DE TO argumenter, der igen og igen anføres for aktiv dødshjælp (eutanasi), er respekten for patientens selvbestemmelsesret og at undgå unødvendig lidelse. Sådan er det også i den danske debat. Begge argumenter accepteres umiddelbart. Det er ganske svært at være uenig - nemlig umiddelbart. For hvem går ikke ind for individets selvbestemmelsesret. Hvem mener ikke, man skal undgå lidelse - og så meget mere da 'unødvendig lidelse'. Enqueter om dette spørgsmål viser da også i reglen, at et varierende flertal svarer, at aktiv dødshjælp bør lovliggøres i Danmark. Alligevel anbefaler Etisk Råd i sin redegørelse, som udkom i går, enstemmigt, at eutanasi ikke gøres lovligt i Danmark. Rådets 17 medlemmer er ofte uenige og lægger heller ikke nogen særlig vægt på at nå til enighed i etiske dilemmaer. Uenigheden må tværtimod gerne være der og helst være tydelig, så argumenter for og imod et spørgsmål står klart og ikke gråtones i et kompromis. Men her er de 17 medlemmer altså helt enige. Jamen, skulle medlemmerne da være imod selvbestemmelse? Synes ikke alle medlemmer, at man skal undgå lidelse? Forstår de måske slet ikke argumenterne? Jo, naturligvis forstår de dem. Argumenterne er jo selvindlysende. Men måske netop nærmest så selvlysende, at de i første omgang kan blænde. I alle fald har rådet gransket dem nøje og sat spørgsmålstegn ved dem. FØRST selvbestemmelsesretten. Respekt for patientens selvbestemmelse (autonomi) er et grundlæggende princip i sundhedsvæsenets omsorg for patienten, og det er derfor også det helt gennemgående tema i lov om patienters retsstilling. Ifølge selvbestemmelsesretten har patienten ret til at fravælge en sygdomsbehandling, også selv om den er livsreddende. Det kunne f.eks. være blodtransfusion. Derfor fremtræder det selvfølgeligt og logisk, at det også må være patientens ret at vælge sin egen død. Eller man kan spørge: Hvorfor skal patientens selvbestemmelse ikke gælde på dette det vigtigste område, retten til sin egen død, når den skal gælde på alle andre områder, altså når patienten har en på det nærmeste uindskrænket ret til at fravælge en behandling. 'Selvbestemmelse i dette spørgsmål bliver nemlig opfattet på samme måde som at vælge sin egen kurs i livet. Man kan i stor udstrækning vælge uddannelse, arbejde, venner, livsform, religion osv. - sådan forekommer det. Helt ned i mindste detalje beslutter og vælger man selv. Selvbestemmelse om ens egen livsafslutning bliver derfor en videreførelse af en ideologi, som præger mange menneskers liv. Er man herre over livet, kan man vel også være herre over sin død. Argumentationen for eutanasi med henvisning til selvbestemmelsesretten overbeviser altså i udgangspunktet. De, der eventuelt skal stemme om det eller svare på det i en rundspørge, kan næppe forestille sig ikke at skulle kunne bestemme selv, eller at de skulle ønske ikke at bestemme selv. Ingen skal røre ved vores frihed og ved vores selvbestemmelsesret. DET VIGTIGE her er, at langt de færreste i virkeligheden ved, hvad det vil sige at være så dybt fortvivlet, så fuld af håbløshed, så sig tiloversfølende, at man kan ønske sin død. Men hvis eutanasi var lovliggjort, og muligheden for eutanasi var i alles bevidsthed, patientens, lægens, de pårørendes, plejepersonalets, kunne der komme til at hvile et indirekte pres på patienten for at skulle tage stilling, for at skulle vælge og måske netop vælge den mulighed. Patienten skal i så fald frit kunne vælge eutanasi, men den valgfrihed medfører, at patienten under de omstændigheder ikke er fri for at skulle vælge. Med andre ord, hvis muligheden for eutanasi er respekt for selvbestemmelse, må man samtidig huske, at det vil betyde, at patienten ikke kan bestemme, at han vil være fri for at udøve sin selvbestemmelsesret. Alligevel forestiller mange sig, at selvbestemmelsen altid udøves frit. Det skyldes, at selvbestemmelse er så nøje forbundet med tanken om det frit vælgende menneske og er så nøje forbundet med individets basale frihedsrettigheder og respekten for den enkeltes beslutninger. Men selv om et menneske er beslutningsdygtigt (habilt), er det altså ikke sikkert, at dette menneske er beslutningsdygtigt over for enhver beslutning. Og hvis ikke selvbestemmelsen kan udøves af et habilt menneske i balance, kan det menneske have mere brug for medmenneskelighed, for omsorg, ja for kærlighed og ikke brug for, at nogen giver det et behjertet tilbud om at kunne vælge dødshjælp, hvis tilstanden i øvrigt kan fastslås som tilstrækkelig sølle og pauver. Men der er endnu en grund til, at det kan betvivles, at et menneske i netop dette spørgsmål er suverænt og frit selvbestemmende. Med alle valg følger jo et ansvar. Hvad skal patienten lægge vægt på, når han skal beslutte, om han vil leve længere? I andre af livets valgsituationer er det smukt at tage hensyn til andre. Så hvorfor ikke også her? Eller hvorfor ikke netop her? Det betyder, at selve det at give patienten valget, et valg, der som nævnt skal træffes på en baggrund af håbløshed og fortvivlelse, selve denne mulighed tvinger patienten til at tage hensyn til, om han er en byrde for sine pårørende og måske for samfundet. DER ER utvivlsomt mennesker, som vil kunne beslutte sig for eller imod dødshjælp - uden hensyn så at sige. Men det er sandsynligt, at det er de færreste. En undersøgelse fra Holland viste, at blandt patienter, der havde anmodet om dødshjælp, var kun få procent i en tilstand, man efter en psykologisk vurdering kunne beskrive som 'selvkontrol'. Langt de fleste var angste og fremsatte ønsket ud af fortvivlelse. Mindre stærke personligheder vil altså næppe beslutte frit. Det såkaldt frivillige valg af eutanasi bliver ikke frit, når vilkårene for valget ikke er frit. Selvbestemmelsesideologien er fremherskende i vor tid, mens formynderi (paternalisme) forkætres. Det er imidlertid ikke givet, at forestillingen om eutanasi alene skal opfattes som en respekt for selvbestemmelse. En norsk undersøgelse om lægers holdning til eutanasi viste, at læger, der tænker mest paternalistisk, altså som lettere ser bort fra patientens selvbestemmelse, også er mest positive over for eutanasi. Det ligner et paradoks, fordi selvbestemmelsen netop påstås at være respekteret i dette spørgsmål. Men paradokset er kun tilsyneladende, for motivet til at give patienten mulighed for at vælge eutanasi - eller måske tilskynde patienten direkte eller indirekte - kan være en oprigtig overbevisning om, at det ville være bedst for patienten at blive taget af dage. I Holland indgik det på et tidspunkt i debatten, at eutanasi skulle kunne foretages, uden at der forelå nogen anmodning fra patientens side. Det argument, der fremførtes var, at det måtte anses at være for belastende for patienten at tage stilling til eutanasi. Det var mere barmhjertigt at gøre det i hemmelighed, når det nu var i patientens egen interesse. En enquete i Danmark sidste år viste, at nogle har det synspunkt også herhjemme. Hvor blev selvbestemmelsen af? Som grund til, at lægen udfører eutanasi i Holland, er det som bekendt efter de her gældende regler ikke nok at henvise til, at »patienten bad mig«. Det kræves også, at patientens livsværdi vurderes som tilstrækkeligt lav. Derved relativiseres og skønsbehæftes livsværd. Det vil sige, at retfærdiggørelsen af 'frivillig eutanasi' snarere bæres af, at visse liv ikke er værd at leve, end af, at der foreligger en anmodning. Selvbestemmelsesretten skal altså netop ikke respekteres fuldt ud. Det leder til det andet vigtige argument for legalisering af eutanasi, nemlig at undgå den ubærlige lidelse. Også dette argument er som sagt selvindlysende. Når livet bliver ubærligt, lidelserne uudholdelige og det hele uværdigt, må man da kunne komme lettere om ved lidelsen. Allerførst må man minde om, at eutanasi ikke er at lindre lidelse hos et menneske. Det er at fjerne den, som lider. Og det er måske et fattigt svar på lidelse. Man ønsker magt til at lade døden indtræffe på et tidspunkt, hvor der endnu er værdighed, som det hedder. MED BEGREBET værdighed har man da igen et stærkt kort på hånden. Herved bliver argumentationen nemlig ikke blot indlysende, men også forførende. En selvmordsklinik i Schweiz blev kendt efter omtale i medierne. Den schweiziske klinik bærer navnet Dignitas. Det betyder som bekendt 'værdighed'. Og herhjemme kalder en forening, som har sat sig det formål at få lovliggjort aktiv dødshjælp i Danmark, sig 'En værdig død'. Foreningen siger, at den arbejder for, at mennesker skal kunne få lov at dø med værdighed. Ordene værdig og værdighed i denne forbindelse er valgt med omhu. Positive tanker forbindes med de ord, og det bliver igen vanskeligt at være uenig, fordi de fleste helt ned i sjælens dybde har en forestilling om, hvad der er værdigt. At et menneske skal kunne bestemme og vælge selv og vil stå inde for noget, er værdigt. Denne værdighed hænger igen sammen med selvbestemmelsesideologien, altså med forestillingen om det enkelte menneske som et enestående menneske, hvis beslutninger ikke kan tages af andre eller erstattes af andres beslutninger. Ser vi ikke netop værdigheden i den beslutning, som medlemmer af tidligere tiders samfund tog, når de afkræftede og byrdefulde for fællesskabet satte sig uden for det og selv søgte døden, for at de øvrige kunne overleve og klare sig igennem? Var det ikke modigt, heltemodigt og værdigt, da Jan Palach i 1969 satte ild på sig selv i Prag i protest mod besættelsesmagten og dermed var med til at åbne verdens øjne for, at netop tilsvarende så alvorlig var frihedsnægtelsen? Var det ikke næsten over al forstand værdigt, da en gruppe præster forlod en synkende redningsbåd og druknede, for at de øvrige kunne overleve? Et frimærke blev udgivet til minde om deres heltedåd. Værdigheden i disse eksempler består i, at der er noget, som er mere værd end livet, og de viser, at man kan give sit liv for noget og for nogen. Rudolph Arendt siger: »Livet er for godt til at smide væk, men ikke for godt til at give væk. Det er tværtimod bedst, idet det gives væk, enten det sker i ét øjeblik, eller hele livet går med det. Det er det paradoksale ved livet, at det kun kan gives væk, når det agtes højt. Hvor livet ringeagtes, kan det ikke gives væk, men måske nok smides væk, hvilket er noget ganske andet. Kun fordi livet er stort, er det stort at ofre livet ...«. I KAMPAGNEN for lovliggørelse af dødshjælp er værdighedsbegrebet netop forskudt - umærkeligt, men begrebsmæssigt helt afgørende forskudt, så betydningen næsten bliver modsat. 'En værdig død' er nu ikke at give livet, fordi det er meget værd, men at ville af med det, fordi det ikke er noget værd. Det vanskelige er, at ordet værdig naturligvis har sammenhæng med værdi. Og lige så meget som det at kunne give sit liv er fyldt med værdi og derfor værdifuldt og derfor også værdigt, er dette at fastslå, at nu er det eller det menneskeliv ikke værd at bevare, fordi det ikke længere har nogen værdi, meget langt fra værdighed. Vi er nemlig for tiden så enige om at fastslå, at værdighed knytter sig til selvbestemmelse, til at have kontrol over tingene, kontrol over sine funktioner, kontrol over sit liv - så enige, at vi automatisk knytter uværdigheden til ikke at have kontrol. Læg mærke til, at vi opfatter den barmhjertige samaritaner i lignelsen ikke blot som barmhjertig, men også som et handlekraftigt menneske, som ved, hvad der skal gøres, som er professionel og har kontrol over situationen. Men hvad så med den sårede og syge mand, som ikke havde kontrol over noget, var han uværdig? Nej, slet ikke. Lignelsen viser os i virkeligheden også, at man ikke bliver uværdig af at trænge til hjælp eller af at få omsorg, at man ikke bliver uværdig af at tage imod. Er det et paradoks, at i vor selviske tid er det sværere for mange at modtage end at give? At have styrke og magt til at yde og give, det er kontrol. At tage selv, det er kontrol. Men at tage imod? Mon ikke det at modtage regnes for svagt og for et kontroltab? Men tænk på et spædbarn. Det har ikke kontrol over ret meget. Ja, det overlever, alene takket være, at nogen giver det omsorg og tager sig af det, og det har en egen - sin egen - værdighed. ALLE MENNESKER har en iboende værdighed, fordi de er mennesker. Værdighed hører med til det at være menneske. Men de, som omgiver et menneske, f.eks. de pårørende og sundhedspersonale, kan få stærk indflydelse på, hvordan et menneske oplever sig selv og sit liv. Et menneske kan føle sig vraget og uønsket og tilovers og vil af den grund kunne ønske sig død. Et tilbud til et fortvivlet menneske om, at det kan blive hjulpet herfra og få dødshjælp - det tilbud vil måske blive modtaget, fordi det menneske er forpint, sølle og føler sig uønsket. Det er derfor, læge-patient-forholdet ville blive forgiftet, hvis muligheden for aktiv dødshjælp forelå, fordi dette at stå klar med sådan et tilbud i sig selv kan være en forstødelse og et budskab om, at det menneske er tilovers. Og er ikke netop dette et angreb på værdigheden? Ja, spørgsmålet er, om ikke denne vurdering af livsværd og fastsættelse af livsværdi, om ikke dette at skulle skønsbehæfte livsværdet i sig selv reducerer det.