I SLUTNINGEN af juni rejste jeg til Irak. Målet var den danske bataljon i Irak, hvor jeg skulle være læge. Det danske område er en del af briternes rum, ligger nord for Basra og dækker et areal på størrelse med Fyn. Området ligger, hvor floderne Eufrat og Tigris mødes, grænsende op til Iran. Vi er knap 400 soldater. På vejen op fra Kuwait overnattede vi på den britiske base i Basra, hvor det danske NSE (National Support Element) ligger. Vi sov på ladet af en lastbil med udsigt til en forrygende stjernehimmel, gasflammerne fra raffinaderiet i horisonten og lyden af de lejlighedsvise skyderier inde i Basra, når lyset gik ud, og Ali Babaerne, som de lokale banditter kaldes, gik på rov. Vores lejr ligger ude midt på en stor slette af sten og støv med enkelte buske og forkrøblede træer. Med utvivlsomt utilsigtet ironi blev den døbt Camp Eden. Det er meget længe siden, at Edens Have lå på de her koordinater. Her er utvivlsomt blevet en hel del bedre siden starten af juni, men det siger mere om, hvordan det har været. Nu har vi feltsenge og 10-mands telte med nogle store amerikanske aircons, der om natten kan gøre det helt koldt, det vil sige 20-25 grader. Faktisk så koldt, at man kryber langt ned i soveposen og småfryser lidt. Lettere absurd, men når først man har vænnet sig til varmen, er 50 grader i skyggen ikke overvældende. Man skal bare huske at drikke rigeligt og gerne supplere med lidt 'negervand ' (vand med sukker og salt). Der er masser af insekter lige efter solnedgang, og flere af anselig størrelse. Desuden er der mus og en masse kryb såsom nogle yderst velvoksne (og hurtige!) jagtedderkopper, der ses fra tid til anden. Tøj, sovepose og støvler bliver rystet før brug, og taskerne lukkes grundigt. Der bliver gjort et stort stykke arbejde fra ingeniørerne, så med deadline ultimo august skulle lejren være oppe at stå med indkvartering i 'fabs ', det vil sige containere med aircon og langt flere faste faciliteter. På længere sigt også kloakering. Aktuelt betjener vi os af 'festivaltoiletter ', som nogle sikkert kender (men næppe savner). Nok er vi kun 15-20 mand per toilet, til gengæld står de i 60-70 graders varme ... Fælles rekreative faciliteter er der ikke mange af. Vores messetelt egner sig kun til spisning og er ulideligt varmt i løbet af dagen. Et par gange om ugen bliver der rigget til med et biograflærred (sammensyede lagner), en videoprojektor, pc og et par højttalere. Så åbner biografen Midt i Paradis, og slik og vand købes i PX 'en. Der vises lidt af hvert fra komedier til krigsfilm. 'Blackhawk Down ' var noget af en blockbuster, wonder why. Nogle dage blæser det en del, hvilket betyder, at der er meget støv i luften og nedsat sigtbarhed. Det vil sige, at det heller ikke er udelt fedt at være udendørs. Som regel bygger det op over et par dage. På de 'stille ' og særlig varme dage er der til gengæld ofte hvirvelstorme, twisters,som kan lave temmelig meget rod,når de kværner gennem lejren.Ste- det har hele tiden en lille plagsomhed i baghånden. I DEN nærmeste by, Al-Qurnah,cirka 25 minutters kørsel fra lejren,har vi en filial.I Baathpartiets tidligere hoved- kvarter ligger CIMIC-House (Civilian- Military Cooperation),hvilket vil sige, at vores sektion for civilt-militært samarbejde holder til derinde.Det er så at sige knudepunktet for kontakten til lokalbefolkningen. Møder med de lokale ledere holdes dér,og derfra udspringer de mange udadvendte aktiviteter,batal- jonen har ud over patruljering og det andet mere sikkerhedsmæssige.Stedet ligger i udkanten af byen og har nær- mest karakter af et indianerfort i 'fjen- deland '.Der er en infanterideling,dan- skere eller litauere,samt et par spejdergrupper til sikring,to britiske ambulancer,en radiovogn og en lille sanitetspost med enten sygeplejerske eller læge samt en af vores pansrede ambulancer.Det lyder mere dramatisk, end det er. Der er faktisk nogenlunde fredeligt, fra tid til anden dog nogle højrøstede demonstrationer,lidt sten- kasten og småskyderi hen over huset. Det giver lidt afveksling og lidt