Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Danmarks brutale ødelæggelse

Det er en grum historie, der skal fortælles, når man skal give et sandfærdigt billede af naturens tilstand i Danmark. Men det gør kronikøren, der i dag præsenterer sin store miljøstatus i bogen 'Der er et yndigt land' i Landstingssalen på Christiansborg.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Kry-kry-kry!«.

Havørnens urgamle parringsskrig gjaldrer atter i det tidlige forår gennem den danske bøgeskov. Skånselsløst udryddet i begyndelsen af det 20. århundrede, men nu atter tilbage i Danmark; mindst ti ynglende havørnepar ser det ud til, at det yndige land huser i 2003.

Formentlig har havørnen altid været dansk ynglefugl, fra den indvandrede i en fjern fortid, muligvis helt tilbage i Würm-istiden, til det sidste par ynglede i Havnø Skov ved Mariager Fjord i 1911. Få år tidligere husede Mariager Fjord angiveligt hele fem par af de hvidhalede ørne, men på den tid blev rovfugle forfulgt med alle midler. I foråret 1912 lægger Havnø-skytten et forgiftet kadaver ud, og det bliver fatalt for det sidste ørnepar: Den ene mage lader sig lokke og falder for giften.

Helt frem til 1919 overlever den ensomme mage på egnen, før den også møder sin grumme skæbne. En forårsdag i april lykkes det endelig en lokal jægersmand at få den ned med nakken. Var han stolt, da han stod der med bøssen og den sidste danske havørn? Eller fortrød han i samme sekund, som skuddet gik?

Tre menneskealdre senere sker så det, ingen havde troet muligt: Havørnen vender tilbage for at yngle, og den kommer af sig selv. Både som overskud af unge ørne fra de tyske bestande, men måske også som strejfende eventyrere fra den hastigt voksende stamme i Sverige - vi ved det ikke med sikkerhed. Slut med forgiftede kadavere og fred for lumske snigskytter gjorde det åbenbart muligt at slå sig ned i det gennemkultiverede, tætbefolkede land.

Var havørnens genkomst kun forudanet af ganske få fuglekyndige, kan man roligt påstå, at endnu færre mennesker havde drømt om, at Danmarks største vandløb nogensinde skulle sprænge sine lænker. Genopretningen - sådan hedder det i fagsproget - af naturen i Skjern Å hører for de fleste hjemme i kategorien 'større mirakler'. Selv ikke journalisten Rolf Geckler har den mindste anelse, da han skriver sin legendariske bog 'Hvad indad tabes' i 1982. Ikke et ord står der om muligheden for et genopretningsprojekt i den skarpe og dybdeborende beskrivelse af 'Den politiske sammensværgelse mod Skjern Å'.

Sådan lyder overskriften på kapitlet om Skjern Å i Rolf Gecklers bog, der sprængte den nationale myte om Hedeselskabets virksomhed, magt og position.

Blot fem år senere, i 1987, vedtages Skjern Å-projektet af et enigt Folketing. Ganske vist går der yderligere 13 år, før »Nordeuropas største naturgenopretningsprojekt«, som det betegnes i pressemeddelelsen fra Skov- og Naturstyrelsen, kan indvies af Hans Kongelige Højhed Prins Joachim og daværende miljø- og energiminister Svend Auken. Det sker en blæsende dag i oktober 2000. Gennem de 13 år blev der adskillige gange løbet politisk storm mod millionprojektet, men det tjener Svend Auken til stor ære, at han aldrig lod sig rokke fra den afgørende beslutning: Skjern Å skal slippes fri!

Ufattelig meget dansk natur er gået tabt i de seneste 150-200 år, men det svundne er ingen drøm. Havørnens genkomst og genopretningen af den uregulerede Skjern Å demonstrerer med en vældig styrke, at alt kan tænkes, når selv det, ingen havde turdet drømme om, allerede er sket.

