Der er dissidenter i Danmark. Et nyt fænomen er opstået, eller også er det ønsketænkning ... De er ikke mange, historisk set er de altid få, for dissidenter er dem, der ikke følger med strømmen. Men de er begyndt at tale - hviskende - om det, der er ved at ske med Danmark. Hvis de altså ikke tilhører kulturmiljøet, som gerne påstår, at det er omsonst at ytre sig, efter at jagten på de venstreorienterede er gået ind. Men ikke alle dissidenter er venstreorienterede, nogle er sågar konservative, og de spørger, om man »som forfatter« ikke kan »skrive noget«, som om de sidder og venter på, at der skal komme hjælp udefra. Kan folk da ikke selv diskutere, hvad der er sket med Danmark - på deres arbejdsplads eller med deres venner? Men med disse massefyringer, der hærger landet, sammen med mundkurvene og selvcensuren, tør flertallet ikke sige noget. Flertallet har altid været medløbere. Der var engang noget, der hed civilcourage, men det er stort set gået i glemmebogen. Ikke engang under private former orker folk at tale om andet end mad og symptomer, for politik giver migræne, siges der, idet man gerne tilføjer, at det er de unge, der burde sige noget (det er altid nogle andre, der burde ...). Men de unge er ofte så historieløse, at de ikke aner, hvilke afveje Danmark har bevæget sig ud i, og de ved ikke, at sporene skræmmer. Dissidenter er et nyt fænomen i Danmark, skjult i tavsheden. Det var noget, man havde i USSR og i det gamle kommunistiske Østeuropa. At være dissident i dag i Danmark betyder ikke, at man er uenig i denne eller hin fornuftige eller ufornuftige lov. At være dissident betyder i dag, at man - næsten uanset hvor man står i det partipolitiske spektrum - tager afstand fra hele den argumentationsforladte tankegang eller ideologi, Danmark baserer sine politiske beslutninger på generelt, og specielt når det gælder familiepolitik. Hvis jeg har forstået denne tankegang rigtigt, går den ud på at vende nationen om, i håbet om at der vil opstå et Danmark, der aldrig har været, og som aldrig kommer til at blive. Et museum. At tænke sig: Der var engang, da Danmark nød anseelse for at have reddet sine jøder under Anden Verdenskrig. Siden havde Danmark i mange år ry for at være på forkant med ulandssolidariteten som eksempel til efterfølgelse. I dag er ulandsstøtten frosset fast og i stedet blevet overhalet af en krigstilstand, hvor danske nødhjælpsarbejdere i Irak er nødt til at skjule deres nationalitet. Danmark har i de senere år gennemgået en - demokratisk valgt - revolution. En omvæltning, der ved sin tilbageskuende karakter snarere skal kaldes for en revision. Statsministeren har adskillige gange kaldt til kulturkamp, men har vi ikke lov at spørge, hvilken kultur regeringen og revisionen repræsenterer? Skal vi måske ledes til at tro, at basale politiske problemer er afskaffede, og at alt fra nu af bare er normalt? Men det er ikke normalt. Det, der er ved at ske med Danmark, kan enten beskrives som en komedie eller en tragedie. Komedien står at læse i den gamle børnebog om 'Den uartige Caroline', der ser en hveps flyve ind i stuen, hvorefter hun panikslagen tager en stok og smadrer hele stuen for at få ram på hvepsen. På samme måde kan den, der har anlæg for det komiske, more sig over, at vi er ved at ødelægge den danske kulturarv med pigtråd af angst for det fremmedes indtrængen i vores hyggelige lille land. Og man kan spørge, om det er konservativ politik at ville ødelægge en kulturarv? Det kan være godt nok at revidere 'Systemdanmark'. Men tænk nu, hvis man ødelægger andet og mere, som f.eks. betingelserne for danskernes borgerlige frihedsrettigheder? En af vores store fortællere sagde engang, at man ikke kunne skrive historier, der foregår i moderne tid, fordi folk mistede sansen for tragedien, da de ophørte med at forbinde sig med et æresbegreb. I den henseende har Danmark ikke alene mistet sin moralske integritet og værdighed, men også noget andet og mere. Tragedien indbefatter, at man kan miste noget, der er større og dybere end det, der kan omregnes i kroner og øre, tilskud eller understøttelse. Et land kan miste sin ære. Dissidenterne er dem, der for ærens skyld gerne vil have deres protest ført til protokols, så når de kommende generationer skal skrive danmarkshistorie, og en dag vil spørge: »Jamen, var der slet ingen, der protesterede?