I Danmark har der i sensommeren været stor fokus på Asien. Temaet 'Images of Asia' gik igen i mange sammenhænge landet over. Gennem udstillinger, foredrag, musikarrangementer og lignende præsenteredes og diskuteredes de mange facetter af livet i Asien, hvor 57 procent af verdens befolkning lever. Som inder med mangeårig tilknytning til Danmark og en universitetsuddannelse fra både Danmark og Indien reflekterer jeg ofte over de forskelle, man møder i uddannelsessystemerne såvel som i samfundene generelt. Over hele verden drømmer akademikere om at komme til at læse på Harvard University i USA. Der er konkurrence om studiepladserne, og hvis man først har færdiggjort en uddannelse derfra, får man også ofte et eftertragtet job. På spørgsmålet om, hvilken uddannelsesinstitution det er sværest at blive optaget på, vil mange derfor svare Harvard. Sådan er det dog ikke længere. Her ved begyndelsen af et nyt akademisk år må mange erkende, at der er steder, hvor nøglehullet er langt mindre. Mens ca. ti procent af ansøgerne på Harvard får tildelt en studieplads, så må unge, der ønsker at studere på Indian Institute of Technology (IIT), søge ind med visheden om, at under en procent af ansøgerne bliver optaget. IIT er Indiens pendant til Massachusetts Institute of Technology, og skønt korruptionen florerer i det indiske samfund, så menes det, at IIT er fri for dette. Her er det de studerendes matematiske og tekniske evner, der er afgørende. Og dimittenderne fra IIT er ganske velfunderede på deres felt. Ifølge en amerikansk forsker i it-branchen, der for nylig blev interviewet i tv-programmet '60 Minutes', så står ingeniører fra IIT bag 60 procent af al nyudviklet teknologi inden for it-sektoren. Og dette kommer hele Indien til gavn. Skeptikere vil nok spørge, hvorledes nogle tusinde ingeniører fra et eliteinstitut som IIT kan ændre vilkårene for over en milliard indere. Svaret er paradoksalt nok, at det er, fordi ingeniørerne ikke bliver i Indien. Indiske immigranter udgør den næststørste gruppe af legale indvandrere i USA, i antal kun overgået af mexicanske indvandrere. Og den indiske diaspora (immigranter, der stammer fra Indien og fortsat har forbindelse til hjemlandet) sendte sidste år over 12 milliarder dollar hjem til Indien. Det er det største beløb, som en gruppe af immigranter nogen sinde har sendt fra et land til et andet på et år. Naturligvis taler det store antal indere i vestlige lande ikke med én stemme, men deres bidrag til Indiens økonomi har haft stor betydning, både indenrigs- og udenrigspolitisk. Den indiske diaspora har en lobby, der har gjort sig til fortaler for, at Indien konsoliderer sin position som it-supermagt. Desuden ønsker de, at Indien får en mere fremtrædende rolle internationalt og bygger et tættere forhold til andre demokratiske lande i verden. I Begyndelsen af 2003 udkom der en rapport fra Verdensbanken, der viser, at den officielle ulandsstøtte fra den rige del af verden til den fattige kun andrager et beløb, der er halvt så stort som den sum penge, immigranter i de rige lande på eget initiativ sender hjem. Globalt set ligger ulandsbistanden omkring 40 milliarder dollar årligt, men det beløb, immigranterne sender hjem, løber op i 80 milliarder dollar årligt. Og derudover viser rapporten, at mens den officielle ulandsbistand falder, så stiger immigranternes støtte til familie og slægtninge. Velintegrerede indiske indvandrere i vestlige lande er således den bedste ulandshjælp, som Indien kunne ønske sig. Dette aspekt må ikke glemmes i debatten. Det vigtige spørgsmål er imidlertid, om amerikanerne har været med til at dæmme op for fattigdomsproblemet i Indien ved at absorbere stort set alle kandidater fra IIT samt en lang række andre veluddannede indere. Svaret er ja. Eliteinstitutioner som IIT har op gennem 1990'erne medvirket kraftigt til at gøre Indien til den it-supermagt, som landet er i dag. I 1990'erne fik ca. 100.000 veluddannede indere hvert år opholds- og arbejdstilladelse i USA. De fleste kom med et såkaldt H1-B visum, hvilket betyder, at opholdstilladelsen kun blev givet, hvis de på forhånd havde et job i USA. Den næststørste gruppe er dem med studentervisum, der gives til studerende, som skal læse på videregående uddannelser. Og selv om terrorangrebet i USA 11. september 2001 har gjort det meget vanskeligere at få studentervisum, lykkes det for rigtig mange af de indiske studerende. Lidt over 70.000 indere er klar til at begynde deres studier i USA dette efterår. Ud af disse har 70 procent en naturfaglig eller ingeniørmæssig baggrund. Disse meget højtuddannede og hårdtarbejdende indere er medvirkende til, at to af verdens største banksammenslutninger, City Group og HSBC Holdings, længe har hentet arbejdskraft i Indien. Og nu er deres rivaler, investeringsbankerne J.P. Morgan Chase, Morgan Stanley og Deutsche Bank, ved at følge i deres fodspor. Det er mere end blot en kortvarig trend, at vestlige firmaer henlægger en del af deres virksomhed til Indien. Fænomenet kaldesoutsourcing, og stadig oftere er det job, der kræver lange uddannelser, der flytter. Det er ikke gjort med tekstilproduktionen. Luftfartsselskabet SAS har meddelt, at de flytter 170 stillinger i selskabets billetafregning til Indien. Dette medfører en besparelse på 30 millioner kr. årligt for virksomheden. Meddelelsen om omlægningen skabte uro og protester bl.a. i form af mundrette slogans som 'Bombay - No Way'. Men SAS er økonomisk trængt, og hvis ikke de rationaliserer, kan de ikke klare sig i konkurrencen med de øvrige luftfartsselskaber. Og mange af SAS's europæiske konkurrenter har allerede gjort det samme. Ifølge analyseinstituttet Deloitte Research regner man med, at verdens 100 største finansielle virksomheder vil flytte ca. en million arbejdspladser - særligt de it-relaterede - til Indien inden 2008. Det faktum, at lønninger i Indien ofte kun er 1/10 af, hvad virksomhederne må betale i vestlige lande, spiller i den sammenhæng en stor rolle. Fænomenet rummer flere perspektiver. For det første vælger nogle virksomheder at outsource, fordi det simpelthen er umuligt for dem at skaffe det nødvendige antal kvalificerede medarbejdere. En udflytning af stillinger bliver attraktiv, fordi et land som Indien nærmest flyder over med veluddannet arbejdskraft. For det andet føler mange virksomheder sig tvunget til at outsource, fordi konkurrencen på grund af den økonomiske afmatning er blevet særdeles hård. Og der er penge at spare på at rationalisere og flytte stillingerne til tredjeverdenslande. De ansatte, der mister deres job, lider naturligvis et umiddelbart tab, men konsekvensen af at lade alt fortsætte uændret, kunne på sigt være, at virksomhederne ikke kunne klare sig i konkurrencen, og at samtlige ansatte derfor måtte afskediges. De nyeste spekulationer går i retning af, at Indiens succes i it-branchen måske kan gentages på sundhedsområdet. Man forestiller sig eksempelvis, at operationer, der i et land som f.eks. England vil være meget omkostningstunge, kunne flyttes til Indien, hvor de kunne udføres til en brøkdel af prisen. Samtidig kunne patienten så springe ventelisten over hjemme i England. I øjeblikket forhandles der rent faktisk på dette område. Den nu afdøde engelske professor i økonomi, Paul Hirst, der er forfatter til bogen 'Globalisering til debat', forudså under et debatarrangement i København for nogle år siden, at Indien ville blive en af vinderne i den kommende globalisering. Tredjeverdenslandene ville ikke automatisk blive omfattet af globaliseringens positive aspekter, men fordi netop Indien har satset så kraftigt på at uddanne højtkvalificerede eksperter, ville landet få stor gavn af den nye udvikling. Det gode omdømme, som Indiens højtuddannede giver landet, medfører endvidere, at også indere med mellemlange uddannelser får glæde af globaliseringen. Ifølge BBC er indiske sygeplejersker i høj kurs i mange lande. Men hvordan kommer det sig, at Indien er nået hertil i dag? For 50 år siden, lige efter Indiens uafhængighed, fik landet en premierminister, Nehru, der var meget fascineret af Vestens udvikling inden for videnskab og teknologi. Nehru selv var uddannet ved Cambridge University i England. Han tog inspirationen derfra med sig hjem og besluttede sig for at grundlægge IIT. På daværende tidspunkt var der imidlertid voldsom debat i landet om, hvilken samfundsmodel Indien skulle indrettes efter. Men Nehru vandt sin tids kultur- og værdikamp og kunne derfor grundlægge en eliteinstitution, der nu lidt over et halvt århundrede senere har forandret Indien. Statsminister Anders Fogh Rasmussen udtalte for nylig i et interview, at det at sætte dagsordenen i værdidebatten ændrer samfundet mere end lovgivningsændringer. Og 30. juli citerede Politiken tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen for, at det frem for den økonomiske politik vil være udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid. Men er de danske politikere parate til at tænke lige så langsigtet som Nehru, når kultur- og værdikampen skal føres? Det må man ønske og håbe. Selvom Nehru ikke selv levede længe nok til at se resultatet af sin indsats, så er det langt hen ad vejen hans fortjeneste, at Indien i dag er godt på vej til at arbejde sig ud af rollen som en underudviklet, fattig nation. Den nye generation af indere har gjort op med forældregenerationen, der var bitter over koloniseringen og havde et anstrengt had-kærligheds-forhold til alt, hvad der var engelsk. Nu er det anderledes. Unge indere er parate til at gøre Indien til det største engelsktalende land i verden, de er ambitiøse og vil hurtigt gennem uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet. Blandt de unge er der opstået en kulturel tendens til at læse seriøse aviser, som man godvilligt betaler mange penge for at købe, og unge er også parate til at betale for at tage ordentlige engelskkurser for at forbedre deres kundskaber. I visse miljøer er det ligefrem blevet svært at begå sig, hvis ikke man har læst de seneste bøger og højt profilerede aviser og dermed kan deltage i diskussionen. Denne tendens genfinder jeg ikke i Danmark. Her oplever man tværtimod, at gratisavisernes læsertal stiger, mens salget af seriøse aviser falder. Seertallene på lødige debatprogrammer er ikke imponerende, hvorimod de unge strømmer til reality show som f.eks. 'Stjerne for en aften'. Men de unge indere er målrettede. Ifølge det indiske Human Resource Ministry er der 1.200 ingeniørhøjskoler i Indien, hvor der tilsammen uddannes ca. 360.000 ingeniører årligt. I USA såvel som i de fleste europæiske lande uddannes der ikke tilstrækkeligt mange inden for de natur- og sundhedsfaglige sektorer. I USA alene mangler man i øjeblikket ca. 500.000 sygeplejersker, og det er vanskeligt at skaffe kvalificerede matematiklærere til gymnasierne. Derfor hentes der i stadig højere grad både sygeplejersker og lærere i Indien - særligt fra Sydindien, hvor uddannelsesniveauet er højest. Jeg forudser, at den udvikling, man var vidne til i USA efter Anden Verdenskrig, hvor de rige nordstater langsomt, men sikkert fik hævet levestandarden i de fattige sydstater, vil gentages i Indien, blot med modsat fortegn. De velhavende sydindiske delstater med byen Bangalore som kraftcentrum vil trække de fattige nordlige delstater i den rigtige retning, og hele Indien vil på sigt få glæde af den nuværende udvikling. Det forudsiges, at Indien vil udvikle sig til et center for såkaldt soft power. Dermed menes, at frem for blot at gøre sig gældende inden for it-sektoren, så vil indere også hævde sig på områder som filmproduktion, kunst, litteratur, mode og design m.m. Hvis Danmark fortsat skal kunne bevare det nuværende velfærdsniveau, må man dog gøre sig klart, at videnskab, teknologi og forskning skal have en fremtrædende placering. I den sammenhæng er det trist at konstatere, at en undersøgelse fra World Economic Forum fra 2003 placerer Danmark som nr. 38 ud af de 82 økonomisk førende lande, hvad angår kvaliteten af undervisningen i naturvidenskab. Jeg har svært ved at forestille mig, at de europæiske lande vil kunne opretholde deres velfærdssamfund i fremtiden uden en vis indvandring. Dels naturligvis fordi der bliver flere og flere ældre, men også fordi det er nødvendigt til stadighed at forbedre konkurrenceevnen på et globalt marked. Den amerikanske økonom, Michael Florida, skriver i sin bog 'The Rise of the Creative Class' at ingen lande i fremtiden vil kunne klare sig, hvis ikke de rummer de tre T'er: Talent, Teknologi og Tolerance. Indvandrerne skal naturligvis ikke ligge samfundet til last, og udgiften til dårligt integrerede indvandrere i det danske samfund på 33 milliarder kroner årligt må nedbringes. Selvsagt gennem bedre integration. Men de nye potentielle indvandrere kan i kraft af deres eftertragtede kvalifikationer bidrage positivt til samfundsøkonomien fra første dag. Det viser erfaringer fra udlandet. Og lande som Indien vil ikke miste noget ved at eksportere arbejdskraft. BegrebetBrain Drainbør erstattes afBrain Gain, fordi det jo har vist sig, hvor virkningsfuld en ulandshjælp de veluddannede indvandrere leverer. For 14 årsiden holdt den amerikanske nobelpristager i økonomi, J.K. Galbraith, indvielsestalen på mit gamle universitet i Baroda i Indien. Han fremhævede, at Indien med al sin ulighed og skæve fordeling af ressourcer havde meget at lære af de skandinaviske lande, hvor man havde etableret bæredygtige velfærdsstater. Nu 14 år senere oplever jeg, at et land som Danmark også kan lære en hel del af Indien, når det drejer sig om målrettethed, engagement og ambitioner. Om få år vil vores nuværende opfattelse af en del af tredjeverdenslandene være forældet. Udviklingen vil belønne de hårdtarbejdende studerende, og konkurrencen bliver for alvor global.