Som modvægt til den dominerende forarmelse og ødelæggelse, der desværre er hovedtendensen i den sørgelige saga om Danmarks natur, kan der lykkeligvis peges på en række vellykkede projekter, hvor naturen er genskabt. Derfor er det vigtigt at fremhæve, understrege og forstå, at den natur, vi betragter og beskriver i dag, ikke er naturen. Natur i dag er kultur, og kultur skabes af mennesket. Deri ligger mulighederne - og nødvendigheden.

Professor Peder Agger, overvismanden fra Naturrådet, der nægtede at nedlægge sig selv, formulerede denne nødvendighed allerede i 1989. I bogen 'Dyrenes Danmark' skriver han: »Men dybest set hænger natur og kultur for os uløseligt sammen. Kulturen og dens frembringelser kan betragtes som bearbejdet natur, hvad enten der er tale om tonerne fra en violin, eller fiskene der vender bugen i vejret i Kattegat. Når dette sidste sker, er det ikke bare naturen, men også os, altså samfundet, der er i krise. Det er et symptom på, at noget kører skævt, i den helhed vi er en del af«.

Det svundne er derfor ingen drøm, men skabelonen for en strålende fremtid. Under bygmarken danser brushønsene stadig.

Den største fare er, at vi vænner os til, at naturen er netop det, vi ser i dag. At vi accepterer, at den natur, der er tilbage, forringes, uden at vi skulle kunne gøre noget ved det. Er der ingen længere, der søger at holde fast i de svundne værdier, mister vi den nødvendige målestok for at skille skidt fra kanel. Denne risiko beskrives således af professor Kaj Sand-Jensen i bogen 'Den sidste naturhistoriker' fra 2003: »Er alle dyrene i et område allerede døde, er der jo ingen risiko for, at der kan ske noget alvorligt, som påkalder sig mediernes opmærksomhed. Når alle bunddyr er udryddet af iltsvind i farvandene omkring Fyn, vil alarmerne efterhånden stoppe, fordi vi dels vænner os til de årligt tilbagevendende iltsvindskatastrofer, og dels ikke oplever så mange døde dyr mere«.

Derfor er det så overmåde vigtigt at fastholde erindringen om, hvad der var engang. Både i form af tørre tal og faktuel viden, men også i kunstnernes maleriske beskrivelser. På fundamentet af deres skitser og videnskabsmændenes tabeller skal vi jo bygge fremtidens natur - eller genopfinde den, om man vil.

Og indsatsen er nødvendig, hvis der skal være ægte natur til fremtidens danskere. Landet over er hundredvis af søer og fjorde tørlagt, utallige moselodder og enge drænet og pløjet op, overdrev gødsket ihjel, vandløb rettet ud og så videre og så videre. Beretningen om Danmarks naturhistorie gennem de sidste 200 år har tragediens triste moltone, og den gennemspiller det samme motiv om og om igen: Urfuglen gik tabt, eghjorten forsvandt, storken uddøde, orkideerne blev kvalt, og snart er der også bud efter brushønen, sortternen og svalen, engblommen, klokkeblomsten og guldsmeden - ja, selv haren er så hårdt ramt af 'udviklingen', at den har fået plads på den officielle liste over sårbare dyrearter.

Det er en grum historie, der skal fortælles, når man har sat sig for at give et veldokumenteret og sandfærdigt billede af naturens tilstand i det yndige land. For den handler jo om den brutale ødelæggelse af Danmark. Om forarmelsen af landets oprindelige natur til materiel berigelse for de få, men til ubodelig skade for de mange. Om hundrede års egoisme, kynisme og uvidenhed, der har omdannet store dele af landet til gold ødemark i naturhistorisk forstand. Selv ikke vore fjerne forfædre har fået lov at hvile i de årtusinder gamle grave; deres splintrede knogler ligger spredt ud i pløjelaget. Alt dette er ikke til at komme uden om, når regnskabet gøres op.

