At statsminister Anders Fogh Rasmussen har kaldt til værdi- og kulturkamp, er utvivlsomt gået op for de fleste. Scenen, hvor værdikampen skulle udfoldes, er imidlertid forsvundet og kombattanterne spredt for alle vinde. Hvorfor nu det, når statsministeren i Weekendavisen 17. januar skød værdikampen i gang med følgende bemærkning: »Det er udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid. Ikke den økonomiske politik. Ikke teknokratiske ændringer af lovgivningssystemer. Det afgørende er, hvem der får held til at sætte dagsordenen i værdidebatten?«. Hvis værdikampen er så afgørende, hvorfor udviser statsministeren og de centrale ministre så ikke mere rettidig omhu for at få debatten tilbage på sporet? Svaret ligger lige for. Værdikampen er i form og indhold intet andet end priming - det at gøde jorden for budskaber, man senere vil lancere - af de klassiske konservative og borgerlige dyder om lov og orden. På dette område har borgerlige partier i årtier sat dagsordenen, og her er de på hjemmebane over for vælgerne. Det er trist, at statsministerens stort anlagte kamp i virkeligheden er et mediestunt til at sikre den borgerlige regering genvalg. Den første systematiske undersøgelse af vælgernes holdninger til værdikampen har man kunnet læse om i Ugebrevet A4 de seneste uger. Undersøgelsen bygger på et repræsentativt udsnit af danskere over 18 år. Udgangspunktet har været en række konkrete budskaber og forslag fra regeringen. Undersøgelsens spørgsmål tager således udgangspunkt i konkrete forslag fra regeringen eller udtalelser fra centrale borgerlige politikere. På den måde fungerer undersøgelsen som en test af vælgernes holdninger til Foghs værdikamp, som den har taget sig ud i skrift og tale. Med undersøgelsen er vi blevet klogere på, hvad værdikampen er og frem for alt ikke er. Spørgsmålene i undersøgelsen kan samles under fire hovedoverskrifter, der hver især udgør et element i værdikampen. For det første kampen mod de venstreorienterede. For det andet opgøret med lighedstankegangen. For det tredje kampen mod Christiania og hashen. Og for det fjerde kampen for større ansvar og konsekvens i samfundet. En række uddybende analyser af de data, Gallup har indsamlet for Ugebrevet A4, peger i retning af fire hovedpointer. For det første: Hvis værdikampen ses som kampen mod de venstreorienterede, er vælgerne lodret uenige i Foghs dagsorden. Selv blandt de borgerlige vælgere er flertallet uenige i, at venstreorienterede lærere og undervisere udgør et problem. Det samme gælder for påstanden om, at Danmarks Radios nyheder og indslag er farvet af venstreorienterede holdninger. For det andet: Hvis værdikampen ses som et opgør med tanken om, at ulighed skal bekæmpes, er vælgerne ligeledes uenige med Fogh. Påstanden om, at det ville være hensigtsmæssigt at indrette samfundet, så den enkelte i højere grad klarer sig selv, også selv om det fører til større ulighed, er ikke populær hos vælgerne. Ideen om, at ældre, der fortsætter med at arbejde, efter at de er fyldt 65 år, skal belønnes og have folkepension, selv om de har indtægter på over 250.000 fra deres job, er en overvægt af vælgerne også imod. Vælgerne ønsker ikke, at samfundet bevæger sig i en mere ulige retning. For det tredje: Hvis værdikampen anskues som et opgør med Christiania og hashen, mangler den brede folkelige opbakning også på dette område. Et spinkelt flertal af vælgerne mener, at der skal skabes lovlige forhold på Christiania, selv om politiet derved får lidt mindre tid til andre opgaver. Omvendt er der overvægt af vælgere, der er uenige i, at en lille smule hash til eget forbrug under alle omstændigheder skal føre til bødestraf. For det fjerde: Anskues værdikampen som en kamp for større ansvarlighed og mere konsekvens i samfundet, rammer Foghs dagsorden i solar plexus hos såvel de borgerlige som socialistiske vælgere. Samlet set bakker 87 procent af vælgerne op om betaling af gebyr for at blive væk fra aftaler på sygehusene. Hele 83 procent bakker op om muligheden for frihedsberøvelse af unge under den kriminelle lavalder i tilfælde af særlig grov kriminalitet. Og 80 procent er enige i, at samfundet skal indrettes således, at den enkelte i højere grad tager et ansvar for sit og sine. Ser vi udelukkende på gruppen af socialistiske vælgere, bakkes påstandene ovenfor op af et flertal på mindst to ud af tre venstreorienterede vælgere. Den markante opbakning blandt de socialistiske