Spørgsmålet kan forekomme absurd. Selvfølgelig var han det. Han har jo efterladt sig en gigantisk danmarkshistorie. Han var protegé af biskop Absalon, havde derigennem et nært forhold til den danske kongemagt, som hans familie havde tjent gennem flere generationer osv. Så naturligvis var han dansker. Det siger sig selv. Men gør det nu også det? Prøv at udskifte ham med en nutidig personage. Var Victor Borge dansker? Tja, på en måde. Han var født her i landet. Han beherskede det danske sprog til fuldkommenhed. Man behersker et sprog, når man får folk til at grine ved at fortælle en vittighed. Og det evnede han jo i eminent grad. Men tydeligt nok hørte han lige så meget hjemme i den amerikanske entertainertradition. Var han forblevet i Danmark hele tilværelsen igennem, var han sikkert endt som en habil skuespiller, men formentlig af den slags, som der går adskillige af på dusinet. Først mødet med USA's underholdningsbranche gav ham hans, i en dansk sammenhæng, enestående kunstneriske personlighed. Borge hører hjemme i underholdningens verden. Det samme gjorde Saxo: Store dele af hans krønike burde snarere hedde en skrønike. Derfor er det ikke ganske uinteressant at indkredse, hvor teksten rent fysisk er blevet til. Hvilke intellektuelle omgivelser har han kunnet trække på? Hvilke bøger har han læst? Hvilke mennesker har han snakket med? Normalt går man ud fra, at 'Saxos Danmarkshistorie' er færdigskrevet her til lands. Men sikker kan man ikke være, for man ved intet om hans biografi. Hvis man vil trænge nærmere ind på Saxo, er der følgelig kun ét datamateriale at gå ud fra, nemlig teksten selv. På grundlag af et enkelt middelalderligt håndskrift blev der 1514 trykt en udgave i Paris. Håndskriftet er senere forsvundet, bortset muligvis fra nogle små brudstykker, som kan beses på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside. Sammesteds kan man finde en elektronisk udgave af hele værket. Biblioteket har endda været så hjælpsomt at trække de mange digte, som historiebogen rummer, ud og lave en liste over dem. Saxo var en fremragende latindigter. Han beherskede alle de klassiske versemål, som ikke mindst Horats havde betjent sig af mere end et årtusind tidligere, og også en del andre. Men dertil kommer en væsentlig omstændighed, som man først kan se, når der bliver pudset en computer på sagen. Den slags har som bekendt ikke opfundet den dybe tallerken. Bibliotekets datamat opererer med en meget håndfast definition af begrebet et digt. Et Saxodigt er noget, der ikke er prosa, men afgrænses af prosa i begge ender. Denne holdning resulterer blandt andet i, at Bjarkemålet, som består af 200-300 heksametre, bliver fremlagt som ni separate digte. Fordelen ved en sådan indstilling er naturligvis, at den er entydig. Har man accepteret præmisserne, vil man også være enig om, hvor et digt begynder, slutter og hvor mange der er af dem. Ud af værkets 16 bøger er der kun 6, der indeholder poesi, nemlig de to første og bog 5-8. Digtene forekommer kun i 'skrøniken', ikke i krøniken, det vil sige de historiske dele. Af 'digte', altså metriske passager, forekommer der disse antal: 28 14 16 8 14 4 Enhver kan se, at der er noget løjerligt ved disse tal: de er alle sammen lige. Det spørgsmål rejser sig ganske naturligt, om denne regelmæssighed skyldes et tilfælde, eller om den er bevidst etableret. Chancen for, at seks tilfældige tal alle sammen er enten lige eller ulige, er den samme som for, at man med en terning seks gange i rap slår enten et lige eller ulige antal øjne. Den er på cirka 3 procent, og følgelig er der 97 procents chance for, at Saxo pertentligt har manipuleret med sin tekst, sådan at der i hver bog kom et lige antal digte. Det er begrebet pertentlighed, man bør hæfte sig ved her. Saxo har altså ønsket at betjene sig af et kompositorisk element så raffineret, at der skulle gå 800 år, før en computer afdækkede det. Allerede den omstændighed giver en vis fornemmelse af hans personlighed. Et yderligere raffinement kan man illustrere blot ved at introducere to matematiske symboler: 28 + 14 = 16 + 8 + 14 + 4 Der er lige så mange 'digte' i de fire første bøger (idet der er 0 i bog 3-4) som i de fire næste. Det samlede system bygger på tre ligninger: 28 = 28 14 + 14 = 28 16 + 8 + 4 = 28 Tallet 28 er der set med nutidens øjne intet som helst ejendommeligt ved. Gab gab, det er hverken et primtal eller et kvadrattal, eller hvad der ellers eksisterer af 'mærkelige' tal. Men både i oldtid og middelalder havde man en helt anden opfattelse. 