I 1975 OG 1976 rejste en ukendt sydstatsguvernør ved navn Jimmy Carter USA tyndt for at vinde den demokratiske nominering til præsidentembedet, og det lykkedes som bekendt for outsideren Carter at vinde både nomineringen og valget. Denne bedrift skabte myten om, at alt er muligt, når primærvalgene afgør, hvem kandidaterne bliver til verdens mest magtfulde post - Amerikas præsident. Derfor er det som oftest overraskende outsiderkandidater, som fylder den sparsomme dækning af nomineringen til embedet i de danske medier i året op til primærvalgene. Alligevel peger erfaringerne fra de sidste 20 år på, at valgkampen afgøres, før nogen overhovedet når at stemme, og at den samtidig er endestationen for de outsidere, der udråbes som mulige sejrherrer. DEN NUVÆRENDE nominering er af flere observatører blevet betegnet som den mest åbne nogensinde. Det betyder ikke, at George W. Bush Jr. får nogen problemer med genvalget, da ingen republikanere vover at stille op mod ham, men hos demokraterne har flere kandidater meldt sig: Al Gores vicepræsidentkandidat, senator J. Liberman, tidligere formand for Repræsentanternes Hus, R. Gephart, senatorerne J. Kerry, J. Edwards og B. Graham og endelig den (for amerikanske forhold) liberale guvernør Howard Dean. Sidstnævnte, der absolut er blevet betragtet som en outsider, har fået overraskende meget vind i sejlene med en voldsom kampagne imod Irakkrigen og Bushadministrationen. Trods den høje opbakning i befolkningen til USA's krigsførelse er der på den amerikanske venstrefløj en betydelig fredsbevægelse, som er blevet styrket af den aktuelle konflikt. Ved at gøre sig til talsmand for denne fløj har Dean opnået betydelig presseopmærksomhed og tiltrukket donationer. Men hvorfor er sommerens medieomtale og donationer afgørende for en valgkamp, hvor de første stemmer først bliver afgivet i New Hampshire i starten af januar næste år? At det rent faktisk er nu, afgørelsen falder, skyldes først og fremmest, at man i starten af 1970'erne ønskede at styrke vælgernes rolle ved nomineringen. Det var med et ideal om direkte demokrati, at en gruppe reformatorer revolutionerede nomineringsprocessen i 1972. Nu skulle vælgerne afgøre, hvem partiets kandidat skulle være igennem primærvalg, hvor man kunne stemme på sin foretrukne kandidat. Det amerikanske system havde tidligere været kendetegnet ved, at de to eneste reelle kandidater til verdens vigtigste politiske embede, præsidentposten, blev nomineret af partieliten hos henholdsvis republikanerne og demokraterne. Med reformerne op til valget i 1972 fjernede man partibosserne fra beslutningsprocessen og lagde i stedet afgørelsen ud til vælgerne. I løbet af foråret og forsommeren fik de således mulighed for at vælge imellem en bred vifte af kandidater i primærvalg, og vælgernes dom skulle fra nu af være afgørende for nomineringen. I deltagelsen og åbenhedens ånd demokratiserede man således hele nomineringsprocessen. Under selv samme valg begik den daværende præsident, Richard Nixon, nogle gevaldige svinestreger i det, som senere blev til Watergateskandalen. Indbrud i modstandernes hovedkvarter og anonyme smædekampagner om modstanderen blev alt sammen finansieret af millioner af dollar i lyssky donationer, som blev holdt helt uden for offentlighedens søgelys. Efter et jordskredsvalg, hvor Nixons republikanere fik én over nakken, var stemningen i den amerikanske kongres klar: Penge skulle ikke styre politik, og der skulle være gennemsigtighed. Derfor gennemførte man en omfattende regulering af kampagnetilskud: Fra nu af måtte enkeltpersoner ikke give mere end 1.000 dollar til hver kandidat, og samtlige tilskud skulle afrapporteres og dermed være offentligt tilgængelige. Gennem de tiltag mente man at have tæmmet pengenes magt over den politiske proces og sikret, at finansieringen af kampagnerne ville fungere på lige vilkår i fuld offentlighed. Det skulle gå meget anderledes. DEN AMERIKANSKE nomineringsproces har siden reformerne været indrettet således, at de forskellige delstater afholder primærvalg i perioden mellem februar og juni. I denne perlerække af x primærvalg udvælges delegerede med et bundet mandat til at støtte vælgernes foretrukne kandidat på partiets konvent, hvor præsidentkandidaten i sensommeren officielt nomineres. Primærvalgene lå i 1972 og 1976 spredt ud over hele det første