Så skete det - den sidste grund i inderhavnen - det sidste fristed skal bebygges. Forslaget er rent faktisk ret originalt - men jeg er ligeglad med dets kvaliteter - ligeglad med disse i forhold til det vidunderlige, dejlige fristed, området udgør lige netop nu. Jeg taler om grunden for enden af Strandgade på Christianshavn. Adressen er mere præcis Strandgade 100 eller Krøyers Plads. Helt derude med udsigt over hele inderhavnen og kik til Nyhavn, bornholmerbåden og byens smukkeste pakhuse har byen de sidste år nydt stor glæde af områdets åndehulskarakter. Omkring cafeen Luftkastellet blev der skabt en strand og badeliv for de modige - men for alle et åndehul midt i byen, der gennem to år har tiltrukket mennesker i alle aldre - givet dem en oplevelse og en spontan glæde over byen København. Og bevidst eller ubevidst givet os alle en forståelse for byens historie og udvikling som en by i samspil med vand og havn. Nu skal her bygges: 140 luksusboliger - 100 kvadratmeter lejlighed til omkring 4 millioner, forudser en glædestrålende direktør for det statsejede ejendomsselskab: Freja Ejendomme. Han kalder projektet enestående og fremragende. Jeg kalder det sørgeligt og tåbeligt. Sand skal skiftes ud med beton - åbenhed og byliv med ingenting og lukkethed - flot på afstand, men koldt, klinisk og kunstigt på stedet. Arkitekten er hollandsk og hedder Erick van Egeraat. Han mener, at hans byggeri betyder et skridt fremad for København, og dem, der er imod, er mennesker bange for forandring - magen til arrogance, siger jeg. Jeg bliver gal. Føler mig magtesløs og udsat for et svigt fra arkitektstandens side. I forsvarer ikke længere byens tarv, men fungerer som usle rådgivere, der ikke forstår at sige fra. I takt med dette har I tabt meget, og politikere og bystyret bruger ikke jeres ekspertise længere. Hvor er jeres modspil og synlighed - hvor er provokationen? I stedet for at råbe op er I blevet tvivlsomme bygherrers og politikeres forlængede arm, der lystigt bjæffer og hopper, så længe der er byggeopgaver i farvandet. Se på Kalvebod Brygge - der står arkitekter bag hvert eneste kontorhus af kedsommelig karakter, der som en mur adskiller byen fra vandet. Se på Holmen, hvis oprindelige originalitet, med enkelte undtagelser, er omdannet til et røvsygt boligkvarter for rige mennesker uden bopælspligt. Se på Nordhavnen, der er endt som en planløs rodebutik af kontorhuse til advokater og andet liberalt erhverv. Alle disse bygninger er opført af toneangivende danske arkitektfirmaer. Hvorfor sagde I ikke fra. Hvorfor sagde I ikke stop og nej til opgaverne for så at komme med visionerne. I kunne have været dem, der ikke blot påvirkede, men ændrede historien - skabte den. Skabte et fantastisk tilskud til København - bragte byen tilbage til vandet. I kunne have foreslået en trafiktunnel under Kalvebod Brygge - overdækket banegraven og bygget Vesterbro helt ud til havnen - skabt en vidunderlig levende bydel med masser af byggeopgaver og de boliger til alle, som byen netop har brug for. I kunne have foreslået jernbanen og trafikken gravet ned mellem Østerport og Svanemøllen og et Østerbro i kontakt med vandet. Og I kunne have gjort Holmen til et langt mere rekreativt areal, end det er i dag. Og lagt virksomhederne og kontorhusene andre steder end der, hvor de absolutte fælles herlighedsværdier langs vandet er. Og på Amager kunne I råbe op om, at den nye strandpark ikke skal betales ved at bygge boliger i vandkanten - et brud på årtiers fredningspolitik af eksisterende kystlinje. Men I gjorde og gør det ikke. I har ladet og lader markedskræfterne rase og rasere gennem havnen uden at markere jeres faglige integritet. I har bare sagt ja og amen. Derfor anklager jeg jer. Kommunen, staten og havnevæsenet har solgt ud af fælles værdier. I er kommet ud i et ærinde og blevet presset op i et hjørne - men I er medskyldige. Tier I, fordi I lugter penge og byggeopgaver og derfor ikke skal have noget i klemme. Eller er I bare uinteresserede, ligeglade levebrødsarkitekter? Og ja, vandet er blevet rent, men hvad hjælper det, når man har omkranset