Så har psykologiprofessoren fra Århus, Helmuth Nyborg, udgivet en ny bog om intelligens, og medierne står på spring for bevidstløst at citere professorens skråsikre udtalelser om mænds og kvinders besiddelse af 'råintelligens' og de konsekvenser, samfundet bør drage af hans forskningsresultater: »Ligestilling er naturstridigt«, hedder det blandt andet i Politikens interview med Nyborg 21. juli. Professoren fastslår endnu en gang, at mænd er kvinder overlegne, og bekymrer sig endda for de kvinder, som fejlagtigt måtte havne i stillinger, de ikke kan klare. Hans bekymring gælder dog ikke flertallet af danske kvinder - for hele 95 procent af befolkningen udgør forskellen mellem mænds og kvinders intelligens kun fem procent - ifølge professoren en temmelig uinteressant observation. Det er de to procent af befolkningen, der scorer i den høje ende af intelligensskalaen, som for alvor har professorens interesse. Inden for denne gruppe kommer kvinderne nemlig uhjælpeligt til kort. Så stop nu med at lovgive mod naturen, kære ligestillingsminister, det er det rene spild af ressourcer! Helmuth Nyborg har i sin lange forskerkarriere blandt andet haft et tæt samarbejde med amerikanske forskere, herunder de forskere, som stod bag den meget omdiskuterede 'Bell Curve'-undersøgelse (1994), som fandt frem til, at forskellen i intelligens mellem hvide og sorte amerikanere udgør ca. 15 IK-point. Undersøgelsen bruger - som Nyborg - g-faktoren (General Ability Factor) som måleenhed, den faktor, han ifølge det nævnte interview bruger til at finde 'råintelligensen'. Nyborgs bekendelse til g-faktoren og hans opfattelse af intelligens som arveligt betinget for ca. 80 procents vedkommende passer fint sammen med hans biologiske udgangspunkt i øvrigt. Både amerikanske og danske intelligensforskere har forholdt sig uhyre kritisk til Belle Curve-undersøgelsens intelligensopfattelse og resultater. Det er nemlig et centralt synspunkt i nyere intelligensteorier, at den kognitive formåen (vores evner og kompetencer) er tæt knyttet til den livsverden, vi udfolder os i. Disse forskere mener i modsætning til Helmuth Nyborg ikke, at der er belæg for at tro, at børn møder op i skolen med deres evner eller potentialer i baglommen, som arvegods, der ikke skulle kunne udvikles. Helmuth Nyborgs udfald mod ligestillingsinitiativer er heller ikke af ny dato. I fagbladet 'Ingeniøren' citeres han i 1986 for følgende udtalelse: »Psykologen, dr.phil. Helmuth Nyborg mener, en radikal ændring af pigernes erhvervsvalg formentlig kun kan ske ved at tilføre dem mandligt kønshormon i fostertilstanden og det tager han afstand fra af etiske grunde. Forståelsen af kønsmæssig udvikling skal, mener han, især hentes i den såkaldte psyko-neuro endokrinologi, som er en tværfaglig videnskab, der arbejder med det enkelte menneske og ikke generaliseringer ...«. Baggrunden for denne udtalelse skal findes i den forskning, som Nyborg gør rede for i bogen 'Hormoner, køn og samfund', der blev udgivet i Danmark i 1997. Nyborg mener ifølge egne udsagn her blandt andet at have bevist, at »Køn er alene et molekylært fænomen«. Altså et rent biologisk fænomen,som kun kan ændres ad biologisk vej- ved genmanipulation og hormonal manipulation. Bogens hovedbudskab er, at det er hormonerne - mængden af henholdsvis mandligt og kvindeligt kønshormon i blodet (testoteron/østrogen) - der styrer udviklingen af såvel kroppen som køns- og personlighedstræk og, ikke mindst, intelligens. Nyborg mener selv med denne bog at have skabt ikke mindre end en revolution af køns- og intelligensforskningen! Som afsluttende projekt på psykologistudiet på Roskilde Universitetscenters åbne uddannelse har jeg med en medstuderende gennem et halvt år været beskæftiget med at analysere Helmuth Nyborgs videnskabelige grundlag for de konklusioner, han i denne bog drager om køn, kønsforskelle og intelligens. Vi måtte konkludere, at Nyborg på et yderst spinkelt empirisk grundlag drager nogle vidtrækkende konklusioner om kvinders personlighedstræk, intelligens, erhvervsevner mv., som kan genfindes i den aktuelle debat. Også Helmuth Nyborgs samfundssyn - den ideologi, hans forskning bygger på - kan findes i rigt mål i bogen. Omdrejningspunktet for bogen er en model for, hvordan man ud fra undersøgelser af mængden af kønshormon i blodet kan forudsige, hvordan de to køn vil udvikle sig kropsligt, hjernemæssigt, psykologisk og adfærdsmæssigt. Til udarbejdelse af modellen har Nyborg haft adgang til data om indholdet af testoteron (mandligt kønshormon) i blodprøver fra ca. 4.000 Vietnam-veteraner. Vietnamundersøgelsens formål var oprindeligt at undersøge bivirkningerne af den