halvår, og reformatorernes ideal om direkte deltagelse af velinformerede vælgere så umiddelbart ud til at blive opfyldt. Men helt sådan skulle det ikke gå, først og fremmest fordi reformerne fik en række utilsigtede effekter, som hurtigt viste sig selvforstærkende. Først og fremmest betød flere og flere primærvalg, at uoplyste, og oftest uinteresserede, vælgere skulle mobiliseres, og dette kunne kun ske via en kanal: medierne. Så medierne fik pludselig en helt central rolle i processen som forvalter af skærm- og taletid til de kandidater, der fandtes værdige og interessante. En rolle, der i dag gør medierne til en stor magtfaktor, som kandidaterne velvilligt indretter sig efter. Howard Dean er netop et eksempel på en kandidat, som har formået at opnå maksimal tv-dækning gennem nogle kontroversielle budskaber. En anden vej til at få opmærksomhed, som kandidaterne selv kan styre, er igennem (mere eller mindre lødige) tv-reklamer, som i dag er blevet synonyme med amerikanske valgkampe. Her får man sit budskab lige ind i tv-seernes stuer, præcis som man ønsker det. Alt hvad der kræves er penge. Mange penge! Fra og med 1972 blev nomineringsprocessen dyrere end efterårets valgkamp: Der bliver altså brugt flere penge på at kæmpe internt i partierne om kandidaturet, end på at overbevise vælgerne om, at ens partis politiske budskab er bedre end modstanderens. At det ikke er de rene småpenge, der tales om, kan ses ud af nomineringskampagnen i 2000. Bush Jr. og Gore vandt, men inden afgørelsen blev i alt 342.963.864 dollar, eller mere end to milliarder danske kroner, spenderet af samtlige kandidater. Både pressen og de potentielle pengedonorer er hurtigt blevet opmærksomme på, hvor vigtig en rolle penge havde fået i den reformerede nomineringsproces, og i dag har nomineringskampagnen udviklet sig til en ren fundraisingkampagne. For at blive accepteret som en potentiel nomineret i medierne skal de respektive kandidater i dag vise, at de har en bugnende pengekasse. Gør de ikke det, får de ingen medieomtale og dermed mindre opmærksomhed. Mindre opmærksomhed betyder mindre donationer, og inden længe får denne onde cirkel mange kandidater til at dreje nøglen om. Således trak 6 ud af 12 republikanske kandidater sig fra 2000-kampagnen, inden valgåret overhovedet var begyndt. Det var ikke hvem som helst, der røg på porten - blandt de seks var således tidligere guvernør og undervisningsminister Lamar Alexander, tidligere arbejdsminister Elisabeth Dole og såmænd også en enkelt tidligere vicepræsident, Dan Quayle. EN TING, SOM reformatorerne ikke havde rørt ved, var delstaternes ret til selv at fastsætte datoen for deres primærvalg. Tilbage i 1972 og 1976 lå de som nævnt spredt ud over det første halvår og afgørelsen faldt først i forsommeren. Men da pressen i de næstfølgende valgkampe hurtigt kårede vinderen, på baggrund af den første håndfuld af primærvalg og kandidaternes økonomiske formåen, endte de senere primærvalg med at foregå uden for mediernes søgelys. Vælgernes deltagelse styrtdykkede, da afgørelsen alligevel allerede var truffet, og stemmeprocenten endte flere steder med at være etcifret. Delstaternes løsning blev i 1980'erne at flytte deres primærvalg fremad i kalenderen, således at de fik del i opmærksomheden. Men denne front loading, der i 2004 kommer til at betyde, at 75 procent af de delegerede er udpegede blot seks uger, efter at den første stemme bliver afgivet, har omfattende konsekvenser. Først og fremmest er donationerne i dag endnu vigtigere for kandidaterne, og pengene skal være på plads fra starten. Den vej, som eksempelvis Jimmy Carter benyttede, ved at vinde de første primærvalg og herved skabe en mediestorm, der rejste nok penge til resten af kampagnen, er effektivt blevet lukket. Nu skal man have pengene i hånden fra starten, så vælgerne over hele USA med det samme kan nås af valgkampagnens reklameblitz. Effekten af dette sås tydeligere end nogensinde i 2000, hvor John McCain investerede alle sine midler i at vinde de første to primærvalg over George W. Bush Jr. Men samtidig lavede den velhavende Bushkampagne et massivt bombardement af negative reklamer om McCain i de stater, der holdt primærvalg senere hen. Med McCains begrænsede midler kunne han ikke finansiere en modkampagne, og han tabte derfor det tredje primærvalg i Virginia. Da McCains pengekasse