1968 var ikke en kulturel eksplosion, men slutpunktet i en udvikling. Groft sagt var der tale om to spor op til denne uforglemmelige sommer. Det ene var optrapningen af krigen i Vietnam: Den nyeste historiske forskning har vist, at en skudepisode i Tonkinbugten var et spil af tilfældigheder, men USA mente sig angrebet af Nordvietnam. Kongressen vedtog derfor under præsident Johnsons ledelse en resolution, som sidst i 1964 tillod amerikanerne at bombe Nordvietnam, det vil sige Hanoi og Haiphong. Bombardementerne begyndte i februar 1965 og bragte for alvor Vietnam i fokus. Der opstod antikrigsbevægelser fra Japan over Europa til Latinamerika og USA selv, tv var blevet mere udbredt, man kunne se demonstrationer i storbyerne, og de politisk engagerede begyndte at føle sig som en del af den store verden. Det andet spor er europæisk: Sommeren 1965 begyndte den hollandske provobevægelse at tage form. Provoerne holdt til i Amsterdam, og deres muntre og fantasifulde kritik af trafikale forhold, miljøsvineri osv. var inspirerende langt uden for Holland. Da en af de mest kendte provoer, Jasper Grootveld, i januar 1967 besøgte København, kom der gang i mere og andet end storpolitikken. Alt dét, der forbindes med 1968 - kollektive boformer, bogcafeer, påklædning, omgangsformer, musik osv. - udvikledes af de to strømninger: Det internationale og det nære (ens egen by og dagligdag) blev to sider af samme sag. Grootveld slog sig sammen med Ole Grünbaum, der hurtigt blev kendt som den danske provo par excellence. Deres happenings i Københavns gader var godt stof for pressen, de to fyre var simpelthen både uimponerede og fotogene. Omvendt var det vanskeligt at få spalteplads i aviser og partier, når det kom til store politiske spørgsmål - som krigen i Vietnam. F.eks. fik jeg i 1967 afvist en kronik til Politiken om den amerikanske antikrigsbevægelse, dette Andet Amerika, som det hed i de dage. På en socialdemokratisk kongres nægtede Per Hækkerup at lade DSU få en Vietnamresolution til debat, lidt af en parallel til Fogh Rasmussens afvisning af en debat om Søren Pinds 10 punkter om liberal politik denne sommer. Sidst på sommeren 1968 kunne man ved en strøgbutik med ung mode se en gigantisk fotostat af Ole Grünbaum iført stribet pyjamas. Vores lystige konklusion på dét var, at når revolutionen blev profitabel, ja, så kom den! Men var der nu også grund til lystighed? Med historiens bagklogskab kan man drage paralleller til Naomi Kleins nutidsbeskrivelser af, hvordan modeindustriens designere driver rovdrift på de sorte storbyghettoers skabende energier og fantasi. Når de nye, brandede produkter som sneakers og tøj kommer tilbage til ghettoerne, har de unge sorte sjældent råd til at købe dem! 1968 varaltså ikke noget brat opstået nyt, der var bare mere, meget mere af de forudgående års aktiviteter på både det globale og det nære plan. For de politisk bevidste sluttede 1968 med fotostaten af Ole Grünbaum på Strøget, bevægelsens ideer var ved at blive overtaget, de blev kommercialiseret og kapitaliseret økonomisk og politisk. Selv krigen i Vietnam kom sluttelig til kritisk debat i Folketinget. Man kan konkludere, at 68'erne ikke var Sovjetunionens nyttige idioter, som nogen stadigvæk påstår, 68'erne var især det danske samfunds nyttige idioter. Eller kilde til inspiration, hvis man skal udtrykke sig urbant. Visionerne om et antiautoritært, åbent samfund blev til en vis grad realiseret, og det er lidt af en pointe. Det politiske centrum-højre har aldrig helt forstået, hvor snærende det var at vokse op i skyggen af førkrigsårenes skråsikre patriarker, hvor dyb trangen var til at få tankegang og social æstetik bragt på niveau med det velstandssamfund, der udvikledes i løbet af 1960'erne. Før midten af 1960'erne var der ingen kanaler for drømme og idealer uden for koldkrigskulturens sort-hvide skema, alt det uortodokse, det anderledes blev afvist, ofte i et særdeles fornærmende sprog. Så der var ophobet energier, som var stærke og brogede i dét opgør, der blev udløst i det, vi for nemheds skyld kalder 1968. Netop det brogede overses i disse års polemikker. De 68'ere, jeg kendte og arbejdede sammen med, var faktisk i stand til at rumme både den rasende modstand mod Vietnamkrigen og de ofte vanvittige eksperimenter med både stoffer og livsstil, de gik til studiekredse (om vinteren), debatmøder og lørdagsballer, der var tale om en berusende følelse af frihed og samhørighed med andre - hele den klassiske konflikt mellem krop og sjæl, fornuft og følelse, det globale og det lokale opløstes. I dag kan jeg få den grumme tanke, at yngre årgange ganske enkelt er misundelige på denne solbeskinnede sommers lykkelige unge, der både risikerede en masse, men også ødslede med deres skabende energier. Naturligvis var der omkostninger. Et utal af parforhold gik i opløsning - der blev også grædt meget i 1968! Nogle klarede ikke eksperimenterne med stoffer og blev misbrugere, andre afbrød deres uddannelse, atter andre døde - bedst kendt er ikonet Eik Skaløe. Men der var andre, mere langsomt virkende omkostninger, som er tydelige i dag. Jeg tænker her på værdirelativiseringen, der kom i slipstrømmen af de gamle værdiers sammenbrud og opgøret med tabuer. Der opstod et tomrum, det sker altid efter en voldsom energiudladning - og hvor der er et tomrum, flyder energierne ind. Energierne var afpolitiserede og langtfra entydige, de blev personificeret både som kommissærer og købmænd, mediekonger og spindoktorer, spekulanter og selskabstømmere. En kulsort udlægning kunne lyde sådan her: I dag er sluttressernes radikale demokratiseringsforsøg endt med en discountkultur, hvor alt er lige godt, den ene løsning eller mening er ikke bedre end den anden, alt hænger udenpå, frigørelsen af den kvindelige krop er endt i kommercialisme, intet er for intimt på markedspladsen. Også følelserne hænger udenpå: En hvilken som helst følelse eller tanke, der farer gennem hovedet, skal ud, uanset hvor brutal og udokumenteret den måtte være. Dét, der i fortiden var en frejdig og uimponeret invitation til meningsudveksling, er perverteret til brøsighed, affejning, bagatelliseringer og hadefulde udbrud, der standser enhver ansats til dialog. I dag ser det ud til, at enhver lyst og ethvert behov skal tilfredsstilles øjeblikkeligt, nutidens lunte er meget kort. At vente, tænke sig om og foretage velovervejede valg nytter ikke, og hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at borgernes øjeblikkelige behovstilfredsstillelse er blevet en lovfæstet ret. Statsministeren har opfordret til at smide eliterne på historiens mødding og - lader det til - at erstatte eliten af De Stærke. Og hvis du mangler kvalifikationer, bør du ikke fortvivle, du kan blive stjerne for en aften, kan du, eller du kan blive vinder i et realityshow eller debatprogram, bare du er grov nok. Det interessante ved den nye version af følelsernes og øjeblikkets ret lader til kun at gælde for flæberi og grimme følelser. Smukke følelser og elementær fornuft latterliggøres og hånes som noget naivt, urealistisk og - værst af alt - som idealistisk. En merelys - og absolut nutidig - udlægning kunne lyde sådan her: Der findes i Danmark en anstændighedens undergrund, hvor både gamle og nye værdier findes og har det godt. Den traditionelle familie er udvidet med valgslægtskaber (eller netværker, som det hedder på nudansk), nye bofællesskabsformer er udviklet, hensynet til miljøet er en del af hverdagen, og mulighederne for at orientere sig i omverdenen er eksploderet og bliver brugt. Hvis man fortæller unge mennesker om vanskelighederne med at finde en informativ og pålidelig bog om Afrika, fatter de ikke, hvad man snakker om - deres problem er, hvordan de skal orientere sig i syndfloden af informationer fra medier og internet. Men det var faktisk et problem, dengang i 1968, at få pålidelige informationer uden for bibliotekernes sparsomme bogsamlinger og den temmelig stereotype mediedækning - den kolde krig satte mange grænser, ikke mindst for nyhedsformidlingen! Alternativet til medierne var den direkte kontakt pr. brev, som f.eks. hjemvendte amerikanske soldater rundsendte og diskuterede med Vietnamkampagnernes folk i Norge, Sverige og Vesttyskland - og også i Danmark. På en måde en slags forløber for e-mailen og internettet, så flittigt brugt i