dioxin, som blev anvendt i krigen, men udviklede sig senere til også at omfatte veteranernes livsforløb, militærtjeneste samt medicinske og psykologiske faktorer. Mandesiden bygger således på empiriske data, selv om det er data indsamlet til et helt andet formål end Helmuth Nyborgs. På kvindesiden findes ingen tilsvarende data. Her bygger Nyborg sine forudsigelser på for det første dyreforsøg med rotter og kanariefugle og for det andet - for så vidt angår hans udsagn om kvinders intelligens - på den eneste empiriske undersøgelse, han selv har foretaget af de matematiske (rumlige) evner hos 45 kvinder med det såkaldte Turners syndrom. Lad os se lidt nærmere på denne 'empiri'. Nyborg beskriver to eksperimentelle forsøg med rotter. Det første drejer sig om han- og hunrotters evner til at finde rundt i en labyrint. I forsøget finder man frem til, at hannerne er bedst til labyrintindlæring - men at denne indlæringsevne bliver forringet, hvis hanrotterne får indsprøjtet østrogen. Heraf slutter man, at hanrotter har bedre rumlig hukommelse og bedre rumlige evner end hunnerne. I Nyborgs verden er 'rumlige evner' = matematiske/abstrakte evner = intelligens. Det andet rotteforsøg går mere på mænds og kvinders adfærd. Vi ved jo alle, at mænd er mere aggressive end kvinder. Forklaringen herpå skal ifølge Nyborg også findes i hormonerne. Hvis hunrotter får et skud testoteron, bliver de nemlig mere aggressive. Også kanariefugleeksperimenterne drejer sig om mandlig og kvindelig adfærd. Hos kanariefuglene er det hannerne, som kan synge, medens hunkanarier kun synger ganske lidt eller slet ikke kan få en tone frem. Hvis man kastrerer hankanarier, bliver de tavse, men får de et skud testoteron, starter sangen igen, ligesom de tavse hunner kan bringes til at synge med tilførsel af det mandlige kønshormon. Lad os gøre op med dyreforsøgene ved at nævne, at fremtrædende biologiske forskere er meget forsigtige med at drage konklusioner fra dyreforsøg til mennesker. Det viser sig nemlig, at selv inden for samme dyreart - eksempelvis gnaverne - giver forsøg med hormonmanipulation vidt forskellige resultater. Forskningsresultaterne er heller ikke entydige inden for samme dyreart, men viser sig i høj grad at være afhængige af, hvilken forskergruppe der har udført undersøgelserne. Nyborg udførte sit første eksperiment med kvinder med Turners syndrom i 1977. Kvinder, der lider af denne sygdom, som skyldes en kromosomfejl, vokser ikke normalt og får ikke menstruation som andre kvinder. Disse kvinder er født med et lavt indhold af østrogen i blodet, og sygdommen behandles derfor blandt andet med tilførsel af såvel væksthormon som østrogen. Formålet med eksperimentet var at undersøge disse kvinders rumlige evner. De i alt 45 kvinder - i aldersgruppen fra 12 til 15 år - blev først opdelt i fire aldersgrupper og derefter i tre grupper, ud fra hvilken østrogenbehandling de havde modtaget: Ubehandlede - korttidsbehandlede og langtidsbehandlede. Vi er nu nede på testgrupper på ganske få personer. Der foretages tre test. Ramme stav-test, børns skjult figur-test og Moneys bykort-test. Baseret på disse test konkluderer Nyborg, at de korttidsbehandlede piger klarer sig bedst. De har fået tilført den rette dosis østrogen - medens de langtidsbehandlede kommer i 'højdosisgruppen', hvor det står sløjt til med de rumlige og matematiske evner. Det skal lige nævnes, at Nyborg igen i 1981 og 1994 er vendt tilbage til Turner-kvinderne og stadig fastholder den oprindelige konklusion. For meget østrogen er skadeligt for intelligensen. Dette mildest talt spinkle empiriske grundlag supplerer Nyborg med sit eget såkaldte 'fysikologiske program', som består af 11 teoretiske principper - eller hypoteser - som det vil føre for vidt at komme ind på i denne forbindelse. For at forstå mere om Nyborgs referenceramme kan det dog være af interesse at oplyse, at en væsentlig del af disse hypoteser dels bygger på Darwins evolutionslære, dels på fysikalismen - en teori fra midten af 1800-tallet med historisk rod i Tyskland og Østrig. Og hvad kan denne model så fortælle os om kvindekønnet? Baseret påmængden afformodetøstrogen i blodet inddeles kvinder i fem kategorier - eller østrotyper - spændende fra formodet lavt østrogenindhold til formodet høj koncentration af østrogen. Dårligst står det til hos de sidstnævnte 'højøstrogene'. Her er nogle eksempler på beskrivelsen af disse kvinders karakteristika ifølge Helmuth Nyborg: Kropsmæssigt har de mere udtalt kvindelig fedtfordeling og bredere hofter end deres medsøstre. De har en stereotyp kvindelig kønsidentitet, som blandt andet giver sig udtryk i en hurtigere modningsrate, sandsynlighed