Forleden fandt noget usædvanligt delikat og eksklusivt sted i hjertet af det, der engang var Københavns rå og ubarmhjertige storbykerne. Halmtorvets navn blev taget helt bogstaveligt, da Food4thoughts gastronomiske marked indtog pladsen og fik storbyen til at lege landsby, idet man pludselig kunne finde halm, hyrdeost og økologiske biavlere, hvor der ellers for ikke så mange år siden plejede at være heroin, ludere og lunkne pølser. Der er tilsyneladende noget i gære i den ellers så udskældte danske madkultur, for endskønt foregangsmand står Food4thought-samarbejdet mellem nødhjælpsorganisationen Læger uden Grænser og den økologiske internet-grøntsagsleverandør Aarstiderne langtfra alene. Tag bare de hobevis af superstjerne-kokke, der galer op på landsdækkende tv om genopdagelsen af mormor-køkkenet, om at give skorzonerroden tilbage til folket og om zenkunsten at skære en tomat i tern. »hvis hele sanseapparatet er rettet mod tomaten, bliver den beriget med energi. den gengælder vores opmærksomhed med inspiration«, som Boserup skriver i en lille lækker kogebog, der fornægter såvel den grammatiske brug af store bogstaver ligesom de ellers for kogebøger klassiske måleangivelser. Der er gået new age i maden, og det er blevet hamrende trendy at gå op i råvarers kvalitet, at køre ud på landet og købe en halv biodynamisk ko og at tale i timevis om supermarkedssalatens dårligdomme, som var de direkte proportionale med verdenssituationen. Men var Danmark ellers ikke sådan et sted, hvor det daglige brød hed dyrlægens natmad og bagerens dårlige øje? Hvor måltider var noget, der skulle overstås med flade madpakker, billig medister, kartofler med kulør-sovs og risengrød på tube, hvis bølgerne gik højt? Nogle ville sige, at vi langt om længe har fået øjnene - og munden - op for kulinariske kvalitetsprodukter og lige så stille er ved at udvikle en fin og raffineret nordisk madkultur à la française, og man kan ikke helt udelukke, at de har ret. Men hvad i alverden ligger der så bag en sådan forandring? Hvordan kan det være, at folk, der ellers aldrig har kunnet skelne mellem en kålrabi og en majroe, endsige haft begreb om sådanne grøntsagers eksistens, pludselig får leveret kassevis af selv samme rustikke retro-grøntsager til døren en gang om ugen? Og én ting er sammenhængen mellem mad og økologi, men en anden og mindre indlysende sammenhæng er den mellem mad og Læger uden Grænser. For ikke nok med, at vi er begyndt sylte, pochere, marinere, dyrke merian, plukke hyldeblomst, forære hinanden kogebøger og bygge patinerede samtalekøkkener som aldrig før. Ud over at det alt sammen skal være gammeldags, biodynamisk og økologisk skal overskuddet, for der er selvsagt tale om en overskudsforretning, gerne gå til et velgørende formål, så vi får afhjulpet både miljøproblemer og fattigdom, alt imens vi mæsker os i skimmelost, blomsterhonning og fedtbudding af perlehøns. Det er der jo for så vidt ikke noget galt i, men det interessante er i denne sammenhæng sammenblandingen, den helt særlige pærevælling af mad og holdninger og livsstilsmarkører og branddygtig branding. At mad så langtfra blot er noget, vi propper i os, udelukkende fordi det smager godt og mætter. Men fordi vi gennem det fortæller en historie om, hvem vi er eller gerne vil være. »Vi er hvad vi spiser», står der på Aarstidernes hjemmeside. Et tilsvarende slogan blev for år tilbage brugt på skoletandlægers og sundhedsplejerskers plakater for på bedste pædagog-vis at bevise, at det var bedre at spise ostemadder med kondisko, bomstærke kartofler og hurtigløbende gulerødder end slappe wienerbrød, slikpinde med stok og deprimerede flødeboller. Med Aarstiderne er der imidlertid kommet andre og mere kvalitetsbevidste boller på suppen. Her hedder synderne ikke det fede, det søde og det usunde, men det uøkologiske, det stråforkortede og det vakuumindpakkede fra supermarkedet. Man kan godt blive virkelig bange for, hvad der er foregået i den vakuumindpakning, når man læser Boserups anvisning på køb af kød: »kødet må ikke ligge i vacuumpose, og hvis det gør, må der under ingen omstændigheder være kødsaft til stede, og slet ikke mørkerød eller sort«. Frostvarer er ikke noget acceptabelt alternativ, for »at købe frostvarer er det samme som at spille i lotteriet og du risikerer at stå i en situation, hvor maden til gæsterne viser sig at være helt eller delvis