0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Moralske svigt

I stedet for at være modig 60 år efter samarbejdspolitikkens fald burde statsministeren vise mod ved at føre en anstændig udlændingepolitik i dag, skriver Farums tidligere venstreborgmester.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

På 60-års dagen for opgøret med den tyske besættelsesmagt - 29. august i år - skrev statsminister Anders Fogh Rasmussen i dagbladet Politiken, at »samarbejdspolitikken var et moralsk svigt«.

Samarbejdspolitikken blev med den tyske pistol for brystet ført af de danske politikere på tværs af partiskel i perioden fra 9. april 1940 og frem til 29. august 1943. I den periode tilpassede de danske myndigheder sig den tyske besættelsesmagt, hvilket førte til, at Danmark i forhold til andre lande slap nådigt igennem Anden Verdenskrig.

Der blev i samarbejdspolitikkens tegn sagt og gjort meget, som det er nemt at kritisere 60 år efter, når man ved, hvem der vandt krigen. Interneringen af kommunisterne i 1941 med 'kommunistloven', politikeres og mediers rosende udtalelser om Hitlertyskland og deres fordømmelse af sabotagen hører til de sorte kapitler i denne periode. Det er imidlertid en kendsgerning, at befolkningen så sent som ved folketingsvalget i 1943 bakkede samarbejdspolitikerne op, og hvad var alternativet?

29. august 1943 fik befolkningen og politikerne imidlertid nok af samarbejdet, og krigen var ved at vende - en ikke uvæsentlig detalje. Opgøret med besættelsesmagten kan vi derfor alle i dag karakterisere som klog, og vi er også enige om at være taknemmelige for de mange danskeres modige indsats frem til befrielsen.

Der er ikke mindst én begivenhed, som vi i dag med rette er stolte af, en begivenhed, der også har bud til vor tid. Det lykkedes efter advarsel fra den tyske embedsmand G.F. Duckwitz at sejle langt de fleste danske jøder til Sverige omkring 1. oktober 1943 og dermed redde dem fra tortur og død.

I Jerusalem er der et meget betagende mindesmærke for de over seks millioner jøder, som blev udryddet under Anden Verdenskrig. Mindesmærket hedder Yad Vashem. Mange enkeltpersoner nyder her en særlig hæder som Oscar Schindler og Raoul Wallenberg. Kun ét eneste land bliver hædret, og det er Danmark med et eksemplar af en af de fiskekuttere, der blev anvendt til at sikre flugten til Sverige.

I modsætning til besættelsestiden er Danmark i dag et frit land, hvor vi kan indrette vor lovgivning i overensstemmelse med de idealer og grundlovsfæstede frihedsrettigheder, som vi hylder - ikke mindst i de årlige grundlovstaler.

Når dagens lovgivning i Danmark skal bedømmes i fremtiden - f.eks. af en statsminister i en tale om 60 år - har vi derfor ingen undskyldninger, som at vi var besat af en fremmed statsmagt, der dikterede os nogle handlinger eller nogle regler, som vi i virkeligheden var imod.

Vi er så lykkelige selv at kunne afgøre, hvad vi vil, og det må vi stå til ansvar for.

Vi har således selv bestemt, at Danmark er et land, der har tilsluttet sig et internationalt forpligtende samarbejde, der hylder samarbejde over grænserne og respekt for alle mennesker uanset race, nationalitet, religion, politisk overbevisning eller hudfarve.

Med frihed, velstand og velfærd er det blevet muligt for alle danskere at rejse ud i den store verden og opleve andre folkefærd - deres kultur, musik, mad, drikkevarer, klima og landskaber. Vi kan samtidig igennem tv og internet opleve begivenhederne verden over - live - fra vor sofa.

Gennem sprogundervisning er vi i stigende omfang også blevet i stand til at tale med mennesker med et andet sprog end vort eget.