28 opfattede man som et 'fuldkomment tal'. Det gjorde man, fordi det er lig med summen af de tal, det kan deles med (1, 2, 4, 7, 14). Derfra var der kun et lille skridt til at opfatte det som symbol på Guds fuldkommenhed. Den slags tal er meget sjældne. Det allerlaveste er 6. Som man kan se, opererer Saxo netop med seks størrelser i sit talmønster. Det, han tilsyneladende proklamerer herigennem, er, at han i sit digteriske værk har tilstræbt total perfektion. Men hvor harhan denne prisværdige stræben fra? Ikke nødvendigvis Danmark, men snarere et mere stimulerende intellektuelt miljø i det sydlige udland. I det følgende skal fremlægges nogle data, som tyder på, at det var i Norditalien, at Saxo slog sine folder, og det i den aldrende fase, da han færdigredigerede sit litterære mesterværk. Hvis man vil gå hans intellektuelle miljø nærmere efter i sømmene, er det byen Padua (Padova) i årene 1210-1220, man skal kaste sig over. Først bliver man atter nødt til at tænde for computeren. Ud over den egentlige tekst på 16 'bøger' rummer 'Danmarkshistorien' et forord (praefatio) stilet til biskop Anders Sunesøn. Det er særdeles servilt, ja nærmest kvalmende. Absalon, der havde iværksat Saxos skriveri, var død i 1201, og denne måtte altså tage til takke med hans efterfølger, hvis han ville hægte sig på magthaverne. Computeren oplyser, at forordets tekst består af cirka 2.350 ord. Der findes følgelig 2.350 - 5 = 2.345 sammenhængende sekvenser af seks ord. Hvorfor lige netop seks? Det kommer nedenfor. Hvert ord i disse sekvenser har et begyndelsesbogstav. Dem kan man hurtigt isolere ved at bede computeren om at fjerne hvert eneste bogstav, der ikke følger umiddelbart efter et mellemrum. Så har man et datamateriale til besvarelse af følgende spørgsmål: Findes der et akrostikon i forordet. Begrebet akrostikon betyder en meddelelse etableret ved hjælp af nogle ords forbogstaver. Et eksempel optræder i den danske nationalsang. De fire strofer i 'Kong Christian stod ved højen mast' begynder med bogstaverne KNOD. Den person, der i Ewalds syngespil 'Fiskerne' fremfører sangen, er en nordsjællandsk fisker ved navn Knud. I det første udkast (manuskriptet eksisterer endnu) hed han Jens, men Ewald valgte at udskifte dette navn blot for at kunne servere en morsomhed. Tidligere var både Danmark, Storbritannien og Grækenland med i et frihandelsområde ved navn European Free Trade Association, EFTA. I alt var der syv medlemslande, og efta er just det nygræske ord for syv. Den slags påfund kan man støde på i de mest uventede sammenhænge. I forordet lovpriser han som sagt den nye biskop, Anders Sunesøn, blandt andet med ordene: »Derpå blev du for din store indsats og dine fortjenstfulde egenskaber udnævnt til kongelig sekretær - et embede som indtil da havde været temmelig beskedent, men som du med dit store og flittige arbejde har skænket så stor anseelse at det efter din forfremmelse til det embede du nu bestrider, blev anset for en ære af selv de allerfornemste mænd« (oversættelse Peter Zeeberg). Den får hele armen, som man kan se; men teksten rummer også et element, som man ikke umiddelbart kan iagttage, nemlig et akrostikon. Et sådant kan kun erkendes i originalens ordlyd. Det forsvinder straks i en oversættelse. Hen mod slutningen forekommer denne rækkefølge af seks ord:postmodumamplissimae dignitatis viris ad eum. Ordenes initialer er PADVAE, som svarer til kasusformen Paduae af bynavnet Padua. Hvis der blot havde stået PADVA, kunne man have overvejet, om Saxo bare for sjov havde ønsket at indflette et tilfældigt navn i sin tekst, sådan som Ewald gjorde det med KNOD. Men en kasusform (genitiv eller dativ) må nødvendigvis være udløst af et andet element, det vil sige indgå i en mere kompleks meddelelse. Derfor er det rimeligt at kigge nærmere på omgivelserne. Umiddelbart før optræder en stribe ord med disse initialer: LCTIOE VI. Foretager man bare en minimal ombytning, står derlectio vi Paduae»valget af Padua (skete) med magt« (det vil sige ufrivilligt). Det kan dårligt opfattes som andet end en indikation af, at Saxo meget mod sin vilje er blevet forvist til Norditalien. Indtil videre kan man kun gisne om årsagen; men visse hypoteser er dog mere sandsynlige end andre. Både Saxo og Anders Sunesøn var højlærde folk, der beherskede latin perfekt og kreativt. Men der var stor forskel på deres digteriske personligheder. Sunesøn gjorde det i juridiske og filosofiske tekster, Saxo var dels stærkt fabulerende, dels præget af en ekstremt stor kunstnerisk disciplin. Der var betydelig forskel på deres sociale status og baggrund. Saxo var en enself-made man, Sunesøn var runden af Danmarks rigeste adel og beklædte en af landets mægtigste poster. Den egentlige anstødssten kan imidlertid have været noget helt andet. Anders Sunesøn var som biskop en hårdnakket forkæmper for cølibatet, der i hine tider ikke var nær så etableret en del af den katolske praksis som senere hen. Hvis Saxo har taget lidt lettere på den sag, kan den intellektuelle kappestrid meget vel have resulteret i, at Sunesøn har følt sig fristet til at udstede en enkeltbillet til sin litterære rival. Og så har man en forklaring på, hvorfor Sunesøns værker kendes fra håndskrifter opbevaret i Danmark, men Saxos ikke. Hele dette sæt hypoteser bygger altså på følgende præmisser: Sekvensen PADVAE er et bevidst etableret akrostikon, og sekvensen LCTIOE er et bevidst etableret akrostisk anagram (det vil sige at der er byttet om på nogle bogstaver). Sandsynligheden for, at det førstnævnte er tilfældet, lader sig beregne. Ganske vist er der nogle usikkerhedsmomenter; men de er ret små. Går man for nemheds skyld ud fra, at det latinske alfabet rummer 20 bogstaver, kan en sekvens af seks tilfældige bogstaver antage 20 +6 forskellige former, det vil sige 64 millioner. Dette antal skal så sammenholdes dels med forordets antal sekvenser a seks bogstaver, dels med antallet af ægte latinske gloser på seks bogstaver. Det er her, vanskelighederne begynder. Det er let nok at udregne maskinelt, hvor mange fonetisk acceptable kombinationsmuligheder der er. For eksempel må et sådant ord nødvendigvis rumme mindst to stavelser, eftersom der ikke eksisterer noget latinsk enstavelsesord på seks bogstaver. Hver af disse stavelser må rumme mindst én vokal (det vil sige et af bogstaverne AEIOV). Men det gælder for latinens vedkommende som for alle andre sprog: Langt de fleste mulige kombinationer er ikke udnyttet. Et slag på tasken kunne være, at antallet af genuine latinske ord på seks bogstaver (inkl. navne) er 2.000 - og så er det endda sikkert meget højt sat. I så fald er sandsynligheden for, at Padua er et fatamorgana 1:32.000 - kort sagt forsvindende lille. Men selvfølgelig: Helt sikker i sin sag kan man ikke være uden et håndgribeligt bevis. Derfor købte jeg i forsommeren en togbillet og drog af sted til Padua for at undersøge, om jeg kunne finde et fysisk minde om Saxos landflygtighed. Det lykkedes faktisk - tilsyneladende. Men kun på et hængende hår. To timer før jeg skulle vende tilbage til Danmark, fandt jeg på et bibliotek i Padua en hidtil ukendt oversættelse af dele af 'Danmarkshistorien'. Den er trykt i Venezia 1560. Det interessante ved oversættelsen er, at den på tre punkter tydeligt adskiller sig fra Paris-udgaven. Oversætteren, en dominikaner ved navn Remigio Fiorentino, siger eksplicit, at hans forlæg er på femten (quindici) bøger. Den trykte udgave har 16. Fiorentino gengiver navnet Danmark med Dacia, hvorimod Paris-udgaven konsekvent skriver Dania. I et andet af sine mange værker bruger Fiorentino gladelig formen Dania, så det er altså ikke, fordi han mener, Dacia er den eneste korrekte italienske form. Og endelig gengiver han slet ikke værkets officielle titel. Han kender den tilsyneladende ikke. Alle tre ting lader sig mest ligetil forklare ved, at han oversætter ikke efter den trykte udgave, men efter et manuskript, der i diverse henseender adskiller sig fra Paris-trykket. Eftersom Venezia kun ligger 40 kilometer fra Padua, kan det meget vel være i sidstnævnte by, at han er faldet over sin Saxotekst. Norditalien i begyndelsen af 1200-tallet er et veldokumenteret område. Rundt omkring på de mange forskellige biblioteker og arkiver er der utvivlsomt en del endnu uudgivet materiale. Det var i hvert fald det indtryk, jeg fik ved en række stikprøver i diverse kirker, klostre og offentlige institutioner. Så der kan meget vel gemme sig nogle yderligere Saxoværker hist og her. I året 1222 skete der noget bemærkelsesværdigt ved Europas ældste universitet, det i Bologna. En række lærere blev så utilfredse med forholdene, at de udvandrede og grundlagde deres eget universitet! Og det blev såmænd placeret i Padua. Måske er det i denne flok dissidenter, man skal lede efter den ældre Saxos åndsfæller og inspiration, og i så fald hører hans mesterværk lige så meget hjemme i den italienske litteraturhistorie som i den danske. Mere dansker var Sassone Grammatico heller ikke.