på dette tidspunkt var tom, og da medierne nu vendte tomlen nedad, var nomineringen tabt: Bush Jr.'s økonomiske overtag havde simpelthen været for stort. TENDENSEN ER fuldstændig klar, og tallene taler deres tydelige sprog: Lige siden 1980 har den præsidentkandidat, der havde flest penge i sin pengetank ved valgårets begyndelse, uden undtagelse, vundet nomineringen. Dermed har udbredelsen af primærvalg, mediernes fremtrædende rolle og den omfattende front loading stort set sat vælgerne ud af spillet. Hvilket virker noget paradoksalt, når man tager i betragtning, at processen netop blev reformeret for at fremme det direkte demokrati. Men indtil nu har der intet 'vælgeroprør' været, tværtimod er stemmeprocenten faldende, og vælgerne har igen og igen stemt på kandidaten med den største pengetank. Den præsidentielle nominering afgøres altså i dag af, hvor mange donationer á 2.000 dollar (maksimumgrænsen i 2004) den potentielle kandidat kan skrabe sammen. Da donation af penge således i dag er billetten til egentlig indflydelse, sætter det unægtelig en stor begrænsning for, hvem der kan deltage. 'En mand, en stemme'-princippet er således nærmere blevet til '2.000 dollar, en stemme'. Nu gælder det så nomineringen til præsidentvalget i 2004 og med de ovenstående erfaringer in mente, tegner der sig et tydeligt billede af, hvem der kan blive potentielle kandidater. Først og fremmest lader det til, at de to tilsyneladende mest prominente kandidater Liberman og Gephart begge er på vej ud i mørket. Ingen af dem har formået at indsamle de forventede summer af penge (begge har under seks millioner dollar i banken), hvilket hurtigt kan lede dem ned i den samme negative spiral, som Graham synes at befinde sig i med kun 1,6 millioner dollar til rådighed. Tilbage er så de to senatorer J. Kerry og J. Edwards og ovennævnte Dean. Begge de to førstnævnte disponerer nu over mere end otte millioner dollar og fører på nuværende tidspunkt indsamlingskapløbet. Især Kerry, som er en veteran i amerikansk politik og som har betydelig dele af det demokratiske partis midtsøgende kræfter (og penge) bag sig, synes at være et godt bud på en nominering. Over for Kerry står så Dean, der tilhører kategorien af outsidere og dermed ikke blev spået mange chancer. Men Dean har vist sit potentiale på et centralt område: pengeindsamling, og med sit tække over for de store donatorer er han røget frem i nomineringens førergruppe. Tidligere tiders outsidere måtte vente med berømmelse og mediestorm til efter de første stemmeafgivelser, hvor kapløbet på mange måder var overstået. Dean har derimod fokuseret fuldstændigt på at skabe sig en givtig niche, nemlig krigsmodstanden, som kunne give et solidt og tidligt økonomisk fundament. Han har således fuldstændigt droppet det helhedssyn, som et partibaseret program tidligere indebar, og fører nu en individualiseret kampagne, der med populistiske mærkesager prøver at appellere til potentielle donorer. Det er klart, at en sådan populisme, som eksempelvis også G. Bush Jr.'s skattelettelser til de rige kan ses som, ikke nødvendigvis handler om at gavne den gennemsnitlige vælger. Derimod er hovedprioriteten at generere støtte fra de mennesker, som er villige til at spytte 2.000 dollar i kampagnens evigt hungrende pengekiste. DE OVENNÆVNTE reformer, som skulle skabe en større rolle for de amerikanske vælgere, har altså haft betydelige bivirkninger. Først og fremmest har penge fået den altafgørende rolle i amerikansk politik, hvorfor kandidaterne først og fremmest arbejder på at sikre sig et fundament af velhavende donorer. Howard Dean har lært denne lektie og har derfor en chance for at undgå at ende på den kirkegård for outsidere, som den amerikanske nomineringsproces har udviklet sig til. Bush Jr. arbejder også ihærdigt med pengeindsamling: Trods det, at der ikke er nogen republikanske modkandidater har han nemlig allerede nu knap 33 millioner dollar klar (mere end samtlige de demokratiske kandidater tilsammen!). De penge skal kun bruges til at gøde jorden for hans genvalg i løbet af foråret og til at tvinge vinderen af den demokratiske nominering i knæ fra starten. Så uanset om det bliver Dean eller Kerry eller en helt tredje, der samler tilstrækkeligt med dollar ind til at vinde første sæt, så venter der en næsten umulig opgave på den anden side af nomineringen.