Vi er kort sagt blevet en del af et internationalt samfund.
Danmark, der er et såkaldt konstitutionelt demokrati, er endvidere begunstiget af at have en kongefamilie, der familiemæssigt rent bogstaveligt går i spidsen for et internationalt samarbejde. Dronning Margrethes far Frederik IX var gift med en svensker, og dronningen er selv gift med en franskmand.

Margrethes to søstre er gift med henholdsvis en tysker og en græker, og de to sønner går samme vej. Prins Joachim er gift med en kvinde fra Hongkong, mens vi i disse dage alle går og glæder os over, at kronprins Frederik har fundet Mary fra Tasmanien i Australien.

Prinsernes børn er/bliver således en skøn blanding af mange nationaliteter.

På denne baggrund skulle man tro, at vi i Danmark havde en frisindet international lovgivning, hvor vi var åbne over for mennesker med anden nationalitet, tro, hudfarve, religion og politisk overbevisning.

Men nej. Vi har en skammens lovgivning, hvor den danske stat nu skal godkende, om to, der elsker hinanden, må bosætte sig i Danmark, selv om en af de to er dansker. Sommerens mange eksempler - ikke mindst i Politiken - viser, at vi har en nationalistisk og middelalderlig lovgivning - en lovgivning, der er præget af fordomme og snæversyn.

Lovgivningen har chokeret de mange udlandsdanskere, der mødtes på Kronborg, fordi de nu kan se, at de ikke - selv om de er gode danske statsborgere - må tage deres ægtefælle med hjem til Danmark, hvis den pågældende har en anden nationalitet.

Lovgivningen har også chokeret mange i Danmark, der er nødt til at flytte til Sverige f.eks. Malmø eller til et andet land, fordi den danske stat påstår, at ægteparret ikke tilsammen har tilstrækkelig tilknytning til Danmark.

Vi bør skamme os over denne lovgivning og få den ændret så hurtigt som muligt, således at eftertidens statsministre ikke - og i det tilfælde med sikkerhed med rette - kan tillade sig at karakterisere vor udlændingelovgivning som et moralsk svigt.

Danmark bør ikke have en lovgivning, der diskriminerer på nationalt grundlag, og den hæderlige og frisindede integrationsminister Bertel Haarder vil herefter kunne sove bedre om natten - med en bedre samvittighed. Lad det blive gjort så hurtigt som muligt.

Men hvordan er vi nået til denne pinlige situation? Som jeg ser det, er det, fordi vi ikke kan lide tvangsægteskaber, at vi er bange for indvandrerkriminaliteten - ikke mindst blandt unge, og at vi er vrede over, at alt for mange udlændinge lever af det offentlige.

Der findes imidlertid helt anderledes og mere positive løsninger på alle de problemstillinger, der er en følge af en ineffektiv og ukærlig integrationspolitik.

Det er heldigvis ikke nødvendigt at træde alle vore idealer og frihedsrettigheder under fode.

Dette kan jeg tillade mig at sige, fordi vi i Farum i årevis har praktiseret denne aktive og positive integrationspolitik. Det kan jeg tillade mig at slå fast, selv i en tid, hvor stort set alt i Farum skal kritiseres.

På kort sigt kan de danske myndigheder allerede i dag aktivt forhindre tvangsægteskaber. Det kræver mere oplysning til indvandrerne og en mere aktiv indsats.

På kort sigt kan der også gøres en stor indsats for at opløse ungdomsbanderne. I Farum og i andre kommuner er det lykkedes ved hjælp af 'street-workers', kommunale medarbejdere, der har til opgave at følge de urolige elementer og give dem tilbud/stille krav til dem om uddannelse og arbejde.

På længere sigt drejer det sig om sprog og arbejde.