uspiselig, hvis du ikke stoler fuldt og helt på din leverandør«. Der er altså ikke andet at gøre end at gå i en stor bue uden om hele det etablerede fødevaremarked, tage sagen i egen hånd og skride til selvtægt: »hop på bussen, drøn ud på landet med naboen eller bent hansen og køb en halv gris eller en kvart kalv, så ved du hvad du har«. Nu er det måske ikke tydeligt for enhver, ej heller undertegnede, hvem denne Bent Hansen er, men han er i hvert fald én, man i modsætning til supermarkedet kan stole på, og der er noget så rustikt, solidt og dansk over ham, at man næsten kan dufte den jyske muld under træskosålerne. En tilsvarende diskurs om ikke at tage hvad som helst for gode varer, men at gøre vejen fra jord til bord så kort og ukompliceret som muligt genkendes på Aarstidernes hjemmeside, hvor plus-ord som bønder, landkøkken, avlere, mindre producenter, håndværk i højsædet, manuelt, dansk og hjemmedyrket vrimler i flok. Når det nu tilsyneladende står så slemt til med vores almindelige fødevareproducenter og supermarkeder, at det nærmest er med livet som indsats, at vi rækker ned i køledisken, kan det egentlig undre, at de kulinariske bannerførere ikke slår et slag for at komme den dårlige kvalitet til livs, dér hvor langt de fleste alligevel køber ind, nemlig i supermarkederne. For eksempel ved at opfordre deres disciple til at stemme på et parti, der vil fremme økologi og forbyde stråforkortere og vakuumindpakket svineri. Men de er åbenbart mere til selvtægtsmodellen, også kaldet den politiske forbruger. Og jo, for den lille mand føles det utvivlsomt både godt og miljørigtigt at køre på landet med Bent Hansen, men om det entydigt er bedst for alverdens miljø- og fattigdomsproblemer at foretrække danske varer frem for andre, er et lidt mere kompliceret spørgsmål. Ligesom det godt kan være lidt svært at gennemskue, hvorvidt risene, vaskepulveret og tomaterne pakket i brunt karbonpapir, af gammeldags udseende og med påmalede håndskrifts-look-a-like-ord som autentisk, hjemmelavet, miljørigtig og til støtte for bønderne i Sydamerika rent faktisk er det bedste, man kan gøre for miljøet og de sydamerikanske bønder, eller om det langt hen ad vejen blot drejer sig om indpakning, image og det snedigste reklamebureau. Og spørgsmålet er, om vi overhovedet vil vide det; om hele humlen ved den politiske forbruger ikke netop er, at vi ved at købe ting, der virker korrekte, netop slipper for at skulle tage stilling til alt for komplicerede politiske spørgsmål, for så har vi i hvert fald rent mel i posen, såvel bogstaveligt som metaforisk talt. I så fald skulle velmenende arrangementer som Food4thought måske hellere hedde Food2forget, for gad vist, hvor meget stof til eftertanke, smagen af den dér økologiske emmentaler fra Svendbogaard egentlig vækker. Hvor man før i tiden ofte sagde »tænk på de sultne børn i Afrika«, hvad enten barnet var kræsent, spiste for meget eller ikke spiste op, har Aarstiderne gennem samarbejdet med Læger uden Grænser taget den dårlige samvittighed fra vores skuldre og betaler altså Læger uden Grænser for at tænke på de sultne børn i Afrika, så vi frit kan mæske os i alskens udsøgte lækkerier med en samvittighed så ren som uhomogeniseret jerseymælk, fra et lille mejeri forstås. Ikke at der er noget i vejen med økologi og Læger uden Grænser som sådan, blot er det slående så undervurderet hype-faktoren ved, hvad vi kunne kalde menings-mad, er. Hvor hovedparten af den relativt velinformerede, veluddannede gruppe, som udgør målgruppen, normalt ville sige sig for god til at tage reklamebudskaber alvorligt, (hvem vil for eksempel i ramme alvor hævde, at man får et succesfuldt liv af at gå med Dieseltøj, eller at mennesker kan flyve, hvis de bare har Ecco-sko), ædes hele menings-mad-retorikken ofte råt med en smule balsamico-eddike på. Måske fordi det passer os glimrende at se os selv som på en gang raffinerede, kræsne, bevidste om, hvad vi fylder i vores krop og samtidig ansvarsbevidste, miljøvenlige og samvittighedsfulde. Med menings-mad kan vi simpelthen æde os ud af såvel vores dårlige samvittighed som vores lilleputnations ufine fornemmelse for fødevarer og få et feinschmecker-verdensmandsimage med i købet, for vi bliver jo, hvad vi spiser, som Aarstiderne siger. Eller hvad vi køber, kunne man tilføje. Det særlige danske aspekt af den internationale økologi-bølge synes netop