vandet af ikkeliv - forblæste virksomhedshovedsæder og dyre boligområder, hvor der ikke kan slås en skid, uden at der bliver ballade. Det er tankevækkende, at det er folkelige projekter, som havnefronten på Islands Brygge, Pappa Hotel-området, Luftkastellet og Christiania, der skaber liv og glæde. Det er her, at livet findes og bliver levet. Men det er også disse områder - bortset fra Bryggen - der trues på deres eksistens. Fulde af originalitet, social kapital og spontan glæde for mange trues de af normalisering og nedrivning. Nøjagtig som det overgik Folkets Park på Nørrebro og Thorsen på Holmen. Har vi virkelig ikke råd til at bevare disse små oaser - lade dem blomstre og lære os andre at få mere ud af livet. Har vi overhovedet råd til at miste dem? »The true test of a City´s vitality is not its commerce but its art«. Ordene er Albert Einsteins. I vores tid taler man om 'Creative Capitals' - »Cities need a people climate even more than they need a business climate«, fastslår den amerikanske professor Richard Florida. Han spår, at fremtidens byer er byer med 'kreativ økonomi' - det er det, der skaber udvikling og vækst, og som tiltrækker dygtige medarbejdere, turister og investorer. For Richard Florida er kernen i den kreative økonomi de tre T´er: teknologi, talent og tolerance. Hvad er det, der gør København til noget særligt, og som udgør vores kreative økonomi? Hvad er det, vi begejstres over - hvad er det, som turister og erhvervsfolk udefra begejstres over ved mødet med København. Det er alt det, som vi i øjeblikket er i færd med at ødelægge. I vores iver efter at gøre det så godt som muligt, så ødelægger vi i øjeblikket byens allerstørste aktiv - dens samspil og tilknytning til vandet. Det er denne gave, som vi fik, i takt med at havnens aktiviteter er blevet omlagt. Det er denne gave, som gør byen København til noget helt specielt i forhold til de andre storbyer, som vi så gerne vil sammenligne os med. I vores iver efter at hævde os er vi godt i gang med at ødelægge denne unikke oplevelse og dermed gøre København til en provinsby blandt metropoler. En by, der har nøjagtig det samme som de andre, bare i en lidt mindre og mere ligegyldig målestok - en by i europæisk toptyve, ja - men med mere tryk på tyve end top. Fejlen er, at det nye intet nyt tilfører, men hver gang fratager byen glæde og muligheder. For det er kun os selv, der er ved at falde i svime over vores internationale formåen, hvis bare facaden hælder tre grader, er påklistret lidt sort marmor eller har det mindste krumspring. Det er, som om København er ramt af et kollektivt Brian Nielsen-syndrom. Vi klarer os fint, så længe vi måler os med middelmådige modstandere - vi bryster os af en rekordliste, der på papiret ser rigtig godt ud - vi har alt det, de andre har - men første gang vi matches med 'the real stuff', så får vi bøllebank, så det klodser. Først og fremmest fordi det, der sker, slet ikke har den kvalitet og ahaoplevelse, der flytter dagsordenen. Det har slet ikke den fyrtårnseffekt, som vækker opsigt, og som man gerne rejser langt for at få lov at opleve på nært hold. For folk udefra er det kassearkitektur og metervarebyggeri, der gør byen mere og mere anonym og mindre attraktiv. Som fjerner langt mere af dens charme og egenart, end det tilfører. København er ved at blive en international, ligegyldig McDonald's-by uden fyrtårne. Og en by uden fyrtårne er ingen metropol. Hvad ville Sydney være uden Utzons operahus? Hvad ville Bilbao være uden Frank Gehrys Guggenheimmuseum? Ingenting - det er pointen. På ét værk - på én fælles anstrengelse - på én vision, der har de to byer formået at markere sig og hæve sig langt over de fleste andre byer. Ét værk, ét byggeri er nok, hvis ambitionen og visionen er 100 procent til stede. Dét er læren. Eller læren kunne være Mallorca. Øens kyststrækning blev som det første store masseturistmål ødelagt af hurtigbyggede ligegyldige hoteller og bygninger og af skødesløshed over for natur og strande. Nu har man anlagt en 20-års plan, som de bedste spanske arkitekter, kunstnere og kulturministeriet deltager