'Børn er kortere tid i børnehave' lød den seksspaltede overskrift i Politiken lørdag 5. juli. Det er absolut ikke rigtigt - tværtimod! Og det er symptomatisk, at jeg har en hel lille samling af avisartikler med forskellige udgaver af dette glade - men forkerte - budskab. Politikens artikel blev indledt med historien om en børnehave i København, hvor 75 procent af børnene var på ferie samtidig. Børnehaven oplyste, at »forældrene er rigtig gode til at holde ferie med deres børn. Generelt holder de fri med børnene, lige så snart de kan, og til hverdag kommer de også farende for at hente«, men denne beskrivelse svarer slet ikke til de almindelige erfaringer i børnehaverne - heller ikke de undersøgelsesbaserede erfaringer. Fagfolk, der ligesom jeg selv har omfattende erfaring fra konsulentarbejde og undervisning i mange forskellige børnehaver, diskuterer tværtimod med bekymring, at forældrene stadig oftere holder ferie uden deres børn. Og til hverdag er børnene mere i institution end tidligere. Lad mig straks berolige læserne med, at jeg ikke er ude i et moraliserende korstog: For det første omfatter mine betragtninger slet ikke moralske synspunkter. Og for det andet véd jeg bedre end de fleste, at det i høj grad er den generelle situation på arbejdsmarkedet, og ikke forældrenes individuelle ønsker, der bestemmer småbørns hverdag. Men jeg finder det vigtigt, at vi klart erkender situationen og forholder os rationelt til den - i stedet for at diskutere en idyllisk forestilling, som mange ønsker, men som slet ikke er inden for rækkevidde. Politiken har også spurgt pædagogernes fagforening BUPL, hvor en medarbejder oplyser: »Det er en myte, at alle børn tilbringer længere tid i daginstitutioner. Alle undersøgelser viser det modsatte«. Nu kender jeg ikke nødvendigvis alle undersøgelser, og jeg ringede derfor til den pågældende medarbejder for at få oplyst, hvilke undersøgelser han sigtede til? - Det kunne han ikke sådan på stående fod oplyse, for - som han sagde - der var tale om en »rent politisk udtalelse« - og det betyder vist en udtalelse baseret på oplysninger, som ikke nødvendigvis er rigtige! Jeg kunne imidlertid få oplysninger i BUPL's økonomisk-politiske afdeling, og jeg indledte min samtale med at citere fra 'Velfærdsanalyser fra BUPL - en børne- og familiepolitisk redegørelse' (april 1999), hvori det hedder: »Børn er længere tid i institution end tidligere, men de møder generelt færre voksne, herunder færre færdiguddannede pædagoger. Nutidens børn tilbringer gennemsnitligt 7,5-8 timer i vuggestuen eller børnehaven - og det er ca. en halv time mere, end børnene gjorde i slutningen af 80'erne. Samtidig er andelen af børn, som tilbringer mere end otte timer i institution, vokset fra ca. 40 procent i 1989 til ca. 60 procent i 1997, og brugen af deltidspladser er næsten halveret«. BUPL's nye opfattelse må altså bygge på undersøgelser efter 1999 - dengang man mente lige det modsatte af, hvad man hævder nu! Man lovede at sende mig det nye materiale, som var 'Notat om standardudviklingen på daginstitutionsområdet 1973-2000' udgivet af Ugebrevet A4, Bureau 2000, 2003, en redegørelse hovedsagelig baseret på endnu ældre materiale. Det eneste nye er seniorforsker Else Christensens undersøgelse 'Det 3-årige barn', som Socialforskningsinstituttet udgav i 2000 - en undersøgelse, jeg vender tilbage til, og som kun giver meget usikre data om den daglige opholdstid. Redegørelsen fra Bureau 2000 nævner en række undersøgelser, som samstemmende peger på længere opholdstid i institutionerne, men samtidig er redegørelsen stærkt præget af et mærkeligt ønske om at bortforklare dette forhold, f.eks. finder man i en undersøgelse i Greve en højere opholdstid end forventet og tilføjer forklarende: »Men Greve er også en udpræget pendlerkommune«, ligesom man refererer til en undersøgelse i Århus Amt med længere opholdstid, »men også hér er der tale om kommuner, der i stigende grad har udviklet sig til pendlerkommuner til Århus«. Og lad mig straks sige, at når børnene er længere tid i institution, så har det naturligvis sine årsager, dels forældrenes lange arbejdstid, dels deres lange