mere føling med lokalområdet end vores bar- markshelvede. Når beredskabet er til det,kan man i grupper på mindst fire, med radio og våben selvsagt,gå tur i byen og besøge markedet eller stedet, hvor floderne mødes.Ved sidstnævnte står en vissen pind af ubestemmelig alder og påstås at være kundskabens træ.Det bærer ikke æbler. Generelt er folk venlige,og indtryk- ket er,at de sætter pris på,at man møder dem i øjenhøjde.Meget kommu- nikation bliver det ikke til, men lidt smil,goddag og 'Saddam: Ali-Baba ', kan man altid blive enige om. UMIDDELBART har vores tilstedeværel- se da nok også givet lidt ro i området, benzin i bilerne,lejlighedsvis strøm i ledningerne og vand på markerne. Det lokale shiaparti, Shkiri, skulle angiveligt være os venligt stemt. Hvis vi ikke generer deres arbejde for meget og fiser af igen på et eller andet tidspunkt,kan vi vel heller ikke gøre den store skade. Gavn burde man til gengæld kunne gøre,da folk hernede absolut ikke har meget at gøre godt med. Her formelig emmer af armod. Engang var hele dette område mellem Eufrat og Tigris et stort og til dels frodigt marsklandskab.Efter dræningen i starten af 90 'erne,kombi- neret med et større tyrkisk dæmnings- byggeri,er vel to tredjedele af det tørret ud.Det har ingenlunde efterladt frodig agerjord som i den hjemlige Lammefjord, men fladt, tørt og goldt landskab, hvor der enkelte steder kan dyrkes lidt eller gro en palmelund.Der er selv- følgelig stadig noget marsk,og i en lille del af området er der faktisk ganske frodigt med vandingskanaler og grøn bevoksning (til forskel fra falmede og støvede farver). Det er desværre undtagelsen. Inde i byen er husene af en rimelig beskaffenhed,men bare lidt udenfor er der masser af primitive huse typisk byggede af lertørrede sten,sine steder bare simple telte.Alt dette giver selvfølgelig en masse sociale og hel- bredsmæssige problemer.Samtidig har det absolut ikke været den del af Irak, hvor der tilførtes flest midler, tværtimod.Jeg har været ude med CIMIC- sektionen og besøge flere lokale sund- hedscentre. Nogle af dem var af en hæ- derlig standard,men man må sige,at de fleste sundhedsarbejdere udretter meget med beskedne midler, hvilket kun kan aftvinge respekt. Største mangel er (generelt)lægemidler til mere kroniske sygdomme: astma, dårligt hjerte, diabetes og deslige. NÅR MAN sådan kører rundt i de små byer, bliver man meget hurtigt det sto- re samlingsobjekt. Store og små børn flokkes omkring os reverenter talt som fluer om en lort. Til en vis grad er det meget hyggeligt, men bliver hurtigt noget anstrengende. På den anden side er det nok også så som så med underholdning og afveksling i de byer. Det er til gengæld ikke rart at tænke på,hvordan det skal gå de unger,hvis ikke der kommer et ordentligt undervisningssystem op at stå endsige mulighed for et arbejde ... Det største hit ved de besøg er at tage et digitalbillede af ungerne, eventuelt med én af os på,og så vise dem det på skærmen bagefter. Store jubelscener og megen tumult. Af andre stemningsindtryk kan næv- nes,at klædedragten i området for mændene er nogenlunde ligeligt fordelt mellem almindeligt vestligt og traditionel jellabah. De toneangivende sheiker typisk i sidstnævnte. Kvindernes dragt varierer,men er i reglen sort. Håret er dækket,men sjældent bærer de slør/ chador. Nogle af dem har mere farveri- ge kjortler,jeg tror, det er mest almindeligt hos marskaraberne. Kvinderne er meget synlige,det er nemlig typisk dem, man ser slæbe rundt med ting båret på hovedet, ofte hjulpet af piger ned til 7-8-års alderen. På vejene kører der ud over æseltrukne kærrer stort set kun osende smadrekasser,ofte gamle derangerede amerikanerøser, men også VW Passat model 80-88 er meget populær. I reglen er de fyldt til randen med folk eller andet,en pickup kan snildt fragte et par køer. Geder og får - aldrig har jeg set så mange og store flokke. Dertil kommer et utal af vilde hunde. Soundtracket,når man lægger sig til at sove på taget i Al-Qurnah,er tre-fire mullaher,der taler højt og længe gennem skrattende