Den største uddannelsessucces de sidste 50 år skal nu ødelægges under dække af nye, spændende og engagerende undervisningsformer. Og nye prøveformer. Og nye fagkombinationer. Nyt, nyt, nyt. Gymnasiets styrke er traditionen, ikke denne ulidelige leflen for det nye. Gymnasiet er en treårig introduktion til vores civilisations 3.000 år, en bred introduktion fra Ødipus til Pythagoras, fra realityshows til sorte huller. Gymnasiet har hidtil ikke været et sted, hvor eleverne skulle realisere sig selv eller forberede sig målrettet til deres senere studium. Det skal det være nu: Forblændede af deres egen retorik (det vil sige tidligere målsætninger) vil politikerne nu målrette gymnasiet for at gøre det til et forberedelseskursus til universitetet med særligt fokus på elevernes, nå nej, undskyld, de studerendes selvudvikling. Denne reform, denne retning, er katastrofal for universitetet, for de unge og for samfundet. Kort sagt skal det, som var individuelt, blive kollektivt, og det, som var kollektivt, blive individuelt. Samtidig forsøger man at få skolen til at ligne virkeligheden. Alt dette er absurde øvelser, hvis konsekvens er, at den faglige viden formindskes. Hvordan kan en statsminister håne rundkredspædagogikken i folkeskolen, når han samtidig er i færd med at gennemføre et frontalt angreb på fagligheden i gymnasiet? At skolen skal ligne virkeligheden (og virkeligheden forstås som det, der sker bagefter, som om dette er mere sandt) er en forfærdelig tanke, men det er desværre meget oppe i tiden, at etaper af vores liv ikke må være noget i sig selv: De skal i stedet være en forberedelse på den næste etape. Børnehaven skal forberede til skolen (førskoleaktiviteter), folkeskolen skal forberede til ungdomsuddannelserne, gymnasiet skal forberede til universitetet, universitetet skal forberede til arbejdslivet, arbejdslivet skal forberede til pensionen/efterlønnen, og pensionisttilværelsen skal forberede til - døden - nå, nej: Elysium. Alt dette er gakgak. Hver enkelt etape er, om ikke gudgiven, så betinget af de muligheder, som alderen giver os. Og etaperne er væsentligst noget i sig selv. For gymnasiets vedkommende betyder det, at gymnasiet burde være en bred introduktion til 3.000 års kultur med en stærk videnskabelig basis. Der findes andre ungdomsuddannelser, som har en anden profil - og det er godt, for heller ikke unge mennesker er ens. Det er direkte tåbeligt at ville målrette gymnasiet til universitetsstudier, særligt når man betænker forskellene i universitetsuddannelserne: Hvordan målrette til RUC's basiskursus og til jurastudiet i Århus? Samtidig med at eleverne forberedes til at læse medicin i Odense og blive ingeniører i Aalborg? Dette er galskab. Det nye gymnasium vil give eleverne både forelæsninger og projektarbejder (altså lidt af hvert), og så har de set aben, men tænk, hvis disse undervisningsformer faktisk egner sig bedre til universitetet end til gymnasiet? Tænk, hvis de bliver formelle øvelser i et eller andet studium, hvor indholdet, fagligheden, lider. Så får universiteterne studerende, som ved alt om alverdens undervisningsformer, men som ikke aner noget om de fag, de skal studere. Alt, hvad der var individuelt, skal blive kollektivt; det gælder tværfagligheden og koblingen til verden uden for skolen. Hidtil har det hovedsageligt været op til den enkelte at forbinde fagene i en tværfaglig forståelse, f.eks. at forbinde viden fra matematik til fysik. Det er meget svært, en sand induktiv øvelse på skolens præmisser, der da også skiller fårene fra bukkene: For mange studenter er det stadig en tåge. Det går naturligvis ikke, at mange ikke fatter en væsentlig pointe, så nu skal vi have større tværfaglighed. Det får vi ved at give køb på elevernes frie fagvalg: Vi laver fagpakker, således at alle elever sidder i grupper, hvor vi kan kontrollere den tværfaglige uddannelse; dette er alt for vigtigt til, at det overlades til den enkelte. Hvorfor er det godt at være tværfaglig? Det spørgsmål har jeg stillet mange af mine gymnasielærerkollegaer, og ingen af dem har givet et svar, der har overbevist mig. Det mest brugte svar er, at det er godt for eleverne at opleve, at de kan overføre viden fra ét fag til et andet fag. Men hvis eleverne har problemer med at overføre udsagn fra historie til spansk, så må det enten skyldes manglende intelligens, eller at de to fag omtaler de samme ting på modstridende måder (lad os sige, at historielæreren taler fra et liberalt synspunkt, mens spansklæreren taler fra et socialistisk synspunkt). Denne forskellighed er selvfølgelig forvirrende for en syttenårig, der gerne vil have en klar facitliste, men den er almendannende! Et tværfagligt forløb vil typisk reducere uenighederne (medmindre lærerne er gudbenådede kamphaner, der elsker forvirringen - og så er vi lige vidt). Tværfagligt samarbejde reducerer således almendannelsen for at fremme elevernes begrænsede forståelse. Og det er forhåbentlig i modstrid med alles hensigt med reformen. Det næste forsvar for tværfagligheden er, at det er godt, at to fag går sammen om at præsentere en periode eller et tema, for så bliver elevernes viden ikke så overfladisk. Dette er naturligvis et overfladisk synspunkt: Hvis fagene vælger at fokusere på et tema, må de nødvendigvis fravælge andre. Overfladisk bliver det under alle omstændigheder. Og jeg vil påstå, at det bliver endnu mere overfladisk, hvis de to fags præsentation af et emne ligger på akkurat samme tidspunkt, fordi vi hukommelsesteknisk vil have lettere ved at huske noget, hvis det bliver gentaget over en længere tidsperiode. En spredning af temaer bør således være et mål i sig selv, hvis vi ønsker, at gymnasieeleverne skal huske noget! Endelig har jeg hørt forsvaret, at det er rart (eller sundt!) for lærerne at blive rusket ud af deres fag. Hvis der findes lektorer, som ikke kan skue ud over deres egen fagnæsetip, så er det i sandhed på tide, at de lærer det. Men jeg forsikrer, at det ikke bliver noget, de gør, fordi de skal lave tværfaglige forløb. En forsnævret faglærer vil blot finde sine nicher i tværfagligheden - og gemme sig resten af tiden. Sæt to forsnævrede faglærere sammen, og I skal se tværfaglighed ... Det er således en dårlig taktik at udvikle lærerkraften eller give den rare oplevelser på bekostning af elevernes læring. Tværfagligheden er et monster, der dukkede op i 1970'erne sammen med den store generation af studenter fra udannede hjem. Vi har alle (tror jeg) oplevet en irritation ved fagenes faglighed, deres insisteren på metode og nøjagtighed. Og vi har også set det absurde i, at hvad der var 'god latin' i dansk, var malplaceret i historie. Den tværfaglige tilgang til verden er således den intuitive, holistiske. Den falder os naturlig. Den faglige tilgang er unaturlig, men netop gennem fremmedgørelsen (objektiviseringen) bliver vi i stand til at leve i verden mere bevidst - og dette er formålet med gymnasieskolen. Gennem forståelsen af detaljen skal eleverne fatte helheden. Dette bevidsthedsspring, uden tværfaglige forløb, er det egentlige selvstændige og almendannende projekt i gymnasiet. Forunderligt er det, at det, som i dag er projektet (at fatte helheden), skal pindes ud for eleverne, mens fagligheden, som i dag indprentes, i fremtiden skal være elevernes eget projekt. Jeg forudser skandaløse europæiske evalueringer, for de får ikke noget tøj på! Udviklingen, hvordet individuelle skal blive kollektivt, gælder også for koblingen fra verden uden for gymnasiet og tilbage til verden igen: Elever og lærere skal nu gå i et halvt basisår, hvor vi forbereder os på virkeligheden i gymnasiet. Efter dette tidsrum skal eleverne kunne vælge - nu med et bedre fundament for valget. Det valg, der hidtil var baseret på individuelle fornemmelser af fagene og gymnasieskolen, skal nu afdramatiseres ved en kollektiv prøveperiode: Det halve år vil ikke være spildt, men det vil ikke være lige så effektivt, alene fordi fornemmelsen af, at det først starter for alvor til jul, vil sætte sig i både elever og undervisere. Allerværst vil det formodentlig være, at de naturvidenskabelige fag vil blive bortvalgt, fordi deres krav om præcision i den faglige detalje vil støde brutalt sammen med alt, hvad eleverne har lært i folkeskolen - men det er jo en anden ulykke, som en gymnasiereform ikke kan ændre. Overførslen af ansvaret fra den enkelte elev til gymnasiegruppen foregår som nævnt også i overgangen fra gymnasiet til verden. Det har hidtil været op til den enkelte at vurdere, hvilke undervisningsformer der formodentlig ville passe vedkommende bedst i en videregående uddannelse, men det går ikke: Vi skal give alle mulighed for at høste