forskellige former for årsag: en virkende, udøvende årsag, en formal årsag og en final årsag, det vil sige hensigten med tingen, hvad skal den tjene til. Og endelig den materielle årsag, det stof hvoraf tingen består. Aristoteles' eget eksempel til at illustrere disse årsager er billedet af et hus. Hvor den virkende årsag er bygmesteren. Den formale årsag er simpelthen husets form, tegningen bag. Den finale årsag, hensigten med huset, er, at det skal give varme og ly for regn og vind. Og den materielle årsag er det tegl og tømmer, hvoraf huset består. For naturgivne ting kan opdelingen ikke laves så skarpt. Så melder spørgsmålet sig: Hvilken af disse årsagsforklaringer gælder så for den yderste årsag, for den Ubevægede Bevæger? Givetvis er denne gud virkende årsag. Han sætter jo alt i gang. Måske kunne han også, lidt mere subtilt, hævdes at være formal årsag. At udtrykke den form, som ligger bag alle andre former. Og undervejs i historien har den aristoteliske Ubevægede Bevæger været tolket også som final årsag, som hensigten med alt, og som det, hvorimod alting stræber. Aristoteles selv er ikke så meddelsom på dette område. Vi sidder ikke inde med nogen åbenbaret sandhed, og deduktionen er uanvendelig, da vi ikke har det fornødne udgangspunkt for den. Og derfor bliver fremgangsmåden i god platonisk ånd dialektisk. Men det åbenbarede modsiges ikke af den viden, som nås ad rationel vej. HVAD DE HELT basale spørgsmål angår, er der altså ingen modsætning imellem tro og viden. Hvilket givetvis er én af mange grunde til, at Aristoteles dyrkedes så intenst, først i hvad man, set med vesterlandske briller, kunne kalde den langvarige muslimske guldalder, og senere i den europæiske højmiddelalder skolastikken, som falder sammen med gotikken i arkitekturen og billedkunsten. Hvor både kristendommen og islam forstår sig selv som åbenbarede indsigter, stiller Aristoteles sig sjældent tilfreds med den erkendelse, som er nået rent intuitivt. Den skal underkastes og kunne holde til en nærmere og skarpere undersøgelse. Aristoteles' 'Metafysik' er ikke just godnatlæsning, men med tålmodighed skulle den være læselig for det, der engang hed det dannede publikum. Og der er næppe færre, tværtimod formentlig flere dannede læsere end nogensinde. Det er en vældig rejse at begive sig ind i Aristoteles' rigt facet8terede univers, hvilket hermed være anbefalet alle rejselystne.