transporttid - uanset om de ligefrem kalder sig pendlere eller ej. Jeg kan også tilslutte mig, at tiden i institution er bestemt af, at den ene forælder kan bringe, medens den anden kan hente - et forhold, der imidlertid ikke har virket særlig begrænsende på udviklingen i børnenes daglige opholdstid, men mere på småbørnsmødrenes arbejdstid, som af denne grund er 15 procent lavere end fædrenes, idet én af forældrene skal kunne nå at hente barnet, før institutionerne lukker. Det kan i det hele taget undre, at Politiken bringer den sensationelle overskrift 'Børn er kortere tid i børnehave'. For det første har Danmark noget i retning af verdens højeste erhvervsfrekvens for kvinder. For det andet er det almindeligt kendt og diskuteret, at netop småbørnsforældrene er særlig flittige på arbejdsmarkedet, fordi de er i en etableringsfase - ikke blot med børn, men også med hus og karriere. For det tredje arbejder færre og færre kvinder på nedsat tid, idet andelen af kvinder med deltidsarbejde faldt fra 48 procent i 1978 til 18 procent i 1995, og faldet er formentlig fortsat. For det fjerde er kun få mødre til 3-4-årige på barselsorlov, dels fordi gennemsnitsaldersforskellen mellem søskende har nærmet sig fem år, dels fordi en stor del af familierne i det hele taget kun får ét barn. For det femte er ikke ret mange mødre studerende, fordi de fleste faktisk afslutter studierne, før de får børn. - Blandt de samlevende kvinder, der har fået et barn i 1995, som seniorforsker Else Christensen fra SFI undersøgte i 1998, var kun 8 procent i uddannelse, 10 procent arbejdsløse og 11 procent i orlov (sum 101 procent). Nu er det påfaldende, at man ikke bruger de undersøgelser, som på et senere tidspunkt mere konkret kan fortælle om børns opholdstid, og jeg mindes en helt tilsvarende situation, da man for nogle år siden havde undersøgt forholdet, hvorefter 'gode' mennesker også dengang ville bortforklare oplysninger, de åbenbart ikke kunne lide. Kommunernes Landsforening offentliggjorde i 1999, at 58 procent af børnehavebørnene (3-6 år) efterhånden er i børnehave mindst 49 timer om ugen, medens 70 procent af småbørnene under et år passes ude i mere end 45 timer om ugen. Professor i socialpsykologi Per Schultz Jørgensen, der var formand for Børnerådet, oplyste i den forbindelse, at »fra 1985 til 1996 er antallet af småbørnsmødre, der er udearbejdende på fuld tid, steget fra 53 procent til 75 procent«. Stigningen i den tid, børnene er i institutionen, er i sig selv imponerende, fordi den er i strid med forældrenes klare ønsker og drømme om familiens liv. Således kunne seniorforsker Mogens Nygaard Christoffersen i Fyens Stiftstidendes kronik 'Mere tid til familien' (9.5.1998) oplyse: »Den mest udbredte arbejdsfordeling er to fuldtidsarbejdende forældre, men det er den løsning, som er mest upopulær blandt småbørnsforældrene. Undersøgelser gennem 70'erne og 80'erne viser, at kun 1 til 3 procent foretrak denne løsning som den mest ideelle«. At forældrene ikke betragter situationen som hensigtsmæssig betyder, at de ofte har dårlig samvittighed, fordi de er så meget væk fra børnene. Og så er det videnskabeligt set uacceptabelt at lave undersøgelser, der udelukkende bygger på forældrenes egne udsagn om, hvor meget de er sammen med børnene, fordi forældrene får en stærk tilbøjelighed til at overdrive omfanget af samværet og undervurdere den tid, børnene bliver passet ude. De få undersøgelser, som viser fald i børnenes pasningstid, bygger netop på forældrenes egne usikre svar - endda ofte på meget ukonkrete og flertydige spørgsmål. Lad mig straks give lidt 'førstehjælp' til forældre blandt læserne, som nu får dårlig samvittighed: Det er min klare opfattelse, at denne udvikling ikke i ret høj grad skyldes forældrenes individuelle 'dårligdom', men derimod skyldes en generel udvikling på arbejdsmarkedet, som lægger et stort pres på forældrene, som de simpelthen må honorere af hensyn til karrieren. Mit eksempel kunne være den småbørnsfar, som var ansat i Udenrigsministeriet, og som deltog i en tv-udsendelse om børns forhold. Han fortalte, at cheferne i ministeriets personaleblad skrev, at »herinde