erfaringer med forelæsninger og projektarbejder, sådan at de til sin tid, efter kollektive studiemetodestudier, kan vælge deres eget bedste. Alt, hvad dervar kollektivt, skal blive individuelt. Med fokus på andre undervisningsformer end klasseundervisningen vil den uddannende samtale mellem elever og lærere forsvinde til fordel for forelæsninger og elevdiskussioner uden læreren som overdommer. Læreren bliver en fjern størrelse, der taler sit uforståelige sprog, mens eleverne, de studerende kan man nu kalde dem, indbyrdes 'enes' om, hvordan tingene hænger sammen. Klasserummet var før stedet, hvor der foregik en kollektiv faglig erkendelse. Nu skal denne erkendelse flyttes væk til forelæsningen og til projektarbejderne, der helst skal være tværfaglige. Det er klart, at en opklarende samtale mellem eleverne og forelæseren må blive meget begrænset: Selv i en gruppe på 20 kan det være svært at finde fællesnævneren for diskussionen. Når elevantallet forøges, reduceres diskussionens anvendelighed. Samtalen mellem den vidende og den uvidende forsvinder. Til gengæld får vi den videndes enetale og de uvidendes undrende samtale om noget, de ikke forstår. En gang imellem får eleverne besøg af en lærer, som da har 10 minutter til at lære dem det, der før var 60 minutter til. Dermed flyttes erkendelse fra det kollektive (klasserummet) til det individuelle. For de elever, der ikke selv kan fatte lektien, vil der ikke være en opklarende samtale. Elevgrupperne vil lynhurtigt etablere sig i dem, som kan selv, og dem, som ikke kan selv, og samtale mellem disse A- og C-hold vil finde sted endnu sjældnere end i klasserummet. Igen bliver fagligheden offer for nogle formelle øvelser. Og jeg tør slet ikke tænke på, hvad der vil komme til at ske med den almindelige omgangstone, der kan være meget ubehagelig i en elevgruppe uden overdommer. Erkendelsesarbejdet,skolen, er en virkelighed for sig. Den har sine egne love og regler. Omkring 1970 blev pædagogikken offer for en revolution, og siden har den været et politisk gidsel for både venstrefløj og erhvervsliv. Det er betegnende for den pædagogiske forskning, at dens fundament er uhyre svagt, ligesom dens metoder er til grin. Hvorfor rejser projektarbejdets fortalere rundt og holder foredrag? Vi lærer jo intet ved foredrag - ifølge dem selv. Til dags dato har jeg endnu ikke set en solid empirisk undersøgelse af, hvilken klasseundervisning der lykkes. Hvorfor lykkes klasseundervisning? I stedet 'forskes' i fantasier om, hvordan man også kan lave erkendelsesarbejde. Projekter udformes, eksperimenter udføres (!) - og de lykkes altid! Et mirakel i sig selv. Denne reform, den tredje siden 1970, er formodentlig den sidste inspireret af denne generation af pædagogiske eksperter. Det er ulykkeligt, at hensyn til undervisningsmetoder har fået lov til at influere på udformningen af gymnasiet. Det er en skandale. Det er også en skandale, at erkendelsen og vidensarbejdet ofres til fordel for poppede idéer om forberedelse til den næste livsfase og mantraet om, at eleven skal være i centrum. Elevernes muligheder for at følge lige netop deres individuelle evner og faglige interesser begrænses til fordel for, at skolen sørger for, at de erkender tværfagligt. Til gengæld skal de selv udføre det faglige erkendelsesarbejde. På skolen kan de en gang imellem møde en lærer, der taler, og så ellers sidde i gruppe og diskutere, om liberalismen er en god idé. Hvad synes du? Men eleverne har ingen grund til at være bange. Den afsluttende eksamen ønsker ikke at finde det faglige niveau så meget, som den ønsker at bestemme deres sociale og kreative evner i et kort projekt, som de faktisk kunne have mødt på introduktionsåret på RUC - så de er super forberedte. Endelig: jeg forsager ikke projektarbejde, tværfaglighed, ekskursioner til virkeligheden, virkelighedsnære projekter, social intelligens, faglig kreativitet, forelæsninger, gruppearbejder, gruppeeksaminer, projekteksaminer. Men jeg påstår, at en gymnasiereform, som fokuserer på disse ingredienser, overgiver sig til poppædagogik og almindelig tåbelighed. Tåbeligheden, hvor faglige diskussioner afgøres af, hvem i gruppen der synes noget mest, vil brede sig. Det er en skandale. Men så igen - det er måske meget almendannende, at den, der mener noget mest, får ret ... hr. statsminister, gør noget!