vælgere, herunder de socialdemokratiske, kan imidlertid ikke overraske, idet statsministerens noget for noget-retorik i form ligger meget tæt op ad, hvad Poul Nyrup Rasmussen i begyndelsen af 1990'erne lancerede under overskrifterne 'du skal yde, hvis du vil nyde' samt 'ingen rettigheder uden pligter'. Sammenfattende erder således klar modstand imod kampen mod de venstreorienterede. Der er manglende folkelig opbakning til kampen mod lighedstanken og opgøret med Christiania og hashen. Til gengæld er der en overvældende opbakning til at skabe mere ansvar og konsekvens i samfundet. Disse konklusioner understøttes af analyser fra Ugebrevet Mandag Morgen offentliggjort i samme periode. Spørgsmålet er: Hvor efterlader det værdikampen? Værdikampen kan i indhold reduceres til at omhandle klassiske konservative dyder om nødvendigheden af lov og orden. At de konservative her står rigtig stærkt, kan man direkte aflæse i det supplerende regeringsgrundlag, hvor partiet med en række tiltag har præget dagsordenen i retning af lov og orden. Samme forhold kunne man også direkte aflæse i statsministerens åbningstale 7. oktober, hvor noget for noget blev flittigt gentaget, og hvor ordet konsekvens blev brugt ikke mindre end femten gange. Uanset om værdikampen er reel (eller reelt ment), er den en fordel for Fogh. Fordelen ligger i, at han med udgangspunkt i værdikampen får primet klassisk borgerlig politik i form af lov og orden. Hermed kan Fogh iføre sig kejserens nye klæder, udskrive folketingsvalg og sætte en værdikampdagsorden om ansvar og konsekvens. I en sådan valgkamp vil Fogh fremstå som en leder, der tager almindelige menneskers problemer alvorligt og er i stand til at løse dem. Desuden er det praktisk og bekvemt for statsministeren, at lov og orden er det politiske område, der grænser tæt op til spørgsmålet om flygtninge og indvandrere. Hermed tilfredsstilles såvel Dansk Folkepartis som regeringens eget ønske om endnu en gang at gøre flygtninge og indvandrere til valgets hovedtema. Men hvorfor al den ståhej, hvis det i virkeligheden blot handler om lov og orden? Når statsministeren siger, at det ikke er den økonomiske politik, som afgør Danmarks fremtid, gør han det, fordi han har indset, at den traditionelle forståelse af politik ikke længere er afgørende for vælgernes stemmeadfærd. Deri har han så afgjort ret. Danske valgforskere har siden midten af 1990'erne kunnet vise, at vælgernes opfattelse af politik har ændret sig. Tidligere var det den traditionelle økonomiske venstre-højre-opfattelse af politik, som vælgerne stemte på baggrund af, og som partierne positionerede sig med udgangspunkt i. Det er ikke længere tilfældet. Der er sket en afradikalisering af den traditionelle klassekamp. Velfærdsstaten er etableret, accepteret og fredet. Den gamle ideologiske kamp er lagt i dvale. Det, der eksisterer, er en kamp om værdier: Hvilken type værdier skal vores samfund og dermed vores partier være bærere af? Og her kommer den nye forståelse af politik ind i billedet. Ser vi på, hvordan partisystemerne er opstået i den vestlige verden, kan det føres tilbage til 1920'erne. Med udgangspunkt i de historiske rødder for konfliktlinjer har valgforskere fundet, at samfundets konfliktmønstre afspejlede de modsætninger, som eksisterede, da partisystemets form blev grundlagt i de tidlige 1920'ere. Partierne har helt frem til 1970'erne været i stand til at indfange de modsætningsforhold, der eksisterer i samfundet og dermed blandt vælgerne, hvorfor partisystemet så at sige har været fastfrosset. Siden 1970'erne har samfundet imidlertid undergået en række vidtrækkende strukturelle forandringer. Vi har fået en markant velstandsstigning. Klassestrukturen har ændret sig. Den sociale pyramide er vokset på midten med et stigende antal funktionærer og højtuddannede. Dette har ført til fremkomsten af ny politik. Forklaringen ligger i, at efterkrigstidsgenerationerne vokser op under økonomisk set mere stabile og sikre vilkår end tidligere generationer. Dette afføder et skifte i de værdier, det enkelte menneske har, samtidig med at det neutraliserer politisk polarisering baseret på klasser. Når man som vælger forholder sig til politik og politiske spørgsmål, gør man det ikke længere med udgangspunkt i den klasse, man tilhører, men i stedet med udgangspunkt i de værdier, man besidder. Det er de ny-politiske værdier, statsministeren vil kæmpe om. Det er her, han vil vinde kampen om