højttalere, hundeglam, lidt motorstøj og småskyderi hist og her. Det bliver nogenlunde ligesom baggrundsstøjen fra Åboulevard derhjem- me.Man vænner sig. DA MISSIONEN blev søsat hjemmefra, var planen,at vi også skulle yde sund- hedsfaglig støtte til lokalbefolkningen. Blandt andet derfor blev vores sanitets- deling opnormeret rent mandskabsmæssigt. Til at begynde med begrænsede vores indsats over for lokalbefolkningen sig til,hvad der nu dukkede op ved vores port i Al-Qurnah; i selve Camp Eden er der ingen naboer, så dér kommer ingen. Nogle af tilfældene har været ret al- vorlige,blandt andet har vi haft en del børn med slemme brandsår, som vi vist efterhånden har fået ry for at behandle med ret gode resultater. Et taknemmeligt forældrepar overrakte os sågar en flaske libanesisk whisky; den lokale pris er omkring en månedsløn,det vil sige 10 dollar. Ubetinget den mest rørende gave, jeg har modtaget. Da der er alkoholforbud, må den drikkes til afslutningsfesten derhjemme. I andre tilfælde har vi ikke evnet at gøre noget. Flere gange er folk kommet med svært syge børn, hvor vi ikke har haft nogen mulighed for at hjælpe. Så føler man sig ikke særlig stor hverken fagligt eller menneskeligt. På det ene af de to hospitaler i området, Al-Madinah General Hospital, har de en rimelig kapacitet til at hånd- tere medicinske lidelser, men de mangler simpelthen kirurg og narkoselæge. Vi besøgte hospitalet i flere omgange for at høre til deres konkrete behov og faciliteter. Faktisk havde de mest behov for at kunne behandle bare nogle af deres traumepatienter og var meget in- teresserede i at få hjælp hertil. Sammen med CIMIC og hospitalet fik vi strikket et projekt sammen,som blev entusiastisk modtaget af vores bataljonschef. Da jeg rejste hjem,var vi begyndt at arbejde en til to dage ugentligt på hospitalet, indtil videre til stor tilfredshed. Forholdene kan være lettere kaotiske, råderummet er begrænset,ikke mindst på grund af manglende kirurgisk ma- teriel,og indimellem må man strække sin faglige kreativitet. Men først og fremmest er det direkte hjælp, hvor der er et stort behov.Det overordnede sigte ud over patientbehandlingen skulle gerne være at have en oplærende funktion i forhold til hospitalets egen stab,såle- des at det også giver noget på længere sigt. Retfærdigvis må det siges, at vi også lærer en hel del af at arbejde under så anderledes vilkår,ikke mindst ydmyghed over for vores lokale kolleger. Som et lille efterskrift til dette har min afløser fortalt,at der virkelig er kommet godt skred i arbejdet på syge- huset i løbet af august. Han skulle have tilset et par hundrede patienter nu. NU HVORjeg er hjemme igen spekulerer jeg selvfølgelig over,hvordan det skal gå fremover,ikke mindst efter den se- neste tids tragiske og foruroligende hændelser. Der synes herhjemme at være en sti- gende forståelse for,at vi har påtaget os nogle ret dybe forpligtelser ved at være en del af en besættelsesstyrke,for det er vi både praktisk og folkeretligt.For- ståelsen rækker så langt,at man formentlig øger den danske styrkes om- fang med nogle flere 'rigtige ' soldater.. Det er påkrævet, glædeligt og ikke et øjeblik for tidligt, da opretholdelsen af den 'hårde ' sikkerhed vægtes højt hos lokalbefolkningen og selvsagt har betydning for os selv. Det, jeg frygter mest, er dog, at den mere 'bløde ' sikkerhed på længere sigt bliver glemt.Uanset stigende trusler fra mere eller mindre organiserede, militante grupper er vores indsats intet værd,hvis ikke vi har en rimelig op- bakning fra de lokale. De skal have en følelse af,at vi gør noget for at bedre deres hverdag og ikke mindst,at vi kerer os om dem. Allerede fra næste udsendte hold vil blandt andet den sundhedsfaglige bemanding blive reduceret og formentlig umuliggøre nævne- værdigt lokalt arbejde. Skulle det være udtryk for en generel nedprioritering af det humanitære aspekt, svigter vi ikke bare en moralsk forpligtelse, men mister også en masse oparbejdet goodwill. Hvad det kan betyde på længere sigt, ønsker jeg ikke at tænke på.