i - og som den spanske konge bakker op omkring. Dårligt placerede og dårligt byggede hoteller rives ned, strande renses, store naturarealer fredes. Alt nybyggeri er stoppet og gamle huse restaureres. Men vi lærer ikke - vi vælger de dårlige eksempler som forbillede og bygger som efter Londons 'Docklands'-katastrofe - en grå og kedelig bunke nye bygninger langs Themsen, som ikke et øje gider lægge vejen forbi, og som snart er saneringsmodent. Det samme kan ske for København. Vi bygger og bygger, men intet er markant og i nærheden af at være et fyrtårn. Hverken Det Kongelige Biblioteks nye tilbygning og heller ikke det nye operaprojekt ligner et fyrtårn. Byen København er ved at udvikle sig til en koncern A/S København, hvor den fine balance mellem det private og det offentlige er ved at forskubbe sig mod 100 procent privat byggeri. Hvor havnen og kommunen sælger ud af byens fællesarv - grundene langs vandet - hvor havnefronten bliver bygget til og enhver investor stort set kan bygge, som vedkommende vil. Det gælder erhvervsbyggeri, og det gælder boligbyggeri. En koncern vil benytte sig af nøjagtig samme muligheder, men både overborgmesteren og bystyret glemmer, at de ikke leder et firma, og at vi er borgere og ikke ansatte. Borgere med en mening, der ikke tror, at frasalget af grunde giver bedre økonomi, mere hjemmehjælp, flere kunstige hofter og billigere bustakster - borgere, som med rette stiller krav om visioner, der rækker længere end at lægge regnearket øverst og visionerne nederst. Og de glemmer, at det ikke er nok at give erhvervslivet muligheder - hvis byen, de skal bo og arbejde i, bliver grå og uinteressant. I sommer havde jeg besøg fra henholdsvis Los Angeles og Berlin. For dem var mødet med byen allerstørst, hvor det skete sammen med mennesker. Hvor vores euforiske, skødesløse sommerliv kom kraftigst og gladest til udtryk. Hvor det spontane og sociale element var til stede. Deres største oplevelse var udestederne Luftkastellet, Bryggen og stranden ved Pappa Hotel, som de flere gange vendte tilbage til - mødet med byen - vandet - og dens indbyggere. Det var unikt og noget helt specielt, ja, uvirkeligt - de aldrig havde set i nogen anden storby. Måske er dette vores allerstørste fyrtårn - sommeren, os selv og måden, som vi slapper af på, når tingene får ro og opstår af sig selv ved vores egen medvirken. Men selv de bedste nye tiltag langs havnen som området omkring Det Kongelige Biblioteks tilbygning, Diamanten, og Henning Larsens Unibankbygninger på den modsatte side har ikke kunnet udvikle socialt liv. For det sociale liv kan ikke planlægges - det opstår af sig selv i smuk symbiose mellem mennesker, udefinerlige lag af initiativer og som et tværsnit af et områdes historie og oprindelse. Jeg anerkender absolut betydningen af arkitektur og noget nyt og er ikke bange for forandring - men jeg forstår ikke, at vi ikke giver plads til områder, hvor tingene får lov til at blande sig langsomt i en form for indre fornuft, en indre vision affødt af stedets originale oprindelse og identitet frem for i skyggen af endnu et nyt byggeri, hvis beboere ikke tåler hverken larm eller andre menneskers indtrængen på deres område. Se disse fristeder i byen som et kæmpeaktiv for København og som en del af den kreative kapital, som skaber vækst. Det er vigtigt for havnen og byens balance og attraktion også at se på uudnyttede arealer i Sydhavnen og B&W-grundene med nye øjne frem for at sælge ud og bebygge alt. Og det er vigtigt at forstå, at samspillet mellem det politiske miljø og det fysiske - arkitekter og byplanlæggere - er afgørende for Københavns muligheder. Københavns Havn er vores fællesarv, vores alle sammens havn og byens største aktiv. Det er her, vi af alle steder fornemmer byens navn. Finkulturen har fået deres bid, erhvervsvirksomheder og luksusboliger har i høj grad gjort deres indhug. Nu er det på tide at bakke op om stimulerende byområder og de selvgroede steder vi har - beskyt og bevar Nokken og Christiania og andre truede fristeder, hvor man kan få lidt jord eller sand mellem tæerne på den fede måde.