regeringsmagten. Hvad indeholder de ny politiske værdier? Indtil 1970'erne positionerede partierne sig udelukkende på den gamle politikakse, som primært afspejler økonomisk politik. Men som statsministeren selv har formuleret det, er det ikke den økonomiske politik, der afgør Danmarks fremtid. Han har indset, at danskerne ønsker velfærdssamfundet med et skattefinansieret højt offentligt serviceniveau og med en betydelig grad af lighed. Det, der i stedet kommer til at afgøre Danmarks fremtid, er placeringen på den nye politikakse, hvor venstre og højre er afløst af henholdsvis autoritære og libertære værdier. De autoritære værdier er eksempelvis høj prioritering af lov og orden, kriminalitetsbekæmpelse og et stærkt forsvar samt fokus på traditionelle religiøse og moralske værdier. De libertære værdier er fokus på politisk og personlig frihed, tolerance over for mindretal og dissidenter samt åbenhed over for nye ideer og livsstile. Det er nu i højere og højere grad polariseringen mellem de libertære og autoritære værdier, der er afgørende for, hvordan vælgerne stemmer. Og det er netop i dette lys, at man kan forstå Foghs dagsorden om værdikampen. Statsministeren og regeringen er således i gang med at positionere sig på de autoritære værdier. Og konkurrencen fra Dansk Folkeparti er hård. I denne positionering ligger to store faldgruber for statsministeren. For det første er der en reel fare for, at synspunkterne bliver for ekstreme til, at han får befolkningen med. Dette illustreres blandt andet af den manglende opbakning til såvel kampen mod de venstreorienterede som kampen mod Christiania og hashen. Her er statsministeren gået for langt med de autoritære synspunkter. Hans problem forstærkes af, at regeringens parlamentariske grundlag lever og ånder for netop autoritære værdier. Fogh har mange hensyn at tage, når han skal finde en passende balance mellem at være hårdhedens repræsentant og samtidig undgå at støde befolkningen fra sig. For det andet ligger der en stor fare i den retorik, som ofte følger med autoritære værdier. Statsministerens sprogbrug er blevet formanende og irettesættende, når han argumenterer for 'noget for noget' og ansvar og konsekvens. Eksempelvis sagde Fogh i sin åbningstale: »Vi hører af og til nogle, som frygter, at danskheden er truet af globalisering. Stop nu det sortsyn. Kig dog ud ad vinduet«. På et offentligt møde i Århus sagde han 23. september: »Jeg kan høre, at gymnasieelever er blandt de mest plagede samfundsgrupper i Danmark. Men I har intet at jamre over. I er de gymnasieelever i hele verden, der har det bedst«. På samme møde sagde han til gymnasieeleverne: »Jeg er træt af jeres hyl og skrig«. Eksemplerne viser tydeligt, at tonen og retorikken i det autoritære værdiunivers er meget direkte og ofte både irettesættende og formanende. Faren for statsministeren ligger i, at befolkningen vender ham ryggen som konsekvens af den sprogbrug og tone, der følger med budskaberne. Nødvendigheden af en værdi- og kulturkamp er rigtigt set af statsministeren. Formen på værdidebatten er imidlertid en beregnende og kedelig affære. Beregnende fordi den alene har til formål at gøde jorden hos vælgere med klassiske konservative og borgerlige værdier for så at kunne høste frugterne ved næste folketingsvalg. Kedelig fordi den i form lanceres som nyskabende og skelsættende, men reelt er en strategisk happening, der har til formål at sætte klassiske borgerlige mærkesager højt på den politiske dagsorden. Statsministeren har ret i, at økonomiske forhold ikke afgør Danmarks fremtid. Det bygger imidlertid på en central forudsætning, nemlig at der skal være orden i økonomien. Hvis statsministeren ønsker at føre 'værdikamp' på ansvar og konsekvens, er han nødt til først at rette op på problemerne med den stigende arbejdsløshed. Han kan ikke blot anvende værdikampen som en kærkommen undskyldning for ikke at forholde sig til realpolitiske emner. Forudsætningen for, at regeringens strategiske satsning lykkes, er, at der bringes orden i de økonomiske forhold i Danmark. Valgkampen er så absolut i gang. Står det til regeringen, bliver valgets hovedtema lov og orden samt flygtninge og indvandrere. En fordel for regeringen og en stor fordel for dens parlamentariske grundlag. Ærgerligt for den demokratiske debatkultur, at statsministerens kamp på værdier ikke fører andet med sig end en valgkamp ført i et autoritært værdiunivers på autoritære værdier.