at handle om image og indpakning. Når man først træder ind i et fransk supermarked, er ostehylden måske nok ti gange så lang som den i Brugsen, men alt fra pinjekerner til gedeost og økologisk blåbæryoghurt ligner vaskepulver set gennem et par danske forbrugerøjne, thi emballagen er aldrig miljø-brun, men stråler tværtimod syndigt i E-nummer-agtige rød-lilla farver, ligesom tomaterne aldrig kunne drømme om at hedde Alfred og Katrine. Hvor Gud og hvermand i Frankrig absolut må skrive sin selvbiografi, synes moden i Danmark at byde enhver med bare en smule respekt for sig selv og sit medietække at skulle udgive en kogebog. Lise-Lotte Norup laver supper og Anne Knudsen ta'r det roligt. Jo længere væk fra ens erhverv kogekunsten befinder sig, desto mere magtpåliggende synes det at være at offentliggøre, at man altså også dyrker krydderurter i vindueskarmen og tager sig tid til at lave tingene helt fra grunden. Og det er jo nok i den dér med tiden, at hunden ligger begravet, for tiden er på én gang vores knappeste ressource og vores største statussymbol. Tid til at tilberede kålrabi, til at koge suppefond og have lange samtaler i samtalekøkkener, der har tid til at blive patinerede. »Så livet omkring middagsbordet igen får den plads, det fortjener« som det hedder på Aarstidernes hjemmeside. Det siger næsten sig selv, at dette 'igen' henviser til genopdagelsen af mormor-køkkenets kvalitetstid, som vores mødre blæste højt og flot på i deres iver efter at komme ud på arbejdsmarkedet, få børnene proppet i institution og de færdiglavede købe-fiskefrikadeller smækket på bordet i en fart. Her gør vi imidlertid såvel mødre som mormødre uret. For det første mødrene, som vel i mange tilfælde jonglerede med karrieren i den ene hånd og klassens-time-kagen i den anden, men for det andet mormødrene, som næppe vil have nogen økologiske motiver skudt i deres mormorsko. De mormødre, jeg kender, har i hvert fald aldrig underkendt effekten af en god færdiglavet italiensk salat for ikke at tale om tarteletterne, og hvis de købte en halv kalv af naboen og i øvrigt lavede suppe fra grunden, var det formodentlig snarere, fordi det var billigt, end fordi de led af horror vacui eller frostvare-forskrækkelse. Næh, vi skal nok lidt længere tilbage end til mormor-køkkenet for at finde den der kvalitetstid, vi så inderligt længes efter og ønsker at omgive os med, indrette os i, tilberede og fortære. Faktisk peger vores nostalgi nok helt tilbage på en ikke-eksisterende periode, hvor folk daffede rundt i oceaner af tid og biodynamiske køkkenhaver og på den rette Aarstid - for ligesom på vore dages internet stavedes det dengang med stort og dobbelt a - plukkede unge hjulkrone- og brændenældeblade (»med gummihandsker - mmmm, lækkert«, som vores alle sammens Jamie Oliver formulerer det) til deres hjemmelavede ravioli med merian og frisk ricottaost. Så lad os bare gå til bekendelse. Det er garanteret ikke kun i min vindueskarm, at basilikumplanterne dør som fluer, og lur mig, om ikke der rundt omkring i det danske land i ny og næ listes en muggen kålrabi ud med den biodynamiske affaldssortering. Det er ikke for at fratage menings-mads-spiserne deres nyvundne gastronomiske glæder, tid og talenter, al respekt for dem. Blot vil jeg vove den påstand, at den danske madkultur trods al vores tidskrævende simuleren overskudstid, langt hen ad vejen stadig bygger på færdigretter og firkantede madpakker. For selv om vi omgiver os med grøntsager, køkkener, opskrifter og holdninger, der skal vidne om det modsatte, så har eller ta'r de allerfærreste af os jo tid til at gå omkring i marker og på markeder og snuse og smage og føle på råvarerne, ligesom vi ikke, som vores sydeuropæiske, gastronomiske overmænd, har eller ta'r os tid til at holde siesta med alt, hvad dertil hører af overdådige retter og efterfølgende dovenskab. Vi lærer heller ikke madlavningskunsten fra generation til generation, men er nødsaget til at genopdage vores mormors køkken- og indkøbskunst gennem kække, kommercielle kogebøger og troskyldige internet-økologister. Set i det lys er Aarstidernes grøntsagskasse en slags postmoderne, færdiglavet købe-madpakke, og kogebogen - selv den mest fra-grunden-fundamentalistiske af slagsen - ligeledes en slags fantom-madpakke, bestående af hypotetiske færdigretter med papir imellem. Men der er mening med på madpakken - velbekomme.