JEG ER forelsket i Færøerne. Naturen, kulturen, menneskenes måde at opfatte tilværelsen på. Jeg kommer lige derfra og har adskillelsens smerte og oplevelsens begejstring i blodet. Det var oven i købet Olai, Olavsøka. Det vil ikke sige mange danskere noget, hvorimod enhver færing, hvor han end måtte befinde sig, vil være bevidst om denne Færøernes særlige festdag 29. juli. - Var man så heldig at befinde sig i Tórshavn, kunne man møde et anseeligt antal af øernes befolkning rundt i gaderne - i år op til 17.000, forlød det, hvilket svarer til en tredjedel af befolkningen. Naturligt klædt i deres nationaldragter, som intet har med folkedansedragter at gøre, men bruges, så snart der er fest og højtid på færde. Højtid. Vi har ikke noget, der svarer til Olai. Vi skyr enhver højtidelighed. Grønlænderne har formået at skabe sig en nationaldag og give den højtid og festlighed - det er noget af en kunst, sådan ud af ingenting. Færingerne har som udgangspunkt Olav den Hellige, som var færingernes konge, da øerne stod under den norske krone, ellers er der vist ikke noget særligt færøsk ved ham. Mon 17. maj i Norge har bevaret noget af den samme blanding af festivitas og løssluppenhed? Har det noget at gøre med at have været underlagt et andet land - et forsøg på at skylle undertrykkelsens gift ud af blodet? Som gammel kolonisator har man også en gift i blodet - den giver én skyldfølelse, der kan føre til usaglighed. Som f.eks. at ville gøre færingerne til 'bare danskere, der tilfældigvis bor på Færøerne'. Hør bare Jørgen-Frantz Jacobsen - vi kender ham fra 'Barbara', men han skrev også Kroniker i herværende blad, således allerede i 1925: »... føler Færingerne sig som danske? Nej. Og de har aldrig gjort det. De har vist Riget stor Loyalitet, og et overvældende Flertal ønsker at forblive Borgere i det danske Rige. Færingerne har haft - og har - stor Kærlighed til Danmark. Men de føler sig som Færinger, og de betragter alle dem, der ikke hører hjemme på Øerne - deriblandt ogsaa Danskerne - som Udlændinge, Fremmede, Folk af en anden Nation. Den i øvrigt sikkert velmenende Opfattelse, at Færingerne skulle være danske på samme Maade som Jyder eller Bornholmere, deles ikke af nogen Færing og sikkert heller ikke af nogen af de Danske, som har været paa Øerne ... ... Paa Færøerne er det en Selvfølge, at Danske og Færinger er to Nationer. Man iagttager følgende Replikskifte mellem to danske Marinesoldater i Tórshavns Gader: Er han dansk? - Nej, han er færøsk - og man tænker sig f.eks. Ordet jysk indsat i Stedet for færøsk«. (Politiken 26.-27.8. 1925) MÅSKE FÅR man også særlig lyst til at fejre sit land, når det er af den art, at det uafladeligt forsvinder i tågebanker og regnvejr. For så at dukke op, renvasket og karsk, med nye skygger og lyspletter, nye solblink i havoverfladen, nye regnbuer i den vædefyldte luft. Som dansk vid har udtrykt det: »Hvorfor er færingerne så glade, når tågen letter? Joh, så kan de se, det regner«. Men måske er de bare glade, fordi de genopdager, genoplever det tabte land hver gang - her er det. DAGEN, OLAI, begyndte med højtid og politiker- og præsteprocession til den gamle kirke, hvor der var gudstjeneste, og dem, der slap med ind, kunne høre kirkesangere, fløjet ind i helikopter fra Strømøs yderste bygd, Tjørnuvik, synge Kingosalmer, som de har sunget dem siden tidernes morgen - langsomt, fuldtonet og med disse specielle glidende overgange, som er kendetegnende for folkelig sang. Bagefter procession igen op til lagtingsbygningen, hvor lagmænd og præster blandede sig med det store færøske kor og alle os andre, der fik et sanghæfte stukket i hånden og bare stod der i den fine færøske sol, med klump i halsen, fordi dette er ægte, tidløst, frit for ethvert anstrøg af pop eller opvisning for turisterne. Det er et autentisk møde med det færøske folk. Dansen begyndte allerede natten før, hvor Sjónleikurhúsid - byens teater - indbød til færøsk dans fra 24 til 4 - og hele 'Rolandskvadet' blev sunget og danset, det alene tog en hel klokketime, og da man slap kredsen, var det som at have været i stærk søgang. Natten efter foregik kvaddansen også i hele hovedstrøgets længde, alle mand af hus, unge og gamle, alle sociale lag, ja selv turis8terne gæstfrit indlemmet i de taktfaste kredse. Ingen musikalsk ledsagelse, kun san8gen, som alle kan udenad, og føddernes tramp som akkompagnex ment, kvadet er det egentlige, dansen mest en mnemoteknik. Sådan har vi også gjort det i Europa engang - færingerne er bare blevet ved. Det er som at stå på sine rødder. VI HAR masser af ting til fælles. Vi synger også Kingo, når vi kører i vores bus, 50 danskere på besøg, mange af dem boende i en anden yderkant af riget, Sønderjylland, der har sit eget nordiske informationskontor, som har arrangeret denne rejse til stammefrænderne i nord. »Nu rinder solen op af Østerlide, forgylder klippens top og bjergets side«, ja, men her ser vi det jo, det er her, sangen passer. De leverer landskabet, vi digteren, ligesom vi deler Peter Dass med nordmændene. Og vi føler os ekstra nordiske, da vi synger »hvert fjeld, hver tinde, skal brat forsvinde,/ men op skal rinde, som solen skinne/ Guds rige«. Færingerne har simpelthen ikke mistet respekten, hverken for naturen eller Vorherre. Det føles som en gave at lade sig smitte for en stund. Vi sidder i den kunstfærdigt udskårne trækirke i Kollefjord, og Annika lærer os den smukke færøske melodi, og Færøerne og Lofoten og Danmark smelter sammen og gør os alle større. Vi genkender også kirken - og mange græstørvsklædte huse - fra Malmros' 'Barbara'-film, - og Gunnar Hoydal, digter og tidligere stadsarkitekt, fører os ind i William Heinesens underfundige verden, mens han tager os på en tur gennem det gamle Tórshavn. Men han forklarer os samtidig, at man ikke ønsker at bevare Tinganæs, som denne del af byen hedder, 'intakt' - den skal leve med den befolkning, der hører til der, og ikke blive museal eller mondæn. Derfor fik Malmros heller ikke lov at putte græstørv på alle husene. Respekt, også for almindelige menneskers levende liv og endog smag - som ham, der ville have en ottekantet dør. Og fik lov. For Gunnar Hoydal og for mange færinger med ham er det ikke markedslovene, der er gældende i alle forhold: »Hvis vi f.eks. tager det skabende arbejde, så er der ingenting hos os, der kan betale sig, ingen bog kan skrives, intet skuespil sættes op, ingen koncert afholdes, hvis man ikke bygger på ulønnet eller direkte tabsgivende arbejde uden for ethvert marked. Vi har kun lysten og følelsernes nødvendighed at holde os til«. Alligevel har de 50.000 færinger fostret et uforholdsmæssigt stort antal malere, musikere og digtere - livsfølelsen synes at være så stærk, at den må finde sit udtryk. Måske netop fordi naturen er så overvældende, døden så tæt på. GUNNAR HOYDAL og hans nevø, politikeren Høgni Hoydal, som vi møder, og søsteren Annika, som er med os og taler et smukkere dansk, end jeg har hørt nogen anden gøre, er alle selvstændighedsfolk. De er det, uden man fornemmer en gnist af animositet over for den danske gæst. Heller ikke når man i øvrigt færdes i byen. Færingerne ønsker blot at få lov at betragte deres eget land »med samme hengivenhed«, som det lyder i et digt af Gunnar Hoydal, »som de duftende humlehaver i den fjerne danske provins. For selv da Vorherre holdt op med at tale dansk/ blev ugebladene tilbage/ og da skolelæreren omsider fik lov/ til at spytte sine indlærte talemåder/ i græsset med de gule engkabbelejer,/ selv da himlen spejlede sig/ i vores egne muddergrøfter/ blev respekten tilbage/ for stil, for ånd, for kultur/ danskhedens dannelse/ som porten til vores egen fortryllelse/ fremmedheden som den eneste vej/ til de yderste spid8ser af vores følelser«. Og han påberåber sig en ny 'Sande lov', som »endegyldigt slår fast/ at nu må vi tro at vi er noget,/ at vi kan noget ... at vi nu kan se i alle retninger«. Høgni Hoydal tog et par timer ud af sin kalender søndag eftermiddag og forklarede os, hvorfor han mener, at vores syn på færingerne er præget af myter og fordomme, f.eks. at de er vilde nationalister og utaknemlige nassere. Hans eget syn på rigsfællesskabet er, at der ikke er tale om en kontrakt mellem lige parter, det er en eufemisme for en dansk enhedsstat og en geopolitisk balancekunst. Færøerne har aldrig været integreret i Danmark, men har kun fået ret til et »særligt sprog og et særligt flag«. Det, der efter hans mening er gået galt, er, at det store bloktilskud fra Danmark på én milliard blev brugt til erhvervslivet, »de nålestribede bistandsklienter«, men »selvstændighed kan ikke finansieres fra Danmark«. Blokstøtten er nu af færingerne selv skåret ned med mere end en tredjedel, »med hovedet er alle for selvstændighed, men det er svært at få maven med«. Det er svært at være uenig med Høgni Hoydal, fordi han virker så ærlig og redelig - han er en stor pædagog, og det er muligt, at han også er en stor demagog, og at jeg er let at føre bag lyset, men så lad mig og andre danske vælgere høre, hvad der egentlig ligger bag den