for mange børn og en tilbøjelighed til at underkaste sig mandlig dominans. Den stereotype kønsidentitetviser sig også i form af en lav rumlig intelligenskvotient og g-faktor. Disse kvinder er således bedre rustet til at varetage opgaver vedrørende børn og hjem og vil typisk have en kort skole- og erhvervsuddannelse. Jeg vil gerne her understrege, at disse er Helmuth Nyborgs egne ord, som kan genfindes i bogen 'Hormoner, køn og samfund'. Den biologiske forklaringsmodel, som Nyborg anvender i relation til kønsforskelle, har en lang historie bag sig. Med de biologiske forskelle mellem kønnene som udgangspunkt har andre biologiske forskere siden midten af 1800-tallet således ment - på rent naturvidenskabeligt grundlag naturligvis - at kunne påvise eksempelvis: - kvinders biologiske uegnethed med hensyn til deltagelse i videregående uddannelser, fordi det skader reproduktionsevnen - kvinders biologiske uegnethed med hensyn til deltagelse i valg og udøvelse af stemmeret, fordi »kvinder er født ulige« - med en mindre hjerne - kvinders biologiske uegnethed i relation til visse erhverv - fordi kvinder har en anden organisation af hjernen. Helmuth Nyborgs lighed med disse darwinistiske forskere forekommer slående! Lad os afslutte denne korte præsentation af Helmuth Nyborgs referenceramme med nogle af hans egne udtalelser om, hvordan han kunne tænke sig fremtidens samfund indrettet. Også disse udtalelser er helt på linje med de aktuelle avisreferater. Ideologien bag hans forskning er og bliver den samme. Om fremtidens samfund siger han, at det med den nye teknologi snart er muligt via genetisk og hormonal manipulation konstruktivt at forbedre fremtidig reproduktion og sætte os i stand til at overleve i en fremtid med højere kvalitet end fortidens. Han mener i 1997 - i modsætning til hans udtalelse i 1986 (se ovenfor), - at dette kan gøres under fornuftige og kontrollerede forhold. Helt seriøst mener han således, at man helt fra fosterstadiet kan styre samfundets udvikling rent biologisk. Med moderne genteknologi er vi godt på vej til at kunne fuldføre, hvad Hitler påbegyndte. En biologisk styring vil have den fordel, at vi alle vil kende vores rette plads i samfundsordenen, hvilket vil skabe færre sociale derouter, sorger og bekymringer for den enkelte. Lige så vigtigt er det dog, at samfundet vil blive sparet for de katastrofer, det kan forårsage, hvis et menneske af 'højhormontypen' eksempelvis blev gjort ansvarlig for højteknologi. Skole- og uddannelsessystemet kan fra starten differentieres efter køn, gener og hormontype-bestemmelser, og denne differentiering vil spare uddannelsessystemet for en masse penge, fordi den enkelte vil få netop de udfordringer, som han/hun kan honorere. Herved slipper man for at bruge unødige ressourcer på at undervise børn og unge i faglige niveauer, de alligevel ikke skal bruge til valg af erhverv. Så kære medsøstre - hvis I vil undgå både at spilde samfundets ressourcer og imødegå egne nederlag på jobmarkedet - så få lige tjekket jeres østrotype og råintelligens! I relation til den aktuelle omtale af Helmuth Nyborgs intelligensforskning har jeg en række ubesvarede spørgsmål: Kan en seriøs forsker virkelig hævde, at det ikke er vigtigt at definere genstanden for sin forskning (intelligens), før man giver sig til at måle den? Kan en forsker tillade sig at afskære enhver dialog ved uden videre at betegne sine kritikere som ignoranter? Er grundideen med forskning og videnskab ikke, at det samfund, som finansierer også Helmuth Nyborgs forskning, skal have mulighed for at diskutere dens relevans og resultater i en åben dialog? 'Hormoner, køn og samfund' blev tiet ihjel af de fagfolk, som har forudsætningerne for at stille kritiske spørgsmål til såvel Helmuth Nyborgs forskningsmetoder som hans forskningsresultater. Skal det samme ske med hans nyeste postulater om intelligens og køn? Hvor er I henne, alle I hjerne-, intelligens- og kønsforskere, som jeg ved er uenige i hans konklusioner? Kom nu ud af busken, så Nyborgs udtalelser ikke skal stå uimodsagte som endnu en god mediehistorie i avisernes agurketid. Lad os nu få en debat om denne forsknings relevans! Personligt finder jeg den manglende dialog dybt problematisk, især fordi de ideologiske udtalelser, Helmuth Nyborg fremkommer med i pressen, ikke suppleres med baggrundsinformation eller relevant faglig kritik og dermed bliver overskrifter, som indlejrer sig i avislæserens hukommelse som sandheder om uforanderlige magtforhold. Kan man overhovedet kalde Helmuth Nyborg for videnskabsmand/kvinde og dermed berettiget til støtte fra de i forvejen begrænsede offentlige forskningsmidler?