Lige så klart står det, at ansvaret for ødelæggelsen af Danmarks lyse natur begynder og slutter hos de danske jordejere. De har gennemtrumfet verdens mest intensive udnyttelse af det samlede landskab, og hvis de seneste 200 års skræmmende udvikling får lov at fortsætte, vil den uvægerligt føre til fortsat nedgang for de danske planter og dyr. I bogen 'Visioner for fremtidens jordbrug' fra 2002 beskriver professor Peter Esbjerg, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, hvad der kan forventes at ske i de kommende 10-20 år, hvis kursen ikke lægges om:

»I tilfælde af en udvikling præget af indtjening som overordnet politisk mål er det nærmest givet, at dansk landbrug inden for overskuelig tid vil blive domineret af ejendomme på 100-200 ha, og måske en del helt oppe på 300-400 ha. Den umiddelbare naturrisiko knyttet hertil er især strukturmæssig i form af nedlæggelse af en meget betydelig mængde småbiotoper. Rent faktisk udgør forskellige former for hegn og skel, ofte mellem naboejendomme, ikke mindre end 80-90 procent af agerlandets småbiotoper. En betragtelig andel af disse kan ventes ryddet for at skabe store maskinmæssigt lette marker«.

»Selve afstandseffekten af meget større marker med langt mellem randene er indlysende; men halveres samtidig arealandelen af de eksisterende små- og linjebiotoper, vil der ske en voldsom forøgelse af den allerede fremskredne fragmentering. Dette vil usvigelig sikkert koste en følelig nedgang i forekomster af planter og dyr«.

Men gør vi ikke en masse for at vende denne negative udvikling? Har vi ikke siden 1980'erne investeret milliarder af skattekroner i en stribe handlingsplaner, fortrinsvis for at dæmpe landbrugets negative påvirkninger af natur og miljø:

NPO-handlingsplan (1985)

Pesticidhandlingsplan (1986)

Vandmiljøplan I (1987)

Handlingsplan for en bæredygtig udvikling i landbruget (1991)

10-punktsplan for beskyttelse af grundvandet (1994)

Aktionsplan for økologisk fødevareproduktion (1995)

Vandmiljøplan II (1998)

Aktionsplan II - Økologi i udvikling (1999)

Ammoniakhandlingsplan (2002)

Pesticidhandlingsplan II (2003)

- og inden udgangen af 2003 får vi vel også en Vandmiljøplan III.

Men hjælper alle disse planer? Tilsyneladende ikke, hvis vi forlanger synlige resultater ude i naturen. Trods små forbedringer hist og naturgenopretning her er der ingen tvivl om, at aldrig har den biologiske mangfoldighed i den danske natur været under større pres end i dag. Hverken havørnens genkomst eller den løsladte Skjern Å rokker en tøddel ved hovedkonklusionen på det store udvalgsarbejde, som det såkaldte Wilhjelm-udvalg med forhenværende industriminister Nils Wilhjelm i formandsstolen præsenterede i november 2001:

»I Danmark har erhverv og myndigheder gennem de sidste 20-30 år ydet en stadig stigende indsats for at beskytte naturen og nedsætte miljøpåvirkningerne. Indsatsen har givet gode resultater, men dette kan ikke opveje den negative udvikling for vilde planter og dyr og deres levesteder. På trods af en forbedret beskyttelse af den tilbageværende natur er tilbagegangen fortsat de seneste 20 år, og kvaliteten af Danmarks natur og biodiversitet har ikke tidligere været så ringe«.

»Det skyldes, at naturen generelt har for lidt plads, at den indeholder for mange næringsstoffer og for lidt vand, og at naturarealerne er opsplittede og under tilgroning. Og det skyldes, at naturen og naturressourcerne hverken kan klare den nuværende, intensive anvendelse eller det omfattende ophør af ekstensiv drift«.