danske modstand mod at lade færingerne klare deres egen økonomi og tilhørsforhold. Jørgen-Frantz Jacobsen udtrykker sig endnu mere absolut i et brev til William Heinesen: »Jeg ville miste evnen til at føle den mindste glæde, hvis jeg ikke havde Færøerne til at varme mit sind. Det være sagt uden al sentimentalitet eller patos. Men det er sådan. Hellere fattig hele sit liv, men færing, end en emsig tilkæmpet ufærøsk succes ... Derfor romanen« ('Barbara'). Nu endte 'Barbara' jo med at blive en roman, der gik langt videre end til en færøsk succes. Den blev netop et universelt kunstværk, gennemlyst som den er af den dødssyge digters kærlighed til livet. En interessant tanke er egentlig, hvordan Færøernes stilling havde været i dag, hvis Jørgen-Frantz Jacobsen havde haft mulighed for at følge sin oprindelige plan og var blevet politiker i stedet for digter. Ville han med hele sin tilgang til det danske parnas og Politikens spalter have været i stand til at vende den danske animositet mod Færøernes frihedstrang, så skilsmissen var blevet mindre smertelig og uden den bitterhed, man nu ser vokse frem på begge sider: »Bliver Danmark i sin Desorienterethed ved med at tro og handle, som om Færøerne var et homogent Stykke Danmark, vil der efterhaanden paa Færøerne opstaa en Bitterhed, som kan blive en alvorlig Fare for Rigsenheden. Er det saa underligt, at det saarer Færingerne, at deres Nationalitet stadig underkendes? ... Færingerne er statsretligt set danske. Nationalt set er de det ikke ... Men fortsætter man den Politik, der forudsætter, at Øerne er en nordvestlig Pendant til Bornholm, at det drejer sig om noget nationalt set dansk, vil Rigsforbindelsen næppe blive varig«. (Politiken 26.-27.8. 1925) DET ER lige så indlysende, at færingerne er et folk, som at de er i familie med os og med resten af Norden - et broderfolk, eller måske skulle man i dette tilfælde sige et søsterfolk. For er det ikke ofte de såkaldt kvindelige værdier, de kæmper for, når de vil have lov at gå deres egen vej? Bare den måde, de tager hensyn til en sølle fodgænger på. I intet land har jeg oplevet en så konsekvent holden tilbage. Respekten igen - frem for effektiviteten. Er det på sin vis ikke såre logisk, at globaliseringen, som førte os til EU, fører dem til en forankring i den større enhed Norden i stedet for den ensidige tilknytning til bare Danmark? Hvorfor bliver vi og ikke mindst vore politikere sure og sårede, hvorfor får store dele af den danske presse de skrubtudser, der måske kan falde i kampens eller hjerternes hede, så galt i halsen, at de hverken ser eller hører, hvad der også bliver sagt? Den ynde, vi har påberåbt os med vore hjemmestyrer som enestående muligheder for at komme ud af kolonitiden med æren i behold, er nu, hvor tiden for den form for hjemmestyre synes at være omme, afløst af den mest uklædelige spillen med skjulte kort eller simpelthen nægten at spille med. Også vi almindelige danskere, som snart ikke er glade for at vise vores danske fjæs noget sted i verden, vil gerne vide, hvad det er, der foregår. Er der hensyn, vi ikke er herrer over, så lad os høre om det, der har været fortielser nok om vores forhold til vores tidligere kolonier. Og et nyt tankeeksperiment: Hvordan ville det være, hvis vi, med en generøsitet, der vel ikke ville koste os alverden, gav færingerne mulighed for en separation, som i andre ægteskaber under opløsning? En årrække, hvor de kunne se, om frigørelsen fører til det større selvværd, der efterlyses, og ikke den rene ruin, som andre påstår - men også med sikkerhed for, hvis virkeligheden viser sig at være mere grum, eller andre magter ligger på lur, muligheden for at 'flytte hjem' igen under en eller anden ny aftale. En sådan ordning ville muligvis kunne slå bro over de meget delte meninger og opfattelser af situationen, som i dag er ved at splitte det færøske folk. VI ER allerede på vej hjem. Buschaufføren kører os en lille omvej til flyvepladsen, så vi kan se den seneste nye tunnel over til Gásadalur. Der bor bare en otte-ti mennesker fast. Nej, gu' kan det ej betale sig. Men hvis man vil satse på en anden slags samfund end det, man ser alle andre steder, hvor små pladser nedlægges, og arbejdsløsheden stiger og stiger i byerne, må man handle anderledes. For enden af tunnelen ligger den frugtbare Gásadalur. Her regner man med en vis tilflytning. Det lyder så smukt på færøsk, Gásadalur, med den brede diftong og l'et, der fylder hele munden. Det er næsten grund nok til en tunnel. Tænker den forelskede ...