forbindelse med krigen i Irak i år. Fællesskabet 2.Oktober, resterne af en kollektivsammenslutning, er en del af denne historiske anstændighed. Hvis man ser på kollektivbevægelsen, begyndte forsøgene med bofællesskab et par weekender i teltlejr. Siden blev de første huse fundet, et par kollektiver blev flagskibe - Maos Lyst f.eks. - og så rullede bevægelsen. Det må siges at være flot, at dens kernetropper i år kan holde 30-års jubilæum - og de kan i en særlig optik betragte sig som en tordnende succes. Også selv om resultatet af deres indsats ser noget anderledes ud end pionerernes forestillinger. Men hvem har lovet os, at resultatet af en indsats indfrier håb og forventninger? Trods det uforventede: I flæng kan man nævne beskedne oldekoller i etageejendomme, hvor beboerne jævnligt spiser sammen og støtter hinanden praktisk. Fremsynede tegnestuer - bl.a. i samarbejde med antropologer (!) - har udviklet forskellige former for klyngebyggeri med avancerede fælles faciliteter. Og slå op i annoncesektioner og boligtillæg i Information og Politiken og se, hvor standardiseret bofællesskabets sprog er blevet. Det handler om køn og alder, børn, røgfrihed, husdyr, ADSL, andele og husleje, mad- og rengøringsordninger osv. Bofællesskabet kendes ikke kun fra de store byer, der er indbydende tilbud over hele landet - fra patricierlejligheder over gamle villaer til nedlagte husmandsbrug og splinternyt byggeri. Naboerne betragter ikke længere kollektivisterne med skepsis, de er en del af den sociale orden, simpelthen mennesker, der indretter sig på en fornuftig om end anderledes måde end kernefamilien. Pionerernes første lidt forkølede forsøg med en weekend i telt kunne næppe betragtes som starten på en boligens pluralisme, som begyndelsen på det, der kaldes 'en udvikling'. Ikke desto mindre kan det kaldes udvikling med visse omkostninger: Opstarten gennemførtes af idealister, men i årenes løb svækkes idealismen, og pragmatismen dominerer, boformernes mangfoldighed er en parallel til andre former for mangfoldighed, anno 2003. Jeg tvivler ikke på, at der findes kollektiver og bofællesskaber, som er præget af både en ny og en overlevet idealisme. Men alligevel - hvorfor tro, at netop boligformen kan adskilles fra den cost-benefit-tænkning, der gennemsyrer det danske samfund? Langsomt, men sikkert er vi blevet vænnet til et politisk teknokrati, til en managementstil overført fra virksomheder til politik. Ikke alternativet, men modpolen til denne teknisk-økonomiske rationalisme er førnævnte følelsernes - især de grimme følelsers - ret, til højrepopulismen. Murens fald i 1989 lærte os, at de store klassiske ideologier er levet ud og visnet, men det er ikke det samme som historiens død. Vi lever kun inden i den gamle kinesiske forbandelse, der hedder: Må du leve i interessante tider! Historien er alt andet end slut! Drømme og forhåbninger er stadig forankret i den komplicerede størrelse, vi kalder menneske, og trods skuffelser er forandringer stadig mulige. Selv om nogle bliver aggressive af skuffelser og kræver hævn, bliver andre eftertænksomme og lidt stille, går måske endda i selvransagelse. Man kan så spørge, hvorfor selvransagelsen - og kritikken - ikke er kommet til udtryk i det offentlige rum. Jeg tror ikke, der bare er tale om fejhed, snarere dårlige vaner. Uden for fagspecifikke kredse er kritisk virksomhed ikke populært i Danmark - de fleste af os er vokset op med bemærkninger som disse: Hvorfor skal du altid kritisere? Nu havde vi det lige så hyggeligt! Det kritiske menneske opfattes som en spoil sport - og hvem gider sådan én? Denne meget danske holdning lemlæster den uafhængige tanke, og det kritiske - og nysgerrige - menneske savner ofte samtalepartnere, ikke mindst i disse måneder og år. Men den kritiske, nysgerrige, drømmende, nyskabende og erindrende dansker findes side om side med den særdeles synlige og hørlige populistiske landsmand. Så hvorfor bøje nakken under disse rædselsfulde forsøg på monopolisering af danskheden? Hvorfor ikke stå frem med sin vrede over magtens arrogance og historieforfalskningerne og sige: Ganske vist er jeg blevet kaldt 68'er, men også jeg er dansker!