Allerførst skal a-kasser, socialkontorerne og arbejdsformidlingen helt anderledes kontant stille krav om sprog/uddannelse og arbejde til de udlændinge, der ønsker at få dagpenge eller bistandshjælp udbetalt. Når først begge ægtefæller er i sving på arbejdsmarkedet, øges Danmarks produktion, og vi bliver alle rigere. Hvis ikke den pågældende vil modtage et tilbud, skal kassen smækkes i.

Det har vi praktiseret i Farum med held i mange år.

Når først alle til rådighed for arbejdsmarkedet er i sving med uddannelse eller arbejde, ændrer familiemønsteret sig langsomt, men sikkert. De unge vokser op med den viden, at der skal bestilles noget, og at der stilles krav. Kulturen vil ændre sig, herunder vil tvangsægteskaber og ungdomsbander forsvinde ud af billedet. Det vil tage sin tid, men det kommer.

En meget aktiv sports- og fritidspolitik i lokalsamfundet, der får de unge udlændinge med ind i fodboldklubber m.v., kan støtte denne positive udvikling.

Mens vi venter på, at kommende årgange bliver integreret i vort samfund med sprog, arbejde, sunde fritidsaktiviteter og social adfærd, er der desværre stadig nogle 'fortabte' udlændinge, herunder unge, der har levet i kommuner med en meget passiv integrationspolitik.

For det er naturligvis ikke muligt at gennemføre en integrations- og udlændingepolitik med 100 procent succes. Der vil være dem, der ikke kan tilpasse sig, men sådan er det altså også med danskere.

Der er imidlertid i dag en alt for stor 'tabskonto', når det gælder udlændinge i forhold til danskere. Men det kan udlignes, såfremt der er vilje og lyst til at gøre en indsats ude i lokalsamfundene.

En kommende lovgivning bør indeholde et væsentligt økonomisk incitament til hver eneste kommune, a-kasse og arbejdsformidling til at gøre en ekstra indsats. Det er vejen frem til, at vi får et blandet samfund i Danmark med mange nationaliteter, der kan leve i et gensidigt frisindet samvær - uden fordomme.

Og lad os så - så hurtigt som muligt - blive fri for en lovgivning, som vi i dag bør skamme os over, og som eftertiden med rette vil håne os for.

For at nå der til må vi gøre op med den nuværende dobbeltmoral, hvor et flertal af politikere er meget internationale udadtil og samtidig ekstrem nationalistiske indadtil. Desværre er der kun ret få politikere, der tør stå op imod det, som må opfattes som folkestemningen - baseret på ulykkelige historier om bander af unge udlændinge, mord og anden kriminalitet.

Der er så mange udlændinge i Danmark - i alle aldre - der knokler løs, og som overholder loven til punkt og prikke. Vi får næsten alle med, såfremt vi får en aktiv og konsekvent integrationspolitik.

I forhold til en folkestemning må en politiker afgøre med sig selv, om han/hun vil tale den imod med henblik på at ændre den, eller om man blot vil løbe efter folkestemningen.

I dag har regeringen og et stort flertal i Folketinget valgt at rende i hælene på folkestemningen. Det må laves om. Venstres store leder i det 19. århundrede Chresten Bergs livsholdning var: »Gå aldrig på akkord med uretten«. Det bør vi heller ikke i dag. Vi skal i fremtiden være lige så stolte af vor udlændingepolitik, som vi er af vor indsats for at redde jøderne og vor ære under Anden Verdenskrig.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen udtalte i forbindelse med 29. august 1943, at »hvis man mener noget alvorligt med vore værdier, med frihed, med demokrati og menneskerettigheder, så må vi også selv yde et aktivt bidrag til at forsvare dem. Også imod svære odds. Selv når der skal træffes upopulære og farlige beslutninger«.

Det er jeg meget enig i. Men dér er det ikke nok at være modig 60 år efter, at begivenhederne har fundet sted. Det er mere modigt i nutiden at turde lede Danmark frem for at lefle for holdninger, som er direkte i strid med de frihedsidealer, som vi i grundloven og i internationale aftaler har hyldet i årevis.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage