Man taler om prosagennembruddet i dansk litteratur i 1824. Poul Martin Møller skrev 'En dansk students eventyr', og Blicher udsendte 'Brudstykker af en landsbydegns dagbog'. Den første var en roman - den anden var en novelle, mens H.C. Andersen kaldte sine noveller historier. 1824 var altså novellens gennembrud - og hvilket gennembrud! Det lykkedes aldrig Blicher at overgå sin debutnovelle, selv om der er andre fremragende højdepunkter. Titlen havde han tyvstjålet fra en engelsk fortælling 'Nytårsgaven' med undertitlen 'Brudstykker fra en fattig engelsk landsbypræsts dagbog'. Den stod oversat i A.F. Elmquists Læsefrugter. Måske Blicher selv havde oversat den, som han oversatte så mange andre fortællinger i Læsefrugter. Det er ikke godt at vide, hvad den engelske forfatter mente med ordet brudstykker, men det er ret indlysende, hvad Blicher forstod ved glosen. Brudstykker blev et stikord for Blicher, et ledemotiv. I et ofte citeret sted i novellen 'Skytten på Aunsbjerg' (1839) beder fortælleren om læserens overbærenhed: »Højstærede læsere og læserinder, harmes ikke på mig, fordi denne lille historie, der vel neppe kan anslås højere end til en stor anekdot, er så stykkevis, dunkel og sørgelig. Er ikke al vor kundskab herneden stykkevis?«. Der er tre henvisninger til Paulus' første Korinterbrev kapitel 13 - det om tro, håb og kærlighed - ordet 'dunkel', ordet 'kundskab' og ordet 'stykkevis'. Paulus hævder, at vi i denne jordiske tilværelse ser dunkelt og gådefuldt. Her, eller som novellen betegner det, herneden, ser vi kun stykkevis. Kendskab og kundskab er stykkevis. Men engang skal vi kende fuldt ud. Herneden ser vi dunkelt og gådefuldt, og når det, som man siger, kommer til stykket, er det kun brudstykker. Hvad der gælder dagbogsskriveren Morten Vinge, at han hverken kan overskue sin egen historie eller Jens' historie eller frøken Sophies historie, fordi han kun kender brudstykker, ligesom hans dagbog består af brudstykker - det gælder også de mest navnkundige af Blichers øvrige fortællere fra 'Hosekræmmeren' hen til præsten i 'Sildig opvågnen' og herredsfogeden i 'Præsten i Vejlby'. Det er et genialt påfund af Blicher at lade debutnovellen hedde 'Brudstykker ...'. Det kan misforstås. Jeg husker en lærer, som ringede til mig, fordi han skulle gennemgå novellen om landsbydegnen, om han måtte låne mit eksemplar af den. Det måtte han selvfølgelig gerne, selv om det undrede mig, at han ikke kunne bruge sin egen udgave. Da han dukkede op, viste misforståelsen sig at bestå i, at han troede, jeg havde hele dagbogen, for han havde den nemlig kun i brudstykker. Blicher må have anet, at titlen kunne misforstås, for i 1833 ændrer han titlen til 'En landsbydegns dagbog'. Det er en god ide at give Benny Andersen Blicherprisen. Og det er heldigt, at Borgens Forlag lige på samme tid udsender Benny Andersens samlede noveller. Det drejer sig om 'Puderne' (1965), 'Tykke-Olsen' m.fl. (1968) og 'Over skulderen' (1983). Både i 'Puderne' og i 'Tykke-Olsen' er der henvisning til Blicher. I titelnovellen 'Puderne', der handler om en mand, der afreagerer al sin vrede og nid og nag ved at tæve løs på en samling puder, han gemmer på sit loft, omskrives en kendt Blicherindledning sådan: »Stundom, når jeg har vandret ret ude i den store al-pude, hvor jeg kun har haft den brune lyng omkring mig og den blaae pude over mig; naar jeg vandrede fjernt fra menneskene og mindesmærkerne om deres puslen hernede, der i grunden kun er puder«. I 'Tykke-Olsen' handler novellen 'Den skaldede mand' om en fyr, der bliver mere og mere tyndhåret, for til sidst at blive så godt som pilskaldet, og Blicher melder sig, da en flue en aften sætter sig på hans hoved - manden fortæller: »Da landede en flue på min isse. Jeg skulle til at genne den væk, men min hånd standsede på halvvejen, jeg blev pludseligt grebet af et vemod jeg aldrig før havde følt så stærkt. Det var ikke et af mine sædvanlige anfald af fortvivlelse over min skæbne, det var netop vemod, som hos Blicher. Det måtte være fluen, der med sine klamme sugefødder meddelte sig til mig, en fluedigter på vandring hen over mit nøgne, overfølsomme kranium. Ord for ord kan jeg genkalde mig, hvad den fortalte: »Her hvor fordum bølgende marker og frodige lunde kvægede synet, her breder ørkenen sig nu så langt øjet rækker. Et par enkelte tørre strå hist og her i horisonten forstærker kun indtrykket af uendelig forladthed, for længst har den levende, brogede verden trukket sig tilbage fra disse vidder og overladt dem til stilheden, ensomheden, intetheden. Hvad er det da der drager én mod disse trøstesløse himmelstrøg, hvor ingen skygger gror, hvor ingen oase lokker, hvor ingen luftspejling holder blikket?««. Blicher - tankepastichens mester - ville have smilet over denne træfsikre og kærlige pastiche på hans egen stil. Men selv om Benny Andersen ikke havde henvist til Blicher eller nævnt Blichers navn, er han en åbenlys arvtager af både den blicherske novelle og af Blichers vemodige humor og humoristiske vemod. Søren Baggesen siger, at før Blicher kunne skrive landsbydegnens dagbog, måtte han opfinde landsbydegnen. Han måtte kende Morten Vinge ud og ind, kende hans livs angst, hans passivitet og handlingslammelse og kønsforskrækkelse. Der går en lige linje fra Blichers landsbydegn til Pontoppidans Lykke-Per og Kiddes Helt og Martin A. Hansens Løgner. Hos Benny Andersen hedder de undgængere, og en af hans mange undgængere siger: »Livet er ikke nemt, men man skal ikke holde sig livet fra livet«. Blicher så det. Morten Vinge prøvede at holde sig livet fra livet. Blicher skrev i 'Skytten på Aunsbjerg', at der var noget i sorgen, som lignede glæde, ja som var glæde - og tilføjede: »Sorg er menneskets forrettighed«. Benny Andersen formulerer den samme livsopfattelse med formuleringen, »værre end tabet er tabet af selve tabet«. Det vil sige, det er værre at miste sorgen og tro, at der ikke er noget at sørge over, end at holde den fast. Blicher så hos mange af de udstødte det fælles menneskelige. I 'Tykke-Olsen', der handler om en mand, der er lige ved at blive dræbt, fordi han er sær, sanser titelpersonen skovduften sådan: »Skovlundens lugte, røllike, burre, vild kørvel er med til at tilføre indåndingsduften de hjernevitaminer, der får tankerne til at blomstre«. Når Blicher i en mesternovelle vælger titlen 'Hosekræmmeren' - altså et enkelt ord, som forfærdende nok er novellens omdrejningspunkt, fordi det er hosekræmmeren, der - endda i bedste mening - bliver den onde skæbne, har Benny Andersen en række enkeltstående ord som novelletitler: Bruddet Hustelefonen Varmedunken Lagkage Tændstikkerne Særpræg Hikke Husvennen Opringningen Bukserne Passagen Puderne Frakken Storetåen Latterdjævelen Gangstien Rejsen Man kan med rette kalde Benny Andersens forfatterskab polyfoni. Som hos Blicher er der en mængde forskellige stemmer; der er barpianisten, der i sin ungdom hørte en strøm af halv- og helfulde betroelser, som han bevarede i sit mørkekammer og siden fremkaldte. I den novelle, der hedder 'Udsmideren', tvivler titelpersonen på sin fars livsvisdom: Der er en forklaring på alt. Denne tvivl, tror jeg, er Benny Andersens egen. Tvivlen kommer ikke bare den anklagede (os alle sammen), men læseren til gode. Denne tvivl deler Benny Andersen med Blicher. Med sin tvivl på, at vi kan forklare alt, løftede Blicher trivialnovellen - som han kendte så godt fra sine oversættelser til Læsefrugters publikum - op på et højere trin: det kunstneriske. »De bedste af novellerne er også biedermeier-noveller, men i opgør og oprør. De er 'intimsfære skildringer', de handler om kærligheden mellem mand og kvinde som livets mening og hjemmets tryghed som forsoningssted for livets barskhed. Blicher tror ikke på disse værdier. Eller rettere, at de har ikke sted i 'verden som den er', dvs. i samfundet, som det er indrettet, blandt menneskene, som de gør med hinanden, i livet på dets vilkår. Og Blicher gør oprør mod en verdensforståelse, der tolker virkeligheden i disse værdiers tegn, forvandler værdierne til normer og konventioner og bruger dem til rettesnore for menneskers adfærd, og til at knægte og dømme hinanden med«. (Søren Baggesen). Hvad biedermeier var på Blichers tid er puderne som symbol i Benny Andersens noveller. Det er et mærkeligt paradoks, at biedermeier i dag er erstattet af pornoen og ugebladsføljetoner. Men som Blicher reagerede på biedermeierstilen og af og til overgav sig til den og skrev rædsomme fortællinger - sådan reagerede Benny Andersen på pornohistorien. Han blev engang inviteret til at skrive en pornohistorie, der løftede sig bare en lille smule. Hvis nogen havde ringet og spurgt mig, hvordan Benny Andersen ville løse opgaven, er jeg sikker på, jeg ville have gættet rigtigt. Som biedermeierforfalskningen var den forløjede drøm om det umulige lykkebegreb, gik Benny Andersen mod drømmen om det lette seksuelt forløsende samvær. Det unge par, som er vildt forelskede, flygter til et hotelværelse, hvor alt er fiasko. Nervøsiteten er større end lysten. Potensen forsvinder, og kvinden tilbyder, at hun kan stå på hovedet, så han kan hælde den ind! Der er en lattervækkende og smertefuld satire over den lethed, samlejet er beskrevet med i pornofilmen. Det går jo så nemt. Men i virkelighedens verden er der hæmninger og nedture, og det ender i ren fiasko. Ingen i dansk litteratur har forsvaret fiaskoen og nederlaget mere end Benny Andersen. Hovedpersonen i 'Den druknede' tænker: Tove, hans kone, hvor var hun blevet af? Ja hun var der endnu, ude i siden i baggrunden, glattede puder, var en pude at falde tilbage på. Det er dødsensfarligt at blive en pude i novellen, fordi puden bliver en stødpude, og manden i novellen funderer over, hvordan han i årenes løb har taget ikke alene modet, men også stemmen fra sin kone. Det går pludselig op for ham, hvor selvudslettende, hvor ydmygt hun altid talte til ham, og at han hidtil ikke havde fundet noget mærkeligt i det. Hvornår var det kommet - lidt efter lidt? For der var da engang, da hendes stemme lød helt anderledes, varm, sprællende, lidt lodden, engang hvor han ikke kunne høre den uden at få lyst til at løfte hende op og bære hende med sig, løfte denne levende, dirrende stemme op til sit øre, hælde den ind gennem øret, drikke sig fuld med øret og rave rundt med hende på armene, til de faldt om sammen et eller andet mørkt sted. Ak, hvor forandret ville Blicher have sagt. Benny Andersen lader en af sine mandlige hovedpersoner sige: »Ingen er uundværlig« - men efter at have vendt den i hovedet tilføje: »Enhver er sgu da uundværlig for sig selv«. Benny Andersen, du er ikke kun uundværlig for dig selv. Du skal vide, at der er mange, der ikke kan undvære dig, og endda nogen, der sætter pris på dig - den pris, du så oplagt fortjener, Blicherprisen. Vi ønsker dig mange forår, hvor du i fulde drag kan indånde skovbundens lugte - røllike, burre, vild kørvel - som tilføjer din indåndingsluft de hjernevitaminer, der får dine tanker og noveller til at blomstre.