Sagen er den, at samtidig med at vi genskaber nogle få spektakulære naturmonumenter som f.eks. Skjern Åens nedre løb, bliver der stadig mindre almindelig natur i landet som helhed. Prisen for de store projekter er uacceptabelt høj, hvis landet uden for nationalparker og reservater samtidig lægges øde af de effektive jordbrugere. Denne opdeling af landskabet i et A- og et B-landskab - med og uden natur - er i fuld gang. Allerede i dag henligger der store naturløse områder på Vestlolland, Sydvestsjælland, Stevns-halvøen, Nordfyn, Østjylland samt i det meste af Vest- og Nordjylland bag klitplantagerne. Rent naturhistorisk kommer flere og flere mennesker til at gennemleve et helt dagligliv i en ørken af ingenting. Naturen bliver samlet i udflugtsmål, som vi kører til på en fridag, den er ikke længere en selvfølge omkring os til hverdag.

Midt i denne elendighed er det grotesk at skulle erkende, at vi selv har finansieret den store ødelæggelse af Danmarks natur. Gennem mere end 100 år var det den almindelige skatteborgers penge, der betalte for de store afvandinger, for dræningen, mishandlingen af vandløbene, ensretningen af skovene og opdyrkningen af moserne, engene, overdrevene og hederne - kort sagt: Verdens mest intensive jordbrug blev bygget på statsstøtte i et omfang, der ligner tyveri ved højlys dag.

Og vi betaler stadig på hundrede og sytten forskellige måder. Blot et enkelt provokerende eksempel skal nævnes her: Siden slutningen af 1980'erne har vi ofret milliarder af kroner på rensning af spildevand, men i det skjulte bruges stadig millioner af vore skattekroner hvert år på at ødelægge de vandløb, som det rene vand skulle løbe i. Det sker fortsat af hensyn til landbruget.

Vurderet ud fra en 'mest natur for pengene'-tankegang bliver vi alle snydt, så vandet driver. Gennem de årlige 10 milliarder kroner i landbrugsstøtte til færre end 50.000 jordejere finansierer vi jo selv det intensive jordbrug, der er årsagen til langt de fleste problemer i naturen. Vi får også alt for lidt ud af de mange milliarder af skatteyderkroner, der efterfølgende hældes i de mange handlingsplaner, der skulle dæmme op for de negative følgevirkninger. Hvorfor? Fordi selve årsagen til de ekstreme tilstande ikke er til diskussion: den enorme produktion i en agroindustri, der allerede fylder alt for meget, men alligevel får lov at vokse videre. Den uregulerede vækst medfører, at enhver miljøforbedring er ædt op på forhånd.

Spildet af borgernes penge er efterhånden så stort, at nye handlingsplaner uden en markant begrænsning af landbrugsproduktionens samlede størrelse vil være politisk bedrag.

Accepterer man, at natur er kultur, så indser man også straks, at ude i virkeligheden er miljøkampen for længst afløst af en kulturkamp. Hvilken kultur ønsker vi, og hvem skal så bestemme, hvordan landskabet formes for fremtidens danskere? Ønsker vi at videregive svinenes tomme landskab med den grønne monotoni og de nye baroners imiterede herregårde - eller vil vi bevare det bedste af naturens brogede mangfoldighed i et dynamisk kulturlandskab, der forvaltes med respekt for fortiden og med tanke på fremtiden. Sagt mere direkte: Skal de stadig færre jordejere fortsat have lov til at forfølge deres snævre private interesser, eller skal det jordløse flertal bestemme udviklingen?

Der findes stadig et yndigt land, og det kan endnu lade sig gøre at genskabe skønheden i den lyse og lette danske natur. Men det sker ikke ved at stå med hatten i hånden og begræde den tabte herlighed. Sæt hatten på hovedet, og kræv naturen tilbage.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Det er nu, det bliver spændende...

Følg de første 100 dage efter valget for kun 299 kr.

Bliv abonnent

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden