Sproget er det parlamentariske demokratis redskab. Hun tænker på redskaber. En taske af instrumenter ved hjælp af hvilke(n) historie(r), moral, holdninger, enigheder og kompromiser bliver til konsensus såvel som Lov (og ofte Sandhed). En taske? Måske ikke. Måske snarere et landskab, en horisont, et kort, en baggrundsstøj, en maskine, et billede. Eller flere? En hel flok af raslende maskiner, der tillader os at protestere, modsige, og - måske - genforhandle Loven og alle dens midlertidige Sandheder, såvel de skrevne som de uskrevne? De piller og svirrer og klikker og knirker, og det er ikke lige meget, hvordan man omgås dem, maskinerne, sproget; hvordan vi bruger, beskylder og beskriver det. 'Det'. Betegnelsen 'det' er interessant. Hun læner sig frem mod spejlet og trækker overlæben op. Den får 'det' (sproget, altså) til til forveksling at ligne en uskyldig bunke fedtede tingester, værktøj og maskindele, der uden selv at have bevidsthed om begivenhederne giver Loven mulighed for at være til stede, lokaliseret, fastslået ('stadfæstet') - altså også 'det', der gør magten synlig, 'aflæselig' og - måske - gennemskuelig. Aflæsning. Sådan udtales 'det' i hvert fald ofte, sproget. Når Folketinget beder om magtudredninger for at få overblik over diverse ålede egenskaber, eller når Danmarks Radio og Filminstituttet vil lave dokumentarprogrammer om, hvad magt monstro egentlig er, og hvem det er, der har den, eller når Ekstra Bladet hilser magten »velkommen på forsiden« (det har de nemlig magten til at gøre), kan det lyde, som om sproget er en ganske pragmatisk, gennemskuelig enhed, med hvilken man kan slå en anden fast. Magt, for eksempel. Som et ord, et stempel, et mærkat. Som var magt én størrelse, aflæselig og præcisérbar, og sprog en anden, nyttig og lydig. - Og som kunne den ene bruges til at afdække den anden med, slet og ret. Sprogets forhold til magt udtales som en brille, en lup, et mikroskop; et forstørrelsesglas, under hvilket man helt præcist kan putte en krumme magt ind for at studere den i småbitte dele. Eller et dissektionsbord som man kan sprede en skive af Lovens bløde kød over for systematisk at dechifrere og kortlægge det tynde lag og dets cellers indbyrdes sammenhæng. Hun tager strømper på, dernæst underbukser og til sidst bh. Hendes tæer er stadig lidt våde, men det går nok. Billedet er tiltalende, for det lader til at give os overblik over magten, viden om den og forstand på den. Det er rart at tænke på, at der holdes opsyn, så magten ikke løber løbsk, lige hen over hovedet, og måske med sproget til følge. For hvem vil være magtesløs? Magt over magten, med andre ord. Og er vi ikke taknemmelige for, at sproget tilsyneladende tjener os så flinkt? - At der er nogen, der melder sig frivilligt til at holde magten i ave, så vi imens kan tænke på andre ting? Sproget om magten. Det er et rart billede, men sammenlignes det med demokratiets idé om magt som diskussion og forhandling og sprog som dens arena, begynder de ellers så pænt beliggende og veladskilte dele at flyde ud. Billedet insisterer nemlig selv alt for ivrigt på at overse og glemme, hvorledes det således faktisk selv er sprog (billedet, altså), og hvorledes det jo netop er sprog der gør det muligt at dissekere, kritisere og således også påvirke og omformulere magten. Billeder. Gode og solide ord, 'magt' og 'sprog'. Men granskes de ved siden af hinanden kan de begynde at gå i opløsning, momentvis i glimt, deres former synker sammen, molekylerne vender sig lidt og begynder at afgive farver og fedtede substanser. Instrumenterne smelter, og halen bider i sin egen mund: for sproget er vildledende og 'magt' ligner et enkelt ord, men viser sig også at være mange flere, både mekanismer og udviklinger og indviklinger, og forhold og forhandlinger hvis former og processer alle netop blandt andet er sprog. Og ligesom 'magt' er også ordet 'sprog' blot et tyndt gardin foran en vældig hær af vedligeholdelsesmønstre, opretholdelsesteknikker, overlevelsesstrategier, privilegier, indflydelser, repræsentationer, manøvrer, undergrundskampe og saboterende grammatikker. At tage del i sprog er at tage del i magt. Hverken sprog eller magt er processer, som vi kan melde os ud af; i vores forskellige forhold udøver og navigerer vi i dem og med dem, langs dem og i kraft af dem. Magt og sprog. Og undervejs også kroppen. Sproget tager bolig. Kroppen beskrives, bekræftes, befamles, beskæres, tales tilrette, rettes til og tilrettelægges. Som en historie og et billede. Præciseringen, defineringen, betegnelsen. Den 'rigtige' krop. Og den 'forkerte'. At lytte. At lytte for at komme i tale, at overhøre for ikke at skulle tale, at tale hen over for at blive hørt, at tale uden at blive hørt, at høre uden at blive tiltalt, at blive tiltalt uden at kunne svare. At blive frakendt sit sprog og at blive dømt til at tillære sig et nyt. At blive lokaliseret i et sprog, man ikke hører hjemme i. At udviske visse ord fra forrådet og insistere på at gentage andre. At repetere visse beskrivelser så ofte, at de bliver en remse et rim en lyd en sandhed og så et mærkeligt koncentrat: en fedtet salve der smører grammatikken omkring sig, en særlig saft, der flyder mellem ordene og os, og implicerer alt det usagte. At forbeholde sig privilegiet til at lade være med at sige det hele, og alligevel blive hørt. Det er tykke væsker af denne art, der pumpes ud i karsystemerne mellem os, siver gennem lommer og blærer og bærer vores ord og vores tale, når vi elsker, og når vi hader. Væsker, salver, smørelser, plasma og andre oceaner af udsondringer. Det er hér, undervejs i disse vande, at man kan komme til at tage sproget og visse dele af dets væde lidt for givet. Man synes, det bliver muligt for eksempel at snakke om 'dem' og 'os', uden at behøve at præcisere yderligere for at blive forstået. Forståelsen er nemlig i sig selv netop betinget af, at man er enig i sorteringen: Dem (!), der ikke er enige, har bare ikke forstået. - Det er derfor, de er 'dem'. Væskende områder. Sår. Kroppe. Rigtige og forkerte. Det er også hér, gødet af denne pøl, at det bliver en 'ret' at kunne gentage visse forskellige ord sammen, tættere og tættere, tiere og tiere; at få dem til at vokse sig ind i hinanden og blive til ét. Man påberåber sig retten, retten til 'fri tale', og tager for givet at 'fri' betyder 'gratis' ligesom i USA, og at man derfor ikke behøver stå til ansvar og skulle forklare sine egne ord; at de ingen omkostninger har, at deres konsekvenser er en naturlig del af denne ret, og at andre derfor ikke må tale dem imod. Man kan for eksempel sige 'kriminelleindvandrere' eller 'muslimskefundamentalister' eller 'arabisketerrorister' så tit, at det lyder, som om noget var en encyklopædisk naturlighed, men uden nogensinde at formulere præcist, hvori selvfølgen består. Eller man kan konsekvent bruge ordene 'danske statsborgere' om nogle mennesker, og 'danskere' om andre, og ikke føle sig forpligtet til at beskrive eller præcisere denne sære skelnen. Den bliver blot givet i den gavmilde sætning selv, og kan derefter frit og helt gratis tages for givet. - Og hvis nogen er uenige og udbeder sig en forklaring, kræver præcisering eller giver igen, er det dem, der er forbrydere; det er dem, der er skyld i, at det ikke bare kan føles helt gratis at tale. Det er dem, der taler tilbage, der stjæler friheden, friheden til ikke at stå til ansvar for ordene man siger, men blot tage dem for givet. Det bør koste dem dyrt, disse frihedsberøvere. 'Frihed' bliver til 'gratis', 'lighed' bliver til 'enshed' og broderskab til blod. Imens lejrer sproget sig i arkæologiske striber over de kroppe, der omtales; de kroppe der betaler for friheden og ensheden. Forkerte kroppe. Ar. Implicerede og skyldige via sproget alene, og således desto mere skyldige, jo oftere gentagelsen gentages og især da hvis den tilfangetagne selv prøver at tale imod. Skal man selv udtale volden, præcisere, gentage og tage ydmygelserne i egen mund? Tavse forudsætningers største styrke er jo netop, at de kun bevises yderligere i samme sekund, man prøver at gå i rette med dem. En forkert stemme. Når den dømmende har valgt tavsheden som forudsætning, gøres den tiltalte stum. Det bliver en forbrydelse at bryde tavsheden, og en umiddelbar umulighed indfinder sig: at forsvare sig mod det uudsagte, det flydende, den underforståede sødt rislende saft der netop er stærkest og fuld af sukker, når den får lov til højst at blive hvisket og aldrig rigtigt sagt. Larmende tavshed, rustet godt op med gentagelser. For jo oftere noget gentages (for eksempel at tavsheden bestemmer), des sandere forekommer det at være. Man genkender klangen og synes, man har tænkt det selv. Gentagelse, gentagelse, genkendelse, genkaldelse. Erindring. Det siges ofte nok og bliver et billede, et faktum, et bevis i sig selv, en forudsætning, hele tiden til stede, elastisk og sej, fremmanet ved et knips med fingrene, et lille tegn, et enkelt ord, en særlig måde at sige 'vi' på. Hun rømmer sig. For eksempel dét 'vi', der påstår at tale for 'det tavse flertal'. Man kender stemmen, man har hørt den før. Og man synes slet ikke, at man selv hører til lige netop dette flertal (det tavse), man hører naturligvis selv til et andet (det talende), synes man, for man er jo en del af det herskende sprog og føler sig godt tilpas med det. Man mener noget andet end alle disse 'tavse', og man ved selv, at man ikke er racist eller til fals for demagogi. Det må være nogle andre, der er de tavse, nogle andre der