«, vil se, at der var og er - dissens. At der også i begyndelsen af 2000-tallet blev stillet samvittighedsspørgsmål. Dissidenterne i Danmark er ikke frelste, det er ingen bekymringsindustri, for vi er ikke spor bekymrede. Man kan jo ikke bekymre sig om det, der er tabt. Vi hader ikke regeringen og ser ikke ned på dens mennesker, men vi er bedrøvede over, at Danmark nu ses udefra som en skamplet i Europa, og vi er kede af, at Danmark mister sin ære. Den nuværende regering skal selvfølgelig ikke tilskrives hele arvesynden. Den går meget længere tilbage. Baggrunden for ærestabet har med 1) tab af arbejderkultur og tab af almuekultur at gøre. 2) En gammel københavnsk arrogance og uvidenhed om provinsen og landbrugssamfundet. 3) En guddommeliggørelse af det materielle, en absolutering af velfærden som erstatning for tab af arbejder- og almuekultur, der har resulteret i, hvad jeg vil kalde for velfærdsfundamentalisme. Velfærdsfundamentalisme betyder, at man er parat til at gå til hidtil usete yderligheder for at forsvare en velfærd, så man sætter alle de humanistiske værdier, den er baseret på, over styr. Vi skal ikke bilde os ind, at vi kan skærme os mod trængslen på den trængte planet. Vi skal heller ikke bilde os ind, at trængslen ikke betyder tort og svie for alle. Ingen på Jorden kan sige sig fri for at skulle betale for udviklingen. Men når man i Danmark har fravalgt en humanistisk indfaldsvinkel til trængslens problemer og i stedet anskuer den europæiske civilisationskrise som 'etnisk', så har vi tragedien. Og når staten begynder at trænge ind i intimsfæren med sine bestemmelser og begynder at lovgive omkring menneskers kærlighedsanliggender og nationale tilknytningsforhold, er vi så langt ude, at det betænkeligt minder om - Nürnberglovene fra 30'erne. Hallo! Jeg kan huske, at min mormor fortalte, at hun som kristen pludselig ikke kunne være gift med sin jødiske mand på grund af de nye love i Tyskland. Hitler havde bestemt, at min mor, datter af en kristen mor, var 'halv jøde', og derfor kunne hun, hvis hun giftede sig med en 'arier', blive i Danmark og føde mig i stedet for at flygte til Sverige som sine søskende. Jeg er barn af et tvangsægteskab. Ikke af familiær art, men af statspolitisk tvang. Og hvorfor alle disse love? Jo, fordi der var nogen, der dengang i 30'ernes Tyskland var bange for en hveps. Og derfor parate til at smadre hele landet og dets kulturelite for at få has på 'hvepsen'. Anden Verdenskrigs rædsler startede ikke med Auschwitz. Det startede med en tankegang. Må jeg minde om, at statens indblanding i ægteskabsanliggender er en indskrænkning af de personlige frihedsrettigheder. Er det virkelig liberal politik? Det er rigtigt, at vi står over for fremmede kulturelle normer, der ikke nødvendigvis respekterer personlige frihedsrettigheder, men så skal vi da ikke følge trop ved heller ikke at respektere dem! Tværtimod må vi med tålmodig udholdenhed demonstrere, hvad personlige frihedsrettigheder indebærer, og at vi går ind for dem, selv om det koster noget. Idealer koster! Jeg tør slet ikke tænke på, om vi måske er begyndt at give køb på de personlige frihedsrettigheder, fordi vi ikke kan tåle, at de også skal omfatte uønskede mennesker, og at vi derved glemmer, at der kan komme den dag - og den dag er åbenbart kommet - hvor de heller ikke mere gælder for os selv. Religionssociologerne fortæller os, at et samfund er et fællesskab, en kult, der kræver syndebukke for at bestå. I århundreder har vi ofret vores egne. Overklassen har haft sine sorte får, almue- og arbejderklassen sine udskud. Og Danmark har haft underklassen som syndebuk i al almindelighed. Når der blev stjålet eller voldtaget på godset, var det ikke lige baronen, man mistænkte, men gerne Sorte Lars, som så lidt mystisk ud. Og for dem, der kan huske begyndelsen af 60'erne og hele diskussionen om velfærdssamfundets opståen, vil der være en svag erindring om alle de daglige 'bølleoptøjer', aviserne underholdt os med, daglige overfald, der var forbundet med velfærdssamfundets kedsommelige forudsigelighed og angst for afvigere. Vi er nu så heldige, at vi har fået et nyt proletariat i Danmark, som vi kan gøre - og som vi gør - til syndebuk. Sådan at vi kan blive fri for at ofre os selv. Eller kan vi? Er det i virkeligheden ikke i det lange løb Danmark, vi ofrer på hvepsens konto? Hvis det er sandt, at vi står over for en kulturkamp, går fronterne nok på andre ledder end dem, vi altid præsenteres for, og fronterne er ikke primært etniske, men ideologiske (jævnfør Kåre Bluitgen, Pol. 23.8.). Kampen står mellem demokrater og fundamentalister, uanset etnisk herkomst, tilknytning eller religion. Og med over tyve millioner muslimer i Europa - og et endnu større pres udefra - er det på høje tid, at vi som europæere melder ud med, hvem vi egentlig er, og ikke bare zombier videre i en dvd-eksistens med sort velfærdsmaske. Og det er af yderste vigtighed, at vi allierer os med de