lægger vi mærke til, hvem der er hér efter kl. 16, for det siger noget om motivationen« - og det er ganske rigtigt, men det siger også noget helt afgørende om danske småbørnsforældres betingelser på arbejdsmarkedet. Når jeg mener, at forældrene kan slette den dårlige samvittighed, så skyldes det, at de individuelt er nødt til at opfylde betingelserne på arbejdsmarkedet - og så selvfølgelig gennem deres faglige forening og politiske parti kollektivt arbejde for bedring af børnefamiliers forhold. Den dårlige samvittighed er ikke en positiv, produktiv kraft: Den producerer kun dårligt humør, uhensigtsmæssig forældreadfærd - og urigtige data. Medens forældrenes situation er forståelig, så er det fuldstændig forfejlet, at fagfolk og andre 'gode' mennesker søger at 'hjælpe' forældre og børn ved simpelthen at benægte eller bortforklare den situation, der faktisk har udviklet sig og altså foreligger, og i stedet billedligt talt blot synge: »Vi har det, åh! - åh! - så dejligt, åh! - åh! - åh! - åh!«. Da undersøgelsen fra Kommunernes Landsforening blev offentliggjort i 1999, udtalte daværende næstformand i BUPL (nuværende formand for Børnerådet) Klaus Wilmann kritik af undersøgelsen og kaldte den statistikfusk, bl.a. fordi den var lille. Jeg bad Wilmann og BUPL om alt det materiale, de havde, og fik på samme måde materiale fra KL og fra SFI, og når jeg sammenholdt en række forskellige undersøgelser (i Fyens Stiftstidendes kronik 'Åbningstiden hjemme for kort', 15.3.2000), så fandt jeg ikke noget som helst, der kunne rejse tvivl om rigtigheden af KL's undersøgelse, som også svarer til erfaringerne i de fleste af de 50 til 100 daginstitutioner, jeg besøger hvert år som led i undersøgelses- og udviklingsarbejde. En undersøgelse af småbørnsforældrenes arbejdstid i 1996 foretaget af seniorforsker på SFI Mogens Nygaard Christoffersen ('Har forældrenes erhvervsarbejde konsekvenser for deres børn?', 1998) bekræftede i høj grad KL's undersøgelse af den daglige opholdstid, idet den viste, at mødre til småbørn arbejdede 36 og fædre 42 timer om ugen i gennemsnit. Hertil kommer transporttiden, som samlet ofte når op på 10-20 timer om ugen eller mere (transporttiden er meget forskellig og dårligt kortlagt), og så forholder det sig altså nødvendigvis sådan, at børnene må være i institution i det store omfang, som fremgik af KL's undersøgelse - det er trods alt kun ganske få, der har en ung pige i huset, som kan hente barnet tidligere. Mødrene arbejder netop 'kun' 36 timer i gennemsnit for at kunne nå at hente barnet! Men ellers kunne jeg fortsætte en opremsning af alle mulige forsøg på at bortforklare, at flertallet af småbørnene nu er mere i institution, end de er sammen med deres forældre, hvilket repræsenterer en helt ny, kvalitativt anderledes situation for børn, institution og familie. Det blev f.eks. benægtet i Politikens Kronik 5.3.2001, hvor landets mest kendte opdragelsesforsker, fil.dr. Ole Varming, meget detaljeret afviste denne opfattelse, bl.a. med henvisning til »de 35 timer, som udgør det maksimale timetal i daginstitutionen« - en begrænsning, som desværre kun findes i Ole Varmings fantasi, hvad jeg oplyste i et læserindlæg i Politiken (8.4.2001). 'Fortiden kan forandres!' - Dette herlige slogan brugte George Orwell, når han kritiserede et samfund, som fordrejede og fornægtede sin historie ved at klippe uønskede folk ud af billederne og revidere historiebøgerne. Vi kan nu roligt udvide dette slogan og tilføje: 'Nutiden kan forandres!' - Metoden er, at uanset hvor godt de uønskede kendsgerninger dokumenteres, så skal man blot ustandselig skrive avisartikler under overskrifter som 'Børn er kortere tid i børnehave', 'Forældre bruger mere tid på børn' eller 'Børnene har tid nok med far og mor' - for at nævne tre konkrete eksempler. Hvis man imidlertid ansvarligt vil møde vor tids største udfordring for børn, familier og institutioner og finde holdbare løsninger på børnefamiliernes hverdagsproblemer, som samtidig er børnenes opvækst- og udviklingsbetingelser, så bliver man nødt til at anerkende foreliggende data og diskutere, om 'hjemmets åbningstid' er blevet for kort?