Lad os afskaffe dansk! Det skrev journalisten Oliver Clausen allerede i 1974 i en sommerkronik i Politiken. Han havde forladt sit fædreland, udskiftet det særdanske Ole med Oliver og mente på baggrund af sine internationale erfaringer, at det bedste ville være at opgive det danske sprog, som »er et for verden uigennemtrængeligt slør, bag hvilket danskerne kan forsikre sig selv og andre om deres kulturelle fortræffelighed«. Men det danske sprog lader sig ikke afskaffe. Langt de fleste taler og skriver dansk og kan ikke lade være med det. Dansk kan ikke afskaffes, højst modarbejdes. Det danske sprog udtrykker en dansk erfaringsverden, og det er langt de fleste danskeres naturlige redskab for tænkning, kommunikation og kreativ virksomhed. I en globaliseret verden er det værd at understrege, at dansk sprog er et bidrag til den sproglige mangfoldighed. Kommer vi alle med det samme sprog og samme kulturelle ballast, er der ikke meget at udveksle. Sprogpolitik er blevet et vigtigt anliggende, både fordi det danske sprog er under pres udefra, og fordi beherskelsen af det ofte er mangelfuld. Det er derfor naturligt, at Brian Mikkelsen og hans forgænger, Elsebeth Gerner Nielsen, i deres ministertid har taget initiativ til at underkaste sprogspørgsmålene en samlet analyse til kvalificering af debatten, og det er rigtigt, at initiativet netop kommer fra Kulturministeriet, som hermed for første gang kan spille ud med et samlet oplæg til en drøftelse af dansk sprogpolitik. Sproget er et redskab og et udtryk for kulturen, det spejler vores kultur- og materialhistorie, fortæller om, hvad man har haft og har brug for at sætte ord på og beskæftige sig med. Ethvert naturligt sprog er udviklet til at kunne dække de udtryksbehov, man har et givet sted og på et givet tidspunkt. Udgangspunktet er det sprog, man har fået overleveret fra tidligere generationer. Derfor fortæller ordene i det danske sprog, hvem vi har lært af, handlet med, været afhængige af og samarbejdet med gennem århundreder. Værdien afsproglige rettigheder og sproglig mangfoldighed har både FN, Unesco og EU understreget i talrige resolutioner. Dansk er officielt sprog i EU, og alle væsentlige bestemmelser skal foreligge på dansk. Eller en slags dansk. For sætningsbygningen kan ofte være klart forskellig fra nyere dansk administrativ praksis. Der eksisterer nemlig den regel, at hvad der i et EU-sprog står mellem to punktummer, skal stå mellem to punktummer i alle EU-sprog. Så hvis et dokument affattes på fransk og gengives på dansk, skal den danske sætningsbygning indrette sig efter den franske. Det fører os undertiden stilistisk mere end 100 år tilbage. EU's konvent har under franskmanden Giscard d'Estaings ledelse fremsat et forslag til en ny grundlov, som blev offentliggjort tidligere på året. Den blev fremhævet som mere lettilgængelig end mange andre dokumenter fra EU, og ved præsentationen blev den karakteriseret som et godt oplæg til debat uden for det politiske system. Formodentlig er den affattet på fransk, og franskmændene er vant til sindrig sætningsbygning i officielle dokumenter. Alligevel har Det Franske Akademi, som ikke ligefrem består af sproglige modernister, foreslået 900 ændringer. Giscard d'Estaing er begejstret og opfordrer akademier og andre autoriteter på det sproglige område i de øvrige EU-lande til at arbejde for sproglige forbedringer. I Frankrig har akademiet i århundreder haft autoritet som sproglig normeringsinstans. Hvem bestemmer sprogets udvikling i Danmark? Er det Brian Mikkelsen, Bill Gates eller Dansk Sprognævn? Er det kunstnerne? Er det medierne? Er det forskerne? Er det overlærer Clausen og alle hans kolleger, eller skulle det være noget så omfattende som hele det dansktalende og danskskrivende folk? Brian Mikkelsen styrer i sin egenskab af kulturminister bevillingerne til Dansk Sprognævn, til Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, til litteratur, teater og film. Dansk Sprognævn sætter normer op for stavning og bøjning, rådgiver om sproget, følger dets udvikling og udgiver en Retskrivningsordbog. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab har enorme elektronisk lagrede ordsamlinger og udgiver blandt meget andet en række store ordbøger, der bygger på studier i sprogbrug og sprogudvikling. Størst er Ordbog over det danske Sprog, og når Den Danske Ordbog i seks bind begynder at udkomme til efteråret, har vi også fået udviklingerne fra de seneste 50 år beskrevet. Dansk Sprognævns medlemmer er, hvad man kunne kalde en række af sprogets interessenter: skolefolk, forfattere, journalister, universitetsfolk, repræsentanter for en række ministerier og institutioner. Denne kreds vælger ud af sin midte et arbejdsudvalg, som sammen med det faste personale rent faktisk på videnskabeligt grundlag bestemmer over nogle af det danske sprogs elementer: retstavning, bøjning m.v. Mere principielle ændringer, f.eks. af kommateringen, skal godkendes i Kulturministeriet. Men det er ikke Dansk Sprognævn, der bestemmer, hvilke ord der kommer ind i sproget, hvilke nye betydninger der udvikler sig, eller f.eks. hvilket sprog forskere skal anvende i deres afhandlinger. Hvis vi lader navnet Bill Gates stå for både Microsoft og USA, er der tale om en sproglig magthaver i sværvægterklassen. It-teknologien har forsynet os med utallige nye ord, både fremmede (computer) og hjemlige (hjemmeside), men vigtigst er naturligvis årtiers konstante sprogpåvirkning fra verdens økonomiske supermagt. Sproget følger i vid udstrækning magten. Magten kan være økonomisk, teknologisk, religiøst eller politisk funderet, og da geografisk afstand og naturbarrierer ikke længere kan bremse udviklingen, har der naturligvis gennem de seneste 50 år været tale om stærk engelsksproget påvirkning af så at sige alle sprog inden for vor kulturkreds. Vi møder det engelske sprog i film, på tv, på internettet, i skolen, på arbejdet, det præger underholdnings- og musikkultur, det går i dagligsproget og i fagsproget.Okayer verdenshistoriens største sproglige eksportsucces og blandt de hyppigste ord i dansk. Amerikansk mode, livsstil og adfærd præger store dele af samfundslivet, bybilledet amerikaniseres, og vi følger amerikansk politik med større interesse end europæisk. Skal vi lægge os ned og jamre? Eller kaste det danske sprog fra os, smide krykken, vi har støttet os til i vores kulturelle selvforståelse, skal vi melde os i det store internationale jubelkor og under fanfarenWe surrendererklære det danske sprog for - ikke yt, men out?Holdningerne er mange, fra ukritisk begejstring for amerikanisering og engelsk sprogpåvirkning til total afvisning af engelske gloser og brug af engelsk, hvor dansk hidtil har været anvendt. Emnet diskuteres overalt, og sprogspørgsmål har fået en mere central placering også i andre sammenhænge. Det multikulturelle indslag i dansk samfundsliv og skole har i årevis skabt fornyet interesse for sprog, sprogudvikling og sproglige rettigheder og pligter. Og det er, især blandt ældre, en udbredt opfattelse, at yngre menneskers beherskelse af sprogets formelle regelsystemer ikke er på højde med den ældre generations. Deri er der dog intet nyt. Men derfor kan det jo godt være rigtigt alligevel. Sproget i det offentlige rum er ligeledes genstand for opmærksomhed, for også her møder man flere normbrud og flere fejl end tidligere. Offentlige institutioner, styrelser og store private virksomheder bryder reglerne for korrekt sprogbrug, f.eks. ved at særskrive sammensatte ord (Odense Banegård Center) eller ved at bruge stort bogstav inde i et sammensat ord (Jyllands-Posten). Breve fra offentlige myndigheder rummer ofte fejl, skolernes skrivelser til forældre er ingen undtagelse, reklamer og butiksskilte vrimler med tilsigtede eller ufrivillige brud på korrektheden. I mange aviser er selv overskrifterne fejlfyldte ('Hver fjerde chef bliver moppet'), og artiklerne, også i nogle af de store aviser, er hver dag fulde af fejl. Faktisk er flere af de store ugeblade for rene dydsmønstre at regne på dette, og kun på dette felt! Sprogets udvikling lader sig ikke styre direkte gennem lovgivningsinitiativer; sprog tales og skrives af mennesker, der i almindelighed befinder sig uden for de officielle regelsystemers rækkevidde. Men regering og Folketing kan på en række områder fastlægge rammebetingelser, der har stor betydning for sprog og sprogbrug. Kulturministeriets arbejdsgruppe har derfor samlet sig om uddannelse, forskning, offentlige myndigheder, erhvervsliv, medier og kunst, ligesom vi peger på en række muligheder, moderne sprogteknologi giver for en styrkelse af sprog og sproglig rådgivning. Men vi ønsker samtidig at understrege det personlige medansvar, hver enkelt har for sprog, sprogbrug og sprogudvikling, ikke mindst børns vilkår for sproglig vækst. Et indledningskapitel søger at vise, at sproget er mere indgribende i den enkeltes liv og mere afgørende for kultur og samfund, end man almindeligvis gør sig klart. Vi har som udgangspunkt den opfattelse, at det danske sprog ikke er truet på eksistensen, men har en klar position som landets hovedsprog, og vi finder det mindre væsentligt at følge indvandringen af engelske låneord end at holde øje med de sprogbrugssituationer og domæner, der kan overgå fra at være dansksprogede til at blive engelsksprogede, ikke mindst de videnskabelige genrer. Det kan dokumenteres, at flere og flere forskere fortrinsvis eller udelukkende skriver på engelsk. Endvidere har dansk fået konkurrence som undervisningssprog, især på de højere læreanstalter. Erhvervslivets internationale orientering har gjort engelsk til koncernsprog i mange store virksomheder, men der er stadig brug for et velfungerende dansk erhvervssprog. Udvalgets rapport rummer stribevis af anbefalinger, af hvilke nogle er konkrete, andre mere generelle. At gøre en indsats for at skabe gode sproglige vilkår koster på væsentlige områder ingen penge, men er et spørgsmål om vilje og prioritering. Det behøver ikke at være dyrt for en småbørnsfamilie at skabe gode rammer for samtalen i hjemmet, at prioritere samvær med børnene højere end individuel omgang med medier og underholdning. Det koster ikke noget at høre ordentligt efter, hvad børnene har på hjerte, det belaster ikke nødvendigvis økonomien at læse op for dem, synge med dem og lege med dem. Det koster heller ikke mere at lære eleverne i skolen noget om sprog og sprogbrug end at gennemgå colareklamer og tv-underholdning. En obligatorisk og ordentlig danskundervisning på lærerseminarier kræver ikke noget dyrt udstyr, og kurser i sprog og udtryk for nyhedsformidlere er ikke dyrere end andre kurser. I journalistuddannelserne kan man også omkostningsfrit styrke arbejdet med den sproglige form, både for skrivende og mundtligt formidlende journalister. Og enhver mindre arbejdsplads med udadrettede sproglige aktiviteter, hvad enten det er en børneinstitution, en skole eller et lokalbibliotek, kan overlade en sidste korrekturlæsning af breve og skrivelser til den lokale lystpedant uden større udgifter. Men der kan også være en pris at betale. For en småbørnsfamilie koster det penge, hvis de voksne går ned i arbejdstid for at have bedre tid til børnene; det kan dog let blive parrets bedste investering. Skolen har udgifter til undervisningen i dansk som fremmedsprog og i enkelte kommuner også til modersmålsundervisning, men samfundsmæssigt kan der være god økonomi i det. Aviser og forlag, der vil styrke arbejdet med sprog og sprogbrug, skal måske investere i en ekstra korrekturrunde, og større virksomheder, som vil formulere en sprogpolitik, vil også skulle afsætte penge til det. Skal vi blive bedre til fremmedsprog, kan det ligeledes være udgiftskrævende, og skal forskere have støtte til oversættelse eller til parallelsproglige udgivelser på f.eks. dansk og engelsk, koster det penge; hvis universiteterne ligefrem skal oprette såkaldte sprogkompetencecentre for at sikre kvaliteten af afhandlinger på fremmedsprog og på dansk, så indebærer det både etablerings- og driftsudgifter. Det har sin pris at spille en aktiv rolle i det internationale samspil. Med de markedsbetingelser, der er for kunstnere, kræves der litteratur-, teater- og filmstøtte, hvis man vil opretholde og udvikle et dansk og dansksproget kunstnerisk udtryk, som ud over sin kunstneriske værdi har mulighed for at vise, at dansk sprog kan udvikles på andre betingelser end de kommercielle, som jo overvejende bestemmer sprogudviklingen; sproget følger som nævnt magten og pengene, men dét sikrer ikke alsidigheden eller originaliteten. Om der er politisk og kommerciel interesse for at betale prisen, kan endnu ikke siges; men selve den kendsgerning, at både regeringen Nyrup Rasmussen og regeringen Fogh Rasmussen har sat sprogpolitik på den kulturelle dagsorden, er et tegn på erkendelse af, at sproget er et vigtigt kulturelt og samfundsmæssigt anliggende - ikke blot noget, man synger om ved særlige lejligheder. Ludvig Holberg mente, at vi her i Norden er så ivrige efter at lære af andre lande, at vi forsømmer vores eget sprog. Han værdsætter det udblik, man i højere grad udvikler, hvis man tilhører en mindre end en større nation, men prisen er altså, at man let kommer til at svigte sit eget. Nu kunne man måske ud fra dette tro, at Holberg mente at kunne nøjes med sit eget modersmål. Men nedenstående citat fra Holbergs første levnedsbrev er faktisk skrevet på - latin. Holberg var både i teori og praksis tilhænger af, hvad vi i dag kalder parallelsproglighed: »(...) Uvidenhed om nordiske Forhold kan man træffe hos de mest dannede Nationer, saasom Italienere, Franskmænd og Englændere. I Paris paastod en Præst haardnakket, at Nordboerne ikke blev døbte. En Advokat ved den øverste Domstol i Paris spurgte, om det ikke var nemmest at lægge vejen til Danmark over Tyrkiet, en anden, om man var nødt til at indskibe sig i Marseille, naar man skulle sejle til Norge. I Rom paastod en ung Piemonteser for ramme Alvor, at jeg ikke kunne være Nordmand, han havde nemlig læst i en Rejsebeskrivelse, han havde hjemme, at Nordmændene var vanskabte, havde Svineøjne og en Mund, der gik op til Ørene. Disse Folkefærd bryder sig kun om deres eget og bekymrer sig ikke om udenlandske Sager, medens vi tilsidesætter det hjemlige og omhyggelig sætter os ind i, hvad der gaar for sig i fremmede Lande. De lægger flittig vind paa deres eget Sprog og forsømmer de fremmede; vi lærer de fremmede og bryder os kun lidet om vort Modersmaal. En Englænder, som holder af at rejse, berejser først England, før han besøger Landene hinsides Havet, vi bekymrer os ikke om vort Fædreland, men flyver udenlands, saa snart vi har traadt vore Børnesko. Begge Dele er forkerte, men deres Maade at bære sig ad paa er dog mere undskyldelig«. I dag er derogså brug for en dobbeltstrategi. For de dansktalende er det danske sprogsecond to none!Der er brug for at styrke det, og det skal udvikles, så det stadig kan være et komplet sprog, også på de fagsproglige områder. Men i mange sammenhænge har vi også brug for sprog med længere rækkevidde, ikke kun for engelsk. I sidste instans står og falder enhver sprogpolitisk bestræbelse med reaktionen hos dem, der taler og skriver sproget, fra børnehavebørn til ph.d.-studerende, fra børnehavepædagoger til journalister og topchefer. Sprog åbner verdener for os - og i os. Derfor er det vigtigt, at vi tager sprogspørgsmål alvorligt. Velkommen til sprogdebat!