demokratiske muslimer i kulturkampen mod fundamentalismen. Der er ingen grund til at være naiv, men de demokratiske muslimer har mere at frygte end os. De er klemt af den fundamentalistiske trussel fra to hold, fra velfærdsfundamentalisterne, der helst så dem fjernet fra dansk jord, hellere i dag end i morgen, og fra shariaorganisationerne, der opfatter alle deres brødres integrationsbestræbelser som forræderiske mod den rene tro. De demokratiske muslimer må leve i en evig angst for, at deres børn bliver fristet af islamismens lette svar, hvis integrationen mislykkes, ligesom de må bæve for selv at komme under inkvisitionen. Men hvis integrationen skal lykkes, og der samtidig foregår en grumset kulturkamp mellem demokrater og fundamentalister, så må demokraterne spille med åbne kort. Hvad er vores værdier, hvilke kort har vi på hånden? Vi vil da se, at vores værdier i bund og grund er europæiske værdier, og at mange af dem er under afvikling eller forvandling. Og at det ikke er indvandrernes skyld. Problemet med vores værdier er, at vi på grund af den tabte arbejder- og almuekultur - klassesamfundet - ikke har været i stand til at overføre helt elementære normsæt videre til de senere generationer. Det er ikke indvandrernes skyld, at det 'indrestyrede menneske' er under afvikling. Det er ikke indvandrernes skyld, at den traditionelle antiautoritære kritiske bevidsthed er eroderet, og som Frederik Stjernfelt skriver i Weekendavisen, at »der er tegn på at en syg akademisk kultur er under udvikling, hvor uenighed anses for dårlig stil og kritik i sig selv ses som ukollegial«. Sandheden er vel, at det moderne menneske - i mangel på indrestyring - overhovedet ikke kan tåle kritik. Men ytringsfriheden eksisterer kun, når den bliver brugt. Med den omsiggribende selvcensur afvikles kritiske miljøer, og vi kommer til at mangle bud på relevant samfundsdiagnostik og dermed overlade al opposition til terrorister. Det er heller ikke indvandrernes skyld, at domstolene får en stadig større rolle at spille på bekostning af de politiske diskussioner og uenigheder, som er demokratiets forudsætning, og som eksempelvis burde finde sted i Folketinget. Det er ikke indvandrernes skyld, at danskernes indgroede mistillid til magt og autoritet har vendt sig til magttilbedelse i en enfoldig dyrkelse af 'vindere' med tilsvarende afsky for tabere. Er det måske indvandrernes skyld, at solidariteten med de svage er gået fløjten? Solidaritet blev generelt svækket for snart tyve siden, da børn og unge begyndte at bruge sportsmetaforen 'tabere' om dem, man ikke mere kunne respektere. Det er også de unge, der har genopfrisket glosen 'prol' som fyndigt skældsord - så langt fra det glorificerede proletariat fra gamle dage. Den nye mennesketype, frembragt af massesamfundet - Homo economicus - er udelukkende motiveret af rationel egeninteresse. Men som Hannah Arendt har påpeget, er rationel egeninteresse ikke det stærkeste fundament for selvfølelse, dertil er det også nødvendigt med en fornemmelse for fællesskab. Og fællesskab er ikke det samme som at følge med strømmen, klappe i takt eller lave bølge. Endnu er solidariteten med de svage bygget ind i vores samfundsgrundlag ved forbindelse til folkekirken. Men også den alliance er under pres. Til gengæld er det tilsyneladende ikke en sag, der betyder ret meget for danskerne? I det hele taget synes det vanskeligt at mobilisere den slumrende danske befolkning dér, hvor Danmarks fremtid står på spil - som f.eks. i forhold til en grundlovsdiskussion. Befolkningen er åbenbart tilfreds med et relikt fra enevældens tid og er ligeglad med, at vi bliver overhalet af den europæiske forfatning, fordi ikke engang halvdelen af den danske befolkning overhovedet aner, at der er en ny europæisk forfatning på vej. Engang blev danskerne regnet for relativt oplyste. Men sådan er det ikke længere i 'informationssamfundet' - og navnlig ikke i et fremtidsangst, tryghedssøgende, reaktionært Danmark. Men Danmark som pigtrådslejr lukker ikke de fremmede ude - de er her allerede - det lukker navnlig os selv inde i tilbagestående uvidenhed. Danmark kan ikke genopvække vore fælleseuropæiske værdier alene. Danmark må - for at bestå - besinde sig på, hvad det vil sige at være en del af det rige kontinent - Europa - midt i en trængt verden af fattige. Danmark kan ikke redde hele verden. Men hvis vi skal redde Danmark, kræves der dissidenter og civilcourage. Det er nødvendigt, at vi mentalt lukker op for den fælles europæiske diskussion af, hvordan vores civilisationskrise kan få et værdigt forløb. SUZANNE BRØGGER Kroniken blev holdt som tale på Christiansborg i onsdags.