tillader, at den slags ting bliver sagt på deres vegne. Og siden det ikke er en selv, der tales for, behøver man heller ikke sige så meget til det. Så man siger ikke noget. Man er tavs, og tænker nok lige p.t. på noget andet. I den distræte stilhed klapper sprogets fælder i. Små smæk, en klikkende lyd langs kanten af vores udsyn, men i det store og hele ubemærket, elegant, underspillet og udspekuleret udspændt af gratis gentagelser og svedige men velsmurte, hårdtpumpede sætninger om tavshed og flertal og dem og os. Man mærker måske åndedrættet i mørket, måske lidt foruroligende tæt, men man bevarer roen, siger ingenting, og bliver således selv til den tavshed, der påstås at blive talt for. For hvem kan kende forskel på tavshed, stilhed, stumhed og fravær? Man bliver talt for, også selv om man aldrig bad om det. Og egentlig mener noget helt andet. 'Vi'. Nogen taler på tavshedens vegne, siger de, så den kan høres, den larmende tavshed. Jo mere den buldrer og skriger, desto stærkere forekommer taleren at blive. Molekylernes matematik, på en gang umulig, listig og indlysende. Tavshedens fantom. Og man kan blive dømt for det, man siger. Men man kan også undgå at blive dømt ved ikke at sige det hele, men blive ved med at gentage det halve og malke og vride og pumpe og hive og tappe lidt flere dråber af væden mellem linjerne, det altid impliceredes essens, generaliseringernes saftende overflader. Juicen herfra er nemlig en herlig blødgørende creme, og ved hjælp af den kan man erstatte ord som 'angrebskrig' med 'forsvarskrig' og 'besættelsesmagt' med 'befrielsesmagt' for således at undgå de Love, forudsætninger og overenskomster man ellers selv taler om at kæmpe for. Love. Forkerte kroppe, forkerte stemmer. Rynkerne synes helt at forsvinde, når cremen gnubbes ordentligt ind. Flere gange om dagen og natten og helst hele tiden. For sproget er stort, og kun en tåbe frygter ikke omgangen med det. Det pumper gennem os i hver eneste drøm og langs hvert eneste ønske, og vi bor alle i det, indlogerede, adresserede, beskrevede - også dem der ikke selv har valgt det, og også dem, der er privilegerede nok til at tro, de kan vælge det fra. I det demokrati, vi hele tiden bekræfter os selv i at tro på og kæmpe for, lever og næres magten og dens økologier nødvendigvis også især i sproget, vice versa. De betinger vores tale, vores tekst, vores lytten og vores læsning, vores viden, vores lyst. Og vi udøver og navigerer med og i dem, når vi praktiserer demokratiet; når vi taler og lytter eller vælger at lade være. At tage sprog alvorligt; at bruge det med vilje, med begær og med ærefrygt, at lytte til når det bruges mod os, at mærke hvordan det tager plads i os, i vore nervesystemer og blodbaner, kirtler og kar, at kæmpe mod det og kæmpe for det, at genfinde nye ord og opfinde glemte grammatikker, at sætte dem i omløb og i tale, at lade dem risle gennem organer og fordøjelser, hornhinder og betændelser, mundhuler og neglerødder. Og hele tiden aktivt at inficere sabotere og fordærve de implicitte systemer, der adresserer og indskriver og italesætter os under præmisser, vi (underforstået) ikke bør modsige. For disse forståelser og forsmåelser og deres implikationer kan ikke overhøres, underberøres, ignoreres bort eller ties ihjel. De bliver kun stærkere ved ikke at blive grebet og talt imod, forvredet, misbrugt, udspurgt, dementeret og råbt ad. Hun synker. Sig fra, sig frem, sig til, sig imod, sig op. At yde modstand, sproglig modstand, til daglig og i drømmene, mellem linjerne, i telefonerne, over skiltene, langs utopierne, uden på varerne, mellem talerne, reklamerne, beskederne, ordene og de fordrejninger af dem, der planter logikker i dig, du ikke ville bryde dig om at skulle genkende. At lytte efter, holde ørene stive og snakke imod; at formulere og udsige korrektioner og rettelser, vrisse tilbage mod ringeagtsytringer og infiltrere selvsikre udtalelser med utugtig omgang, dialekter, accenter og talefejl, opfundne, strategiske såvel som medfødte. At skråle sammen, men også synge lysteligt fjertende falsk i hvert eneste kor og kanon vi inviteres til, så snart vi hører de indforståede mellemrum mellem linjerne, der fratager os muligheden for at svare. At insistere pået demokrati hvor en stemme ikke blot er et analfabetisk kryds, men tale og sprog, en mumlen, en snakken, en lytten og en mulighed for at blive hørt. Adgangen til sproget er altafgørende, ligesom magten til at definere det. 'Vi' er noget ganske andet og meget mere end det modsatte af 'dem', og sammen må vi ikke give sproget fra os, gratis lade det sive bort, overlade det til tavshedens og gentagelsens stemmer at tale det og holde det ved lige, smøre det og gøre det. Giv lyd. Til kamp for sproget, mod det og med det.