Retssagen omæresmordet på den 14-årige Sonay, som endte med, at hendes far blev idømt 14 års fængsel, har gjort spørgsmålet om æresbegrebet sørgeligt aktuelt. Begrebet ære har en gammeldags klang på dansk. De amerikanske sociologer Kellner og P. og B. Berger skriver i et essay om »forældetheden af begrebet ære« i moderne samfund: »Ære indtager den samme plads i moderne sprogbrug som begrebet kyskhed. En person, som fremfører den, vækker ikke beundring, og én, som hævder at have mistet den, er normalt et objekt for latterliggørelse frem for sympati«. De nævnte tre sociologer skelner mellem begreberne honor og dignity og mener, at honor tilhører et førmoderne univers, mens dignity forudsætter og er med til at danne den moderne bevidsthed. Ordet honor oversættes sædvanligvis som ære, og de to ord svarer nogenlunde til hinanden i begge sprog. Men det er ikke ligetil at oversætte begrebet dignity til dansk. Ordbøgerne foreslår ordene 'værdighed' og 'anstand', men det synes, som om disse to ord ikke er dækkende, i det mindste ikke hvis vi forsøger at forstå fænomenet æresmord. Begrebet 'personlig integritet og autonomi' synes at være mere rammende. Æresbegrebet implicerer, at identitet på en væsentlig eller i det mindste vigtig måde er relateret til institutionaliserede roller, påpeger forfatterne. Som kontrast indebærer dignity , at identitet er uafhængigt af institutionaliserede roller. Den vigtigste rolle i denne sammenhæng er kønsrollerne som ærbar pige/kvinde og en ærefuld mand. I forhold til begrebet dignity kan en person finde ud af og frem til sin identitet ved at frigøre sig fra sine socialt pålagte traditionelle roller. Dignity , i modsætning til ære, forholder sig til en iboende og væsentlig menneskelighed, frigjort af alle socialt pålagte roller og normer. Den relaterer sig til selvet som sådan og til individet uanset hans/hendes køn og position i samfundet. Begrebet dignity hænger nøje sammen med individuelle rettigheder og menneskerettighederne. Alle mennesker har en værdighed, en personlig integritet og autonomi uanset etniske, religiøse, nationale tilhørsforhold, køn, handikap og seksuel orientering eller smag. I den kulturkreds, som Sonays far, der stammer fra den muslimsk-turkmeniske minoritet i det nordlige Irak, tilhører, beror mænds ære i udpræget grad på kvinders seksuelle adfærd, som den plejede at gøre i førmoderne samfund og i førmoderne kredse i andre samfund. Både Naser Khader og den norske antropolog Unni Wikan påpeger, at ordet 'ære' på dansk svarer til to forskellige ord på tyrkisk, arabisk, kurdisk og persisk med forskellige referencer. Det ene, namus , refererer til kvinders ærbarhed og kyskhed, og Naser Khader kalder den derfor 'sex-æren'. Det andet begreb, sheref, henviser til andre æresstandarder såsom gæstfrihed, tapperhed, troværdighed, at holde sit ord og så videre. Der er hovedsagelig to måder, en kvinde kan bringe vanære over sine mandlige familiemedlemmer på: ved at have et seksuelt forhold før ægteskabet og dermed miste sin mødom eller ved at have et udenomsægteskabeligt forhold. Antropologisk forskning viser, at der er forskellige udveje fra denne situation, og de er ikke altid voldsomme og blodige som i den ulykkelige Sonaysag. Man kan lade parterne gifte sig eller tvinge fyren (eller den gifte mand, hvis flerkoneri er tilladt) til at ægte den pige, hvis mødom han har 'taget'. Man kan forstøde pigen fra familien. Man kan dræbe manden - men ikke pigen. Forskningen viser igen, at æresmordet på en kvinde normalt betragtes som den sidste udvej. Det skal tilføjes, at en mand kan også bringe vanære over sig selv i seksuel henseende ved at lade sig frivilligt penetrere af en anden mand. Dette vil automatisk placere ham i en kvindagtig position i forhold til den anden 'aktive' part, som derimod vil cementere sin egen position som mand. Forskellen mellem en 'almindelig' dansk familie og en traditionelt tænkende familie fra Mellemøsten, Latinamerika eller Sydasien - for at nævne nogle steder - er, at hvis 16-årige Bodil kommer hjem og fortæller, at hun har været i seng med sin klassekammerat Peter, vil forældrene betragte hændelsen som et nødvendigt trin i datterens udvikling, og de vil eventuelt bekymre sig om, hvorvidt datteren har brugt kondom eller et andet beskyttelsesmiddel. Hvis det samme sker i en traditionelt tænkende familie, vil forældrene normalt betragte pigens disposition som et brud på et af de vigtigste tabuer og som noget, der - hvis det bliver offentligt kendt - krænker familiens ære. Forældrene og storebrødrene, hvis hun har sådan nogle, bliver i så fald på en eller anden måde nødt til at genoprette familiens ære: enten ved at straffe den unge fyr, som har været i seng med datteren/søsteren, ved at tvinge ham til at gifte sig med hende eller i værste fald ved at myrde datterens/søsterens kæreste, hvilket heldigvis sker sjældent. En blødere sanktionsmulighed, om end ikke mindre dramatisk og ødelæggende for pigen, kan være at forstøde pigen og sende hende i eksil til et andet sted. Når man beskæftiger sig med kulturelle fænomener relateret til seksualitet i et tværkulturelt eller transhistorisk perspektiv, bliver det tydeligt, at seksuel praksis ikke bør opfattes som et umiddelbart udtryk for naturligt begær eller indre drifter og trang. Det bør ses som en kulturelt skabt konstruktion. Selv om alle kulturer skelner mellem mand og kvinde, er de roller og betydninger, de tillægges, forskellige fra kultur til kultur. Seksuel aktivitet foregår altid i en betydningssammenhæng. En seksuel akt er nok mange ting, men den er også en symbolsk handling. Hvem gør hvad med hvem, hvor, hvornår og hvordan er perspektiver, som ikke kun har varierende betydninger i forskellige samfund, men også i forskellige sammenhænge inden for det samme samfund. For at illustrere at den samme akt kan have forskellige betydninger i forskellige sammenhænge, lad os da tage deflorering (tabet af mødommen) som et eksempel: Når en kvinde går i seng med en mand første gang og 'mister' sin mødom i et samfund, hvor mænd og kvinder i princippet er lige, og hvor førægteskabelig seksualitet for begge køn er den kulturelle norm, opfattes det normalt som en mindre hændelse. Det er en handling, som parterne indgår i for nydelsens skyld. Begge parter kan eventuelt tillægge det en række symbolske betydninger for at skabe en mere intens seksuel og følelsesmæssig stemning, men vil ikke nødvendigvis opfatte tabet af mødommen som »et bånd, der binder dem og deres familier for evigt«. Af den grund vil manden normalt ikke forlange, at den kvinde, som han eventuelt skal gifte sig med, skal være jomfru. Men hvis den samme seksuelle akt foregår i et samfund eller en kulturkreds, hvor førægteskabelig seksualitet er forbudt for kvinder og tilladt for mænd, og hvor en kvinde forventes at være jomfru, opfattes akten (deflorering) ikke kun som en privat og intim nydelsesakt, men en rite de passage , hvor kontrollen af pigens seksualitet og krop overdrages til manden som et symbol på og cementering af en alliance mellem to familier. Derfor synes manden, at han har ret til at forlange, at hans brud skal være jomfru, og at han har ret til at 'returnere' kvinden, hvis det viser sig ikke at være tilfældet. Og derfor skal et lagen med en blodplet, som angiveligt stammer fra defloreringen, demonstreres offentligt. Pigens jomfruelighed er ikke hendes private sag, men et offentligt anliggende. Den konstruktivistiske opfattelse af seksualitet betyder blandt andet, at seksualitet og seksuel praksis bør opfattes som noget, der er foranderligt. En række sociokulturelle faktorer såsom industrialisering, kvinders indtræden på arbejdsmarkedet og uddannelsesinstitutioner, en større grad af ligestilling mellem kønnene, urbanisering, turisme, intern udvandring til storbyerne eller udvandring til et andet land, pornoindustrien, påvirkninger og inspirationer fra andre kulturer er med til at konstruere den måde, folk oplever deres seksualitet på. Mennesker kan eksempelvis gradvis forandre deres værdier og normer, omkring hvad kvinder må og ikke må. Og det forandres ikke altid til det 'bedre', det vil sige hen imod en retning, hvor kvinder opnår økonomisk uafhængighed og mere frirum til at afprøve kroppens og seksualitetens muligheder. Der er ikke tale om en ensrettet evolutionistisk udvikling. Den norske antropolog Unni Wikan citerer den svensk-kurdiske sociolog Masoud Kamali for at skrive: »Mange traditioner forstærkes i eksil«. Hvis man skal tro en del debattører og dele af pressen foregår den vigtigste og den mest radikale kulturkamp i Danmark mellem muslimske indvandrere og danskere. Mens striden mellem islam og kristendommen ifølge de mere religiøse kristne og muslimske debattører er den mest betydningsfulde, opfatter de mere verdslige kampen mellem dansk modernitet og demokrati på den ene side og muslimsk 'middelalder' på den anden som den vigtigste. På trods af disse ret dramatiske fremstillinger af forholdet mellem danskere og indvandrere, er der meget, der tyder på, at den betydeligste og heftigste kulturkamp foregår mellem indvandrere indbyrdes. Der hentydes ikke her til modsætninger mellem forskellige etniske eller religiøse grupper, men til konflikten mellem de to køn og mellem generationerne. Denne kamp foregår for det meste i det stille, da hverken forældrene eller den yngre generation har lyst til at udbasunere deres interne familieproblemer i al offentlighed. Forældrene er bange for at miste anseelse i deres respektive etniske grupper, hvis de fremstår som mennesker, der ikke kan styre deres børn. Den yngre generation vil heller ikke opføre sig illoyalt over for hverken sine forældre eller forældrenes etniske og religiøse arv. Desuden er de unge taknemlige over for deres forældre, som i deres øjne handlede selvopofrende ved at flytte fra oprindelseslandet til det totalt ukendte Danmark og arbejdede hårdt for at forbedre familiens levestandard og for at skabe bedre muligheder for børnene. Mordet på Sonay og en række sager i andre skandinaviske lande, eksempelvis Fadime Sahin-sagen, der vakte meget større opsigt i Sverige, end Sonaysagen har gjort i Danmark, har genaktualiseret begreberne ære og æresmord. En del indvandrerforældre går mere op i familiens anseelse i de respektive etniske grupper og tilbage i den egn, familien stammer fra, end i deres døtres lykke og velfærd i de lande, som familien nu lever i. Kulturkritiske grupper i indvandrerkredsene og det omgivende samfund kan måske hjælpe både pigerne og familierne ved at give begrebet ære en anden og ny betydning: evnen til at skabe en velfungerende familie i det nye land og skabe forhold, hvor unge kan realisere deres drømme om at blive til noget og finde den rigtige.